Den belgiske hest – ikke at forveksle med racen belgisk varmblod – er en hest, der kendes under flere forskellige navne. I Danmark kaldes den fransk-belgiske ardennerhest også for en belgier, mere almindeligt er det dog, at belgieren kendes som belgisk trækhest eller brabant(hest). Det er efter sigende en af de mest kendte koldblodsheste, der med sin størrelse og sin bygning både er og har været den bedst velegnede trækhest. Racen har sit navn fra det geografiske område i Flandern, hvorfra den stammer. Her har den gennem tiderne været en vigtig ressource i både middelalderens slag og som bøndernes arbejdskraft i flere århundreder, indtil maskinerne overtog dens arbejde og truede med at udrydde den, og den i større grad blev udbredt som fritidshest. Som ridehest får man i en belgier en forholdsvis stor hest på mellem 155-170 cm og 650-1000 kg, der er stabil og venligsindet, med alsidige egenskaber og stor samarbejdsvillighed. Den er nem at passe og har et godt og sundt helbred, hvis man er opmærksom på, at den får nok motion og korrekt kost. Det er forskelligt hvor gamle belgiske heste bliver, men der er eksempler på, at de kan blive på den anden side af 25 år gamle. Generelt bliver koldblodsheste ældre end varmblodsheste, men præcist hvor gammel en belgier bliver, er svært at sige, og det er også altid et spørgsmål om pasning og helbred.
Læs mere
Af sind er belgieren rolig og blid med et villigt og energisk temperament. Selvom den har en fortid og til dels også stadig bruges som arbejdshest, er den velegnet som familie- og fritidshest, fordi både børn og voksne uden problemer kan omgå den. Den er samarbejdsvillig og nem at håndtere, om end den med både sin højde og drøjde allerede som ganske ung har mange kræfter og let selv kan tage styringen, og det kan derfor være nødvendigt med bestemt og god opdragelse.
Racens enorme styrke gør den, som dens historie også vil afsløre, velegnet som trækhest af bl.a. træstammer i tætte skovområder, hvor maskiner ikke kan komme til, til pløjning, for vogne og slæder. I kombination med sin styrke, udholdenhed og modige væsen er belgieren også en fornuftig og intelligent hest, der bliver stadig mere og mere populær at bruge som ridehest og til sportsdiscipliner af forskellig slags.
Ligesom flere andre koldblods- og tunge heste er belgieren sent færdigudvokset. En hest bør først rides til, når dens bruskplader er færdigudvoksede, for ikke at bremse eller forstyrre udviklingen af dens knogler. På den måde får man også det fulde potentiale ud af træningen og arbejdet, når man vel begynder, fordi hesten er fysisk klar. Der er uenighed om, hvornår belgieren er færdig med at vokse og klar til at blive reddet på, men det er på et tidspunkt, når hesten er omkring 6 år, og der er generel enighed om, at man ikke skal starte selv den helt lette tilridning før hesten er 3,5-4 år gammel. For belgieren er det et først og fremmest helt fysisk hensyn, ikke at begynde arbejdet med den for tidligt og derved ødelægge både ben og ryg, men for alle heste gælder det også, at det ligeledes er et spørgsmål om, hvornår hesten er mentalt klar.
Avlsmålet for belgiske heste i Danmark under Dansk Belgisk Hesteavl (DBH) er en hest med en stor, sluttet og muskuløs ramme med god dybde, kraftige, velstillede og rene lemmer, samt en kraftfuld, fremadstræbende og jordvindende bevægelse i skridt og trav. Det vil med andre ord sige en kompakt, muskuløs hest med store kropspartier, korrekte proportioner og forhold mellem overkroppens størrelse og afstanden fra bugen og ned til jorden. Ligeledes skal særligt ben og hals være kraftige, sidde rigtigt på kroppen og være med synlig, harmonisk muskulatur, og gangarterne skal være energiske og skabe hurtig og ubesværet fremgang for hvert skridt. Belgierne kan være både skimmelfarvede og brune – i dag er begge dele efterhånden lige almindeligt – og farven har i øvrigt ingen betydning for bedømmelsen. Hopper og hingste må maksimalt måle hhv. 168 og 170 cm og må ikke være mindre end hhv. 155 og 160 cm i stangmål. Hesten skal være arbejdsvillig og stærk og have passende behåring på benene.
For at få sin hoppe eller hingst godkendt i avlsforeningen må der maksimalt være 1/16 blod fra en anden trækhesterace, og der skal helst være tale om ren belgisk afstamning. Herefter er kåringsklassen og præmiering af en hoppe et spørgsmål om, hvor langt tilbage i hestens afstamning, der er de rette kåringsresultater. Ejeren skal desuden være medlem af landsdelsforeningerne DHJ eller ØDBH for at kunne fremstille sin hest ved kåringer. Hingste kåres imidlertid lidt anderledes og godkendes til avl for en varierende årrække ad gangen afhængigt af, hvor mange point de opnår i helhedsbedømmelse.
