Den charmerende sværvægter
Ca De Bou er også kendt under navnet Mallorca Mastiff. Racen er hjemmehørende i FCIs gruppe 2 – Schnauzere, Pinschere, Molosser og Sennenhunde – og besidder de racekarakteristika som kendetegner en muskelhund. Der hersker en del uenighed og usikkerhed angående racens herkomst. Nogle mener at Ca De Bou er en rekonstruktion af en spansk hunderace som nu er uddød. Andre hævder at racen er videreudviklet fra de sidste tilbageværende Mallorca Bulldogs gennem krydsavl med andre lignende racer. Den stoute og massive Ca De Bou lader dog ingen tvivl herske når det kommer til de nuværende ydre racekendetegn. Her er der tale om en typisk molos – muskuløs af bygning, med tunge knogler og en tæt krop i medium størrelse.
Læs mereCa De Bou er historisk set fremavlet til tyrekamp, en sport som var populær op igennem det nittende århundrede. Her blev flokke af hunde sendt i ringen med en tyr, til stor moro for tilskuerne. Hunde, der blev brugt til dette formål, var udstyret med såvel stærke kæber som et pågående temperament og de rette årvågne instinkter. Da tyrekampe af denne type blev forbudt i slutningen af 1800-tallet, fik Ca De Bou en ny rolle som vagthund og beskytter. Inden for visse linjer blev dog stadig avlet på et aggressivt sindelag, idet hundekampe endnu var tilladte – og til dette formål egner en Ca De Bou sig ganske fortrinligt.
En Ca De Bou har det søde og tillidsvækkende smil som pryder mange af de traditionelle kamphunde racer. En Ca De Bou kan også sagtens opdrages til at blive en ganske glimrende familiehund. Du bør dog altid have hundens fortid som kamphund i mente. Og det er altid en god idé at sætte sig rigtig godt ind i racens træk inden man anskaffer sig en hund – især af denne type.
Hvis du er på udkig efter en hund af den muskuløse og sporty type, er Ca De Bou muligvis ikke noget dårligt bud. Du bør dog under alle omstændigheder indhente information om hundens kendetegn og temperament, og samtidig belave dig på at der her er tale om en hund der stiller krav til dig som ejer.
I det følgende kan du læse mere om Ca De Bou og blive klogere på såvel de ydre karakteristika som hundens sindelag. Du kan finde information om hundens behov hvad angår kost, pleje og motion. Og på baggrund af denne viden vil du helt sikkert kunne vurdere om en Ca De Bou er det rette valg for dig.
Ca De Bou blev godkendt som selvstændig race af FCI i 1960, selv om racen anses for at være temmelig gammel. Race standarden foreskriver et kraftigt og massivt hoved, med en nærmest kvadratisk skalle. Panden er flad, bred, og med en udtalt midterlinje. Næsepartiet er kraftigt og kegleformet, med en bred base og en sort næse.
Øjnene er ovale og let skråtstillede. Ørerne er temmelig små, højt sat, og let bagudrettede.
Halsen er kraftig og tyk, lige som kroppen er tæt, muskuløs og med en nærmest cylindrisk brystkasse. Benene er korte og stærke, og poterne brede. Halen er lavt ansat og bæres hængende, dog rejst i niveu med overlinjen i forbindelse med aktivitet.
Den forholdsvis tunge hund måler for hannernes vedkommende mellem 55 og 58 centimeter med en vægt på mellem 35 og 38 kilo. For tæver er stangmålet mellem 52 og 55 centimeter, og idealvægten ligger på mellem 30 og 34 kilo. Ca De Bou er udstyret med en kort, men kraftig, pels. Farven varierer i forskellige nuancer af brun, fra helt lys til temmelig mørk, og der kan optræde tigerstriber (brindling).
Den barsk udseende hund har faktisk, sit ydre til trods, en utroligt afbalanceret karakter og et kærligt, jovialt sindelag. noget barske hund har en fremragende afbalanceret og meget kærlig karakter. En velopdragen Ca De Bou, som er håndteret med omtanke og kommer fra en god linje, kan således udgøre en fin familiehund, som er trofast over for sin herre og elsker børn. Ca De Bou er en fremragende vagthund, og vil beskytte sin flok – altså familien – med sit liv. Du bør være opmærksom på dette, og have hånd i hanke med din Ca De Bou hvis du får gæster på besøg – især hvis der ikke foreligger en invitation, og hunden er forberedt herpå.
I samværet med andre hunde vil en Ca De Bou være opmærksom og agtpågivende. Hunden vil altid stå klar til at beskytte sin ejer. Dette bør du være særligt obs på, idet en Ca De Bou ikke altid kan skelne imellem leg og alvor. Og fejlvurderes hunden situationen, kan det på grund af hundens store fysiske styrke få fatale følger. Af samme grund er det ikke tilrådeligt at holde Ca De Bou sammen med andre kæledyr. Risikoen for at det går galt er simpelt hen alt for stor – til udtalt fortrydelse for alle parter.
