De ulovlige halsbånd
Man kan på internettet finde mange forskellige former for hjælpemidler til at hjælpe med at opdrage din hund eller kat, og fordi vi jo i dag via nettet har adgang til at købe fra forretninger og forhandlere i udlandet, så støder man også her og der på muligheden for at erhverve sig et stødhalsbånd, nogle gange kaldet ”opdragelseshalsbånd”, ”træningshalsbånd” eller ”anti-gø halsbånd”. Der findes også halsbånd, der giver dyret stød, når det træder ud over en ledning, gravet ned i jorden fx omkring grunden derhjemme. Det er så let tilgængeligt, at man sagtens kan tilgive nogen for at tænke, at der ikke er juridiske problemer i at anskaffe sig et sådant. Men det er faktisk ikke lovligt i Danmark:
På retsinformation.dk kan man finde Bekendtgørelse om forbud mod brug af visse aggregater, halsbånd mv. til dyr der siger:
I medfør af § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, og § 28, stk. 5, i dyreværnsloven, jf. lov nr. 386 af 6. juni 1991 som ændret senest ved lov nr. 80 af 9. februar 1999, fastsættes følgende:
§ 1. Brugen af ethvert fjernbetjent eller automatisk virkende aggregat, der hæftes på dyr, og som påfører dyret elektrisk stød eller anden væsentlig ulempe, når det aktiveres, er forbudt.
Stødhalsbånd og lignende aggregater er altså ulovlige at bruge på dyr i Danmark. Faktisk er der også evidens der tyder på, at opdragelse ved hjælp af stød eller anden afrettelse ikke er mere effektivt end belønningsbaseret opdragelse og lydighedstræning. Stød gør dyret anspændt, øger stressniveauet og giver selvsagt unødigt ubehag. Gentagent brug af afrettelse med stød giver risiko for at dyret bliver ængstelig, nervøs eller passiv.
Stødhalsbånd er altså ikke kun ulovlige, men også ineffektive i forhold til andre belønningsbaserede træningsmetoder. Dog er det også svært at underkende, at der findes situationer, hvor man som kæledyrsejer kan blive meget frustreret eller bekymret over sit dyrs adfærd eller vaner. Her kan det kan være svært at navigere i, hvordan man bedst muligt modarbejder de dårlige vaner og nogen tyer måske til stød som hjælpemiddel. Der findes dog forskellige ting man kan gøre for at undgå de ulovlige halsbånd:
Noget af det mest afgørende man kan gøre, for at sikre sig et kæledyr der passer ind i hverdagen, bosituationen, samt ens temperament og behov, er at researche dyret på forhånd. Det siger måske sig selv, men ikke desto mindre er der mange, der ser en bestemt hund eller kat og falder pladask for den specifikke race (hvilket er meget relaterbart – mon ikke mange af os har prøvet det?). Men her er det afgørende, at holde hovedet koldt og virkeligt researche racen grundigt og undersøge, om den rent faktisk passer til det liv, den skal leve. Der findes et utal af forskellige racer at vælge imellem og der findes helt sikkert flere, der kan passe fint ind i nærmest hvilken som helst situation.
Måske bor man et sted hvor det er potentielt farligt at katten eller hunden strejfer? I så fald findes der katteracer, som er avlet til at være hovedsageligt indekatte og som derfor vil have det fint med aldrig at komme ud. Og der findes hunderacer, både store og små, som ikke har noget særligt instinkt for at strejfe eller pludseligt at løbe væk fra sin ejer ved færten af noget spændende. På denne måde kan man allerede ved købet af hunden have gjort sit, for at minimere chancen for, at man føler, at man har brug for at hegne haven ind med usynligt elektronisk hegn.
