Et smukt bekendtskab - Blandt de mange forskellige flotte og intelligente hyrdehunde racer finder vi Cao Da Serra Da Estrela – en af de ældste racer på den iberiske halvø. Cao Da Serra Da Estrela er opkaldt efter Estrela bjergene i den centrale del af Portugal, og har flere hundrede års historie som hyrdehund og vagthund i denne region. For resten af verden var racen dog ganske ukendt indtil den i begyndelsen af 1900-tallet så småt begyndte at vinde popularitet uden for Portugal. Hunden blev dog ikke betragtet som ”fin” nok til at vinde anerkendelse på de konventionelle hunde udstillinger, hvorfor særlige udstillinger – de såkaldte concursors – blev afholdt med det formål at fremme og bevare Cao Da Serra Da Estrela racen. Ved disse begivenheder blev hunden bedømt på sin lydighed og sine evner som hyrdehund. Dette har været med til at bevare interessen for den smukke race, som siden hen – i 1922 – fik sin første foreløbige racestandard nedfældet. Og i 1933 blev Cao Da Serra Da Estrela af FCI anerkendt som selvstændig race, med sin egen officielle race standard.
Den dag i dag anvendes Cao Da Serra Da Estrela stadig som hyrdehund i de landlige områder af Portugal. Cao Da Serra Da Estrela er dog meget andet og mere end en aldeles sublim hyrdehund. Den smukke og selvstændige hund kan blive din bedste og mest trofaste ven – og sagtens lære at elske din familie mindst lige så højt. Har du kastet din kærlighed på den tætte og atletiske Cao Da Serra Da Estrela, har du sikkert overvejet om den vil passe ind i dit og din families liv. I det følgende kan du blive klogere på racen og dens særkender – og forhåbentlig få svar på alle dine spørgsmål.
Læs mereCao Da Serra Da Estrela tilhører FCIs gruppe 2, som indbefatter hunderacer af typerne Schnauzer, Pinscher, Molos og Sennenhund. Som tidligere nævnt fornægter hundens historie som hyrde og vagthund sig ikke – og det bør man være opmærksom på når man overvejer at anskaffe en Cao Da Serra Da Estrela. I de næste kapitler kan du læse mere om racens ydre og indre karakteristika. På baggrund af denne viden vil du forhåbentlig få lettere ved at tage stilling til om en Cao Da Serra Da Estrela skal være en del af din husstand.
Cao Da Serra Da Estrela beskrives i sin helhed som ”en stor molossoid hund af mastiff type”. Hunden er robust af bygning med en hurtig gangart, og er overordnet atletisk i sin fremtræden. Cao Da Serra Da Estrela er først og fremmest velproportioneret, og fremstår hverken tung eller spinkel. Hanhunde af Cao Da Serra Da Estrela racen måler mellem 65 og 73 centimeter over skulderen og vejer op til imponerende 60 kilo. De lidt mindre tæver har et stangmål på mellem 62 og 69 centimeter, og en vægt på højest 45 kilo.
Hovedet er stærkt, med god længde og en lettere konveks profil samt en god ansats på den korte, kraftige hals. Det velproportionerede og solide udtryk understreges af stærke kæber og velplacerede tænder. Mørkt ravfarvede øjne bidrager til det smukke billede sammen med de middelhøjt ansatte ører, som folder let bagud i det der kaldes ”rosenører”. Udtrykket er roligt, vedholdende og intenst. Alt i alt et utroligt smukt og harmonisk helhedsindtryk, som understreges af en bestemt og hurtig gangart. Kroppen er stærk og muskuløs. Selv om hunden beskrives som molossoid, er der ikke samme tyngde i den atletiske hund som vi finder i andre hunde af molos eller mastiff typen. Generelt er Cao Da Serra Da Estrela en atletisk og agil hund, som kan overraske med sin hurtige og adrætte fremfærd.
Der er to pelsvarianter af Cao Da Serra Da Estrela: Langhåret og korthåret. Den langhårede variant er kendetegnet ved en glat eller let bølget – endelig ikke krøllet – dækpels, som på lemmerne er tættere og kortere, og på ørerne er tyndere og finere. På den kraftige hale samt på forben og bagben ses faner, lige som pelsen er tykkere på bagparten og på halsen. Den korthårede variant har kort og glat pels ligeligt fordelt over hele kroppen. På hoved og lemmer er pelsen lidt kortere. Der ses ingen faner på hverken bryst, hale eller lemmer.
Den portugisiske hyrdehund er, som hyrdehunde er flest, en hund med et roligt og fattet temperament. Der er her tale om en hund som er trænet i at bevare overblikket og samtidig have mange ressourcer at trække på. Alt i alt en intelligent, lærenem og meget selvstændig hund. En Cao Da Serra Da Estrela kan trænes til at blive en endog særdeles dedikeret familiehund. Den smukke og stærke hund er fremavlet på egenskaber så som vagtsomhed og et solidt beskytter instinkt, som kommer til udtryk når det handler om at bevogte familiens hjem og dens medlemmer.
