Tilbage til alle racer

Leksikon: La Perm

De fleste forbinder katte pels med glat hår i varierende længder – fra helt kort, som se hos huskatte og diverse Shorthair racer, til den lange og silkeagtige pels hos eksempelvis Perser, Tyrkisk Van og Maine Coon. Hvis man skal tale om en norm, er det at katte har glat pels – og sådan er dét. Men en helt særlig gren af racer præsenterer med fine, tætte krøller. Her er der tale om racer som er bærere af den særlige genmutation der benævnes Rex, og tæller blandt andre Cornish Rex, Devon Rex, Selkirk Rex – og så den søde og charmerende LaPerm.

 

I denne artikel kan du blive klogere på racen LaPerm – hvorledes den er opstået, dens særlige kendetegn, og hvordan dens personlighed udspiler sig. Når du har læst artiklen til ende har du formodentlig tilstrækkelig med information til at kunne afgøre, om en LaPerm er noget for dig.

Læs mere
La Perm

Karaktertræk for en La Perm

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

LaPerm – et krøllet gemyt

En LaPerm kan se ud som om den har været i hænderne på en frisør elev, der er i færd med at lære teknikken bag vandondulering. Den krøllede pels, som typisk er en blanding af bløde bølger og fjedrende krøller, er som nævnt et resultatet af den genetiske mutation, der findes i Rex racer, selvom LaPerm faktisk ikke er relateret til hverken Devon Rex eller Cornish Rex. Den finurlige race hører til de yngre af slagsen, og er ikke videre udbredt herhjemme. I det følgende kan du læse mere om racens ophav, dens specifikke karakteristika, kattens temperament og de krav, den stiller til dig som ejer.

 

Historien bag LaPerm

LaPerm er et resultat af en hed romance mellem to gårdkatte på en gård i Oregon i 1982. Den nyfødte killing var pilskaldet, med store og bredt ansatte ører og et klassisk tabbymønster på huden. Kort tid efter fødslen begyndte den særegne hunkilling at gro blødt, krøllet hår. Katten fik navnet Curly, og blev stammoder til en lang række tilfældigt opdrættede killinger, hvoraf flere havde hendes usædvanlige pels. Ejeren, Linda Koehl, begyndte at studere genetik og avl.

 

Gennem kontrolleret opdræt opdagede hun, at genet for den krøllede pels var dominerende og blev båret af både hanner og hunner. Da hun senere tilmeldte kattene en udstilling, blev hun overrasket over den store interesse, publikum, dommere og andre opdrættere udviste over for de små krøllede charmetrolde. Og hermed var fundamentet for en helt ny katterace, nemlig LaPerm, lagt. LaPerm racen er anerkendt af flere katteregistre, herunder The International Cat Association og Cat Fanciers Association (CFA).

 

Udseende og racestandard for LaPerm

LaPerm findes i en langhåret og en korthåret version. Katten er middelstor af størrelse, og overraskende tung i forhold til størrelsen. Hofterne står lidt højere end skuldrene, da bagbenene typisk er lidt længere end forbenene. Halens længde er proportional til kroppen, og halen er bred ved roden med en afrundet spids. Katten fremstår vel afbalanceret og harmonisk i sit udtryk fra snude til halespids. En LaPerm er to til tre år om at modnes, og kan først regnes som fuldvoksen på dette tidspunkt. Hovedet beskriver en modificeret og let afrundet kile med blide kurver og konturer. Knurhårspuderne fremstår fyldige og afrundede med lange, fleksible knurhår. Hagen er stærk og fast med en vinkelret linje ned fra næsespidsen, og kæberne kraftige – især på modne hanner.

 

I profil ses et let dyk mod næsen under bunden af øjet, med en fortsat lige næseryg mod tippen. Ørerne er medium til store, og ansat med god afstand. På langhårede varianter forekommer lynxspids på øretippen. Øjnene er mellemstore, udtryksfulde og med moderat afstand. Faconen er rund når øjet er åbent og opmærksomt, og mandelformet når i hvile. Alle øjenfarver er tilladt, og har ingen relation til pelsens farve. For den langhårede variant af LaPerm gælder, at pelsen er af medium længde. Teksturen er let, spændstig og luftig, og enten være mere krøllet eller bølget. Pelsen skal stå ud fra kroppen og have en bouncy fornemmelse.

