Shetlandsponyen stammer og har sit navn fra Shetlands- og Orkneyøerne i Nordsøen ud for Skotland, hvor den kom til fra Sibirien og Rusland for flere tusind år siden. Den lille pony på et sted mellem 225 og 250 kg og op til 107 cm i højden, må ikke undervurderes i kraft og styrke pga. sin ringe størrelse – den er stærkere end man tror. Den findes i mange forskellige farver; bl.a. brun, sort, rød, hvid, grå og broget, men det er kun de ensfarvede ponyer, der godkendes ifølge racebestemmelserne. Som ridepony for både børn og voksne er shetlandsponyen kendt for sit medgørlige temperament og sind, men man skal være opmærksom, for den lille fætter er også snu og egenrådig, og behøver god træning. Stædigheden til trods er shetlandsponyen en gennemgående sund hest, der er nem at passe, hvis man blot sørger for ikke at være for rundhåndet med foderet. Er man det, har den ligesom andre ponyer og små heste tendens til at blive forfangen. Kan man holde shetlandsponyen på den slanke linje og undgå forfangenhed, lever den som udgangspunkt betydeligt længere end langt de fleste andre heste, fordi dens knogler modnes senere, og derfor også først er klar til at blive redet til og begynde sin tid som ridepony tidligst som 4-årig. Shetlænderne når af samme grund også kulminationen på deres udvikling senere end normalt. Herudover er det en race, der er vant til at leve under barske betingelser og modstå det bryske klima i Nordsøen, hvorfor den ofte bliver op mod 25 år gammel.
Læs mere
Shetlandsponyen er hyppigt anvendt og meget velegnet til ridning og som børnepony pga. dens blide sind og rolige temperament, men den er også intelligent og stædig og vil gerne bestemme selv, hvis den ikke trænes og opdrages godt. Selvom den er velegnet som pony til børn, betyder det ikke, at den ikke kan rides af voksne, men med påpasselighed. Man bør som hovedregel dog ride en hest, der passer til sin egen størrelse, og noget forskning har vist, at en hest optimalt set kan bære 15% af sin egen vægt.
Ligesom de fleste andre ponyer er shetlandsponyen sent færdigudviklet og først fuldt udvokset, når den er omkring 4-5 år gammel. Den lever omvendt også betydeligt længere end langt de fleste andre heste, hvilket skyldes, at dens knogler modnes senere, og at den derfor også først rides til og begynder sin tid som ridepony senere i livet. Shetlandsponyerne udvikles altså langsommere end andre heste og når derfor kulminationen af deres udvikling senere end normalt. Udover, at shetlændere er en hårdfør pony med stor udholdenhed, der er vant til at leve under barske vilkår, lever den derfor længere end almindelige heste og kan bruges til ridning og til kørsel med f.eks. vogn til den er langt oppe i årene.
Renavlede shetlændere skal kunne dokumentere med en DNA-prøve, at de nedstammer fra racen gennem tre led. Ifølge racestandarden og avlsmålene må en shetlænder ikke være højere end 107 cm i stangmål. Shetlandsponyerne inddeles i tre størrelser: mini < 86 cm, medium < 95 cm og standard < 107 cm. Hvis en shetlandspony til en kåring måles højere end de enkelte størrelseskategoriers maksimalhøjde, vil den komme til at indgå under og blive vurderet ift. kategorien ’øvrige ponyer’, og den vil ikke kunne rangere yderligere eller tildeles priser eller bedømmelser på eksteriør og rideegenskaber. Samme kriterie ift. bedømmelse gør sig gældende, hvis ponyens tandstilling ikke er korrekt. De forskellige maksimalhøjder tager højde for ponyens alder og er inden for hver kategori (mini, medium og standard) opdelt i størrelsesklasser baseret på deres alder.
I stævne- og kåringssammenhæng lægger man også vægt på, om der er andre, særligt udseendemæssige, karakteristika der gør ponyen uegnet at avle videre på af helbredsmæssige årsager. Det drejer sig bl.a. om den førnævnte tandstilling og ponyens hovedform. Et enkelt kriterie, som ikke har nogen helbredsmæssig funktion, er et ønske om, at ponyerne ikke har blå øjne. De accepteres, men man foretrækker shetlændere med brune øjne. De blå øjne kaldes også for glasøje, og er ikke enestående for shetlænderen specifikt, men eksisterer også i andre racer og hestetyper, hvor det er til debat, hvad de blå øjne har af betydning både udseendemæssigt og for hestens syn.
