Gammel dansk hønsehund er nordens eneste stående jagthund og kommer, som navnet stærkt antyder, fra Danmark. Det er en ret gammel race, og den er på mange måder et stykke dansk kulturhistorie. Som jagthund er den ikke nødvendigvis hurtig, men den er grundig og løber ikke for langt væk fra sin ejer. Det at det er en jagthund, gør den bedst egnet til den aktive familie, der godt kan lide at være i naturen. Den skal bruge en hel del bevægelse og stimulering af sin formidable næse for at trives. Den vil dog også gerne hygge. Den tager gerne en afslappet aften på sofaen med hovedet i skødet på sit menneske, så den kan blive kløet godt bag øret. Gammel dansk hønsehund har et meget behageligt temperament. Den er mild, tålmodig og meget venlig. Det er en rolig hund, der vil komme rigtigt godt ud af det med familiens børn. Den er nem at kende på sin hvide krop med brune ”fregner” og større brune pletter, samt det brune hoved med de flade, bløde ører og mørke, brune øjne. Det er en følsom hund, der har det man kalder en ”blød” psyke, hvilket betyder, at den kan blive flov, ked af det, eller stædig hvis den får skæld ud, bliver talt hårdt til eller møder afvisende kropssprog. Opdragelse og træning af denne race bør altså forgå med positiv motivation og masser af ros, når den gør det rigtige. Den bliver typisk omkring 11 år.
Læs mere
Den gamle danske hønsehund har et behageligt og ligevægtigt væsen. Den er rolig, tålmodig og meget venlig, og dens behagelige sind gør den velegnet som familiehund. Det er dog ikke til at komme uden om, at racen gennem utallige generationer er blevet avlet til jagt, og man bør ikke købe en sådan hund, hvis man ikke har lyst og mulighed for, hvis ikke at gå på jagt, så i hvert fald at give den masser af god og stimulerende aktivering i naturen. Den gamle danske hønsehund er en stående jagthund, der arbejder selvstændigt men sjældent føjter eller mister kontakt med sin ejer. Den har en rigtig god lugtesans og den er også god til at apportere. Den har altså bedst af jævnligt at få øvelser og aktiviteter, hvor den kan stimulere dette. Den knytter et meget tæt bånd til sin familie, og vil helst være der hvor de er, dog uden at blive anmassende. Selvom naturen er dens rette element, så betyder det ikke, at den ikke nyder et par timers hygge på sofaen med sine mennesker. Helst med lidt kløen bag øret. Den danske hønsehund er lidt mere følsom end andre hunde, og responderer derfor ikke godt på at blive talt hårdt til eller afvisende kropssprog. Den motiveres allerbedst af en masse ros og positive træningstilgange. Når der først er et tillidsfuldt og positivt forhold mellem hund og ejer, så er hunden meget villig til at behage sit menneske. Den gamle danske hønsehund har på grund af sin rigtigt gode næse også godt potentiale inden for sporarbejde og som schweisshund.
Den gamle danske hønsehund bliver mellem 50 og 60 cm høj og vejer mellem 26 og 35 kg. Den korte, stive pels er altid hvid med brune aftegninger, i form af små pletter og store palamager. Den har ikke underuld, og kan derfor være lidt udsat i forhold til kulde. Den bør have et dækken på når den ikke er i arbejde i de kolde måneder. Hunden skal også tørres godt hvis den har været i vandet, for at forhindre at den kommer til at fryse for meget. Den har brune øjne og middellange brede ører, der hænger ned langs hovedet. Racen har generelt brede features og fremstår muskuløs og stabil. En af racens karakteristika er løs halshud der typisk er noget løsere hos hanhundene.
Historien om den gamle danske hønsehund begynder omkring år 1710 hvor en mand ved navn Martin Bak fra Glenstrup mellem Randers og Hobro besluttede sig for at avle hunde. Han krydsede danske gårdhunde med de spansk pointer-lignende hunde, som taterne (nomadiske folkeslag senere kaldet sigøjnere) havde med sig. Taterne var særdeles talrige i Danmark i 16- og 1700-tallet. De brugte deres store og kraftige hunde til jagt og som trækdyr. Gårdhundene brugt til avlen blev kaldt blodhunde og var højst sandsynligt afkom fra gods- og gårdejernes støverhunde, som man mener havde en god del Sct. Hubertus hund i sig. Martin Bak avlede hundene i 8 generationer, og stod til sidst med en raceren gammel dansk hønsehund, eller som den også var kaldt, bakhund, efter dens skaber. Det at hunden var langsom og grundig frem for hurtig med tendens til at løbe store distancer, var kun en fordel, da jægerne på fuglejagt skulle holde sig inden for de jordlodder, som der var givet tilladelse til at jage på. I Danmark var det ikke særligt store arealer, og derfor var det bedst med en hund, der ikke iler efter at se, om der er noget spændende ovre på den anden side af skellet, men nærmere bliver i jægerens umiddelbare nærhed. Desuden gjorde dens behagelige og rolige temperament, at den nemt kunne indordne sig i de små, danske hjem uden at skabe meget postyr. Martin Bak formåede at skabe en særdeles dygtig jagthund, med en formidabel næse, tæt kontakt med jægeren og et godt instinkt for stående jagt, og den blev hurtigt meget populær som jagthund i Danmark i 1800-tallet.
