Hvilket krybdyr skal jeg vælge?

Hvilket krybdyr skal jeg vælge? En guide til krybdyr som kæledyr

Er du på udkig efter et dyr som kan holde dig med selskab i dit hjem, og ønsker du af den ene eller den anden grund ikke et af de konventionelle kæledyr som for eksempel hund, kat eller kanin? Så kan du overveje at anskaffe dig et reptil.

 

Hvad er et reptil?

Et reptil, også kaldet et krybdyr, er et dyr tilhørende den klasse der omfatter dyrearter så som krokodiller, øgler, slanger og skildpadder. Måske har du set nogle af disse hos dyrehandleren eller i zoo. Der er noget sært fascinerende ved disse uudgrundelige dyr. Og måske er det derfor at reptiler er populære som kæledyr i flere og flere hjem.

 

Der findes utallige underarter af hver enkelt art, og ikke alle er egnet til et liv i fangenskab. Men der findes ligeledes en del krybdyr som sagtens kan holdes i terrarium. Du vil helt sikkert kunne finde et krybdyr som du både vil kunne fascineres af og blive venner med. I det følgende vil vi tage et kig på et lille udpluk af de krybdyr som kan udgøre gode husdyr.

 

Øglerne – flotte, farverige og underholdende

Har du børn som er allergiske over for pelsdyr er det oplagt at anskaffe en øgle i stedet for en hund, en kat eller en kanin. De øgler, som er opdrættet i fangenskab, er vant til at bo i terrarium og trives derfor fint med dette. Der er faktisk meget lidt arbejde forbundet med pasning af en øgle. De fleste øgler skal kun fodres et par gange om ugen, og så skal terrariet gøres rent i ny og næ. Og mange øgle arter kan nemt håndteres, også af børn.

 

<h3>Anolen – den grønne skønhed</h3>

Den grønne anole stammer fra den sydvestlige del af USA, og udmærker sig ved flere forskellige karakteristika. Først og fremmest er det selvfølgelig den flotte smaragd grønne farve som får anolen til at skille sig ud. Og så er der den morsomme pung under anolens hage, som kan spiles ud til en stor lyserød bold – lidt lige som på en frø!

 

Hannerne af anole-arten når en længde på cirka 22 centimeter hvor hunnerne bliver op til atten centimeter lange. Anoler er arboriale øgler hvilket betyder at de godt kan lide at klatre. Ønsker du således at holde anoler skal du have fat i et forholdsvis højt terrarium hvor du kan anbringe grene eller klatre stativer. Anolen er jager af natur, og spiser levende føde. Du bør derfor fodre din anole med insekter så som græshopper, kakerlakker, fluer og fårekyllinger. Når du anskaffer anoler bør du regne med mindst to hunner per han. Og du skal desuden belave dig på at en anole bliver mellem fem og ti år gammel.

 

Skægagamen – et populært valg

Skægagamen kaldes på engelsk the bearded dragon, hvilket kan oversættes til den skæggede drage. Men bare rolig – der er intet som helst drageagtigt ved denne hyggelige fætters adfærd. En skægagam er gemytlig og rolig af sind, og er en glimrende begynder-øgle. Samtidig er skægagamen det krybdyr som egner sig bedst til børnefamilien, da netop denne øgle nemt kan håndteres af større børn. Og så er skægagamen nem at have på kost. Den fuldvoksne skægagam bliver op til en halv meter lang. Hvis dette virker voldsomt kan du vælge en dværgskægagam som kun fylder omtrent det halve.

 

Leopardgekkoen – ynderfuld og væver

En anden fortrinlig øgle til begyndere er leopardgekkoen, som med sit frække udtryk og smarte pletter ligner en rigtig gadedreng. Leopardgekkoen kan i fuldvoksen tilstand blive over tyve centimeter lang. Og så kan en leopardgekko med den rette pasning og pleje leve i hele 15 til 20 år. Leopardgekkoen fodres med levende insekter. Selv om den fine gekko ikke er et decideret flokdyr er den stadig et socialt dyr, og derfor bør du have mere end én leopardgekko i terrariet.

