Leksikon: Frieser

Egenskaber

Selvom frieseren er en rolig og afdæmpet hest med et stabilt og arbejdsvilligt temperament, er det en hest, der kræver sin rytter at træne og ride. Udover at den højt ansatte hals bevirker at hestens overlinje (linjen fra hestens nakke til halen) ikke naturligt er lige og udstrakt og derfor gør det til en meget anderledes rideoplevelse med større bevægelser end på andre heste, så kræver frieseren også en solid grundtræning, hvis den ikke skal overtage magten. Racens anlæg som tung arbejdshest sidder dybt i den, og det kan være svært at få en frieser til at stoppe med at arbejde, hvis den først er i gang. Dette er dog ikke ens betydende med, at man ikke sagtens kan både træne og oplære frieseren. Den er nemlig stadig meget villig og har let ved at lære nye ting. Samtidig er den trofast og venlig, men altså også arbejdsom og energisk af natur. Den knytter et nært bånd til sin ejer og elsker den opmærksomhed, den får fra både rytter og ved pasningen. Den er glad for at samarbejde og har et stærkt sind, der kan klare omgivelser og situationer med tumult og støj, hvilket også er det, der gør den velegnet som showhest og kørehest. Man skal imidlertid være opmærksom på ikke at komme til at arbejde for meget og for længe med sin frieser. Den er ofte så godmodig, venlig og tilgivende, at den finder sig i det meste og man risikerer at udnytte dens sind og væsen.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at frieseren er er sent færdigudvokset. Der er lidt uenighed om, hvornår hesten er færdig med at vokse og klar til at blive reddet på. Holdningerne til, hvornår en frieser er fuldt udviklet ligger et sted mellem 5 og 8 år, og der er generelt enighed om, at den ikke må rides på, til den er 2-3 år gammel og ikke bære tungt til den er omkring 5 år gammel. Mange er parate til at starte intensiv træning af deres frieser allerede, når den er 3-4 år gammel, men det er med stor risiko for at bremse eller forstyrre deres vækst og udvikling. En hest bør først berides, når dens bruskplader er færdigudvoksede. På den måde får man også det fulde potentiale ud af træningen og arbejdet. For frieseren er det et først og fremmest helt fysisk hensyn, ikke at begynde arbejdet med den for tidligt, men for alle heste gælder det også, at det ligeledes er et spørgsmål om, hvorvidt hesten er mentalt klar.

Oprindeligt blev frieseren brugt som arbejds- og kørehest, men blev også en overgang populær som krigshest pga. sin hurtighed og evne til at bære stor vægt uden at tabe tempo eller miste manøvreringsegenskaber. Man estimerer, at en frieser kan bære mellem 120-160 kg. Smidigheden er ligeledes årsagen til, at den er blevet sublim som ridehest og især som showhest i cirkus og til opvisninger. På dressurbanen ser man også oftere og oftere friesere, men det er imidlertid en lidt lettere avling af den tungere arbejds- og krigshest. Derimod er frieseren en af de hesteracer, som gør sig bedst i kørespand med mange heste. Typisk er der tale om kvadrillekørsel (et spand med fire heste), men det er kendt, at friesere uden problemer kan gå op til 10 heste ved siden af hinanden for en vogn. Frieserens hurtighed og adrætte bevægelser skyldes til stor del at den bøjer benene kraftigt og løfter knæene meget højt, hvilket ud over at se imponerende ud, også skaber stort moment og høj fart.

Racestandarder

Tidligere har det været tilladt at friesere var brune, og i USA ser man den største forekomst af frieser blandinger i flere forskellige farver og aftegninger, men en racegodkendt frieser er helt sort. For hopper er det tilladt at have en lille, hvid stjerne i panden, men ikke for hingste, hvis der skal avles videre på disse. Når der er kåringer i frieserverden er det altid dommere fra det hollandske avlsforbund, der står for bedømmelsen. Der bliver i hjemlandets avlsforbund sat stærkt ind for at bevare deres stolte races udseende og egenskaber.