Shetlandsponyen findes i alle tænkelige farver, men godkendes kun i racehenseende som ensfarvede. De måler efter racestandarden op til 107 cm i stangmål og vejer som regel et sted mellem 225 og 250 kg. Det er en robust pony med en stærk fysik og kompakt kropsbygning. Shetlænderens ryg og øvrige lemmer er korte, men kraftige og muskuløse, livvidden er stor og hovedet lille og rundt. Om vinteren er pelsen tyk og ulden, fordi shetlænderen producerer dobbelt hårlag som modstand mod kulde, vejr og vind, hvor den om sommeren er anderledes kort og blød. Både manen og halen er altid lang, kraftig og kruset, og håret omkring hovene glat og langt.
Det er uklart, hvornår shetlandsponyen som race kom til Danmark, men i midten af 1900-tallet tog importen af ponyen fra Storbritannien særligt fart. Indtil da havde man i avlsforeningen godkendt og registreret ponyer uden nogen afstamningsdokumentation af betydning og ikke spekuleret så meget i stamtavler. Helt frem til i dag, kan man stadig finde rester af afstamningsløse ponyer i stambogssystemet. I dag kommer mange af ponyerne fra stutterier i Holland, Belgien og Sverige.
Man mener at kunne datere shetlandsponyen helt tilbage til 500-200 f.Kr. Der er ting, der tyder på, at den har gener tilfælles med den primitive og nu uddøde tundrahest og yakutponyer fra Rusland og Sibirien, og ad den vej er kommet til Skandinavien, hvorfra kelterne har bragt den med til Storbritannien. Før i tiden var den et vigtigt arbejdsdyr, der bl.a. blev brugt som pakhest, til transport i landbruget og også i kulminerne i midten af 1800-tallet, efter at det blev forbudt for kvinder og børn at arbejde under de svære forhold. Her var shetlænderen ideel pga. sin lille størrelse og store styrke og udholdenhed.
Racen har gennem tiderne været krydset med mange forskellige andre racer, og af samme årsag skal shetlandsponyer i dag have en dokumenteret raceafstamning gennem 3 led for at blive en del af Avlsforeningen for Shetlandsponyer i Danmark. Det danske avlsforbund er et relativt nyt forbund stiftet første gang i 1968, og har til formål at understøtte og udbrede avlen af racen i Danmark gennem forskellige aktiviteter. Avlsforeningen for Shetlandsponyer i Danmark oprettedes første gang i 1968 og opnåede samtidig selvstændige hoppe- og hestekåringer inden for foreningen. I 1970 blev den første stambog over shetlændere i Danmark udgivet, men i 1985 blev foreningen nedlagt. Den blev dog oprettet igen året efter under navnet Avlsforeningen for Shetlandsponyer i Danmark af 1985, og denne er stadig gældende i dag. I 1990 oprettedes tillige den Internationale Shetlandsponykomité (ISPC), der arrangerer stævner og kåringer og er den officielle forening for både avlere, opdrættere og ejere samt stutterier.
Shetlandsponyen er som udgangspunkt en nem pony at passe, men ligesom det gælder for alle andre heste, er pasningen vigtig for hestens velbefindende og almene sundhed. God pleje indebærer, at hesten dagligt ses efter for sår og skader, at hovene renses, ses efter og hvis hesten har sko på, skal disse også tjekkes, ligesom hovene typisk skal beskæres hver 6.-8. uge. Den daglige pasning har også til opgave at sikre, at din hest opfører sig som normalt. Ændring i adfærd hos hesten kan skyldes sygdom eller smerter. Alle heste bør behandles med ormekur 1-2 gange om året, og der kan med fordel tages en gødningsprøve for at undersøge, om hesten har orm.
Både før og efter ridning bør hesten strigles, så sadel og hovedtøj ikke kommer til at gnave eller være det gene, hvis hesten er beskidt, og så snavs og støv efter ridning ikke generer hesten eller bliver årsag til infektioner. Striglingen er derudover også en naturlig anledning til at få gået hesten efter for førnævnte sår og skader.
