Malthe er simpelthen den dejligste lille dreng! En glad killing i en lidt teenageklumset krop, der EEEELSKER at lege med drillepind. Den er en fast del af aftenritualet, og han begynder allerede at mjave og pludre, inden den rammer gulvet. Han elsker også at lege med Melia og følge med i alt, hvad hun laver.
Malthe hyggepludrer meget, og det siger en del om hans humør. I starten var han meget bange og reagerede med tænder og kløer, men i dag nøjes han som regel med en advarende pote, hvis man overskrider hans grænser. Han vil rigtig gerne nusses, men er endnu ikke en skødekat. Det har taget tid at nå hertil, men han bliver gradvist mere tryg og nyder nu små nussestunder. Han vil så gerne, men bliver stadig let bange.
Malthe elsker forudsigelighed og faste rutiner. Hans seng er hans helt særlige trygge sted, hvor han slapper af og sover i de sødeste stillinger. Han er derfor også utrolig nem at aflæse og en trofast lille fyr, når først han føler sig tryg.
Han virker lidt usikker på sine fysiske evner og er ikke den mest adrætte kat. Han hopper ikke særlig højt, men det passer ham fint.
Malthe er 100 % renlig og rigtig dygtig til kattebakkemanerer.
MELIA
Søde, smukke, kærlige Melia er gået fra at være skræmt, lydløs og næsten usynlig til at være en spindende kælepotte, der leger, springer og udforsker verden med stor nysgerrighed.
Hun elsker at lege med Malthe og drillepinden, men kan også underholde sig selv længe med bolde og andet legetøj. Hun er hurtig, elegant og springer gerne op i højder, hvor hun også har sine yndlingssovepladser.
Om natten sover hun i sin faste seng på reolen ved siden af Malthe, men om morgenen er hun begyndt at komme op i sengen. Den store, bevægelige dyne er stadig lidt mystisk, men det er blevet rigtig hyggeligt!
Melia er meget kælen, spinder nemt og elsker nus, kys og møs. Hun er også begyndt at nyde at blive taget op, så jeg nu både kan give hende små kram og kys i favnen.
De holder begge meget af kasser og firkanter på gulvet, som de kan ligge i eller op ad. Små, trygge huler og faste pladser betyder meget for dem.
Malthe og Melia leder efter et hjem sammen, hvor de kan fortsætte med at udvikle sig!
De søger helst et hjem enten uden børn eller med store børn (9+)
Alle vores katte er neutraliseret, chippet, øremærket, 2 x vaccineret, testet for Fiv/Felv, samt registreret i Katteregistret, inden de sættes til adoption! 🐾