For at deltage ved kåringer og rideprøver skal man være medlem af både Dansk Frieser Forbund (DFF) og det oprindelige hollandske avlsforbund KFPS. Bedømmelserne har forskelligt fokus, men generelt bliver der ved racebedømmelse lagt vægt på racetype, kropsbygning, benkvalitet, skridt og trav. Som hoppen bliver ældre kan den opnå forskellige prædikater alt efter dens stangmål og præmier ved tidligere kåringer. Prædikaterne har noget at sige ift. rangering af hoppens kvalitet. Hingstekåringer foregår over længere tid. De gennemgår først en forbesigtigelse, afgiver sædprøve og får lavet DNA-test, og sendes derefter til en 70 dages lang Performance Test sammen med andre godkendte hingste. Hvis hingsten klarer testen kan den stille på til den årlige hingstekåring i Holland, hvor formålet er at rangere og præmiere hingsten ift. den avlskvalitet.

Udseende

Friesere stammer fra en enormt stor skovhest, men gennem krydsninger med mindre hest er den i dag ikke nær så stor og kun mellem 150-160 cm i stangmål. Den vejer et sted mellem 600-700 kg. Før i tiden fandtes der også grå og fuksfarvede friesere, nu om dage er friesere altid sorte. Ægte sorte heste er ellers normalt sjældne. Udover deres bemærkelsesværdige blanke, sorte pels er en af friesernes hovedtræk deres lange, bølgede pandelok, man og hale, som ikke klippes og derfor ofte hænger langt ned over næseryggen, skulderen og for halens vedkommende næsten rører jorden. Hovskægget – håret omkring hovene – på en frieser er ligeledes langt og bølget. Mange beskriver frieserhesten som en hest med et majestætisk udtryk og stolt holdning, hvilket sandsynligvis skyldes både hestens eksteriør og dens meget høje knæløft. På trods af den lange bens og resten af kroppens muskuløse bygning fremtræder frieseren elegant med sin lange, knejsende og højholdte hals og udtryksfulde hoved, og det er også derfor at mange ofte opfatter frieseren større, end den egentlig er – fordi dens udstråling er så kraftfuld.

Historie

Man mener, at frieserhestens rødder kan spores så langt tilbage som flere tusind år f.v.t. og den er dermed en af Europas ældste hesteracer. Ligheder mellem form og holdning, og måske også i mindre omfang den sjældne sorte farve, tyder på, at der er en historisk forbindelse mellem frieseren og de to racer Fell-ponyen og Dales-ponyen, ligesom der også er en forbindelse mellem frieseren og den store, imponerende shirehest. Frieseren har sandsynligvis også blod til fælles med den andalusiske hest fra det nordlige Spanien. Formegentlig er den frisiske race opstået ved at munke fra det meget frodige område Friesland i det nordvestlige Holland i 1500- og 1600-tallet har krydset den kæmpestore skovhest, Equus robustus, der var skræddersyet til at færdes i det landskab, der opstod efter istiden for mange tusinde år siden, med mindre og lettere heste og på den måde skabt en tung men meget elegant hest. Man kender imidlertid også friesere fra middelalderen, hvor de var stridsheste bl.a. fordi de uden problemer kunne bære en fuldt udrustet ridder over lange afstande, og fordi dens sind kunne klare det barske liv på slagmarken.

Gennem historien har frieserracens bestand og eksistens være en broget affære. Frieseren havde i 1700- og 1800-tallet et vist statussymbol, fordi det blev set som en eksklusiv og adelig måde at rejse på, hvis man rejste med en frieser. Behovet for frieseren blev dog kun mindre i takt med industrialiseringen og den sideløbende mekanisering af landbruget fra midten af 1800-tallet frem til starten af 1900-tallet. Mange landmænd fandt også efterhånden større og tungere heste bedre egnet til arbejdet i marken, og med industrialiseringen blev den næsten overflødig. Til gengæld så man i 1880’erne mange friesere i England, der blev brugt som begravelsesheste. Her blev de kaldt ”sorte belgiere”, fordi de kom til England via Antwerpen i det nordlige Belgien, og stadig i dag kaldes de sorte rustvogne, som har overtaget begravelseskørslen, i England for sorte belgiere.