Shetlandsponyen kommer fra et miljø med masser af frisk luft og plads at bevæge sig på – det har den også brug for som opstaldet hest. Sørg derfor for at den kommer ud og har mulighed for at motionere ud over den motion, den får gennem ridning. Pga. shetlænderens tykke og tætte pels, kan den uden problemer være ude hele året.
Ligesom islænderen er shetlænderen en pony, der har en utrolig god foderudnyttelse og kan klare sig med en meget mager og begrænset kost. For at understøtte og styrke knogledannelsen hos den unge shetlandspony kan man med fordel give hesten foder tilsat fosfor og calcium. Tilførslen af særligt vitaminer, mineraler og protein er vigtig for opbygning af skelettet og muskler og særligt, fordi shetlænderen ikke bør spise lige så store mængder foder, som andre heste, og derfor ikke automatisk får samme næringsmængde som større heste. Fodringen og fodertilskud afhænger samtidig også altid af, hvor meget hesten trænes/motionerer.
Heste er flokdyr, og det er derfor også en rigtig god idé, at en hest har kontakt til andre heste. Shetlandsponyen er af natur en selskabelig og samarbejdsdygtig pony, men samværet og den fysiske kontakt til andre heste bidrager med vigtig social omgang og kropspleje i og med at hestene på fold kan gnubbe sig op ad hinanden, ligesom det styrker dens evne til at agere i omgivelser med andre heste.
En del af at pleje og passe en shetlænder – og en hvilken som helst anden hest – er også at tage sig af dens tandpleje. Særligt for dyr, der tages ud af dets naturlige rammer, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det betyder for dyrets velfærd. For hestehold gælder her bl.a., at tandspidserne skal raspes, fordi grimen trykker kinderne ind mod tænderne, samt at kindtændernes tandstilling observeres og korrigeres, hvis det er nødvendigt for hestens bid.
Som følge af shetlandsponyens meget rene race, er der ikke nogen umiddelbart kendte arvelige sygdomme, som shetlænderen er særligt disponeret for. Men at være på græsfold om sommeren kan volde nogen ponyejere problemer, i og med at mindre ponyer som shetlænderen har tendens til at blive overvægtige og forfangne. For godt nok er shetlænderen kendt for at være beskeden og sparsommelig, når det kommer til føde, men den er sammen med andre koldblodsponyer alligevel i øget risiko for at komme til at lide af forfangenhed, der tit er forbundet med og forårsaget af overvægt. Lidelsen, der starter som betændelse i hovene, kan være livstruende og skal tages meget alvorligt. Man mener, at betændelsestilstanden og en opløsning af de lameller i hoven, der holder hovskallen og den indre hovstruktur sammen, opstår pga. udskillelsen af et enzym i hestens tarmkanal, der særligt findes i sukkerstoffet fruktan i græs. Opløsningen af lamellerne medfører, at knoglestrukturen inde i hoven glider nedad og kommer til at trykke på hovens bløddele, hvilket medfører enorme smerter for hesten. Forfangenheden ses begyndelsesvist som halthed og voldsom smerte typisk i forhovene og også som regel på begge forhove. Af samme årsag bevæger hesten sig ikke ret gerne og vil også ofte stå og læne sig bagud for at undgå belastning på forbenene. Du kan tit mærke, at en forfangen hests hove er varme, og at benene har en forstærket puls. For at undgå forfangenhed er kodeordet som regel et spørgsmål om at sørge for en begrænset og stabil fodring af hesten, så man bevarer et stabilt og ikke for højt blodsukker. Stabiliteten gælder også for hestens adgang til græs og derfor sukker, der ikke bør ændres pludseligt – hverken ift. mængden af græs eller græssets næringsindhold. Rådet er at kontrollere hestens kalorieindtag hele året, om sommeren at holde græsset på deres fold kort, samt at sørge for at den får rigeligt motion. Andre lindrende og forebyggende behandlinger omfatter nedkøling af hovene i koldt vand, mulighed for hesten for at stå i vådt sand, etablering af skumsåler og i kortere perioder smertestillende midler.
· Shetlandsponyen kan trække to gange sin egen vægt, dvs. omkring 500 kg? Andre heste trækker som regel kun halvdelen af deres kropsvægt
· Racen siges at være den ældste engelske hesterace?
· Tilbage i vikingetiden brugte man shetlandsponyens hår fra manen og halen til at lave fiskenet og fiskeliner af og som fyld til madrasser?
© 2024. dyreportal.dk 
