Ormekur til katte - En ubuden gæst

Det er ikke specielt hyggeligt at tale om, og heller ikke noget, som de fleste har lyst til at tænke på, men det er et almindeligt problem i katte, som mange katteejere støder på i løbet af deres tid med det firbenede familiemedlem. Så vi må nødvendigvis forholde os til deres eksistens. Derfor er emnet i dette indslag de lange, ulækre og snyltende skabninger: Orm!

Når en kat får orm, er det meget forskelligt hvilke symptomer den får. Det betyder også, at det kan være svært at hjemme-diagnosticere orm, for eksempelvis vægttab kan jo være symptom på mange forskellige helbredsproblemer. Derfor er det vigtigt, at være helt skarp på ændringer i kattens vaner, adfærd, udseende og humør og hvis man er i tvivl, så er en tur til dyrlægen altid en god idé. Hertil er det smart at holde et vågent øje med sin kats afføring, da det ofte er her man finder de første tegn på orm. Orm i katte forekommer oftest én af to versioner: Bændelorm og spolorm.

De to største syndere

Bændelormen kan blive en ordentlig basse på op til 50 cm i længde og den bor i kattens tyndtarm hvor den lever af det, der passerer igennem tarmene. Den hager sig fast i tarmvæggen ved hjælp af kroge og sugekopper og man opdager den typisk ved at den adskiller kroppens led, der så udskilles og sætter sig omkring endetarmen eller i afføringen. De ligner typisk riskorn, og kan skabe irritation, hvis de ikke fjernes. Udskillelsen af disse led er typisk det eneste symptom på bændelorm.

Spolorm bliver op til 12 cm og ligner mest af alt en bleg, kogt spaghetti. Symptomer på spolorm er typisk vægttab eller oppustet mave, opkast eller diarré, tør pels og irriteret hud eller irriterede analkirtler. Nogle katte oplever flere af symptomerne, og andre kun en enkelt. Ofte opdager man at katten er inficeret ved, at der kommer orm med ud med kattens afføring eller opkast. Spolorm kan vandre i kroppen, og man mener også, at de kan lægge sig i dvale i kroppens væv, for så at blive ”vækket” når eksempelvis hunkatten er blevet drægtig. I dette tilfælde kan ormens larver vandre gennem mælkekirtlerne over i de nye killinger.

Både bændelorm og spolorm smitter oftest igennem en mellemvært, som mus eller andre smådyr, der har indtaget noget, der indeholder ormes æg. Katten spiser så dette dyr, og bliver derved inficeret. Derfor er udekatte også ofte i større risiko for at få orm end indekatte, selvom man på ingen måde er sikret helt mod orm hvis man har en indekat. Ormeæg er utroligt hårdføre og kan overleve ret ekstreme forhold og derfor kan de vente i ret lang tid på, at en brugbar vært finder og æder dem.

Hvad gør man når katten har fået orm?

Det er altså ikke nogle særligt tiltalende dyr der sådan bruger vores kæledyr som hjem og levegrundlag og mange katteejere har forståeligt nok et meget anstrengt forhold til tanken om at der bor orm inde i deres pelsede venner. Men hvad kan man så gøre? Det er meget forståligt at nogen undersøger, om man kan behandle præventivt imod orm, så man sikrer, at man aldrig skal finde en levende gul ”spaghetti” i kattebakken. Ormekur er dog receptpligtig i Danmark, netop fordi der en overgang var et overforbrug af medicinen, da katteejere netop gav ormekure til deres ikke-inficerede katte flere gange årligt i forsøget på at komme de små bæster i forkøbet. Det er ikke sundt at medicinere unødigt, og derfor kom alle ormekure på recept. Så det, man kan gøre som ejer er, som tidligere nævnt, at være opmærksom på sin kat, og om der sker fysiske eller mentale ændringer, samt om der findes spor efter orm omkring endetarmen, i afføringen eller i opkast. Dyrlægen kan også tjekke for æg ved indlevering af en afføringsprøve. Hvis katten har orm, så er behandlingen heldigvis både nem og effektiv og kan gives på forskellige måder (tabletter, pasta eller dryp i nakken). Behandlingstiden kan variere alt efter om det er en killing, voksen kat eller en drægtig kat der tales om, men resultatet er som oftest meget effektiv udryddelse af orm.

Og så er det vigtigt at huske på, at selvom det er en ret ulækker gæst at have fået indenfor, så er det et helt almindeligt problem som rigtig mange katte oplever.