 

Den korthårede version af LaPerm kan fremvise en kort til cirka mellemlang pels, der ligeledes er spændstig i teksturen. Halen kan minde lidt om en flaskerenser på grund af den bølgede eller krøllede pels, som er særdeles luftig.

 

Temperament og sindelag

LaPerm udviser med sin nysgerrige natur, forkærlighed for til højder og lyst til at være involveret i alt, hvad hans folk laver, typisk katte adfærd. Din LaPerm vil elske at klatre til tops på såvel dig som på sit kattetræ, og vil nyde at få lov at ride på dine skuldre. På den måde kan den nemlig overvåge sit revir, og følge med i alt hvad der sker omkring den.

 

Du må ikke blive overrasket, hvis du ser katten bruge sine poter til at åbne ting eller klappe dit ansigt for at få din opmærksomhed. Dette er helt almindelig LaPerm adfærd. Denne race er meget aktiv, men hvis en LaPerm ser en mulighed for at sidde i dit skød og blive nusset, vil den benytte sig heraf.

 

Hvis LaPerm er godt socialiseret som en killing, vil den virke imødekommende og åben over for fremmede ansigter i hjemmet, og således tage godt imod dine gæster. Denne type kat er et godt valg for familier med større børn, der vil behandle katten med omsorg og respekt. En LaPerm er også udmærket i stand til at omgås kattevenlige hunde i husstanden.

 

Kattens sundhed og helbred

LaPerm er kendt som værende en sund race uden nævneværdige helbredsproblemer af genetisk art. dette er dog ingen garanti for at katten ikke kan udvikle sygdomme hen ad vejen – og derfor bør du altid lade din kat forsikre, uanset race.

 

Blandt de dårligdomme og lidelser, som går igen blandt katte på tværs af race og type, finder vi

 

Løse knæskaller (Patellar Luxation) – en tilstand, som er både smertefuld og invaliderende, og som kan optræde fra katten er få år gammel.

Hoftedysplasi – en ligeledes smertefuld tilstand, som kan hæmme den naturlige afvikling af gangen og som kan føre til nedsat aktivitetsniveau

Gigt – mange katte udvikler gigt i leddene med alderen, ofte som følge af fejlernæring som kan føre til inflammation og overvægt

 

Du bør i forbindelse med de årlige sundhedstjek og vaccinationer rådføre dig med dyrlægen om kostplanlægning. Det er vigtigt at katten får dækket sine ernæringsmæssige behov gennem en diæt som understøtter dens udvikling, især i killingetiden – og senere hen hjælper den med at bevare den slanke linje trods et nedsat aktivitetsniveau.

Pleje af pels, tænder og poter

Den fluffy og krøllede pels på den smukke LaPerm kræver ikke den helt store indsats med kam og børste. Du kan frisere eller børste katten en gang om ugen for at fjerne løse hår. På den måde slipper du for hår i møblerne, samtidig med at du nedbringer risikoen for opgylpede hårboller – en oplevelse, de fleste katteejere helst er foruden. Selv om du har kradse miljøer inden døre og træer i haven, som din LaPerm kan benytte til vedligeholdelse af sine kløer, bør du klippe negle på katten med jævne mellemrum. Du bør tjekke kattens kløer jævnligt, og trimme neglene efter behov.

 

De fleste katte har godt af en negleklipning cirka en gang hver femte eller sjette uge. Du kan få dyrlægen til at vise dig hvordan man klipper negle på en kat uden at ramme nerven eller et blodkar. Ligeledes kan du med stor fordel børste kattens tænder på ugentlig basis. Regulær tandbørstning med en særlig fingertandbørste til dyr eller en blød børnetandbørste kan forebygge ophobning af tandsten, som danner grobund for de bakterier der forårsager såvel karies som parodontose. Så slipper katten for tandsmerter – og du for lommesmerter. Tandbehandlinger til dyr er nemlig generelt ikke billige.

 

Er LaPerm en katterace for mig?

En LaPerm er en ganske særlig kat. Som beskrevet i afsnittene oven for, vil en LaPerm sagtens kunne fungere i en familie med større børn og endda andre dyr. Det største problem, du vil støde på i din søgen efter en LaPerm, er manglen på opdrættere. Det kan godt være op ad bakke at finde en LaPerm til salg i Danmark. Du kan risikere at skulle ud i import af LaPerm – eller måske finde din nye, krøllede ven blandt en af de mere tilgængelige Rex racer.