Som race er den islandske hest en af de nok reneste i verden, hvilket gør dem særligt sunde og frie for arvelige sygdomme. De er karakteriseret ved et meget medgørligt sind og en personlighed, der egner sig godt til alle slags mennesker, både børn og voksne, erfarne og uerfarne ryttere. Oprindeligt var islænderen en arbejdshest og et transportdyr både i sit hjemland og i udlandet. Brugstraditionen og det islandske klima har gjort hesten til en hårdfør race, der står stærkt og arbejder sig igennem selv ufremkommeligt terræn og i alt slags vejr. Af samme grund er islænderen også eftertragtet til brug i mange forskellige discipliner fra lange ture med oppakning til afgrænset og intensiv konkurrenceridning. Den er med andre ord både lærenem og med sine gode tilpasningsevne egnet til at træne og robust og udholdende med gode rideegenskaber. Man kender islænderen på sit naturlige udseende, der ikke tæmmes i særlig høj grad. Pelsen er lang og ulden og både manen og halen er lange og tykke. De kan være mange forskellige farver – ingen hverken farver eller aftegninger er forbundet med højere kvalitet end andre. Hesten er lille af både størrelse og vægt med et stangmål på mellem 132 og 142 cm og en vægt på 330-380 kg, men den har ikke af den grund nødvendigvis nogen mindre bæreevne end større heste.
Den islandske hest lever betydeligt længere end langt de fleste andre heste, hvilket skyldes, at deres knogler modnes senere, og at de derfor også først rides til og begynder deres tid som rideheste tidligst som 4-årige. Hestene udvikles langsommere end andre heste og når derfor også toppen af deres udvikling senere end normalt. Den ældste islænderhest siges at være blevet hele 56 år gammel.
Læs mere
I islænder-verden er der generelt større fokus på hestens temperament og sind end på dens udseende og eksteriør. Det er en hest med et livligt men pålideligt temperament og en stor personlighed med et lyst og roligt sind. Islænderens karakter er præget af dens fortid som hovedsageligt brugshest i marken, hvilket har gjort den både samarbejdsvillig og tillidsfuld i samarbejdet med mennesker og ikke mindst bomstærk. Det er en stabil hest, der med stort livsmod og en veludviklet løbevilje placerer sig som en gedigen hesterace i gruppen af små heste. Til forskel fra andre heste, der kan rides til fra de er et par år gamle, begynder man som regel først at tilride en islænder, når den er 4-5 år gammel. Det skyldes, at den islandske hests knogler ikke er færdigudviklede før, og derfor kan det forårsage hævelse og halthed, hvis man træner hesten hårdt inden knoglerne er stærke nok. Det kan hjælpe forstærkningen af knoglerne og bruskens udvikling til knogle at hesten får mulighed for at motionere frit på fold. Det er imidlertid også et spørgsmål om, om hesten er mentalt klar til at blive tilredet, hvornår man starter ridetilpasningen af islandske heste.
Det barske islandske klima som vulkanø har udviklet den islandske hest til at være sikker på benene og i stand til at ride i det svære og til tider ufarbare terræn, der overvejende består af fjelde og højsletter med både våde og ujævne overflader med store niveauforskelle og et vejr, der ikke altid viser sig fra sin blide side.
Islændere kan modsat de fleste andre heste ride i fem gangarter. Ikke alle islandske heste mestrer dog alle fem, men gangarterne omfatter skridt, trav, galop, tölt og pas – sidstnævnte kaldes også for ’flyvende fart’, fordi den er hurtig uden at være ubehagelig for rytteren, hvorfor den også i konkurrence- og væddeløbssammenhæng hedder flyvepas med sine op til 40 km/t. Pasgang omtales også nogen steder som ’skeið’, men det er samme gangart, der er tale om – en totaktet gangart, hvor for- og bagben flyttes samtidigt; højre bagben, højre forben, venstre bagben, venstre forben. Pas er en mere belastende løbestil for hesten og den rides derfor kun i kortere tid ad gangen.
