Shirehesten, der har sit navn fra områderne i Midtengland, regnes som verdens største hest. Den er både markant tungere og væsentligt højere end andre heste, og racen har af samme årsag også slået flere verdensrekorder med sin størrelse. Den ses oftest i farverne sort og brun med de definerende hvide underben med langt hår og en bred blis i panden. Shire er en del af koldblodsfamilien og flokken af arbejdsheste, og den er også særdeles egnet som trækkraft og ressource i landbruget, til skovarbejde og til transport af gods, hvor den også gennem historien har været en central spiller både på landet og i byen. Selv som ridehest er shireren god, hvis man har mod på dens størrelse. De knapt 2 meter i stangmål og den robuste og muskuløse krop på gennemsnitligt et ton må ikke skygge for det utroligt milde og venlige sind, som også karakteriserer shirehesten. I dag ses den særligt ved udstillinger og opvisninger, hvor den pyntet og iført udsmykning stjæler spotlightet, og i avlshenseende er det også i moderne tid det ydre, der lægges mest vægt på. I det daglige er det en hest, der er er enkel at passe. Den løber en arvelig sygdom i koldblodsfamilien, som forudsætter ekstra opmærksomhed på kosten og regelmæssig motion, men hvis disse ting administreres godt, har man i shirehesten hest i 25-30 år.
Læs mere
Shire er en race, der tilhører koldblodshesten, som også kaldes tunge heste, og har historisk set først og fremmest gjort sig som arbejdshest, og med god grund. En shirehest trækker med sin enorme styrke uden problemer 5 tons og bærer 200 kg. Selvom den med sit imponerende væsen kan virke intimiderende, er den en utrolig rolig og omgængelig hest med stor arbejdslyst og et godmodigt sind. Det er slet ikke underligt, at den bliver kaldt ”den blide kæmpe” – den er både lydhør, tryg og en føjelig og alsidig hest med gode rideegenskaber. I modsætning til andre hesteracer, der udvikles langsomt, er shirehesten hurtigt udvokset og kan begynde i tungt arbejde fra den er 3 år gammel. I dag går hovedparten af racestandarderne på det udseendemæssige, men shirerens beherskede temperament og godhjertede personlighed er vigtige egenskaber, der er anvendelige i mange sammenhænge og som også har haft stor betydning for racens brug først som ridderhest og siden som råstyrke i industrien og på landet. Og selvom de godt kan være følsomme og ivrige efter at præstere, kræver sådanne opgaver mod, ro og stabilitet. Egenskaber som stadig er gældende for shireren i dag.
I slutningen af 1800-tallet nedsatte man i det engelske avlsforbund en række kriterier for avlen af shireracen for at ændre tendensen fra en omfattende avl baseret på mængde og ikke så meget på udbytte til at være mere kvalitetsbevidst og afgrænset. Disse engelske standarder er siden også kommet til at gælde for det danske forbund. Ifølge racebestemmelserne gælder det for shirehingsten, at den skal være minimum 173 cm i stangmål og veje mellem 900-1100 kg som fuldvoksen. En god hingst er sort, brun eller skimmel og må ikke have store hvide pletter på kroppen eller være rød. Hovedet skal være langt og smalt, hverken for lille eller for stort og kæberne må ikke være for kraftige. Næsen, der er karakteristisk for shirehesten, skal være en anelse krum – også kaldet romernæse, og nakken skal på samme måde være hvælvet. Leddene og hovene skal være stærke og hingsten skal over en bred kam udstråle karakter og styrke. Shirehopper må modsat hingste godt være røde og skal måle mindst 163 cm i stangmål. I alle proportioner er hoppen mindre end hingsten om end stadig kraftig og udtryksfuld, men med et mere feminint præg. Benene skal være korte og ryggen lang – også gerne længere end hingstens – for at skabe god plads til at bære føl. Glasøjne, dvs. blå øjne, er uacceptabelt for både hingste og hopper.
Til udstillinger og shows, som er den mest udprægede konkurrenceform blandt shirehold i dag, er det en sport at pynte hesten med bånd og kvaster og flette og binde både man og hale op. Det er kåringer, der udelukkende går på hestens eksteriør, udstråling og majestætiske karakter.
