Anskaffelse af hund til ældre

Anskaffelse af hund – en stor beslutning

Går du og overvejer at anskaffe dig en hund? Så bør du læse med i det følgende. Her kan du nemlig blive klogere på hvilke overvejelser du bør gøre dig i forbindelse med anskaffelse af hund, afhængig af dine forhold og din situation. De fleste mennesker, som vælger at anskaffe sig en hund, har til alt held tænkt længe og grundigt over denne beslutning. Der er mange overvejelser man bør gøre sig i denne forbindelse, lige som det er tilfældet med mange andre essentielle livsvalg. En hund er en mange årig forpligtelse – og det må man endelig ikke overse.

 

Først og fremmest vil de fleste nok tage den økonomiske faktor op til nøje revision – og det er meget fornuftigt. Det er utroligt vigtigt at du ikke bliver overrasket over at det koster penge at have en hund. Foruden foder skal hunden have diverse udstyr – og så er der dyrlæge besøg samt sundheds- og ansvarsforsikring. Det er derfor essentielt at dit budget levner plads til en hund de næste mange år frem i tiden.

 

Der ud over er en hund et tidskrævende projekt. Hunden skal luftes hver eneste dag, uanset om det regner eller sner, eller om du er sløj, har tømmermænd eller andet. Har du have, kan du til nøds lukke hunden ud i den så den kan besørge. Men det er ikke en holdbar løsning på permanent basis. En hund har brug for kærlig opmærksomhed. De fleste hundeejere oplever hurtigt en tilknytning til hunden, og så går det nærmest af sig selv. Men hvis du befinder dig i en situation hvor du føler t du har meget lidt at give af på det overskudsmæssige plan er det værd at genoverveje din beslutning om at anskaffe en hund.

 

Vælg en hund der passer til din livssituation

Hvis du er sikker på at du har økonomi, tid og overskud til at holde hund, bør du overveje hvilke forhold du kan tilbyde sådan én. Bor du i en lille lejlighed giver det ikke mening at vælge en hund med et stort behov for aktivering og fysisk stimulation som for eksempel en typisk jagthund. Blandt jagt racerne finder du for eksempel hønsehund, Golden Retriever og Labrador Retriever – hunde som har behov for at løbe, lege og på andre måder udfolde sig fysisk hver eneste dag. Medmindre du er indstillet på hver eneste dag at skulle tage hunden ud på længere løbeture eller på ekskursioner til den nærmeste hundeskov, er en sådan hund ikke noget for dig.

 

Hvilke hunde egner sig godt til lejlighed?

Bor du i lejlighed kan du med fordel rette dit blik mod især de små hunderacer. Blandt de hunderacer, som er velegnede til livet i en lejlighed, finder du:

 

Papillon

En lille, let hund som nemt kan bæres op og ned ad trapper, og som sagtens kan få dækket sit aktivitets behov med et par daglige gåture.

Bichon Havanais og Bichon Frisé

Disse små hunde er glimrende selskabshunde, som fint hygger sig i en lejlighed hvis de kan komme på en rask gåtur et par gange om dagen.

Pomeranian

Denne lille spidse charmetrold hører ligeledes til blandt de mindste hunde, og er dermed fint egnet til livet i lejlighed.

Fordelen ved en lille hund er samtidig at du ikke er afhængig af en bil når hunden skal transporteres – den kan fint bæres rundt i en taske eller transportkasse, eller måske i din cykelkurv. En ulempe er at små hunde kan have tendens til at bjæffe og gø en del, hvilket kan være til gene for øvrige beboere i ejendommen. Men med den rette træning kan det godt lade sig gøre at vænne hunden af med denne uvane.

 

Kan man blive for gammel til at have en hund?

Der er ikke noget enkelt svar på oven for stillede spørgsmål. Mange mennesker kan klare at have hund indtil de er meget langt oppe i årene, og kan faktisk tage fuldt vare på hunden indtil deres dødsdag. Og andre vil hurtigt miste evnen til at passe på såvel sig selv som på en hund i en tidlig alder. Blandt de overvejelser, man bør gøre sig i forbindelse med anskaffelse af en hund, er netop om man de næste mange år vil være i stand til at varetage såvel økonomiske forpligtelser som hundens daglige behov. Det er meget vigtigt at der er plads i budgettet til en hund, og at man er fysisk i stand til at gå daglige ture med hunden.

