Leksikon: Kanin

Egenskaber

Kaninen er et skønt kæledyr, der både har en langt større personlighed og er meget mere intelligent, end hvad mange tror, og derfor er det også et kæledyr, der ofte bliver misforstået, når de bliver holdt i bure. Kaniner er dyr, der har brug for rigtig meget tryghed, da det i modsætning til katte og hunde er et byttedyr, og ikke et rovdyr. Det betyder, at den fra naturens side er indrettet til at være på vagt overfor mulige farer og reagere hurtigt hvis den fornemmer noget, der er mistænkeligt eller farligt. Derfor er en kælekanins velbefindende i høj grad afhængig af et godt og tillidsfuldt forhold til sine mennesker.

I naturen indretter kaniner sig i mindre kolonier eller ”landsbyer” hvor hver kanin har sit eget territorie, sin egen hule, men forbundet med andre kaniners huler via gangsystemer. Det betyder, at kaniner er kolonidyr (ikke flokdyr) der dikterer, at de både er territoriale omkring deres eget bosted, men også at de har et stærkt socialt gen. De fleste kaniner vil naturligt skabe sig et territorie, som de bevogter og bestemmer over, hvilket nogle kaninejere kan opleve som et problem. Det er dog mest af alt et spørgsmål om at respektere kaninens grænser. Hvis man giver sin kanin lov til at have en følelse af at bestemme over eget territorie, eventuelt i buret, så vil alt uden for buret også naturligt blive til neutral ”kolonigrund” hvor man kan røre, fodre, interagere o.l. Nu vi nævner buret, er det naturligt også lige at nævne, at kaniner er meget aktive dyr, der har det bedst når de kan bevæge sig, gå på opdagelse og springe rundt. Det er ikke sundt for en kanin at være spærret inde i et bur. Hvis den ikke får mulighed for at løbe, hoppe og grave, så kan det have ret triste konsekvenser for kaninens mentale helbred. Hvis man har kaninen i bur, bør man lade lågen stå åben så meget af dagen som muligt og lade kaninen bevæge sig rundt i huset på egen hånd, så man sikrer, at den bliver aktiveret tilstrækkeligt.

Kaniner er desuden meget sociale dyr, der har brug for kontakt, som mennesket ikke kan give den alene – især ikke hvis mennesket er væk fra hjemmet på arbejde eller i skole i løbet af dagen. Hvis man sætter to eller flere kaniner sammen vil man se, hvad de mangler, når de er alene. De vil nusse hinanden, være i nærheden af hinanden, pleje hinanden og sove samme for at skabe tryghed. Man skal dog være opmærksom på, at neutraliserede kaniner er langt mere behagelige at omgås, både for de andre kaniner og for kaninens menneske end ikke-neutraliserede kønsmodne kaniner. Hvis man blot vil have dem som kæledyr og ikke ønsker at avle på dem, så er det helt sikkert en anbefaling at få dem steriliseret eller kastreret.

Kaninen er i modsætning til hvad mange nok tror, et ret intelligent lille dyr, der har brug for mental stimulering og aktivering. Det kan gøres med forskellige udfordringer eller problemløsningslege. Man kan ofte bruge det samme aktiveringslegetøj som man bruger til hunde og katte, hvor de skal finde en måde at få en godbid ud af et stykke legetøj. De er også intelligente nok til at man kan klikkertræne dem og de kan lære at komme når man kalder, at stå på bagben og andre sjove tricks, samt at være renlig og overholde mindre husregler.

