Hunde til ældre og handicappede

Hunde til ældre og handicappede – en guide

Det er skønt at have hund. De færreste hundeejere fortryder beslutningen om at anskaffe en firbenet ven – og mange hundeejere har gennem livet haft op til flere hunde. Hunde giver liv i huset, motivation for motion, og ubetinget kærlighed og hengivenhed. Med en hund i huset keder man sig aldrig. Det er ganske rigtigt forbundet med et kæmpe ansvar at holde hund. Men man får så utroligt meget igen. Har man først anskaffet sig en hund, vil man have svært ved at huske hvordan man nogen sinde har kunnet være foruden.

 

Hunde kan skabe glæde og lykke på mange forskellige tidspunkter af livet. Er du alene, kan en hund være dit selskab så du ikke kommer til at føle dig ensom. Har du familie med børn kan hunden være en del af jeres lille flok – og måske endda børnenes bedste ven. Desværre er hundehold ikke for alle. Hvert år havner i tusindvis af hunde på internaterne fordi deres ejere ikke kunne magte dem. Og i titusindvis af sunde og raske dyr må af samme grund aflives hvilket er endnu mere tragisk.

 

Det gælder derfor altid om at gøre sig klart om man er i stand til at tage vare på en hund inden man anskaffer sig sådan én. Til alt held er ikke alle hunde ens. Der er temmelig stor forskel på hundes behov og temperament de enkelte racer imellem. Således er det blot et spørgsmål om at sætte sig ind i sagerne, så man er sikker på at finde en hund som passer til éns livssituation. Elsker du hunde, men føler du at du på grund af fysiske skavanker eller manglende mentalt overskud vil have svært ved at give en hund de optimale livsbetingelser? Så kan du med fordel læse med i det følgende. Her kan du nemlig blive klogere på hvilke hunderacer som kan matche dine ønsker og behov – og hvordan du kan holde hund selv om du ikke er fysisk mobil.

 

Er jeg for gammel eller svag til at have hund

Først og fremmest er det vigtigt at du er realistisk omkring dine forventninger til det at have hund, og at du kender dine egne begrænsninger. Det er som nævnt forbundet med et stort ansvar at anskaffe sig en hund – og det at holde hund stiller temmelig store krav til dig. Uanset hvilken type hund du anskaffer dig er det vigtigt at den kommer ud et par gange om dagen. Det er ikke forsvarligt at lade en hund besørge i en bakke på samme måde som en kat. Og langt de fleste hunde har brug for en vis mængde motion.

 

Derfor er det vigtigt at du som minimum kan gå en tur af ti til tyve minutters varighed tre gange om dagen – morgen, middag og aften. Selv om du kan lukke hunden ud i haven skal du stadig kunne afse tid – og have kræfter – til de daglige gåture. Og du skal være i stand til at samle op efter din hund. Der findes særlige aggregater til dette formål, for eksempel skovle på skafter, som tillader dig at samle hundens efterladenskaber op selv om du sidder i kørestol eller bruger rollator. Det vigtigste er at du kan opbyde overskuddet til disse daglige ture med alt hvad der medfølger.

 

Hvis du har venner og familie, som hjælper dig med dine daglige gøremål, er det en god idé at tjekke med dem om de vil være villige til at gå med hunden på de dage hvor du måske er dårlig eller alt for træt. Men du bør til hver en tid huske at hunden først og fremmest er dit – og kun dit – ansvar.

 

Hundens sundhed og trivsel – dit ansvar

Du skal samtidig gøre dig det klart at hunden af og til har behov for at komme til dyrlæge. Du bør lade hunden indskrive hos en dyrlæge i nærheden, som kan holde rede på dens sundhedstilstand og generelle helbred. Hunden skal mindst én gang om året forbi dyrlægen i forbindelse med sit sundhedstjek og vaccinationer. Bliver hunden syg, skal du have mulighed for at transportere den til dyrlæge eller på dyrehospital, afhængig af om sygdommen indtræffer inden for dyrlægens åbningstid.

 

Du skal kunne tage vare på opgaver så som klipning af hundens negle og tandbørstning samt pelspleje hvis du har anskaffet en langpelset race. Og skulle dyrlægen udskrive medicin til hunden skal du være i stand til selv at indgive denne oralt om nødvendigt.

 

Husk økonomien!

Hvis du er pensionist, er det ikke sikkert at du har de store beløb at rutte med. Vælger du at anskaffe dig en hund er det vigtigt at du sætter en post af i dit budget tilegnet hunden. Det er nemlig ikke gratis at holde hund  og du skal regne med at sætte mange tusind kroner af om året igennem de næste mange år. Først og fremmest skal du være opmærksom på at det i Danmark er lovpligtigt med en særlig ansvarsforsikring til hund. Med en sådan er du dækket ind økonomisk hvis din hund kommer til at forvolde skade på andres ejendom, eller på andre hunde eller mennesker.