 

Samtidig må hunden aldrig blive en belastning. Det skal være forbundet med glæde at have hund. Hvis du føler, at hunden er en sur pligt, vil den kunne mærke det. Og det er ulykkeligt for jer begge. Du kan heller ikke pålægge andre mennesker ansvaret for din hund. Selv om venner, familiemedlemmer og naboer gerne giver en hånd med luftning eller pleje af hunden, er den først og fremmest dit ansvar. Og det er vigtigt at tage med i overvejelserne når du går i tanker om at anskaffe en hund.

 

Oppe i årene? Overvej en voksen omplaceringshund

Hvis du er over en vis alder stiger din risiko for at overleve en hund desværre år for år. En hund kan blive femten til atten år gammel, afhængig af race. Derfor er det værd at overveje om en hvalp er det rette valg for dig. Hvert år placeres mange hunde på internater landet over fordi deres ejere er afgået ved døden. Hvis de pårørende ikke har mulighed for at tage hunden, vil internatet være den sidste udvej hvis ikke hunde skal aflives.

 

Det er en ulykkelig situation for en ejer at miste sin hund, men nok endnu mere ulykkeligt for hunden at miste sin ejer. Udover det at hunden mister den person som har udgjort dens verden igennem dens foreløbige tilværelse, skal den også sige farvel til det hjem som hele dens liv har udgjort dens faste og trygge rammer. Hvis du ikke ønsker at byde din hund denne skæbne kan du vælge at adoptere en voksen hund. Der er flere gode grunde til at dette er en god idé for dig som måske er alderssvækket eller direkte handikappet.

 

Undgå besværet med en hvalp – vælg en fuldvoksen hund

Når du i stedet for en lille hvalp, som lige er blevet taget fra sin mor, vælger en voksen hund, får du en hund som har gennemgået såvel børne- som teenagerårene. Det betyder at hunden er velopdragen og socialiseret, og har modtaget den grundlæggende træning. Det er de færreste hvalpe som er stuerene fra begyndelsen. Hvis du vælger at anskaffe dig en hvalp, venter der dig således et stort stykke arbejde med rengøring på daglig basis. Og samtidig skal du belave dig på at skulle stå op om natten for at gå med hunden i den periode hvor du træner den til at besørge uden for.

 

Blandt de mange forpligtelser ved at anskaffe en hvalp er træning og socialisering. Hvalpe har brug for at komme i skole for at lære hvordan de skal begå sig i mødet med andre hunde og mennesker. Har du ikke overskud til at gå til hvalpetræning med hunden, er en hvalp ikke det rette valg for dig. En fuldvoksen hund vil samtidig være det fornuftige valg når det kommer til aktivitetsmæssige behov. Du vil sandsynligvis sagtens kunne finde en hund som ikke har brug for at blive leget med i flere timer hver dag, men som er fuldt ud tilfreds med et par gåture og måske en lille tur i den lokale hundepark.

 

Hvor kan jeg finde en voksen hund til omplacering?

Hvis du er i markedet efter en voksen hund, som kan være din bedste ven de næste mange år, kan du vælge at kontakte et hundeinternat. Her vil du finde masser af søde og velopdragne hunde, som venter på et kærligt hjem. Det er dog ikke altid optimalt at adoptere en internathund. Mange af de hunde, som har tilbragt måske flere måneder på internater, er stressede over denne oplevelse. Og så ved du altid helt hvad en internathund har med sig i bagagen.

 

Du kan i stedet vælge at kontakte hundeejeren direkte. Mange hundeejere, som er nødsaget til at afhænde deres dyr, sætter stor pris på at kunne aflevere hunden direkte til dennes næste ejer. På den måde kan man som hundeejer være sikker på at éns bedste ven kommer i de bedste hænder, og ikke skal ind og vende omkring et internat først. På dyreportal.dk kan man som hundeejer gratis sætte sin hund til salg eller bortgivning. Derfor vil du med stor sandsynlighed kunne finde din nye bedste ven blandt de mange annoncer for hunde til omplacering her på siden – held og lykke, og god fornøjelse!

Udgivet: 02.10.2023