Leksikon: Fjordhest

Egenskaber

Fjordhesten er en utrolig alsidig hest, der er vant til at færdes i landskabet i Vestnorge med smalle fjorde, stejle fjelde og både vandfald og gletsjere. Det er med andre ord en stærk og udholdende hest bygget til at modstå et barsk klima, hvilket også i høj grad har sat sig spor i dens personlighed og kvaliteter. Fjordhesten kan være stædig, men er samtidig rolig, robust og pålidelig og egner sig derfor rigtig godt som både ridehest og brugshest inden for mange forskellige grene af hestehold. Dens styrke og arbejdsomhed gør den til en god kørehest og også dygtig i terrænridning både som fritidshest og sportshest til konkurrencer. Selvom den hører til gruppen af småheste, udmærker fjordhesten sig også som konkurrencehest ved både dressur og spring, og dens venlige, imødekommende og afdæmpede temperament gør den populær og særligt egnet som hest til handicapridning og som fritidshest for både børn og voksne. På trods af sin stædighed er den en meget medgørlig hest, der gerne vil yde.

Racestandarder

Selvom der er tale om en gammel hesterace, er der ikke blevet ført regnskab over fjordhesteracen før den første stambog blev etableret i Norge i 1910. I Danmark er den første stambog fra 1941. Den danske raceforening for fjordheste, Fjordhesten Danmark, har som sit formål at avle tillidsfulde, modige, harmoniske, robuste heste med venligt sind, der kan omgås alle. Der er i avlsmålene for fjordheste i Danmark lagt vægt på særlige stærke udseendemæssige karakteristika som vigtige racepræg. Det gælder f.eks. en ikke for kort, kraftig hals med opadgående bue, et relativt lille hoved med en bred, kvadratisk mule med store næsebord, flad pande, korte og spidse ører og store mørke øjne. Ved kåringer og avl generelt bliver der også fra raceforeningens side gjort meget ud af at forsøge at bevare og værne om de primitive og naturlige mørke aftegn på hhv. hestens ben, man og ansigt. Hvide aftegninger lever modsat ikke op til racestandarderne og disse heste kan derfor ikke kåres. Der har i mange år primært været fokus på de eksteriørmæssige træk i racebedømmelse og kåringer, men som det også ses af den danske raceforenings avlsmål, er der i avlsarbejdet de seneste år blevet rettet voksende opmærksomhed mod fjordhestens brugsegenskaber og sind. Hestene afprøves i og bedømmes også på adfærd og samarbejde samt i andre discipliner alt efter kåringskategori og typen af konkurrence. I Norge er den årlige hingsteudstilling i Nordfjordeid en betydningsfuld begivenhed, der er med til at opretholde fjordhestebestanden og interessen for racen i dens hjemland.

Udseende

Fjordheste bliver som regel et sted mellem 140-150 cm i stangmål. Det er svært at sætte tal på en fjordhests vægt, da det helt er et spørgsmål om kropsbygning, fodring og aktivitetsniveau. Den gule farve er et af fjordhestens karakteristika, men den findes i, i alt, fem racegodkendte farver; gul, grå, ulsblak (lysegul/mælkehvid), rødgul og gulblak (lys cremefarvet). Karakteristisk er også den mørke stribe fra ørene ned langs ryggen og ud i halen, samt en stort set altid helt kortklippet man, der får den sorte stribe til at træde tydeligt frem. Den sorte stribe fra pande til halespids (’midtstolen’ ned gennem manen, ’ålen’ ned over ryggen og ’halefjer’ ud gennem halen) er gældende for de gule, grå og ulsblakke, mens de rødgule har rødbrun stribe og de gulblakke næsten samme farve som resten af manen og halen. Fjordhestens aftegninger kaldes urtegn, fordi de ikke ses på andre hesteracer. Udover de hidtil nævnte er der også ofte mørke striber på benene, mørke striber på manen (grep) og en lille mørk plet på kinden (njålsmærke). Klipningen af manen er sandsynligvis et levn fra vikingetiden, hvor også mange andre hesteracer fik klippet manen helt kort, fordi det angiveligt skulle give et indtryk af en større og mere skræmmende hest, når de blev brugt i kamp. Efterfølgende har traditionen også vist sig gavnlig af praktiske årsager, når fjordhesten bruges som arbejdshest og til kørsel, så manen ikke kommer i vejen. Mankningen, som klipningen af manen hedder på norsk, er bestemt ikke nogen enkel sag og kræver præcision og tålmodighed for at få det helt rette udtryk. Kropsbygningen er muskuløs og robust, men stadig elegant med fine, stærke ben og flotte, runde hove, der står sikkert selv i svært terræn. Fjordhesten har også et udtryksfuldt hoved med store, mørke øjne og store, vide næsebord. I takt med industrialiseringen og mekaniseringen af landbruget blev den tunge, brede og robustudseende fjordhest med tiden erstattet af fremavlen af en større og lettere, mere elegant generation af fjordheste, der passede bedre som fritidshest. I dag ser man stadig begge generationer af fjordheste.

