Mulle er en 4,5 år gammel tæve med en helt særlig historie. Hun kommer oprindeligt fra gaderne i Bulgarien og har boet hos mig i de sidste 4 år. Hun er en meget smuk hund, men vigtigst af alt er hun en hund med dybde, personlighed og masser af kærlighed at give – til de rette mennesker.
I hjemmet er Mulle utrolig rolig og nem. Hun passer meget sig selv, er god til at være alene hjemme og har aldrig ødelagt noget. Hun elsker at ligge tæt på sine mennesker og nyder putning og nus, men hun har brug for tid til at åbne op. Når først tilliden er der, er hun meget kærlig og loyal.
Mulle er generelt god med mennesker, men hun er skeptisk med nus i starten og bryder sig ikke om at b presset. Det er derfor vigtigt, at hendes kommende familie respekterer hendes tempo og accepterer, at tillid tager tid. Hun er aldrig aggressiv mod mennesker og har aldrig bidt nogen – hendes udfordringer ligger primært i mødet med andre hunde.
Over for andre hunde kan Mulle udvise aggressiv adfærd i starten, men hun kan lære at fungere rigtig fint sammen med dem. Hun vil trives bedst i et hjem med en anden hund, forudsat at der er god kemi, og at introduktionen sker korrekt. Hun kan finde på at gø af forbipasserende hunde på gåture, men det er let at aflæse, hvornår hun ønsker kontakt, og hvornår man blot skal gå videre. Jeg har arbejdet meget med hende og lært at forebygge hendes udfald – denne viden vil jeg selvfølgelig give videre.
Mulle elsker træning, struktur og lange gåture. Hun er ikke egnet til et hjem med katte. Hun er desuden meget utryg ved negleklip, og derfor får hun dem klippet hos dyrlægen i let narkose.
Denne beslutning er taget med stor sorg. Jeg elsker Mulle højt, og hun betyder enormt meget for mig. Efter mit brud med min ekskæreste for et år siden har jeg haft hende på fuld tid, og jeg må erkende, at mit fuldtidsarbejde gør, at jeg ikke længere kan give hende den tid og opmærksomhed, hun fortjener.
Derfor søger jeg et hjem, som ser ud over hendes smukke ydre og forstår, at Mulle er en sensitiv og krævende hund, som har brug for tid, tålmodighed og forståelse – men som til gengæld giver utrolig meget kærlighed igen.
Det rette hjem betyder alt for mig ❤️