10 anderledes kæledyr

10 anderledes og sjove kæledyr

Ønsker du dig brændende et kæledyr, men skal det af den ene eller den anden årsag ikke være en hund eller en kat? Så har du sikkert brug for inspiration til valg af din nye bedste ven. Det kan godt være svært at finde den helt rette firbenede følgesvend hvis man for eksempel er allergisk over for visse pelsdyr, eller ikke har de fysiske rammer til at holde hund eller kat. I det følgende kan du læse mere om spændende og morsomme dyr som kan holdes i bur, terrarium eller akvarium, som ikke fælder og giver anledning til allergiske reaktioner, eller som på anden måde adskiller sig fra de konventionelle familiedyr.

 

Krybdyr og reptiler

Mange mennesker får kuldegysninger ved tanken om at have slanger, leguaner eller andre lignende væsener inden for dørene. Men for andre er der en vis passion forbundet med de fascinerende dyr. Reptiler, krybdyr, padder og andre pelsløse og vekselvarme dyr er måske ikke så nuttede og krammelige som katte, hunde og kaniner. Til gengæld fås de i en mangfoldighed af spændende farver og mønstre, og kan faktisk tæmmes og trænes i en vis udstrækning.

 

Skildpadden – et populært valg

Mange familier vælger at holde sumpskildpadder eller landskildpadder i stedet for hund eller kat. Der er mange fordele ved skildpadder. De larmer ikke, og gør i det hele taget ikke det store væsen af sig. Du kan holde skildpadder i et terrarium – husk dog på at især sumpskildpadder har brug for vand. Du skal regne med en del vedligeholdelse af terrariet når du holder skildpadder. Samtidig er det vigtigt at du holder øje med din skildpadde hvis du vælger at lade den gå rundt i haven. Selv om skildpadder bevæger sig langsomt er det ikke usædvanligt at de stikker af fra tid til anden – og de kan være svært at finde igen.

 

Skildpadder bliver meget gamle, så du skal regne med mange års forpligtelse. Desværre vælger mange at sætte deres skildpadder ud i naturen når de er trætte af dem. Selv om skildpadder godt kan gå i dvale og dermed klare vinteren er det langt fra sikkert at den vil få et godt liv i den danske natur.

 

Skægagamer – flotte og frække

Skægagamen er et andet populært krybdyr som er relativt nemt at holde. Den sjove lille agame er perfekt til familien som ønsker sig sin helt egen drage. Skægagamen bider stort set aldrig og har i det hele taget et behageligt temperament hvilket gør den til det perfekte kæledyr for børnefamilien. Er en eller flere personer i din familie således allergiske over for eksempelvis hunde eller katte er en skægagame det oplagte valg.

 

En skægagame holdes i terrarium og skal fodres cirka fire gange om ugen. Agamen spiser insekter, og disse kan købes som foder insekter hos dyrehandleren. Du kan få anvisninger på pasning af skægagame samt indretning, vedligeholdelse og rensning af terrarium der hvor du køber den lille nye drage.

 

Slanger – det eksotiske familiedyr

Hvis du har større børn kan slanger være en mulighed som alternativt kæledyr. Slanger er forholdsvis nemme at passe, og hvis du fodrer dem korrekt bliver de ikke så store. Det siger næsten sig selv at det udelukkende er snoge og kvælerslanger – de såkaldte constrictors – som egner sig til at være kæleslanger. Giftslanger er aggressive og kan levere farlige bid som kræver modgift. Skulle du blive nappet af en kvælerslange kan det som regel klares med en desinfektion.

 

Blandt de slanger, du kan anskaffe som kæledyr i Danmark, finder du kongesnog, kornsnog, rottesnog og forskellige python typer.slanger holdes i terrarier hvor de skal have mulighed for at gemme sig, da de ikke hører til verdens mest aktive dyr.

 

Fugle – hyggelige og flotte

Den helt store fordel ved at vælge fugle frem for en hund eller en kat er at du kan holde fugle stort set alle steder. De fleste stuefugle kræver blot et rummeligt bur samt selvfølgelig den rette pasning og fodring. Har du plads og tid til fugle kan disse vise sig at være ganske morsomme og underholdende familiedyr.