Belgieren, der er set op til 176 cm høj, er en ret stor hest. De findes som regel i størrelser mellem 155-170 cm og med en gennemsnitsvægt på 650-1000 kg alt efter, om der er tale om en hoppe eller en hingst. En muskuløs krabat i sværvægtsklassen. De fleste belgieres pels er brun/rødbrun, men både rødskimmel, blåskimmel, fuks, grå, sort og dunfarvet pels ses også og altid med det karakteristiske halvlange hovskæg. Manen kan have mange farver og er ikke altid samme farve som pelsen og nogle har også aftegn på hoved og ben. Ofte er halen klippet kort eller alternativt flettet stramt op, så den ikke er længere end et menneskes underarm. Formegentlig skyldes dette, at dens traditionelle hverv som trækhest har fordret, at halen ikke kom i vejen eller for den sags skyld i klemme i plove, vognhjul eller på andre måde kunne være til fare for hesten i arbejdssituationer. Belgiere med almindelig, lang hale forekommer stadig.
De belgiske karakteristika er et muskuløst og kompakt udseende med massiv for- og bagpart, kort, bred ryg og kraftige led, samt korte men stærke ben. Belgierens hoved er forholdsmæssigt lille og rektangulært. I USA eksisterer der en mere forfinet type af belgieren, men stadig med de samme karakteristika som denne oprindelige og tunge brabanthest.
Det er uvist præcis hvornår belgieren som race har sin oprindelse. Visse kilder siger, at den romerske kejser Cæsar brugte dens forfader i sit felttog, men den er i alle henseender en velkendt og meget brugt hest fra middelalderen og frem. I middelalderen var den en populær stridshest og også som mere regulær arbejdshest i landbruget. Navnet brabanthest, som racen også går under, kommer af det område i Belgien, hvor racen har sit udgangspunkt, nemlig den centralbelgiske provins og tidligere hertugdømme Brabant i flandernregionen. Her blev den gennem flere århundreder brugt på særligt de store gårde og større jordbrug med omfangsrige markområder af den kendetegnende for området rige og tunge muld, der krævede store hestekræfter at bearbejde, og som var den absolutte økonomiske hovedkilde for de flamske bønder.
Frem til udbruddet af Første Verdenskrig blev der eksporteret voldsomt store antal belgiere til både USA, Canada og Rusland – så mange, at USA oprettede et amerikansk avlsforbund i 1887. Desværre betød den verdensomspændende industrialisering og den efterfølgende mekanisering af landbruget fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-tallet, at efterspørgslen på arbejdsheste faldt drastisk, og racen blev næsten udryddet.
Ofte er racen blevet brugt til krydsninger og den har derfor haft stor indflydelse på avlen af andre koldblodsheste gennem tiden, særligt i middelalderen var racen kendt som flanderhesten, der gav grobund for udviklingen af andre trækheste, bl.a. suffolk punch (suffolkhesten), clydesdale og shire. De, som avlede belgiske heste, modstod i mange år presset og fordelen ved at avle en lettere hest, der var bedre egnet til og efterspurgt af kavaleriet, for i stedet at være tro mod og værne om den restriktive og selektive avl af den tunge, alsidige, belgiske trækhest med enorme kræfter. I dag er belgieren som race derfor også særdeles typefast med meget få racemæssige variationer.
Den første belgier kom angiveligt til Danmark, nærmere bestemt Gørlev i Nordvestsjælland, i 1895. Sidenhen kom endnu en belgier til Jylland i 1906 og i starten af 1900-tallet blev der generelt importeret mange belgiere, både hingste og hopper, til Danmark. Disse har skabt grundlaget for den danske avl af belgiske heste, og den første danske stambog blev af samme grund etableret i 1921. Det er Dansk Belgisk Hesteavl (DBH), der varetager avlen af belgiere i Danmark, og under DBH er der to selvstændige foreninger, én vest for Storebælt; Belgisk Hesteavl Jylland (BHJ) og én øst for Storebælt; Øst Dansk Belgisk Hesteavlsforening (ØDBH). Alle tre foreninger har som deres formål at fremme og støtte avlen af belgiske heste i Danmark.
Selvom der i Danmark og også i Sverige avles ardennere under betegnelsen belgiere, er den væsentlige racemæssige forskel på denne og belgieren, at ardenneren er en belgisk hest med fransk indflydelse og belgieren en belgisk hest med hollandsk (flamsk) indflydelse. Ardenneren er en lettere afstamning af den belgiske race.
Belgieren er ikke en særligt krævende hest at passe, men for belgiske heste, ligesom for alle andre heste, gælder det, at almindelig, omhyggelig pleje og regelmæssig pasning er vigtigt for hestens velbefindende og almene sundhed. God pleje indebærer, at hesten dagligt ses efter for sår og skader, at hovene renses, ses efter og hvis hesten har sko på, skal disse også tjekkes, ligesom hovene typisk skal beskæres hver 6.-8. uge. Alle heste bør behandles med ormekur 1-2 gange om året, og der kan med fordel tages en gødningsprøve for at undersøge, om hesten har orm. Både før og efter ridning bør hesten strigles, så sadel og hovedtøj ikke kommer til at gnave eller være til gene, hvis hesten er beskidt, og så snavs og støv efter ridning ikke generer hesten eller bliver årsag til infektioner. Striglingen er derudover også en naturlig anledning til at få gået hesten efter for førnævnte sår og skader. En del af at pleje og passe en belgier – og en hvilken som helst anden hest – er også at tage sig af dens tandpleje. Særligt for dyr, der tages ud af dets naturlige rammer, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det betyder for dyrets trivsel. For hestehold gælder her bl.a., at tandspidserne muligvis skal raspes, fordi tænderne ikke slides i samme omfang, som de ville blive det i naturen, og fordi grimen trykker kinderne ind mod tænderne, samt at kindtændernes tandstilling observeres og korrigeres, hvis det er nødvendigt for hestens bid.