Efter Første Verdenskrig var frieserracen næsten udryddet. I 1913 var der efter sigende kun 3 stambogshingste tilbage til at føre avlen videre, og for at redde racen tilførte man heste fra racen oldenborg, som frieseren selv har bidraget som grundlag for. Frieserracen var udrydningstruet fordi behovet for frieseren som både landbrugshest men også strids- og krigshest faldt drastisk, samt at dens statussymbol fra 1700- og 1800-tallet ikke længere gav den anledning til andet end at transportere overklassen til kirke om søndagen. Racen får imidlertid et midlertidigt gennembrud igen under Anden Verdenskrig, fordi adgangen til brændstof til køretøjer gør, at man må ty til heste som transportmiddel og til fragt af varer og gods.

Racen og avlen har altså være truet af flere omgange, men fra midten af 1900-tallet bliver den langsomt populær i cirkusverdenen og som showhest. I 1954 opnår racen ligeledes kongelig status, da den hollandske Prinsesse Beatrix bliver protektor og det hollandske kongehus generelt anerkender den som nationens stolthed. Frem mod årtusindskiftet bliver frieserhesten en stjerne i Hollywood, og der er efterhånden blevet skabt en bestand på mere 60.000 friesere, hvoraf 40.000 af dem er racegodkendte og registrerede heste i det hollandske avlsforbund KFPS. Avlsforbundet og dets afdelinger uden for Holland oplever stor fremgang og interesse for racen. Den første og ældste stambog ”Het Friesch Paarden-Stamboek” blev oprettet tilbage i 1879, og har nu over 14.000 heste registreret fra hele verdens lande. I Danmark er det officielle forbund for frieserheste Dansk Frieser Forbund (DFF). Den første frieser kom til Danmark i 1979 – en hingst, der blev købt og importeret fra Holland af Ravnborg Gods i Nordjylland.

Pleje og pasning

For frieseren, ligesom det gælder for alle andre heste, er almindelig omhyggelig pleje og regelmæssig pasning vigtig for hestens velbefindende og almene sundhed. God pleje indebærer, at hesten dagligt ses efter for sår og skader, at hovene renses, ses efter og hvis hesten har sko på, skal disse også tjekkes, ligesom hovene typisk skal beskæres hver 6.-8. uge. Den daglige pasning har også til opgave at sikre, at din hest opfører sig som normalt. Ændring i adfærd hos hesten kan skyldes sygdom eller smerter. Alle heste bør behandles med ormekur 1-2 gange om året, og der kan med fordel tages en gødningsprøve for at undersøge, om hesten har orm. Både før og efter ridning bør hesten strigles, så sadel og hovedtøj ikke kommer til at gnave eller være til gene, hvis hesten er beskidt, og så snavs og støv efter ridning ikke generer hesten eller bliver årsag til infektioner. Striglingen er derudover også en naturlig anledning til at få gået hesten efter for førnævnte sår og skader. En del af at pleje og passe en frieseren – og en hvilken som helst anden hest – er også at tage sig af dens tandpleje. Særligt for dyr, der tages ud af dets naturlige rammer, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det betyder for dyrets trivsel. For hestehold gælder her bl.a., at tandspidserne muligvis skal raspes, fordi tænderne ikke slides i samme omfang, som de ville blive det i naturen, og fordi grimen trykker kinderne ind mod tænderne, samt at kindtændernes tandstilling observeres og korrigeres, hvis det er nødvendigt for hestens bid.