Udseende

Kaniner findes i mange forskellige versioner, fra de meget store på omkring 8 kg, til de helt små på under 1 kg. Der findes langhårede og korthårede og dem ind i mellem. Der findes dem med opretstående ører og dem med hængeører. De karakteristiske store ører på kaniner giver en exceptionel god hørelse, og deres øjne sidder på siden af hovedet hvilket giver dem mulighed for at se næsten 360 grader rundt. De forskellige kaninracer er ofte avlet til forskellige formål, hvor nogle er rigtig gode udelukkende som kælekaniner, mens andre er gode slagtekaniner og andre igen er smukke og avlet efter en bestemt racestandard til udstillinger. Men de kan selvfølgelig alle bruges som hyggedyr hjemme i haven uanset. Populære kaninracer som kæledyr er blandt andet dværgvædder, fransk vædder, angorakaniner, lionhead og flamsk kæmpekanin, der hver især har sit særpræg både i personlighed, men i særdeleshed også i udseende.

Historie

På grund af fossilfund er man ret sikker på, at der har fandtes vilde kaniner i Europa og Asien i mange millioner år. Alle de forskellige racer af moderne kælekaniner som vi kender i Europa og USA i dag stammer meget sandsynligt fra det, der i dag hedder Spanien og Portugal, men som den gang hed Ibiria. Det siges, at fønikiske købmænd på handelsrejser i området navngav det, vi i dag kender som Spanien, ”kaninernes land”. Romerne kom til området og kom på idéen om at opdrætte vildkaninerne mere systematisk til mad og pels. I middelalderen blev det almindeligt for katolske munke, at holde kaniner i mindre bure, med det formål at spise dem, og de blev også populær spise blandt ”almindelige” katolikker, da pave Gregor 1. (540-604) tillod kaninkød i fastetiden, fordi han ikke mente at det var rigtigt kød, men nærmere noget i samme kategori som fisk.

Omkring år 1000 blev det populært blandt adlen og det finere borgerskab at spise kanin, og det betød også, at der de næste mange hundrede år blev efterspørgsel på jagt af kaniner. Det betød, at man her begyndte at udsætte kaniner til jagt enten på øer, i indhegnede ”kaninhaver” eller klitter omgivet af vand, så man sikrede at de ikke bredte sig ukontrollabelt i naturen. Man ved, at Valdemar Sejr har udsat kaniner på flere danske øer, og den første rigtige kaninhave i Danmark kan tilskrives Christian 4. og er det, vi i dag kender som Charlottenlund Slotshave.

Kaniner var dog også en vigtig fødekilde for mange i de lavere lag i samfundet. Et par kaniner kan producere helt op til 70 kg kød om året, og dette kombineret med det faktum, at de er nemme at opdrætte og ikke kræver meget plads betyder, at de for mange har været en vigtig næringskilde. Nogen kaldte dem den fattige mands gris. Det betød også, at kaninerne flyttede med menneskerne til byerne under industrialiseringen, da de, i modsætning til de fleste andre landbrugsdyr, kunne bo sammen med deres mennesker på meget lidt plads. I 1800-tallet begyndte man dog også at avle kaniner med det formål at vise dem frem på udstillinger og konkurrencer, hvilket betød, at flere kaniner undgik slagtedøden, og mennesket langsomt fik et andet forhold til de små dyr.

I 1900-tallet kom en ny interesse for vildkaniner og man begyndte igen at udsætte dem flere steder i den danske natur, samtidigt med at tamkaninerne vandt frem som kæledyr og udstillingsdyr hjemme i folks stuer. Vi er her i landet næsten helt stoppet med at spise kaniner, selvom det stadig er en udbredt spise i andre lande den dag i dag.

Pleje og pasning

Kaninen har et helt naturligt instinkt for at grave og gnave og derfor er det sundest for den, at man giver den mulighed for at bruge disse instinkter. Det kan gøres på flere måder. For at komme graveinstinktet i møde kan man fx give dem en plads i haven der er deres at grave i, man kan lave en beholder med sand til indekaninen, eller blot give den et tæppe som den med poterne kan skubbe rundt med. Selvom kaninen teknisk set ikke er en gnaver er det ikke svært at se hvordan den ofte bliver nævnt i denne kategori alligevel. Den elsker at gnave, og dette kan man komme i møde ved at give forskellige ting den kan skille fra hinanden, fx papruller fra toiletpapir, papkasser i ufarvet pap eller forskelligt andet.