Historie

Fjordhesten er en norsk urhest, angiveligt opdrættet på Vestlandet i Norge, og i dag et af landets nationalsymboler. Man mener, at fjordhesten langt tilbage er beslægtet med Przewalskihesten, den asiatiske og eneste ægte, nulevende vildhest, og de to hesteracer har også mange udseendemæssige træk til fælles. Siden før vikingetiden har den stærke fjordhest fungeret som arbejdshest i marken og bjergene og som transportdyr ved de små norske landbrug. Man mener, at det er fjordheste eller i hvert fald heste, der minder meget om, som er afbildet på vikingernes runeindskrifter, og der er også fundet flere tusind år gamle hulemalerier med aftegninger, der har stor lighed med nutidens fjordheste. Vikingerne brugte de mindre heste magen til fjordhesten til deres kampe og erobringer, men også til bl.a. at pløje markerne.

Tilbage i 1840’erne oprettede den norske stat et stutteri i Dovre i Guldbransdalen og købte en hingst og seks hopper til at forbedre fjordhesteracen. Gennem tiden har racen ikke været krydset med andre racer i nævneværdig grad, og det er da heller ikke med fremmede hesteracer, at man med årene har avlet den lettere og mere langbenede fjordhest frem, men ved at selektere i avlshestene. Fjordhesten er derfor også en meget renavlet race. Racen kom eftersigende til Danmark for omkring 100 år siden under Første Verdenskrig, og dengang hed den Heste af norsk Vestlandsrace, hvilket ændredes til Heste af norsk fjordrace i 1940’erne, i dag kaldet fjordhest. Fra Danmark blev fjordhesten eksporteret til resten af Europa – en handel, som Norge ikke kunne måle sig med pga. de høje fragtpriser på transporten til kontinentet. Dette forklarer også, hvorfor bestanden af fjordheste i dag er mindst i netop Norge.

Pleje og pasning

Mange fjordheste har desværre tendens til overfodring og dermed overvægt. De er af natur nøjsomme dyr, der gennem mange århundreder har været vant til at klare sig i områder og situationer med meget lidt føde. De kan derfor også sagtens fodres varsomt og med omtanke, så overvægt og de mange skader og følgesygdomme, der følger med, undgås. Hvis du let kan mærke, men stadig ikke se, hestens bagerste ribben under huden, når du glider din hånd hen over dem, er din hest som hovedregel normalvægtig. Hvis du derimod ikke kan mærke de bagerste ribben uden at skulle presse hårdt med hånden, er hesten sandsynligvis for tyk og bør tabe sig for at opnå større velfærd og et bedre helbred. Mange tager sin hest af græs, hvis den bliver for tyk, men den har stadig godt at lys og luft, så i stedet for at stille den i stald det meste af døgnet, kan man med fordel flytte den til et mindre foldområde eller en fold med mindre græs. Alternativt kan den gives mundkurv på, men kun i en begrænset periode og kun med grundigt tilsyn, da den ellers kan få slemme gnavesår og tandskader. Når man har med en hest at gøre, der kan eller skal fodres begrænset, er det endnu vigtigere end ellers at være opmærksom på, at den får tilstrækkelige vitaminer og mineraler. Derfor kan der med fordel gives et kosttilskud med vigtige supplementer til det øvrige foder.