Tölt er som islænderens femte gangart placeret mellem trav og galop og karakteriseret ved en mere eksplosiv acceleration og høj hastighed. Den er i sin bund en som en firetaktet gangart lige som skridtgang blot i et tempo på mellem 25 og 30 km/t. Fødderne er altså placeret nøjagtigt som ved skridt og med sænket ryg og løftet hoved. Det er bl.a. töltgangarten, der er skyld i den store popularitet og værdi af islænderen som ridehest. Den er en god gangart for begynderryttere og helt unge ryttere, fordi det er muligt at sidde roligt og dybt i sadlen uden voldsomme rystelser, hvilket gør den til en behagelig ridehest.
Konkurrencediscipliner for islændere: sportsklasse (ridningen af de forskellige gangarter som fokus, præstation som ridehest), Gæðingakeppni (fremvisning med udseende som fokus) og Alrid (en slags femkamp). Ved bedømmelse vurderer man ud fra: ridefærdigheder og kontakt til hesten, rytme og balance, smidighed og frigjorthed, form og bevægelse, samt korrekt og præcis udførsel)
Der afholdes både mindre stævner og større internationale konkurrencer som EM, VM og nordiske mesterskaber for ryttere og deres islandske heste, hvor man konkurrerer i sportshenseende på de fem gangarter og i avlshenseende også på islænderens eksteriør. Man vurderer hestens hals, hoved og man- hale og hov-kvalitet og denne vurdering vægter samlet set 40%. De resterende 60% er en, fortsat i avlshenseende, vurdering af rideegenskaber.
Alle islandske heste skal have mindst to navne; et islandsk navn samt navnet på deres fødested. Navnene kommer desuden ofte fra den nordiske mytologi eller fra ord, der beskriver en farve eller en tilstand. Islandske heste avles kun i lukkede stambøger, der kan føres tilbage til deres oprindelse på Island. Når hestene avles lægger man vægt på villighed og arbejdslyst, samt på en lang hals og stærke ben.
De heste, der i sin tid kom til Island og i dag er islænderens forfædre, alle mulige forskellige farver, og islænderen ses derfor også i mange forskellige farver, hvoraf ingen af dem er specifikke for racen. På islandsk findes der over 100 ord for de forskellige farver og mønstre, en islænder kan have.
Til trods for sin store og opslugende personlighed er den islandske hest lille og kompakt. Den vejer et sted mellem 330 og 380 kg og er 132-142 cm i stangmål, målt fra jorden og op til vandret ud for lansemærket, hvor manen starter. Af samme årsag som islænderens fysik er tilpasset et landskab højt mod nord, er dens pels også tykkere end andre hestes og hale og man er lang og tyk, hvilket giver den et udseende, der minder en lille smule om vildhestens.
Man mener, at den islandske hest oprindeligt kom til Island fra Norge i vikingetiden. Den islandske hesterace er unik, fordi de oprindelige norske heste stammer fra bestande, der er uddøde uden for Island. Man kalder derfor også islænderen for Nordens egen fuldblodshest eller vikingernes hest.
Gradvis har de oprindelige heste udviklet sig til flere stammer, hvoraf de to vigtigste hedder Svaðastaðir- og Hornafjörður. Svaðastaðir-heste har efter sigende en mere eftertragtet gangart og siges at være lettere at have med at gøre. Hestene fra Hornafjörður-stammen er derimod større og modigere og har en bedre udholdenhed. Hvad man ved af, er der ikke blevet importeret heste til Island siden år 1240.
Islænderen er blevet brugt som arbejdshest og til transport, som hyrdeheste og også som slagtedyr, og rundt om i Europa har de fungeret som trækdyr for minearbejdere og ved landbruget. Derudover er de både velegnede og flittigt brugte som rideheste til både ture og konkurrenceridning. Efterhånden som maskiner og køretøjer har overtaget driften af det meste arbejde i det industrialiserede samfund, er islænderens rolle som arbejdshest ikke så udbredt længere. Mange unge heste blev i en periode i midten af 1900-tallet opkøbt til eksport for at undgå at ende sine dage på middagsbordet.