Denne loyalitet omfatter dog udelukkende den nærmeste flok, altså familien – og man må påregne en vis reserverthed over for fremmede. Samtidig vil der altid være ét familiemedlem som i særdeleshed er genstand for hundens ubetingede kærlighed og hengivenhed. Det vil sædvanligvis dreje sig om den person som forestår hundens træning og daglige pasning.
For størstedelens vedkommende er Cao Da Serra Da Estrela hunde ganske sunde og raske, og uden tegn på tendenser til genetiske dårligdomme og skavanker. Som det er tilfældet med alle de større og tungere hunderacer, bør du selvfølgelig være opmærksom på om hunden er ved at blive lidt for overvægtig. Overvægt og fedme kan godt være vanskeligt at spore hos molosser og mastiffer, idet disse hundetyper er tunge i det af natur. Derfor bør du konferere med din dyrlæge, hvis du er i tvivl. Han eller hun vil kunne konstatere om hunden har tendens til overvægt, og derpå igangsætte en slankende kostplan.
Det er vigtigt at hvalpen får den næring, den skal have for at kunne udvikle sunde knogler og muskler. Men hvis en hvalp får for meget fedt på kroppen, kan dette føre til diverse dårligdomme senere hen i hundens liv. Hvis hvalpen får for meget næring i forhold til sit generelle aktivitets niveau, kan man risikere at den vokser for hurtigt. For hurtig vækst i hvalpeårene kan foranledige hoftedysplasi, diabetes og hjerte kar sygdomme samt overvægt, idet hvalpen opbygger fedt depoter i de tidlige år.
Den tykke overpels på en Cao Da Serra Da Estrela af den langhårde variant kan vække mindelser og en gedepels. Hårene er lange og stride, og enten helt glatte eller let bølgede. Du bør rede eller børste pelsen igennem mindst én gang om ugen for at forhindre sammenfiltringer, og gerne give hunden et bad i ny og næ. Den korthårede variant af Cao Da Serra Da Estrela stiller knap så høje krav til pelspleje. Det er selvfølgelig en god idé at børste pelsen grundigt igennem med jævne mellemrum – i hvert fald hvis du gerne vil undgå hundehår over hele huset. Hundens negle bør klippes cirka en gang om måneden. Lange negle kan give anledning til gener og smerter hos din hund, og forhindre den i at gå ordentligt. Få din dyrlæge til at vise din hvordan du klipper negle på din Cao Da Serra Da Estrela uden at ramme nerven.
Din Cao Da Serra Da Estrela er en stor hund, og må forventes at spise derefter. Du bør, som nævnt oven for, holde skarpt øje med en hver tendens til overvægt. Hundens diæt bør tilpasses dens aktivitets niveau, og bør samtidig følge dens alder. En hvalp har brug for andre former for næring end en voksen hund. Hvalpen skal have masser af fedt, protein og mineraler der understøtter en sund muskulatur og knogle vækst. En senior hund stiller ligeledes andre krav end en yngre hund. Og en drægtig eller diegivende tæve skal ligeledes have særlige tilskud til sin kost.
Din Cao Da Serra Da Estrela er en hund som er fremavlet til et aktivt liv. Det er derfor vigtigt at du sætter mindst en time af til motionering af hunden – hver dag. Foruden de daglige tre lufteture skal hunden aktiveres gennem leg og opgaver. Kun på den måde er du sikret en glad og harmonisk hund.
Hvalpetræning og unghundetræning er et must for Cao Da Serra Da Estrela hunde. Hvis ikke hunden allerede fra en tidlig alder socialiseres, risikerer du at ende med en hund som er frygtsom i mødet med andre hunde og deres mennesker. I stressede situationer kan hundens beskytter instinkt hurtigt tag over. Når der er tale om en hund i den størrelse – og med Cao Da Serra Da Estrela’ens styrke – kan det hurtigt gå rigtig galt.
Foruden standard lydighedstræning, som du og din hund bør deltage i på ugentlig basis, kan du vælge at tilmelde hunden et agility hold eller en af de mange klubber for hyrdehunde. På den måde kan hunden få mulighed for at udleve sine naturlige instinkter, og Gram Energi brug af sine nedarvede evner.
Det er let at falde pladask for den smukke, intelligente og stærke Cao Da Serra Da Estrela. Men inden du styrter ud og finder den nærmeste opdrætter, bør du overveje om du kan tilbyde hunden alt hvad den kræver. Det er ikke billigt at fodre på en stor hund – og det skal du være opmærksom på. En Cao Da Serra Da Estrela, som snildt vejer et halvt hundrede kilo, æder selvfølgelig derefter. Man kan hurtigt gå hen og blive overrasket over hvor dyrt hundefoder virkeligheden er – i hvert fald hvis man går efter god kvalitet.
Du skal indstille dig på at bruge megen tid på luftning, træning og motionering af hunden. Din Cao Da Serra Da Estrela vil med sikkerhed blive ulykkelig hvis du ikke giver den opmærksomhed. Og en Cao Da Serra Da Estrela, som er frustreret, er ikke sjov at være i nærheden af. En Cao Da Serra Da Estrela er ikke det rette valg for dig, som bor i lejlighed. Denne race har brug for masser af plads at boltre sig på. Så medmindre du har en have af en vis størrelse, vil en Cao Da Serra Da Estrela ikke være det rette valg for dig.