Der skete dog noget, der gjorde at racens popularitet dalede. Det vides ikke rigtigt hvad, men i 1900-tallet var hunden tæt på uddød. En Christian Bansen fra Ærø skrev i 1939 et indlæg i magasinet Jagt og Fiskeri, hvor han efterspurgte folk der ville være med til at genoprette racen. Han skrev ifølge Mit Jagtblad bl.a.: ”Findes der ikke blandt Landsjagtforeningens medlemmer nogen, som vil være med til at gøre et arbejde for denne gode hund. Jeg er ikke rigtig klar over, hvordan sagen skal gribes an, men der må kunne skabes en stamme ud af det, der endnu er tilbage af denne gode danske jagthund. Her på Ærø har vi ikke så få eksemplarer endnu, hvis udseende og type beviser, at det er efterkommere af den gamle danske hund, og måske findes de også andre steder i landet.”. Dette satte et arbejde i gang, og nogle ildsjæle fik, især ved hjælp af den lille bestand på Ærø, reddet racen, så vi stadig i dag kan nyde den dygtige danske hund. Christian Bansen blev også den første formand i Klubben for Gamle Danske Hønsehunde, da den blev stiftet i 1947. Dansk Kennelklub anderkendte racen i 1963. I begyndelsen af 80’erne blev racen helt utroligt populær, måske fordi danskerne så Poul Thomsens danske hønsehund Balder på tv-skærmene hver uge i programmet Dus med dyrene. Pludselig øget efterspørgsel efter racen betød, at der kom en periode med tvivlsom avl. Selvom perioden var kort, betød det, at der efterfølgende måtte rettes op på de skader, der var sket på hundene. I dag er man heldigvis kommet tilbage til en sund og glad race.
Den gamle danske hønsehund er utroligt nem at have med at gøre, når det kommer til pleje. Den korte pels fælder ikke meget, og har ikke brug for meget andet end en gennembørstning en gang i mellem for at fjerne rester af jord og skidt. Den er ”selvrensende” og har ikke brug for at komme i bad, med mindre den har rullet sig i en mudderpøl. Hvis dens klør ikke slides naturligt bør de klippes efter behov, og det er en god idé at tjekke ørerne, og eventuelt rense dem en gang i mellem for at undgå irritationer eller betændelse.
Den gamle danske hønsehund er i sin helhed en meget sund race. Den kan opleve problemer med albueleds- og hofteledsdysplasi. Dette kan dog kommes godt til livs ved at sikre, at begge forældrehunde er undersøgt inden avl. PRA eller progressin retina atrofi er en arvelig øjensygdom som kan findes i racen. Som hvalp ser hunden fint, men efterhånden som den vokser op og bliver ældre svinder synet fordi nethinden svinder. To raske hunde uden symptomer på sygdommen kan godt stadig være bærere af genet, og derved få syge hvalpe. Det er altså en svær sygdom at håndtere i forhold til avl. Det er muligt at DNA teste gammel dansk hønsehund for denne sygdom, og det er altså værd at vide, når du skal vælge en opdrætter. Det er også muligt at DNA teste for den sygdom, der kaldes muskeltræthed. Det er en sygdom der bevirker, at hunden efter relativt kort tids løb ikke kan holde til at bevæge sig mere, og må hvile, inden de har kræfter til at rejse sig igen. Denne sygdom bliver heldigvis sjældnere og sjældnere i racen.
· Digterpræsten Steen Steensen Blichers foretrukne jagthund var en gammel dansk hønsehund? Den venlige og trofaste hund fulgte ham på utallige trave- og jagtture.
· Stående jagthunde, som den gamle danske, ved hjælp af kunsten kan spores flere tusinde år tilbage i tiden? De kan ses på væggene i de 3000 år gamle Egyptiske grave og i malerier fra det 17.- 18.- og 19- århundrede ser man tydeligt denne hundetypes betydning for mennesket.
· De stående jagthunde har været stående allerede før jægerne havde geværer? Når hunden pegede på fuglen, så listede jægeren hen og smed et net over både hund og fugl og fik derved byttet med hjem. Det blev dog nemmere at jage, da skydevåbnene kom til, og man kunne stå på afstand.
© 2024. dyreportal.dk 