 

Det er vigtigt at dine leopardgekkoer har mulighed for at søge skjul i for eksempel huler eller bag planter i terrariet, da de af og til bare gerne vil være i fred. Og du bør indrette dit terrarium med en vis mængde kunstigt ultraviolet lys, da øgler ikke kan optage D vitamin fra kosten og derfor skal danne det i huden ved udsættelse for UV stråler.

 

Skildpadderne – sjove og hyggelige

Mange vælger at anskaffe en eller flere skildpadder som kæledyr. Der er noget hyggeligt over de specielle dyr, som er helt enestående i deres skeletære opbygning. Hvis du overvejer at anskaffe skildpadder skal du være forberedt på at de med stor sandsynlighed vil leve lige så længe – eller længere – end dig. En skildpadde kan sagtens blive over hundrede år gammel. Og det betyder at du med en skildpadde påtager dig et ansvar for resten af dit liv – ikke bare resten af dens liv.

 

Der ud over stiller skildpadder faktisk højere krav til indretning af terrarie end man måske skulle tro. Sumpskildpadder kræver eksempelvis et såkaldt akvaterrarie som er en kombination af et akvarium og et terrarium, idet denne art har behov for både at kunne gå på land og svømme i vand. Du skal altså afsætte en del plads til dine sumpskildpadder hvis de skal kunne trives. Landskildpadder skal også bruge en del plads, dog behøver de ikke nær så meget vand. Du skal dog stadig sørge for at skildpadden skal bade hvis den vil. Du skal således forberede dig på at livet med en skildpadde kræver en del af dig og din bolig. I det følgende kan du læse mere om de mest populære skildpadder som kæledyr.

 

Den græske landskildpadde – flot og dekorativ

Den græske landskildpadde kendes på sit flotte, mønstrede skjold, som farvemæssigt varierer i nuancerne olivengrøn, lysebrun, mørkebrun og gul, gerne med sorte aftegninger. Denne fine lille landskildpadde bliver højst tredive centimeter lang, og kan godt gå i indendørs terrarium hvis du har pladsen dertil. En græsk landskildpadde ernærer sig typisk med bladgrønt og kål, og du kan med fordel fodre skildpadden med ukrudt fra haven, for eksempel mælkebøtter og skvalderkål – selvfølgelig forudsat at det ikke er sprøjtet.

 

Denne skildpadde race bliver i snit 60 – 80 år gammel. Du bør altså kun anskaffe en græsk landskildpadde til børnene hvis du er sikker på at de vil tage sig af den det meste af deres liv. Desværre er der mange som sætter deres skildpadder ud i naturen. Dette er en dårlig idé, idet den græske landskildpadde for det første ikke hører hjemme i det danske økosystem, og for det andet ikke altid håndterer vort hjemlige klima lige godt.

 

Europæisk sumpskildpadde – populære til havedammen

Den europæiske sumpskildpadde udmærker sig derved at den faktisk godt kan tåle kulde. Denne skildpadde er den nordligst forekommende skildpaddetype i Europa, og er især populær hos have ejere fordi den godt kan lide at svømme rundt i havedammen. Hvis du overvejer at anskaffe en europæisk sumpskildpadde bør du investere i indhegning af dit habitat. Skildpadden kan godt finde på at stikke af i jagten på en mage eller et godt sted at lægge æg – eller væk fra andre skildpadder som driller. Og selv om en skildpadde ikke er det hurtigste dyr på savannen kan den godt nå rigtig langt i løbet af blot få timer.

 

Uanset om du vælger en øgle eller en skildpadde, eller måske en slange, som dit eksotiske kæledyr bør du være opmærksom på at dit ansvar ikke er mindre end hvis du valget en hund eller en kat. Et krybdyr er stadig et levende væsen – og det er optil dig at sørge for at dyret trives og har det godt.

 

Håber du er blevet klogere på hvad du vil vælge. Du kan se hele udvalget af krybdyr som er til salg her på dyreportal.dk. 
Klik for at se hele salgslisten

Udgivet: 01.12.2021