Hvis du går og overvejer at anskaffe dig et akvarium fyldt med flotte, farvestrålende fisk bør du overveje hvilke fisk der skal i vandet. Der findes mange forskellige akvariefisk i varierende størrelser og prisklasser.
Det er selvfølgelig altid bedst at have en samling af fisk som både er aktive og smukke at se på. Nogle fisk egner sig bedre til akvarium end andre. Og så er det selvfølgelig altid en god idé at vælge fisk som er nemme at passe – især hvis du er novice inden for akvarieverdenen.
Derudover er det sjovest at have flere forskellige fisketyper i akvariet. For de fleste menneskers vedkommende er et akvarium et dekorativt element, og tjener primært som et flot blikfang i stuen eller i soveværelset. Derfor vælger de fleste akvarieejere at udstyre akvariet med fisk af flere forskellige racer. Med en blanding af fisk i varierende størrelser og i et væld af farver bliver akvariet ekstra flot at se på. I det følgende kan du læse om de ti mest solgte akvariefisk, og hvorfor de er så populære.
Den klassiske neonfisk, også kaldet Neon Tetra, ses ofte i især mindre akvarier. Fisken er cirka to centimeter lang, men kan lyse hele akvariet op med sine karakteristiske blå og røde striber. Farverne aktiveres i dagslys og ”slukker” om natten, hvor den lille fisk antager en grålig kulør. Neonfisken er altædende og dermed nem at fodre. Den kan sagtens klare sig med almindeligt tørfoder. Neon Tetra er en fredelig art som fint trives side om side med andre fisk i dit akvarium.
Blandt de mest populære akvariefisk har guppyen længe befundet sig i toppen. Den forholdsvis lille fisk, som bliver mellem tre og seks centimeter lang, er nem at fodre på og fås i flere forskellige farver. Guppyen er i lighed med neonfisken ikke aggressiv over for andre fisk og egner sig dermed glimrende som akvariefisk. Hvis du vælger at holde guppyer skal du være forberedt på at denne fisk lynhurtigt formerer sig. Derfor bør du holde hanner og hunner adskilt hvis du ikke ønsker dit akvarium oversvømmet med guppy unger.
Find gupper til salg her
Boesemans Regnbuefisk er en forholdsvis lille fisk som højst bliver ti centimeter lang. Den ovale krop prydes af changerende farver som skifter mellem gule, orange og røde farver og så de kølige blå, violette, grønne og lilla – her af navnet. Hannerne er generelt meget flottere end hunnerne – så ønsker du farver i dit akvarium kan du med stor fordel nøjes med at købe hanner. Så slipper du også for et hav af unger.
Mollyer er karakteriseret ved deres gode evne til tilpasning i såvel saltvand som ferskvand, og er ikke i samme grad som neonfisken følsomme over for vandværdierne. Denne type fisk kan blive syv til otte centimeter lang, og er altædende selv om dens fordøjelses system primært er beregnet til at fordøje alger. Mollyer føder levende unger hvilket gør dem ganske særlige inden for fiskeverdenen. Og lige som guppyerne har de en tendens til at formere sig uhæmmet hvis du ikke holder kønnene adskilt.
Den smukke og ganske betagende Platy er endnu et populært valg blandt akvarieejere som ønsker et farverigt miljø i deres akvarier. Platyerne fås i en lang række spændende, eksotiske farver og trives rigtig godt i fællesskab med andre fisk. Du kan vælge at fylde dit akvarium kun med Platy fisk hvis du ønsker en flot stime af fisk i mange farver og mønstre. Der er nemlig stor variation på disse parametre inden for Platy racen alene.
Endnu en populær begynderfisk finder du i Zebrafisken – en smuk og elegant fisk med flotte striber på langs. Zebrafisk færdes i stimer, og du bør derfor altid have en gruppe på mindst fem fisk, ellers vil fisken mistrives.
Zebrafisk fås med striber i forskellige farver hvoraf den oprindelige er mørkeblå med gyldne striber for hannen, og sølverne striber for hunnen. Den populære zebrafisk er dog fremavlet til også at findes i hvide, røde og pink udgaver – og sågar en genmodificeret version som kan lyse i mørke!
Den sart lyserøde Rosentetra er en nem fisk at have med at gøre. Fisken er rigeligt aktiv, bliver ikke særligt stor, og går godt i spænd med dine øvrige akvariefisk. Lige som Zebrafisken skal Rosentetra fisken have en stime den kan hænge ud med, ellers bliver den stresset.
Hvis du ønsker at dine Rosentetra fisk skal blive ekstra flotte i farverne kan du bruge særlige blade, de såkaldte Capatta blade, eller mangrove rødder i akvariet. Du kan også tilsætte vandet et særligt mineral som fremhæver den smukke lyserøde farve på dine Rosentetra fisk.
Blandt de mere dekorative akvariefisk finder vi Perleguramien – en smuk og elegant fisk som virkelig skiller sig ud. Kroppen på den op til tolv centimeter lange fisk er typisk brun med et sølvernt skær og en karakteristisk sort stribe ned langs siden som er dækket med perlelignende prikker.
Hvis du ønsker dig en Perlegurami er det vigtigt at dit akvarium har plads i toppen til at fisken kan tage luft ind. Perleguramien er nemlig foruden gæller udstyret med et såkaldt labyrint organ, som minder om en lunge, og som sætter fisken i stand til at tage luft ind i vandoverfladen.
I den lidt mere fremmedartede ende af begynderspektret hvad angår akvariefisk ligger Skalaren – en flot og farvestrålende fisk af cichlide slægten som kan blive hele femten centimeter lang. Fisken har en flad og skiveformet krop med farvestrålende striber på tværs, og karakteristiske lange bugfinner.
Skalarer lever i stimer mens de er unge, men bliver monogame når de finder sig en mage. I samme anledning bliver Skalaren også territorial hvilket kan medføre at den bliver aggressiv over for de andre fisk i akvariet. Og det er værd at bemærke hvis du gerne vil have Skalarer i dit akvarium.
Det er nærmest umuligt ikke at blive fascineret og betaget af den smukke og elegante Guldfisk når den på graciøs vis bevæger sig rundt i akvariet. Fiskens gyldne krop kan blive over tyve centimeter lang og kompletteres af de sløragtige finner.
Som akvariefisk er Guldfisken vældig populær. Du skal dog være forberedt på at visse Guldfisk bliver temmelig gamle. Faktisk kan en Guldfisk blive over tyve år gammel – og denne fisketype kan derfor vise sig at være et nærmest livslang forpligtelse.
Uanset hvilke fisk du vælger, skal du altid sørge for at akvariet er pænt og at vandet er rent. Du bør sikre ar akvariet er forsynet med det nødvendige planteliv for at dyrene kan trives, og at der er steder hvor de kan gemme sig hvis de føler sig truede. God fornøjelse med dit nye akvarium!