En afghansk mynde er en af verdens hurtigste hunderacer med en topfart på op til 65 km/t. Den blev oprindeligt brugt af nomader som jagthund i store dele af Mellemøsten og har bevaret rigtig mange af sine originale egenskaber. Det betyder, at det også i dag er en hund, der ikke er videre social, fordi den har været vant til at agere på egen hånd, og som derfor er reserveret og sky – både over for fremmede og i en vis grad også inden for familiens kreds. Den kan blive en fin familiehund, men egner sig ikke fantastisk til et hjem med børn. Den er ikke på nogen måde aggressiv eller voldsom, tvært imod, men dens egoistiske grænsende til det asociale væsen passer ofte bedre til rolige omgivelser uden børns forventninger til leg, opmærksomhed og hygge. Den kan sagtens være kærlig og vise sin ejer loyalitet, men i afmålte mængder og kun, når den selv har lyst til samvær. Man plejer at sige, at det er den afghanske myndes ejer, der skal vinde respekt hos mynden og ikke omvendt, og det skaber et specielt bånd mellem hunden og dens ejer. Den kræver på flere punkter en ejer, der ved, hvad vedkommende gør. Udover det specielle sind, skal man bruge adskillige timers pleje af de store mængder pels hver uge, og selvom den med sin lange, smukke pels og aristokratiske holdning kan se næsten fisefornem ud, har den brug for at blive aktiveret under ikke helt almindelige forhold. Det er nemlig vigtigt at sørge for, at mynden kommer ud at løbe et aflukket sted, hvor den kan dyrke sin største passion; at løbe hurtigt, f.eks. på en væddeløbsbane. Hvis man kan affinde sig med en hund, der er helt sin egen, er den afghanske mynde en interessant og efterhånden ganske sjælden set hund, der lever et sted mellem 12 og 18 år.
Læs mere
I avlen af den afghanske mynde har man ikke prioriteret eller tillagt udviklingen af racens mentale væsen særlig stor betydning. Det betyder, at racens sind og temperament i dag stadigvæk ligner det fra for flere hundrede år siden, hvor mynderne skulle klare sig selv og agere udelukkende på sine instinkter. Deres sociale færdigheder og relationen til mennesker ligger derfor ikke den afghanske mynde særligt nær og forklarer, hvorfor de ofte kan være næsten uafhængige af deres ejer og tage afstand fra mennesker. Det er ejeren, der skal gøre sig fortjent til og respekteret af den afghanske mynde, ikke omvendt, og det er derfor også nødvendigt med stor tålmodighed og overbærenhed, tydelig og hurtig belønning, for at opdrage racen. Den er er ikke dum, som mange tror, men utrolig svær at motivere. Til gengæld knækker den koden til at åbne køleskabet og husets døre, samt hvordan den får den bedste plads i sofaen eller sengen. Nogle sammenligner dens sind med en kats, fordi den veksler mellem at være rolig, afdæmpet, ophøjet og total drilagtig og balstyrisk, ligesom at en kat heller ikke kan tvinges til at gøre eller lære noget, den ikke vil.
Trods racens noget særlige og reserverede karakter, er det en hårdfør hund, der har været vant til et liv i golde landskaber med ansvaret for sit folks sikkerhed og føde. Dens meget stærke jagtinstinkt gør, at den ikke kan slippes løs steder, hvor der er andre løse dyr eller trafik, fordi den er næsten umulig at stoppe, hvis den først er løbet. Der vil af den grund også være stor risiko for, at mynden forveksler andre mindre hunde med et bytte, som den vil forsøge at fange og dræbe, selvom racen ikke ellers ville gøre andre hunde fortræd. Det er dens utrolige smidighed, der gør den så hurtig og velegnet som jagthund, fordi den også er i stand til at stoppe og vende om sin egen akse, når den med sit skarpe syn ser noget, der bevæger sig på selv stor afstand. Det er den afghanske myndes største behov at løbe – både længe og lynhurtigt – og denne eksplosive fart, store udholdenhed og atletiske bevægelighed gør mynden til den fødte væddeløbshund. I visse dele af verden bruges den stadig til jagt, men i Europa og USA er den i dag udelukkende familiehund i hvilken sammenhæng, der er blandede holdninger til racens succes. Den afghanske mynde sætter pris på selskab, hvis den er i humør til det, og blandt sine allernærmeste kan den også være eftergivende, men den er ikke normalt kontaktsøgende. Den er med andre ord følsom i sociale situationer og fungerer bedst i mindre forsamlinger og ikke i familier med børn.