I naturen bliver kaninens klør nedslidt, når den graver gange og huler, men den form for aktivitet kan man sjældent tilbyde i fangeskab, og derfor skal dens klør klippes en gang i mellem. Det er sjældent noget, som kaninen bryder sig om, så det kan være en god idé at vænne den til at blive håndteret, og gøre den tryg ved dig og din håndtering fra en tidlig alder. Nogle kaniner som fx teddy, angora eller løvehoved kræver ret meget pelspleje, mens andre korthårede racer har brug for meget lidt. Det er forskelligt, men det er en god idé at tænke over, hvor meget tid man har til pelspleje inden man vælger kanin.

Kaninens tænder gror hele livet, og derfor er det vigtigt at de bliver slidt godt igennem en god kost. Det er desuden en god idé at gøre det til en vane, at hver gang man bruger tid med kaninen, så tjekker man lige øjne, ører, poter og bagdel, for at sikre, der ikke sidder skidt der ikke bør være der, og at den er ren, sund, sårfri og fri for diverse utøj. Problemer med øjnene kan være symptom på flere forskellige sundhedsproblemer og bør undersøges nærmere. Pas på din kanin om sommeren i det varme vejr, og vær sikker på at den kan søge til et køligere sted, da den er i særlig risiko for at få hedeslag eller lide under den varme sol.

Havregryn, kartofler og brød er ikke godt til kaninen, da den ikke har maven til at nedbryde kulhydrater og stivelse af den kaliber, som findes i disse madvarer. Den har heller ikke brug for en kalksten, på trods af hvad de måske siger hos dyrehandlen. Hvis den blot får den rigtige føde, så har den ikke brug for ekstra kalk, og tænkerne slibes fint og effektivt ved at spise en masse lækkert hø.

Sundhed og helbred

Idet kaninen fra naturens side er et byttedyr, så vil den altid forsøge sit allerbedste på ikke at vise symptomer på sygdom, da byttedyr der viser nogen tegn på svaghed ofte bliver det nemmeste bytte for diverse rovdyr. Derfor kan det desværre også være rigtigt svært at opdage kaninens sygdomme i tide, og det kan kun anbefales at lære kanins adfærd, vaner, energiniveau og lignende indgående at kende, så man har en større chance for at opdage hvis der sker ændringer. Det kan dog stadig være meget svært, og ofte opdager man desværre symptomerne for sent. Af de sygdomme som kaniner er i særlig risiko for at få findes mave-tarm problemer, infektioner, især i luftvejene eller urinvejene, parasitinfektion og livmoderhalskræft.

Kaninen har en meget sart mave, og man bør være ret opmærksom på fodring. Den sarte mave kan give problemer med oppustethed, tydmave, diarre, forstoppelse, der alle kan være meget alvorlige, hvis ikke decideret dødelige sygdomme for en kanin. Man kan med fordel forhøre sig grundigt hos en dyrlæge eller anden ekspert om en godt sammensat kaninkost.

Vidste du, at...

·      Australien har et reelt kanin-problem? Da en dyreinteresseret mand ved navn Thomas Austin satte 24 kaniner fri i den australske natur i 1859, havde han nok ikke regnet med, at han var i gang med at starte en reel kanininvasion. De avlede, ja, som kaniner, og det løb hurtigt helt løbsk. 10 år efter slog man 10 millioner kaniner ihjel uden at det gjorde noget betydeligt indhug i bestanden og i 1910 estimerede man at der var 10 milliarder kaniner i Australien.

·      At der stadig lever kaniner på øen Amrum, som er efterkommere af de kaniner, som Valdemar Sejr satte ud på øen. De er derved nok den ældste kaninstamme i Nordeuropa.

·      Den flamske kæmpekanin Darius fra England med sine 129 cm holde rekorden som verdens længste nulevende kanin?