Dansk Islandshesteforening – en medlemsorganisation og landsorganisation for klubber i Danmark – har fokus på at værne om og udbrede kendskabet til den islandske hest som race, særligt dens unikke gangarter, både i ridesportssammenhæng og for mere hverdagslig ridning nationalt og internationalt. Dansk Islandshesteforening er medlem under International Federation of Icelandic Horse Association (FEIF), der er den danske forenings internationale parallel. Det internationale forbund og derudover også mange internationale klubber og foreninger skal ses som udtryk for, at islænderhesten er blevet en særdeles populær hest også uden for Island. Særligt i Europa og Nordamerika har man taget islænderen til sig som sin egen.
Da islændere ikke er særligt store heste, er ryttervægt og -størrelse for denne race et særligt vigtigt emne, idet rytteren nemt er en del større end hesten. Islandske heste er stærke, men der er stadig mange forskellige holdninger til, hvor meget hestene kan bære på ryggen. En engelsk undersøgelse anslår, at ryttervægten ikke – uanset hestens race – bør overskride 25-30% af hestens egen vægt. Det vil for en islænder svare til et sted mellem 83 og 114 kg, men det er i høj grad også et spørgsmål om rytterens tekniske egenskaber og hestens træningsniveau og fysiske form, om en rytter er for tung eller ej. En forholdsvis let rytter er i ovenstående ligning ikke nødvendigvis ens betydende med, at islænderen ikke overbelastes, og derfor er retningslinjen, at jo tungere rytteren er, jo mere skal man være opmærksom på hesten under ridning og på, hvordan hesten klarer belastningen. Igen afhænger det desuden også af hvilken aktivitet, der er tale om. Skovture er f.eks. ikke lige så belastende som konkurrencetræning. Uanset hvilken hest, der er tale om, er korrekt uddannelse og træning afgørende for ikke at skade eller slide sin hest uhensigtsmæssigt.
For at understøtte og styrke knogledannelsen hos den unge islænderhest kan man med fordel give hesten foder med tilsat fosfor og calcium. Islænderen er en beskeden race og klarer sig godt selv på en lille mængde foder. Derfor er tilførslen af særligt vitaminer, mineraler og protein til opbygning af skelettet og muskler vigtig. Fodringen og fodertilskud afhænger også af, hvor meget hesten trænes.
Islænderne trives bedst i et miljø, der minder om det, de oprindeligt kommer fra og bør derfor have adgang til det fri. Islændere er som race vandt til at være ude i selv meget barsk vejr, og det er derfor også her, de har det bedst. De kan gå ude hele året rundt, hvis de har adgang til enten naturligt læ eller læskur og mulighed for et tørt underlag. Det er rytterens ansvar at sørge for, at hesten holdes så naturligt som muligt, med den nødvendige friske luft og frie plads.
Klipning af de islandske heste skiller sig en smule ud fra klipning af andre hesteracer idet det internationale forbund for islandske heste (FEIF) stiller krav til, hvordan en islandsk hest må klippes, eller ikke klippes, som det er tilfældet. Islænderens man og hale må trimmes, hvis de er blevet for lange, og hesten må naturligvis også klippes, hvis det er nødvendigt af helbredsmæssige grunde, men derudover skal det oprindelige udseende og den naturlige vækst respekteres. Det betyder, at hverken mulehår, hovskæg og håret i ørene må klippes.
Hestens pels generelt, må gerne klippes, og det anbefales faktisk at klippe den tykke islandske vinterpels, der nogle gange kan være flere dage om at blive tør. En våd hest bliver hurtigt kold og lettere syg. Man kan evt. nøjes med at klippe de områder af heste, der er berørt at udstyr ved ridning, og derved bevare hestens egen evne til at holde sig varm ude på folden kun suppleret af et regntæt dækken.
