FB
Sådan vælger du familiens kæledyr

Sådan vælger du familiens kæledyr

Er du og din familie nået til en punkt hvor I er klar til en udvidelse – af den firbenede eller bevingede slags? Så har I sikkert haft mange samtaler om hvilket dyr det skal være. Det er klart at familiens nye medlem skal kunne gøre alle glade, lige som husstanden skal kunne udgøre den bedste mulige ramme for et dyr. Og derfor bør forventningerne afstemmes på forhånd.

 

Er hjemmet parat til et nyt kæledyr?

Det at anskaffe et familiedyr kan faktisk i høj grad sammenlignes med at få et nyt barn. Især i begyndelsen vil dyret kræve megen opmærksomhed. Der skal budgetteres med det nye familiemedlem, for det er nemlig på ingen måde gratis at være dyreejer. Og du skal belave dig på at der sandsynligvis skal ske ændringer i dit hjem i forbindelse med anskaffelse af den lille ny.

 

Først og fremmest er det dog vigtigt at vurdere om børnene er store nok til at kunne forholde sig til et kæledyr. Selv om ungerne plager om en hund eller en kat er det ikke sikkert at de er klar til at have et dyr i huset. Du skal under alle omstændigheder belave dig på at tage den største del af ansvaret. Der er nemlig stor sandsynlighed for at interessen for at lufte hund eller tømme kattebakke daler betragteligt efter det første par uger.

 

Et dyr er en stor forpligtelse

Desværre bugner internater landet over med kæledyr hvis familier ikke har formået at tage vare på dem. Dette kan skyldes mange faktorer, for eksempel manglende tid eller overskud, økonomiske kvaler, eller en erkendelse af at forpligtelsen oversteg familiens evner. Hvis du vil undgå at havne i gruppen af danskere som kasserer kæledyr bør du gøre dig mange overvejelser forud for anskaffelsen af sådan ét. Især hunde kræver tid og planlægning. En hund skal luftes hver dag – uden undtagelser – og gerne flere gange om dagen.

 

Selv om hunden har adgang til have er det vigtigt at du bruger tid på at gå tur med den. Du kan ikke regne med at børnene altid klarer den opgave selv om det var dem der plagede om hunden. Du skal tidligt op hver morgen og lufte hunden – og ud hver eftermiddage efter arbejde, også selv om det regner eller blæser.

 

Det vil være slut med spontane weekend ture med mindre I kan tage hunden med i bilen, eller få den passet af en person som den kender og føler sig tryg ved. Og skal I på længere ferier skal i være sikker på at hunden kan klare at blive passet i en hundepension hvilket i øvrigt ikke er helt billigt.

 

Det er dyrt at have dyr

A pro pos økonomi – så skal der være plads i familiens budget til det lille nye medlem. I kommer ikke uden om udgifter til foder, forsikringer eller dyrlæge regninger uanset om I vælger en hund eller en kat.

 

Som hundeejer er du ifølge gældende dansk lovgivning forpligtet til at tegne en ansvarsforsikring som kan dække hvis din hund forårsager skader på mennesker eller materiel. Og alle, som anskaffer et familiedyr, bør tegne en sundhedsforsikring som kan dække dyrlægeregninger. Der ud over skal du regne med at sætte penge til side hver måned til indkøb af foder og udstyr til dyret. Har du valgt en indekat skal der indkøbes grus til kattebakken. Og til hunden skal der indkøbes hundeposer til lufteturen.

 

 

Foruden de mest basale indkøb skal du påregne udgifter til transportbur eller transportkasse til hunden eller katten, diverse legetøj samt udstyr så som hundeliner, hundehalsbånd, legetøj og aktivitets artikler. Alt i alt er det at holde dyr forbundet med en større løbende udskrivning ud over dyrets indkøbspris. Og du skal ikke regne med at dyret bliver billigere i drift med alderen.

 

Hvilket kæledyr skal jeg vælge?

Nu har du måske dannet dig et godt billede af hvad det vil sige at anskaffe – og holde – et familiedyr. Og så vil du være i stand til at træffe dit valg af kæledyr på et oplyst grundlag.

 

Find den mest velegnede hunderace

Hvis du og din familie brændende ønsker jer en hund er det en god idé at sætte dig ind i de forskellige racers specifikationer og karakteristika. Det er nemlig ikke helt ligegyldigt hvilken hunderace du vælger hvis du har børn. Samtidig bør du kigge på boligens disposition. Det er ikke super optimalt at anskaffe en meget aktiv eller stor hund hvis I bor i en lille lejlighed. Her skal du desuden påregne mange daglige ture på gaden med tilhørende opsamling af høm høm’er. Og det er de færreste som synes dette er lige sjovt hver gang.

 

Desuden vil mange hunde med tiden udvikle problemer med leddene hvilket sætter dem ude af stand til at klare trapper. Derfor er det ikke optimalt med en stor og tung hund hvis I bor højt til vejrs i en etageejendom. Du kommer nemlig til at skulle bære den op og ned i forbindelse med de daglige lufteture. En Bichon Frise, Coton de Tuléar eller Havanese er et rigtig fornuftigt valg hvis du og din familie ønsker en social hund som kan trives i en lejlighed. Men også gravhunden, den fine Papillon eller den sjove franske bulldog er glimrende lejlighedshunde.

 

Bor du og din familie i et hus med egen have er der mere frit spil. Racerne Golden Retriever og Labrador Retriever er særdeles populære familieracer. Med en retriever kan man få timer til at gå med boldspil eller leg i haven. Og så er disse racer i øvrigt karakteriseret ved kærlig hengivenhed.

 

Katten – det lidt nemmere alternativ

Hvis du ikke helt kan se dig selv gå op til flere ture om dagen med vovsen er det oplagt at vælge en kat i stedet. Du skal dog være forberedt på at katten, selv om den ikke er nær så krævende som hunde, stiller andre krav til dig.

 

Hvis familien bor i lejlighed er det en god idé at anskaffe mere end én kat – især hvis I ikke altid er hjemme. Selv om katte ikke er flokdyr er de stadig sociale dyr. Det betyder at en kat har brug for kontakt til andre dyr eller mennesker i løbet af dagen hvis den skal trives. Derfor kan du ed fordel planlægge med at anskaffe to katte fra samme kuld eller opdræt. En indekat skal stadig besørge. Til det formål skal du anskaffe en kattebakke. Denne skal helst kunne stå et uforstyrret sted. Og du skal skovle den hver eneste dag, lige som den skal renses og gruset skiftes med jævne mellemrum.

 

Indekatten har brug for redskaber til aktivitet som den ikke kan få udendørs. Du bør eksempelvis være i besiddelse af mindst ét klatretræ, så katten kan holde sine instinkter ved lige. Og et kradsebræt giver katten mulighed for at pleje sine kløer uden at det skal gå ud over dine møbler. Bor I i et tættere bebygget kvarter bør du sørge for at haven er hegnet ind eller forsynet med en løbegår til katten. Som katteejer er du nemlig lovmæssigt forpligtet til at holde dyret på egen matrikel. Det går altså ikke bare at lukke katten ud.

 

Nu er du forhåbentligt blevet lidt klogere på hvad det indebærer at holde henholdsvis hund eller kat i hjemmet. God fornøjelse – og held og lykke med at vælge det rette kæledyr!

Udgivet: 22.11.2021