Fjordhesten er som udgangspunkt en nem hest at passe, men ligesom det gælder for alle andre heste, er pasningen vigtig for hestens velbefindende og almene sundhed. God pleje indebærer, at hesten dagligt ses efter for sår og skader, at hovene renses, ses efter og hvis hesten har sko på, skal disse også tjekkes, ligesom hovene typisk skal beskæres hver 6.-8. uge. Den daglige pasning har også til opgave at sikre, at din hest opfører sig som normalt. Ændring i adfærd hos hesten kan skyldes sygdom eller smerter. Alle heste bør behandles med ormekur 1-2 gange om året, og der kan med fordel tages en gødningsprøve for at undersøge, om hesten har orm. Både før og efter ridning bør hesten strigles, så sadel og hovedtøj ikke kommer til at gnave eller være til gene, hvis hesten er beskidt, og så snavs og støv efter ridning ikke generer hesten eller bliver årsag til infektioner. Striglingen er derudover også en naturlig anledning til at få gået hesten efter for førnævnte sår og skader. En del af at pleje og passe en fjordhest – og en hvilken som helst anden hest – er også at tage sig af dens tandpleje. Særligt for dyr, der tages ud af dets naturlige rammer, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det betyder for dyrets trivsel. For hestehold gælder her bl.a., at tandspidserne skal raspes, fordi grimen trykker kinderne ind mod tænderne, samt at kindtændernes tandstilling observeres og korrigeres, hvis det er nødvendigt for hestens bid.

Helbred og sundhed

Som udgangspunkt er fjordhesten en sund hesterace, der som følge af sin rene avl, ikke er særligt disponeret for arvelige sygdomme eller andre alvorlige dårligdomme. Èn ting er dog forfangenhed, som er en udbredt lidelse hos de mindre hesteracer, der af natur er sparsomme, når det kommer til føde, men som også gerne spiser sig mere end mætte, hvis de kan komme til det – herunder fjordhesten. Lidelsen, der starter som betændelse i hovene, kan være livstruende og skal tages meget alvorligt. Man mener, at betændelsestilstanden og en opløsning af de lameller i hoven, der holder hovskallen og den indre hovstruktur sammen, opstår pga. udskillelsen af et enzym i hestens tarmkanal, der særligt findes i sukkerstoffet fruktan i græs. Opløsningen af lamellerne medfører, at knoglestrukturen inde i hoven glider nedad, så det dermed er hovens bløddele, hesten står på, hvilket forårsager enorme smerter for hesten. Forfangenheden ses begyndelsesvist som halthed og voldsom smerte typisk i forhovene og også som regel på begge forhove. Af samme årsag bevæger hesten sig ikke ret gerne og vil også ofte stå og læne sig bagud for at undgå belastning på forbenene. Du kan tit mærke, at en forfangen hests hove er varme, og at benene har en forstærket puls.

For at undgå forfangenhed er kodeordet som regel et spørgsmål om at sørge for en begrænset og stabil fodring af hesten, så man bevarer et stabilt og ikke for højt blodsukker. Stabiliteten gælder også for hestens adgang til græs og derfor sukker, der ikke bør ændres pludseligt – hverken ift. mængden af græs eller græssets næringsindhold. Rådet er at kontrollere hestens kalorieindtag hele året, om sommeren at holde græsset på deres fold kort, samt at sørge for at den får rigeligt motion. Andre lindrende og forebyggende behandlinger omfatter nedkøling i koldt vand, mulighed for hesten for at stå i vådt sand, etablering af skumsåler og i kortere perioder smertestillende midler.

Vidste du, at...

·      Fjordhesten kaldes også en nordbagge, hvilket oprindeligt er et øgenavn for en nordmand – ordet ’bagge’ betyder ’tyk klods’ eller ’tyk person’? Fjordhesten har haft ry for at være en tyk og doven hest, og derfor er nordbagge i dag også af mange betragtet som et grimt øgenavn, der ikke hører nogen steder hjemme

·      På den norske 1-krone har der i mange årtier været afbildet en fjordhest – eller i hvert fald en hest, der efter sigende skulle være en fjordhest?