Udover den eksteriørprægede showverden eksisterer der også konkurrencer, hvor det er shirehestens arbejdsegenskaber og kvalitet som tung trækhest, der er omdrejningspunktet, når der f.eks. bliver kørt forhindringsbane med en stamme spændt for hesten eller konkurrencer i at pløje.
Shireracen er den både tungeste og højeste hest i koldblodsfamilien – i hestefamilien generelt – med en normal højde på et sted mellem 175 og 185 cm i stangmål og en gennemsnitsvægt på 800-1.000 kg for hopper og 1.000-1.200 kg for hingste og vallakker. Der er dog set eksempler på shireheste både langt højere og tungere. Det er netop den påfaldende størrelse og den stolte og majestætiske fremtoning og udstråling, der er kendetegnende for racen.
Endnu et kendetegn for shirehesten er dens hvide aftegninger på benene, der i kontrast til dens oftest enten sorte, brune eller røde farve ligner fire hvide sokker. Udover en bred blis i panden er den ikke kendt med yderligere aftegninger. På de hvide ben er pelsen også lang og dækker de store, runde hove. Foruden benene er en shire hovedsageligt kortklippet med en blank og glat pels, og hale og man er ofte bølget. Det er meget særegent for shirehestens gang, at den holder både hovedet på den hvælvede hals og halen højt.
Shirehestens historie er noget broget, og der foreligger mange forskellige teser på den store hests oprindelse, men en ting er sikkert. Det er en race, der har aner mange hundrede år tilbage. Den har formegentlig fået sit navn fra områderne Lincolnshire, Derbyshire, Staffordshire, Leicestershire og Cambridgeshire i Centralengland, hvor racen, som vi kender den i dag, er blevet opdrættet siden 1800-tallet. Men kigger man endnu længere tilbage, er der meget, der tyder på, at det var den middelalderlige, tunge krigshest, der kunne bære den tungt armerede riddere i rustninger, som kom til England med Vilhelm Erobreren og normannerne i 1066, der har lagt grunden for udviklingen af den store, stærke hest. Op gennem middelalderen i 1500- og 1600-tallet er disse heste blevet krydset med frisere og andre flanderheste fra kontinentet og tilsammen skabt det, der kom til at hedde ’the Old English Black’ – sandsynligvis pga. sin sorte farve. Shirehesten som endelige race blev til, da der efter sigende blev tilført ren fuldblod til ’the Old English Black’ og dermed skabt en imponerende blanding af middelalderkrigshestens styrke, firserens størrelse og fuldblodshestens ædle udtryk.
Op gennem historien har shirehesten været en tillidsfuld og trofast arbejdshest, der med sin størrelse og styrke har kunnet gøre det ud for adskillige mindre hestes kræfter. Under den industrielle revolution blev den brugt som trækhest til transport mellem fabrikkerne og den blev også en populær kørehest for bryggerierne, der skulle transportere øl til udskænkningsstederne. Nogle bryggerier i England lader stadig den gamle tradition og racens oprindelige force leve videre ved at bruge shirehesten som bryggerhest, om end nok mest i markedsføringssammenhæng. Udover hestens arbejde i byerne var den også en uundværlig arbejdskraft ved landbruget og i skovene, samt langs de engelske floder og kanaler, hvor de trak pramme lastet med adskillige tons.
I slutningen af 1800-tallet begyndte man at føre stambog over shireracen og den engelske raceklub English Shire Society blev oprettet i 1878. I 1987 kom den danske Forening for Shireavl i Danmark til efter en årrække med voksende interesse for hesteracen og import af både hingste og hopper af forskellige privatpersoner. Shireracen havde det ikke nemt i takt med mekaniseringen og automatiseringen af landbruget og maskinernes indtog frem mod midten af 1900-tallet. Allerede dengang var racen sammen med mange andre arbejdshesteracer ved at uddø, og i dag falder populationen af shirehesten igen. Det estimeres, at der på verdensplan kun er omkring 3.000 shireheste tilbage, hvilket kategoriserer den som en udrydningstruet race. I dag bruges shirehesten mestendels som kørehest og til opvisning, men nogle steder har de stadig funktioner i landbruget og ved skovarbejde.
