Shih Tzu - Læs alt om hunderacen

Shih Tzu – den tibetanske charmetrold

I Danmark er små hunderacer populære, især blandt beboere i lejligheder. Dette skyldes primært de noget lavere krav en mindre hund stiller til husholdningen og familien både hvad angår indretning, budget og overskud i hverdagen.

 

Generelt er små hunde ikke nær så krævende som hunde tilhørende de store racer som for eksempel Labrador Retriever, Golden Retriever, Hønsehund, Rottweiler eller Schæfer. En lille hund er i sagens natur noget billigere at have på kost – og du behøver ikke at bekymre dig om hvorvidt hunden bliver for voldsom at håndtere. Blandt de mest udbredte småhunde i Danmark finder vi hunde af racen Shih Tzu. Samen med øvrige mindre hunde fra racer som for eksempel Coton de Tuléar, Bichon Frise og Bichon Havanese placerer Shih Tzu hunde sig meget højt på listen over selskabelige og elskelige hunde som er særdeles velegnede til børnefamilier.

 

Hvad en Shih Tzu for en slags hund?

Shih Tzu racen tilhører kategorien skødehund eller selskabshund, på grund af de særlige fysiske kendetegn som karakteriserer hunde af denne race. En Shih Tzu bliver sjældent mere end 30 centimeter høj. Og med en vægt på mellem fem og ti kilo hører denne hund ikke til de sværeste af slagsen.

 

Hvor stammer Shih Tzu fra?

Shih Tzu racen stammer oprindeligt fra Tibet og har relationer til den lignende hunderace Lhasa Apso. Racen kan dateres tilbage til det syvende århundrede hvor de såkaldte tempelhunde af Lhasa racen blev brugt som gaver til de kinesiske kejsere. Det vurderes at Shih Tzu racen er fremkommet som et resultat af krydsninger mellem Lhasa Apso og Pekingeser hunde, på grund af Shih Tzu hundes noget afkortede ansigt. Navnet Shih Tzu betyder direkte oversat lille løve, og i Europa var Shih Tzu da også i begyndelsen kendt som den tibetanske løvehund.

 

De søde små Shih Tzu hunde rejste med briterne hjem til Europa hen imod midten af det forrige århundrede. Her blev racen lynhurtigt populær. De Shih Tzu hunde, vi kender i dag, er efterkommere af de eksemplarer som ankom til henholdsvis England og Norge i den periode.

 

Hvad koster en Shih Tzu?

Hvis du køber en Shih Tzu hos en seriøs opdrætter skal du regne med at betale mellem seks og ti tusind kroner for den lille bamse. Denne pris vil hos en ansvarlig opdrætter inkludere chip og optagelse i Dansk Hunderegister samt alle nødvendige vaccinationer og neutralisering af dyr som ikke skal bruges til avl. Du skal altid tage dig i agt for de såkaldte hvalpefabrikker. Især de små modehunde som for eksempel Shih Tzu, Chihuahua og Papillon er ofte importeret fra lande hvor tæver såvel som hvalpe lever under kummerlige forhold, med det ene formål at frembringe det ene kuld efter det andet.

 

Når du er på udkig efter en Shih Tzu bør du således gå efter efter avlere eller kenneler med et godt ry, og som samtidig er tilknyttet Dansk Kennel Klub. Dette er din garanti for en sund og rask hund som er opdrættet på ansvarlig vis. Det er en god idé at kontakte opdrætteren mens tæven endnu er drægtig, og lægge billet ind på hvalpen. Shih Tzu er som nævnt en populær race, og hvalpe fra gode opdræt bliver ofte revet væk. Du bør aflægge hvalpen regelmæssige besøg i kennelen under dens opvækst for at sikre at den har det godt. En hvalp som trives vil være opsøgende, social og aktiv. Og det er selvfølgelig også vigtigt at hvalpe såvel som tæve er i god foderstand.

 

Pasning og pleje af din Shih Tzu

Har du og din familie besluttet jer for at anskaffe en lille hund, er en Shih Tzu et rigtig godt valg. Hunde af denne race er gode med børn og har et dejligt temperament. En Shih Tzu er legesyg, nysgerrig og kælen. Det ene øjeblik vil den sidde på skødet og blive nusset, det næste springer den rundt som en bold. Du keder dig aldrig i selskab med en Shih Tzu.

 

En Shih Tzu kræver ikke timelange ture i skoven for at få dækket sit aktivitets behov. Et par daglige spadsereture er fuldt tilstrækkeligt til dette formål. Du kan roligt lade dine børn gå tur med familiens Shih Tzu, da den aldrig vil blive videre voldsom. Det er smart at gå på hvalpeskole og efterfølgende deltage i hundetræning for at lære din Shih Tzu at gå pænt og adlyde. Hunde af Shih Tzu racen elsker desuden at løse opgaver og blive belønnet derfor. Du kan således med stor fordel kombinere de to for det optimale resultat.

 

Pleje af pels og poter hos Shih Tzu

De fleste Shih Tzu ejere vælger at lade den smukke, glatte pels gro lang. Dette kræver dog en del arbejde. En Shih Tzu har en tæt pels med en tyk underuld. Og derfor vælger mange at lade deres Shih Tzu klippe korthåret. Hvis du vælger det langhårede look til din Shih Tzu bør du holde øje med pelsen. Hvis ikke hårene skal filtre skal din Shih Tzu børstes hver dag – og pelsen skal redes grundigt igennem. Pandehåret samles i en sløjfe på toppen af hundens hoved så den kan se ud af øjnene. Og du skal med jævne mellemrum vaske og føntørre din Shih Tzu – eventuelt med hjælp fra en hundesalon de første gange.

 

Lige som det gør sig gældende for de fleste mindre hunderacer, som opholder sig meget inden døre kan neglene på en Shih Tzus poter hurtigt blive for lange. Derfor skal du i forbindelse med besøgene i hundesalonen samtidig sørge for at hunden får trimmet sine kløer. Og så er det en god idé ved samme lejlighed at få tjekket poterne for svamp mellem tæerne, hvilket de små racer ofte udvikler.

 

Hvad spiser en Shih Tzu?

En Shih Tzu skal helst fodres med kornfrit foder, da den ellers risikerer at udvikle overvægt og der af følgende livsstils sygdomme. Du kan sagtens vælge at fodre udelukkende med tørfoder. I så tilfælde bør du vælge race specifikt foder, og sørge for at hunden til hver en tid har adgang til rigeligt vand. De fleste små hunderacer med afkortede snuder har tendens til meget tæt siddende tænder. Derfor bør du jævnligt børste tænder på din Shih Tzu – og alternativt fodre med tandplejende tygge-snacks.

 

Hvor gammel bliver en Shih Tzu?

Generelt har hunde af de mindre hunderacer en højere forventet levetid end de større og tungere hunde. Du kan således forvente at din Shih Tzu bliver op til 16 år gammel. Det er altså en årelang forpligtelse når du anskaffer dig en Shih Tzu – og det er vigtigt at være forberedt på.

 

Du og din familie ønskes held og lykke med jeres lille nye medlem!

Udgivet: 11.09.2023