Mynder, herunder også den afghanske mynde, er hunde med et helt særegent udseende. De bliver et sted mellem 63 og 74 cm over skuldrene og vejer omkring 25 kg. Deres lange, ekstravagante pels over hele kroppen, der i øvrigt findes i alle farver, ligner noget fra en frisørsalon, og en undersøgelse har også klarlagt, at over halvdelen af alle dem, der vælger den afghanske mynde, gør det, med bevæggrund i deres udseende. Der er dog efter sigende sket en ikke uvæsentlig udvikling i udseendet af den afghanske mynde fra sit udgangspunkt til sådan, som den ser ud i Vesten i dag. De oprindelige bjerg- og steppehunde, der går under betegnelsen ’tazi’, skal efter sigende have set meget anderledes ud både ift. kropsbygning og udseende. Man dyrkede i de første år efter importen til England særligt racens pels, som kun er blevet mere ekstravagant med tiden.
Under den glamourøse pels gemmer der sig en høj og slank hund med store, brede poter og en lang, stærk hals. Racens knoglestruktur er generelt imponerende og bygget til at være stærk uden at være kraftig. Dens lemmer er tørre og muskuløse, om end de ifølge racestandarden ikke må være voldsomt kødfulde. Brystkassen er fremtrædende med flotte ribben, og markante, tilbagelænede skuldre og gode lår. Den har en lang, tyng hale, som slår en krølle på spidsen og et smalt hoved med et udtalt rundt baghoved og mørke øjne. Øjnene må efter racestandard ikke være for store, åbne eller lyse.
Mynder som hundetype menes at kunne spores længere tilbage end man har nedskrevet historie– måske endda så langt tilbage som til det gamle Egypten. Man ved som minimum, at de har været at finde fra Afrikas vestkyst over Sahara hele vejen til den arabiske halvø og videre til det nuværende Iran og Afghanistan som arbejdskilde for nomadefolket, inden europæerne koloniserede og overtog Afrika og Asien gennem sidste halvdel af det forrige årtusind. Af nomaderne blev de primært brugt som jagthunde, fordi de var hurtige og havde et utroligt godt syn selv i høj fart. Dengang levede der både en korthåret og en langhåret afghansk mynde hhv. på sletterne ved grænsen til Iran og i de afghanske bjerge. På sletterne var mynderne korthårede, så de kunne tolerere varmen, og i bjergene var de derimod langhårede, så deres pels kunne hjælpe til at holde dem varme. Udover deres rolle som jagthund vidner flere beretninger også om, at de har været et statussymbol hos både stammehøvdinger og kongelige i sin hjemegn.
Fra engang i slutningen af 1800-tallet begyndte den tradition for at inddele og systematisere hunde i racer, som vi kender så godt i dag, og med det også den afghanske mynde, som dengang gik under navnet afroasiatiske mynde. På samme tid blev racen importeret til England af engelske skibsofficerer, når de rejste hjem fra deres udstationering i kolonierne, og blev siden hen kaldt afghansk mynde, selvom dens ophav egentlig var meget større og mere komplekst end bare Afghanistan. Man førte en afghansk mynde til stambog første gang i 1927, og allerede fra begyndelsen af racens nye tilværelse i England og senere USA blev den korthårede mynde avlsmæssigt sat ud af spil, og man avlede udelukkende videre på den langhårede bjergmynde. De første afghanske mynder kom til Danmark i 1930’erne, og racen blev for alvor populær herhjemme i 1970’erne, selvom der i dag bliver født meget få nye hunde hvert år. Racen er i vores tid mest udbredt i USA inklusive Alaska og i England, Tyskland og Frankrig, men er også på verdensplan indskrænket voldsomt til nu kun at tælle godt 1000 nye afghanske mynder hvert år. I Danmark findes raceklubben Myndeklubben, der blive stiftet i 1971 som en specialklub under Dansk Kennel Klub.