Den daglige pasning har også til opgave at sikre, at din hest opfører sig som den plejer. Ændringer i adfærd hos hesten kan skyldes sygdom eller smerter og være tegn på mistrivsel i den ene eller anden form. Hvis din hest ikke opfører sig, som den plejer – hvis den pludselig er meget stille, urolig eller ikke viser samme interesse for sine omgivelser – bør du være ekstra opmærksom på, om den har skader, har ondt, er fejlernæret eller mangler aktivering eller har for lidt social kontakt med andre heste.
Det anbefales endvidere af nogle dyrlæger at holde de tungere heste på en relativt kulhydratfattig, hvis ikke en decideret høj fedtholdig, kost for at modvirke racens tendens til særlige udfordringer med nyreslag og sukker i musklerne (PSSM). Med tanke på belgierens størrelse, vil det muligvis samtidig opleves, at den har behov for mere mad end nogle af de mindre hesteracer, men det behøver ikke være et spørgsmål om mængde, uden et spørgsmål om fodertype.
Generelt har belgieren et godt og modstandsdygtigt helbred uden større tendens til arvelige sygdomme. Alligevel er der særlig grund til at være opmærksom på to ting. Belgieren er særligt tilbøjelig til at komme til at lide af hudsygdommene muk og mallenders og sallenders, som opstår som hårde skorper og skæl, der kan forårsage sårdannelse, hævelse og fortykkelse af huden i det inficerede område. Lidelsen forekommer som regel enten på bagsiden af forbenet under knæhasen (mallenders) eller på forsiden af bagbenet under knæhasen (sallenders) og særligt på heste, der har hovskæg, som kan holde på fugt og forhindre, at huden under håret får luft. Det er en overproduktion af keratin, som skaber det særlige hovskægget, men det er samtidig også keratinen, der skaber skorperne og skællet. Under den udtørrede hud kan der endvidere opstå bakterier, svamp og skab, og huden kan begynde at slå revner og blive kronisk. Hvis man har en hest med hovskæg, som f.eks. en belgier, er det derfor vigtigt, dagligt at forsøge at forebygge, at hestens hovskæg er unødvendigt vådt, og evt. vaske med desinficerende og skånsom shampoo. Man kan med fordel undgå mudrede og våde områder, sørge for at boksen er ren og tør, samt at skylle hesten efter brug og tørre benene grundigt efterfølgende. Hvis huden er blevet meget tør, kan der smøres med en fed salve, og i grelle tilfælde, hvor området er blevet inficeret, skal der antibiotika til.
Sidst men ikke mindst, er mange af de tungere heste af koldblodsrace disponerede for en særlig, arvelig genfejl, hvor der ophobes en unormal art sukker, og for meget af den, i hestens muskulatur. Udover at sukkeret ophobes i musklerne, er det også sværere at nedbryde og forbrænde igen. Sygdommen hedder polysaccharide storage myopathy type 1 (PSSM1), og er en slags nyreslag, hvor de heste, som bliver ramt af sygdommen, får symptomer, der minder om dem, nyreslag forårsager, bl.a. dårligere arbejdspræstation, muskelstivhed, svedudbrud, hårde muskler, rygsmerter og muskeltab. Andre udvikler akut nyreslag med kraftige muskelsmerter og muskelstivhed samt helt, helt mørk, næsten sort, urin. Årsagen til de ømme og ubevægelige muskler er, at den ophobede sukker lægger sig inde i og imellem fibrene i hestens muskler og skaber en ujævn muskelstruktur og -størrelse, der ikke har samme funktion, som normalt. Sygdommen findes også i en variant (PSSM2), der forekommer uden genfejl, men med samme symptomer og påvirkning blot med den forskel, at den ikke nedarves. Denne type er ikke en decideret sygdom, men en sammenhæng mellem forskellige muskellidelser.
· Det var en belgier ved navn Big Jake fra Wisconsin i USA, der indtil sommeren 2021 var den største, nulevende hest i verden? Han blev 20 år gammel og målte 210,82 cm i stangmål med en kampvægt på 1134 kg
· Belgierens traditionelle lyse, rødbrune farve siges at ligne et glas øl med skum på? Angiveligt fordi det var et bryggeri i USA, der var med til at redde racen, da den var udrydningstruet
· Som arbejdskraft og -redskab er belgieren det tætteste, man kommer på en traktor?
© 2024. dyreportal.dk 