Generelt er det vigtigt at holde øje med din hests adfærd, fordi ændringer i opførslen kan være tegn på mistrivsel i den ene eller anden form. Hvis din hest ikke opfører sig, som den plejer – hvis den pludselig er meget stille, urolig eller ikke viser samme interesse for sine omgivelser – bør du være ekstra opmærksom på, om den har skader, har ondt, er fejlernæret eller mangler aktivering eller har for lidt social kontakt med andre heste.

Specifikt for friesere er det nødvendigt med ekstra pleje og pasning af deres flotte hale. Nogle sværger til at flette frieserens man, samt at vaske den engang imellem for at holde den fin, men er er forskellige holdninger til, om det er nødvendigt eller en god idé. At flette manen kan være med til at beskytte den mod slitage fra tøjlen, når den rides, mens andre mener, at den har bedre af at forblive løs og udslået. Det må derfor siges at være et spørgsmål om personlig smag og temperament hos ejeren. Uanset præferencer er det pga. længden nødvendigt at hale, man og pandelok jævnligt redes forsigtigt igennem. Hvis du vælger at flette, så pas på at fletningerne ikke bliver for stramme, så de gør huden øm eller slider på hårene, så de knækker.

Det anbefales endvidere af nogle dyrlæger at holde de tungere heste på en relativt kulhydratfattig, hvis ikke decideret en høj fedtholdig, kost for at modvirke racens tendens til særlige udfordringer med nyreslag og sukker i musklerne (PSSM).

Helbred og sundhed

Den voldsomme avl på frieserracen i begyndelsen af 1900-tallet i forsøget på at redde den har medført en decideret indavl og dermed en del arvelige sygdomme hos racen. De fleste af lidelserne og de genestiske svagheder skyldes problemer med hestens kollagenkvalitet – et protein, der udgør den primære bestand i led, sener, hud, bindevæv og også findes i knogler – der enten ikke fungerer, som det skal, eller ikke har den rigtige struktur. Det er altså en afgørende faktor for hestens biomekanik og almene helbred, at kollagenkvaliteten er i orden. De mest almindelige resultater af denne genetiske brist er dværgvækst, vand i hovedet, aortaaneurisme og forstørret spiserør. Dværgvæksten opstår, fordi væksten af primært benene hæmmes og fører til, at føl fødes kun halvt så store som normalt. Der er 25% risiko for at få et føl med dværgvækst, hvis både hoppen og hingsten er bærer af genet. Det samme gælder for føl født med vand i hovedet (hydrocephalus, vandhoved), der er en unormal ansamling af væske i hjernens hulrum, som fører til voldsomt store og misdannede hoveder. Ofte fødes føllene for tidligt og dør kort tid efter folingen. Hoppen kan også have svært ved at fole pga. det store hoved. For at undgå, at der fødes føl med disse misdannelser opfordrer det danske friesiske avlsforbund til, at man lader sin hoppe eller hingst teste for genmutationen, og for hingste avlsgodkendte fra 2014 og frem har det været obligatorisk at tilkendegive, om hingsten er bærer af sygdommene.

Endnu en meget almindelige sygdom hos friesere er aortaaneurisme – en udposning på og bristning af hestens hovedpulsåre som følge af en svækkelse i hovedpulsårevæggen – som slår hesten ihjel på stedet. Ofte dør hesten pludseligt uden nogen forudgående tegn på sygdom, det kan f.eks. ske efter hård træning eller på folden, hvor hestens hjertefrekvens øges og derfor får blodtrykket til at stige, der igen skaber en udposning på det svage sted på hovedpulsårevæggen, som får den til at briste. Hesten vil meget hurtigt forbløde og derfor dø. Ved denne slags dødsfald har man i nogle tilfælde set, at der på den døde hest kan være en lille smule blod, som er løbet ud af hestens næsebor.