Måske har man ikke meget tid i hverdagen til at aktivere, stimulere og motionere dyret? Dyr der keder sig, kan udvikle en meget uhensigtsmæssig adfærd, som er svær at træne væk, fordi den ikke kommer af manglende træning, men nærmere er et udtryk for mistrivsel. Hvis man sørger for at være ærlig og realistisk med sig selv om hvor meget tid og overskud man har i hverdagen, så kan man sagtens få en hund eller kat der passer ind i dette. Nogle hunderacer er avlet til at være skødehunde med et lavt aktivitetsniveau, og nogle katteracer vil allerhelst bare bruge det meste af dagen på sofaen. Og hvis man ikke har meget tid, erfaring eller overskud, så må man nok nødvendigvis være villig til at opgive drømmen om en toptunet jagthund eller en afsindigt intelligent hyrdehund – også selvom de virkeligt er smukke og dejlige dyr. Kærlig, belønningsbaseret og vedholdende træning er afgørende for især hundens udvikling i adfærd og derfor kan man med sit valg af race lægge grundlaget for hvor stor en udfordring træningen bliver.
Træning og opdragelse af hunde og katte kan hurtigt blive et helt blogindlæg for sig selv, for der er så meget at sige. Så mange metoder og filosofier og ”hvis dette ikke virker, så prøv dette i stedet”. Men fælles for langt de fleste, der ikke er stødhalsbånd i forskellige versioner, er at belønninger, distraktioner, socialisering og mental stimulering er vejen at gå.
På trods af hvad mange måske tror, så kan mange katteracer faktisk godt trænes. De er intelligente dyr, og godt legetøj der både stimulerer deres jagtinstinkt, intelligens og nysgerrighed betyder alverden for ikke at få en understimuleret kat, der udvikler uhensigtsmæssige vaner. Dette kan også gøres ved træning. At lave belønningsbaseret træning med sin kat kan ikke kun lære den nogle sjove eller praktiske tricks og kommandoer, men kan også være en rigtig dejlig aktivitet der er med til at skabe stærke bånd mellem kat og menneske.
Den vigtigste socialisering af en kat foregår i de allertidligste måneder af dens liv hvor kattens mor, søskende og opdrætter alle hjælper katten med forstå, hvad der er god opførsel og hvad der ikke er. En god socialisering hjælper til at gøre katten mindre nervøs og ængstelig, lærer den om ønskværdig adfærd og hjælper den til være rolig og tryg i mødet med mennesker, andre dyr og nye miljøer. Derfor er det vigtigt, når man køber kat, at overveje hvor man køber/får den fra. Fordelen ved at købe en racekat fra en opdrætter er, at du er sikker på, at katten har fået en god og sund socialisering i de afgørende formative uger i starten af livet. Hvis man er nervøs for at katten strejfer eller løber væk, så findes der som sagt en del katteracer, som har det ganske udemærket, hvis ikke allerbedst, med at leve livet som indekat. Mange katte vil også sætte pris på en tur ud i en indhegnet have eller katte-sikret altan for at snuse til udelivet en smule, inden de vender tilbage til sofaen. Der findes altså fine og gode alternativer til at hegne haven ind med stødtråd i jorden.
Det er nok ikke en nyhed for nogen, at træning af hunde er afgørende for deres adfærd og trivsel, men ikke desto mindre så findes der rigtigt mange holdninger til hvordan den bedste måde er at opdrage hunden på. Det er jo netop det, der ligger til grund for dette blogindlæg. Men hvis man skal forenkle det lidt, så er nogle af de vigtigste ting man kan lære sin hund, for at modarbejde uhensigtsmæssig adfærd:
• Sit
• Dæk
• Nej
• Komme når man kalder
• Gå pænt i snor
• Ignorere andre hunde på gåtur og ude foran huset
• At hilse pænt og roligt på andre mennesker og dyr.
Hvalpetræning er en rigtig god idé, både fordi hunden lærer basale adfærdsmæssige koder men også fordi det er en rigtig god mulighed for at socialisere den og fordi det tidligt i hundens liv skaber en vigtig relation mellem hund og menneske. Mennesket etablerer sin position som flokleder, og kærlig træning med gode belønninger skaber en hengiven hund der er mere villig til at samarbejde, for den ved, at den får dejlig ros og lækre godbidder ud af det. Denne form for træning virker bedre end træning med stødhalsbånd og skaber et godt og tillidsfuldt forhold mellem hund og ejer.
Og nu er det bare om at klikke sig væk fra den hjemmeside, der sælger stødhalsbånd og ind på den, der sælger godbidder og sjovt legetøj! God fornøjelse med de skønne (og nogen gange helt umulige) firbenede venner!
Udgivet: 20.12.2021