En Ca De Bou er udstyret med en kort pels, som føles grov ved berøring. Pelsen er stort set selvrensende, hvorfor den helt store pleje indsats ikke er påkrævet. I fælde perioden bør du børste pelsen med en strid børste eller en særlig pelspleje handske af gummi for at fjerne løse hår.
Hundens poter bør efterses, og neglene klippes efter behov. Dette vil sige cirka en gang hver sjette uge for en hund med et normalt aktivitets niveau. Du kan sagtens selv klippe negle på din Ca De Bou – få eventuelt instruktioner af din dyrlæge i forbindelse med hundens årlige sundhedstjek. Da Ca De Bou i lighed med andre hunderacer har tendens til at danne tandsten, er det vigtigt at du børster hundens tænder en gang om ugen. Ellers kan du risikere at hunden udvikler parodontose, som er en både ubehagelig og invaliderende lidelse.
Ca De Bou er en af de racer, som kræver en del når det handler om aktivering. Lige som det er tilfældet med andre hunde af muskelhunde typen, vil en Ca De Bou sætter pris på såvel mental som kognitiv stimulation på daglig basis. Du bør således sørge for at sætte mindst en time af hver eneste dag, som du bruger på at lege og træne med din Ca De Bou. Det er en god idé at komme ud i naturen på en cykel- eller løbetur, hvor din Ca De Bou får mulighed for at strække ud og brænde krudt af.
Det er utroligt vigtigt at hunde af denne og lignende racer socialiseres og trænes til lydighed helt fra deres tidlige hvalpeår. En Ca De Bou har behov for at kende sin plads i flokkens hierarki. Du bør sætte dig i respekt over for hunden på en god måde, så den ved hvem der bestemmer. Og du bør sikre at hunden er tryg og afbalanceret i mødet med andre hunde såvel som mennesker. Derfor bør du som noget af det første tilmelde din Ca De Bou hvalpetræning, efterfulgt af unghundetræning og lydighedstræning. Det er faktisk en livslang opgave som du bør tage meget alvorligt. En Ca De Bou der keder sig eller er utilpasset kan være farlig at være i nærheden af.
Til gengæld vil du blive belønnet mangefold for din indsats, hvis du træner regelmæssigt med din Ca De Bou. Hunden kan opøve mange færdigheder på agility banen såvel som i terrænet. For den sporty anlagte person vil en Ca De Bou således være et ganske fortrinligt valg.
Generelt er der ingen arvelige sygdomme forbundet med Ca De Bou racen. Disse hunde lader heller ikke til at være særligt disponerede for andre skavanker end så mange andre racer. Du skal selvfølgelig holde øje med eventuel overvægt, og afstemme hundens foder og motion derefter. En hvalp må ikke udvikle overvægt, selv om den er i voksealderen. Du skal derfor sørge for at hvalpen får den næring, den behøver, uden at overfodre.
Overvægt hos hvalpe kan føre til for hurtig og kraftig vækst, hvilket igen kan give anledning til dårligdomme så som hoftedysplasi samt gigt, diabetes og hjertesygdomme hos den voksne hund. Du bør konsultere din dyrlæge omkring diæt og kosttilskud til din Ca De Bou.
Som tidligere nævnt kan den smukke og stærke Ca De Bou sagtens udgøre en fin familiehund. Du bør dog ikke introducere en Ca De Bou for familien førend børnene er store nok til at kunne håndtere hunden på ansvarlig vis.
Det er ikke en god idé at lade en Ca De Bou lege vilde og voldsomme lege med mindre børn. Hunden kan hurtigt komme til i kådhed at forårsage alvorlige skader. Derfor er det vigtigt at børnene har en vis alder inden du indlemmer en Ca De Bou i husstanden. Du bør samtidig overveje de vilkår, du tilbyder familiens nye medlem. Bor du i lejlighed, og har hunden ikke mulighed for at komme ud i haven, er en Ca De Bou muligvis ikke det bedste valg.
Endelig skal du overveje din og din families situation. En Ca De Bou, som skal være alene hjemme i mange timer hver eneste dag, kan godt blive ulykkelig. Og så kan det godt komme til at gå ud over møbler og øvrigt indbo.
Mange danske hunde – især af de større typer – havner hvert år på internater rundt omkring i landet fordi deres ejere ikke på forhånd har gjort sig disse overvejelser. Hvis du ikke ønsker at blive en del af denne kedelige statistik, er det således smart at overveje valget af hunderace inden du køber.