Friesere er yderligere også disponeret for forstørret spiserør (megaesophagus). Denne lidelse gør det svært for foder af komme igennem spiserøret til mavesækken og kan føre til forstoppelse i spiserøre. Et forstørret spiserør vil i visse sammenhænge blive kaldt en skjult fejl, dvs. en fejl det er svært at opdage på forhånd, og ofte opdages den, ved at hesten er tilbøjelig til opkast eller ofte pådrager sig spiserørsforstoppelse, der også kan medføre opkast og spyt eller skum, der løber fra næsebordene eller munden. Hesten vil i sådanne tilfælde også ofte hoste, for at prøve at hoste forstoppelsen op. Forstoppelsen i spiserøret skyldes, at den slugte mængde foder ikke kan glide ned i mavesækken.

På listen over arvelige sygdomme hos friesere findes også, at mange frieserhopper har tendens til, at moderkagen ikke vil slippe slimhinden i livmoderen og lade sig fuldt udstøde efter foling (tilbageholdt efterbyrd). Man kalder efterbyrden tilbageholdt, hvis der er gået mere end 3-4 timer siden fødslen, uden at fosterhinderne er blevet udstødt. Det kan potentielt være rigtig farligt, hvis der ikke gribes ind med det samme, fordi der kan opstå livmoderbetændelse. Tegn på, at der stadig er fosterhinder tilbage i livmoderen er bl.a., at der mangler dele af moderkagen, når denne bredes ud, eller at der slet ikke har været forsterhinde (en blåhvid hinde) at se under fødslen, og også hvis hoppen stadig har veer efter foling. Hoppen kan også have ondt i benene dagen efter eller udskille ildelugtende flåd fra skeden og evt. have feber. Ved tilbageholdt efterbyrd er behandlingen en eller evt. flere gynækologiske undersøgelser, lokal og/eller universal antibiotikabehandling. Der er ved disse komplikationer også risiko for, at hoppen udvikler forfangenhed, og derfor vil en dyrlæge også ofte behandle med medicin mod dette. Den almindelige fare for tilbageholdt efterbyrd ligger på blot nogle få procent, men for friesere er risikoen på omkring 50%.

Generelt er friesere særligt udsat for sart hud og har tendens til skæl, kløe, sårdannelse og overfølsomhed over for bl.a. insektbid (sommereksem), som følge af et svagt immunforsvar, der også skyldes racens indavl.

Mange tungere heste har øget risiko for en særlig arvelig genfejl, hvor sukker og for meget af den ophobes i hestens muskulatur. Udover at sukkeret ophobes i musklerne, er det også sværere at nedbryde og forbrænde igen. Sygdommen hedder polysaccharide storage myopathy type 1 (PSSM1), og er en slags nyreslag, hvor de heste, som bliver ramt af sygdommen, får symptomer, der minder om dem, nyreslag forårsager, bl.a. dårligere arbejdspræstation, muskelstivhed, hårde muskler, rygsmerter og muskeltab. Andre udvikler akut nyreslag med kraftige muskelsmerter og muskelstivhed samt helt, helt mørk næsten sort urin. Årsagen til de ømme og ubevægelige muskler er, at den ophobede sukker lægger sig inde i og imellem fibrene i hestens muskler og skaber en ujævn muskelstruktur og -størrelse, der ikke har samme funktion, som normalt. Sygdommen findes også i en variant, der forekommer uden genfejl, men med samme symptomer og påvirkning blot med den forskel, at den ikke nedarves.

Vidste du, at…

·      Det er en frisisk hest ved navn Frederik den Store, der siden 2016 har haft titlen som den smukkeste hest i verden?

·      Det majestætiske udtryk og imponerende skønhed har skaffet friesere mange filmroller gennem årene? Nogle af dem inkluderer Ladyhawke (1985), Sense and Sensibility (1995), The Mask of Zorro (1998), The Legend of Zorro (2005), The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe (2005), 300 (2006), Clash of the Titans (2010), og i serierne  Lost (2004-2010) og Game of Thrones (2011-2019)

·      Det siges, at frieseren er hestenes svar på labradoren?