Islænderen er generelt en sund hest med meget få sygdomme som følge af den fuldstændige begrænsede import af andre heste til Island. Islandsk lovgivning tillader ikke hesteimport, og tidligere eksporterede islændere må heller ikke vende tilbage til øen igen, som en foranstaltning for at undgå at importere og sprede sygdomme, samt for at forhindre at de islandske heste krydses med andre hesteracer. Så selvom racen generelt er sund, er der alligevel et par ting, som kan komme til at volde islænderen udfordringer. Det er bl.a. sommereksem, der tit rammer specielt ponyer og små heste. Eksemen er kløende insektbid fra mitter, der forårsager en allergisk reaktion, og er mest udtalt, som navnet antyder, om sommeren, når hestene er på græs og særligt ved varme somre og omkring maj og september, hvor mitterne udklækkes. Da der er tale om en allergisk reaktion, smitter det ikke. Eksemen viser sig ved rødme og små væskende blærer der danner tørre, gullige skorper, hudforandringer på ryg og mave, og hvis det står på i længere tid, vil hesten ofte gnubbe pelsen på de inficerede områder af med dybe, betændte sår til følge. Der findes ikke nogen universel behandling, men det kan være en fordel af tage hesten af fold sidst på eftermiddagen og sætte den ud igen opad formiddagen, idet mitterne er mest aktive lige omkring skumring og daggry. Det er også værd at undgå at hesten færdes på fugtige områder, hvor mitterne er særligt udtalte, og sørge for at den står et sted, hvor det lufter og er åbent. En varieret kost, der styrker hestens immunforsvar og forebygger en hud i god balance, hjælper også hesten til ikke at blive lige så påvirket af eksemen. Alternativt kan man lade hesten gå med insektdækken eller bruge insektmiddel.
Godt nok er islænderen kendt for at være beskeden og sparsommelig, når det kommer til føde, men de er sammen med andre koldblodsponyer alligevel i øget risiko for at komme til at lide af forfangenhed, der tit er forbundet med og forårsaget af overvægt. Lidelsen, der starter som betændelse i hovene, kan være livstruende og skal tages meget alvorligt. Man mener, at betændelsestilstanden og en opløsning af de lameller i hoven, der holder hovskallen og den indre hovstruktur sammen, opstår pga. udskillelsen af et enzym i hestens tarmkanal, der særligt findes i sukkerstoffet fruktan i græs. Opløsningen af lamellerne medfører, at knoglestrukturen inde i hoven glider nedad og kommer til at trykke på hovens bløddele, som medfører enorme smerter for hesten. Forfangenheden ses begyndelsesvist som halthed og voldsom smerte typisk i forhovene og også som regel på begge forhove. Af samme årsag bevæger hesten sig ikke ret gerne og vil også ofte stå og læne sig bagud for at undgå belastning på forbenene. Du kan tit mærke, at en forfangen hests hove er varme, og at benene har en forstærket puls.
For at undgå forfangenhed er kodeordet som regel et spørgsmål om at sørge for en begrænset og stabil fodring af hesten, så man bevarer et stabilt og ikke for højt blodsukker. Stabiliteten gælder også for hestens adgang til græs og derfor sukker, der ikke bør ændres pludseligt – hverken ift. mængden af græs eller græssets næringsindhold. Rådet er at kontrollere hestens kalorieindtag hele året, om sommeren at holde græsset på deres fold kort, samt at sørge for at den får rigeligt motion. Andre lindrende og forebyggende behandlinger omfatter nedkøling i koldt vand, mulighed for hesten for at stå i vådt sand, etablering af skumsåler og i kortere perioder smertestillende midler.
· Dronning Margrethe den 2. fik to islandske heste i bryllupsgave af Island i 1967? Det skyldes formegentlig at dronningen også var prinsesse af Island indtil Island blev en selvstændig republik i 1944
· Islændere er den eneste hest, der må kaldes hest, selvom den egentlig har størrelse som en pony?
· 1. maj hvert år er det international islænderhest-dag? Dagen fejres ofte i Island med forskellige aktiviteter i islænderens navn og ære
© 2024. dyreportal.dk 