 

Undulaten – den intelligente entertainer

Blandt de mest populære stuefugle i Danmark finder vi undulaten. Den pudsige lille fugl af papegøje slægten er særligt fremavlet til at fungere som selskabsfugl – og det gør den ganske udmærket. Undulaten er især et hit hos børnefamilier. Det er forholdsvis nemt at holde undulater idet de ikke kræver det helt store. Undulater kan til en vis grad trænes til at udføre kunster og tricks, og knytter sig samtidig til mennesker. Og i visse tilfælde kan en undulat lære at gentage ord eller sætninger.

 

Nymfeparakitten – en selskabelig fætter

Nymfeparakitten er en mindre fugl af kakadue racen, og i lighed med undulaten særdeles populær blandt familier som ønsker at holde fugle som kæledyr. Lige som undulaten kan en nymfeparakit træne til for eksempel at sidde på finger eller trille med bolde, og er i det hele taget en vældig underholdende fugl. Den største ulempe ved en nymfeparakit er at den kan få tendens til at larme hvilket kan genere eventuelle naboer. Med den rette aktivering vil en nymfeparakit kunne trives i en grad så den ikke har behov for at råbe på opmærksomhed.

 

Zebrafinker – små og helt utroligt søde

Zebrafinker bliver ikke i samme grad som parakitter og undulater håndtamme, og de kan heller ikke rigtig trænes. De kan godt blive vant til mennesker, og de kan sagtens håndteres. Men forventer du en fugl som laver kunster bliver du nok skuffet med zebrafinker. Til gengæld er zebrafinker nemme at holde, de larmer ikke særligt meget – og de er helt utroligt nuttede at se på. Med et tilstrækkeligt stort bur og en simpel redekasse kan du tilmed få glæden af at se dine zebrafinker lægge bittesmå æg og udruge de sødeste unger.

 

Kanariefuglen – den syngende kompagnon

Hvis du nyder at lytte til fuglesang er kanariefuglen et godt valg. De små gule fugle af spurvefamilien er både kønne og livlige, og hannens sang gør netop denne fugl populær som stuefugl. Lige som zebrafinken kan en kanariefugl ikke trænes, og trives bedst i flok. Du bør altså anskaffe mere end én kanariefugl hvis du ønsker at holde netop denne race.

 

Insekter og spindlere – ikke helt for børn

Hvis du selv ønsker dig dyr i huset, men hverken har lyst til larm eller det helt store ståhej omkring pasning, findes der forskellige muligheder inden for insekternes og spindlernes verden.

 

Vandrende pinde og lignende

Du kan for eksempel vælge et terrarium med vandrende pinde, vandrende blade, knælere og lignende fascinerende insekter. Et flot terrarium indeholdende denne type dyr er et stykke decor i sig selv, og giver din stue et helt særligt præg. Og så er disse dyr nemme at passe.

 

Taranteller – de største edderkopper

Endelig kan du vælge at holde taranteller. En tarantel er måske det mest ekstreme dyr man kan holde i Danmark. Mange mennesker gyser ved tanken om at skulle have en stor, lodden edderkop i huset. Men fascinationen ved de flotte farver og dyrets nærmeste elegante og sofistikerede bevægelser kan tryllebinde de fleste. Taranteller er forholdsvis nemme at holde. De kræver ikke særlig megen opmærksomhed, og passer for det meste sig selv. Du kan godt tage din tarantel ud af terrariet fra tid til anden og lade den løbe hen over dine hænder. Men den er faktisk helst fri.

 

En tarantel holdes i terrarium. De tunnel gravende varianter har brug for ekstra jord eller grus så de kan grave sig ned. De arboriale arter har brug for ekstra plads i højden samt en gren hvorpå de kan kravle højt til vejrs. Og de skal selvfølgelig have mulighed for at gemme sig i diverse huler eller skjulesteder. Uanset hvilken type alternativt kæledyr du vælger, har du stadig med et levende væsen at gøre selv om det hverken har pels eller poter. Derfor er du forpligtet til at sørge for dyrets velfærd gennem hele dets liv. God fornøjelse med dit alternative kæledyr!

Udgivet: 29.11.2021