At have en afghansk mynde er ensbetydende med omfattende pelspleje, som hunden skal vænnes til fra helt lille hvalp. De skal børstes dagligt for at sikre, at den meget lange pels ikke bliver filtret fuldstændig sammen, vaskes en gang om ugen, samt evt. trimmes på skuldre og ryg. Som hvalp har den afghanske mynde ikke så lang pels endnu, men som hunden bliver ældre og pelsen bliver længere, bliver arbejdet med at børste og vaske med både shampoo og balsam også hurtigt mere krævende. Der skal en del udstyr til at holde en afghansk myndes pels flot og velplejet. De korthårede mynder, som ikke har den lange pels til at hjælpe dem med at holde varmen, kan have brug for f.eks. et dækken. Det skyldes også, at begge varianter ikke har et naturligt fedtlag under huden, som normalt er med til at holde en hund varm. Til gengæld for det store pelsarbejde fælder mynden ikke ret meget. Ligesom mange andre hunde, bør en afghansk mynde få børstet sine tænder 2-3 gange om ugen, og allerhelst dagligt, for at forebygge tandsten og infektioner samt fjerne dårlig ånde.
Udover den daglige motion skal mynden ud og have afløb for sin massive løbetrang mindst et par gange om ugen. For at undgå at den under det hurtige løb får færden af et fejlagtigt bytte, kan det være gavnligt at give en mynde mundkurv på, mens den løber frit rundt. Det anbefales af samme årsag også altid, at man har mynden i snor, når den ikke løber på et indhegnet område. Den frie løbetræning kan med fordel foregå på en væddeløbsbane eller lign.
Som følge af, at bestanden af mynder i dag er så lille, er det svært for fagfolk at konkludere noget endeligt og kvalitativt på forskellige undersøgelser af racens generelle helbred. Normalt er mynder forholdsvist raske og sunde hunde, som lever længe, men der er alligevel nogle ting, det kan være væsentlige at vide, inden man pludselig står i situationen. Det anbefales bl.a., at man aldrig fodrer sin mynde før, der er gået 1-2 timer efter, at den har været ude og bevæge sig. Det skyldes, at mynder – og særligt dem med en udtalt bred brystkasse – kan få det, det hedder en mavedrejning. Mavesækken drejes, så der lukkes for, at luften i mavesækken kan komme ud, og den vil derfor blive enormt udspilet, hvilket er til stort ubehag for hunden. Hvis mynden udviser tegn på mavedrejning, skal man meget akut søge dyrlæge. Sygdommen er yderst alvorlig og livsfarlig, hvis man ikke handler hurtigt. Symptomerne er en rastløs hund, der forsøger at kaste op, uden at der kommer andet end skum og savl op. Maven er helt udspilet og mynden trækker vejret hurtigt og ikke dybt. Ofte er hundens humør meget trykket og dens lemmer kolde.
En anden meget kendt helbredsmæssig udfordring hos den afghanske mynde er tendensen til albue- og hofteledsdysplasi, hvor albue- eller hofteledet bliver deformt og i værste fald kan føre til, at hunden bliver lam. Den afghanske mynde er med sine hængeøre også i større risiko for at få øreinfektioner. Dette er ikke en fremavlet dårligdom, men en almindelig kendt ting, fordi øreflapperne dækker for øreåbningen og dermed skaber et optimalt miljø for bakterier, som kan udvikle sig til infektioner. Hold derfor jævnligt øje med, at hundens øre ikke er røde eller lugter dårligt.
Pga. det ikkeeksisterende fedtlag under huden, kan mynder ikke tåle narkose. De fleste dyrlæger ved det godt, men det er værd alligevel at være opmærksom, hvis din hund får brug for at blive opereret eller på anden vis blive lagt i fuld bedøvelse.
· Pablo Picasso havde selv en afghansk mynde, der hed Kabul, og han lavede en stor skulptur, der står i Chicago, og forestiller hans højtelskede hund? Picasso malede også i 1962 et berømt billede, der afbilder en afghansk mynde. Det blev solgt for mere end 65,5 million danske kroner i 2012
· I 1979 kunne man købe en afghansk hund til sin Barbiedukke? Barbie’s hund hed Beauty og produktionen af legetøjs-mynden fik uden tvivl amerikanernes øjne op for den afghanske mynde og gav hunderacens popularitet et boost
· Den hund, der i 2005 var den første hund til at blive klonet, var en afghansk mynde? Det foregik i Sydkorea og hunden blev kaldt Snuppy
© 2024. dyreportal.dk 