 

Du bør der ud over prioritere en sundhedsforsikring til din hund. En sundhedsforsikring dækker store dele af de dyrlægeregninger en hund kan risikere at afstedkomme. Du kan med hjælp fra en god sundhedsforsikring til hund slippe for at skulle aflive din hund fordi du ikke har råd til en livsvigtig operation eller ditto medicin. Og rutinemæssige dyrlæge besøg dækkes også til en vis grad. Endelig er det selvfølgelig vigtigt at du sikrer plads i budgettet til hundemad og eventuelle kosttilskud samt udstyr til hunden. Og du bør altid have råd til at kunne tage en taxa med hunden hvis den får behov for at komme akut på dyrehospital.

 

Hvilke hunderacer er særligt egnede til ældre?

Som nævnt er der forskel på hunderacer hvad angår aktivitets niveau og temperament. Du kan spare både dig selv og hunden for mange ærgrelser hvis du fra starten går efter en hund fra en af de racer som ikke er så krævende hvad angår aktivering og stimulering.

 Du skal stadig være forberedt på at alle hunde kræver – og fortjener – opmærksomhed og omsorg. En del af denne skal leveres i form af aktivitet, kæl og nus. Hvis du kan honorere disse krav, samtidig med at du selvfølgelig er i stand til at tage vare på hundens basale behov, er du godt hjulpet. I det følgende vil vi gennemgå de hunderacer som har minimale behov når det kommer til motion og pleje, og derfor egner sig særdeles godt til eksempelvis gangbesværede eller alderssvækkede personer.

 

Basset Hound – en rigtig sofaløve

Den godmodige og tilforladelige Basset Hound er især kendt for de store ører og hængende øjne samt den kraftige og lavstammede krop, den karakteristiske næse og de tydelige aftegninger. Og så kan en Basset Hound fremvise et særdeles roligt og omgængeligt temperament. Samtidig er denne hund en dovenlars på alle områder. Hvis ikke det var for de daglige behov for at besørge kan det være temmelig svært at få en Basset Hound ud af døren. Allerhelst vil denne livsnyder tilbringe dagen henslængt på gulvtæppet eller i sin kurv, kun afbrudt af spisepause og nusseri.

 

En Basset Hound kan således virke som den perfekte hund for dig som ikke kan overskue daglige løbeture på flere kilometer, eller vilde lege i haven. Du skal dog være forberedt på at en Basset Hound er et madøre, og kan sætte store mængder hundefoder til livs. Bor du i etage ejendom uden elevator er en Basset Hound ikke det bedste valg. Denne lange hund med de små korte ben har tendens til problemer med ryggen, og vil ikke selv kunne forcere trapperne på egen pote. Og så skal den bæres op og ned når den skal ud hvilket langt fra er ideelt hvis man er handicappet eller på anden måde svækket – denne hund vejer trods alt en del.

 

Mops og fransk bulldog

Disse to små lavstammede hunde med de sjove, flade snuder og det kærlige temperament er ganske ideelle for ældre mennesker. Selv om hunde af denne race er mere fysisk aktive end den oven for beskrevne Basset Hound, kan den daglige aktivitet sagtens klares med et par gåture – eventuelt til den lokale hundepark – og en tur i haven. Hvis du bor i etage ejendom er det en del nemmere at bære en mops eller en fransk bulldog op af trapperne end en Basset Hound. Og disse små fætre er knap så krævende når det handler om føde indtag.

 

Du skal dog være forberedt på at brachycephaler, som er fælles betegnelsen for fladsnudede hunde, kan have tendens til lidelser i luftveje og tænder som følge af det sammenpressede ansigt. Du bør derfor være ekstra obs på tandbørstning, og på at følge dyrlægens anvisninger når det gælder behandling.

 

Bichon Frisé, Bichon Havanais og Havanese

Disse små og forholdsvis lette hunderacer udmærker sig lige som mops og fransk bulldog ved deres kærlige og hengivne temperament samt lave krav til motion og aktivering. En hund af en af disse racer vil kunne være din trofaste følgesvend i mange år, og vil ikke være svær at have med i tasken når du skal købe ind eller tager offentlige transportmidler.

 

Alle tre hunde har en pels som kræver pleje i form af børstning flere gange om ugen hvis der ikke skal opstår knuder eller filt knotter. Det er derfor vigtigt at du er i stand til at udføre dette stykke arbejde hvis du vælger en hund fra en af disse racer.

 

Vælg en omplaceringshund i stedet for en hvalp

Du bør være opmærksom på at en hundehvalp kræver utroligt megen pleje og opmærksomhed hvis den skal trives. Vælger du at anskaffe en hvalp skal du bruge tid på træning af hunden, både derhjemme og i en hvalpeskole. Og du skal bruge megen tid og energi på at tørre op efter hvalpen inden den bliver 100% stueren.

 

Hvis du ønsker en hund som allerede har gennemgået den indledende hundetræning bør du vælge en ”brugt” hund. Du kan med stor fordel finde din nye hund blandt de mange annoncer for voksne hunde her på dyreportal.dk, hvor det er gratis at sætte sin hund til salg. God fornøjelse med at finde din nye firbenede ledsager!

Udgivet: 11.09.2023