Shirehesten kræver som alle andre heste almindelig omhyggelig pleje og regelmæssig pasning for at sikre og opretholde god trivsel og et sundt helbred. Det lange hår ved racens ben og fødder bør altid holdes rent og redt for at undgå hudproblemer og infektioner, ligesom det af samme årsag er vigtigt at holde området tørt. Det anbefales af nogen dyrlæger at holde en shirehest på en relativt kulhydratfattig, hvis ikke decideret en høj fedtholdig kost, for at modvirke racens tendens til særlige udfordringer med nyreslag og sukker i musklerne. I mange tilfælde er en helt almindelig hestediet af god kvalitet dog tilstrækkelig, om end i noget større mængder end til en almindelig størrelse hest for at sikre, at den kæmpestore shirehest får nok næring.
Shireren er en generelt frisk og rask hest med et sundt sind, men koldblodshesteracen, som shirehesten tilhører, har øget risiko for en særlig arvelig genfejl, der kan medføre nyresvigt, fordi der ophobes en unormal art sukker og for meget af den i hestens muskulatur. Udover at sukkeret ophobes i musklerne, er det også sværere at nedbryde og forbrænde igen. Sygdommen hedder polysaccharide storage myopathy type 1 (PSSM1), og er en slags nyreslag, hvor de heste, som bliver ramt af sygdommen, får symptomer, der minder om dem, nyreslag forårsager, bl.a. dårligere arbejdspræstation, muskelstivhed, hårde muskler, rygsmerter og muskeltab. Andre udvikler akut nyreslag med kraftige muskelsmerter og muskelstivhed samt helt, helt mørk næsten sort urin. Årsagen til de ømme og ubevægelige muskler er, at den ophobede sukker lægger sig inde i og imellem fibrene i hestens muskler og skaber en ujævn muskelstruktur og -størrelse, der ikke har samme funktion, som normalt. Sygdommen findes også i en variant, der forekommer uden genfejl, men med samme symptomer og påvirkning blot med den forskel, at den ikke nedarves.
Man ved endnu ikke præcis hvorfor, men shirehesten og de andre tunge heste udvikler oftere end andre racer hovkræft. Hovkræft, der ikke skal forveksles med kræft, er en kronisk lidelse, der viser sig som vortedannelse – også kendt som ’sur stråle’ – i hestens stråle (det bagerste V på undersiden af hestens hov). Ved inspektion lugter det oftest råddent, fordi bakterier er trængt ind i vortens porøsitet og har skabt betændelse. Alt efter graden af hovkræft skal det inficerede område fjernes ind til sundt horn eller varierende overfladebehandling flere gange dagligt i 1-2 måneder. Hovkræften er en progressiv lidelse, der invaliderer hesten, hvis den ikke behandles i tide. Ofte er dårlig staldhygiejne og fugtige omgivelser årsag til hovkræft. Lidelsen bliver ofte værre over tid, og kan derfor også begrænses ved at holde hesten velmotioneret livet igennem og i gang dagligt i kortere intervaller for at sørge for, at så meget sukker i muskulaturen som muligt nedbrydes. Foder der er lavt på kulhydrater og stivelse anbefales ligeledes. På den måde kan man i vidt omfang undgå udbryd af sygdommen og permanente muskelskader.
For shirehesten gør dens lange hovskæg det sværere for evt. fugt at fortrænge, hvorfor også hudlidelsen muk kan opstå. Muk er eksem på den nederste del af benet og viser sig ved hævelse, rødme og skorpedannelse. En antibakteriel behandling kan behandle muk og som forebyggelse kan man med fordel undgå mudrede og våde områder, sørge for at boksen er ren og tør, samt at skylle hesten efter brug og tørre benene grundigt efterfølgende.
· Ordet koldblodshest henviser til hestenes rolige, ”kølige” temperament, og har ikke noget med hestens kropstemperatur at gøre?
· Den største shirehest i verden nogensinde var 2,19 meter i stangmål og vejede over 1500 kg?
· Shirehestens næsten eventyrlige udseende; de store hove, det lange hår og den fortryllende størrelse siges at have været inspiration for Disney-produktionen ”Brave” i 2012, hvis hovedkarakter har et meget nært forhold til en sort shirehest? Filmen er også blev opført som skuespil ligeledes med en sort shirehest i rollen
© 2024. dyreportal.dk 
