En cavalier king charles spaniel (ikke at forveksle med king charles spaniel) er en venlig og glad hund med store og udtryksfulde øjne. Den tilpasser sig gerne sin familie og dennes dagsrytmer og vaner og vil allerhelst være i selskab med sine mennesker det meste af tiden. Den er rigtig god som selskabshund til den aktive person, som er klar på også at aktivere og motionere den lille hund. Idet det er en spaniel, så er der også stadig en rest af jagthund i den, hvilket betyder, at den kan finde på at rende efter mindre dyr eller gå på musejagt. Den er kendt for at være meget omstillingsparat og tilpasser sig gerne både anderledes rytmer eller omgivelser, så den er altså nem at have med fx på ferie. Den har smuk, lang og silkeblød pels, der helst skal børstes regelmæssigt og findes i 4 forskellige farvemønstre. Ørerne er meget lange og dækket af lang pels og så adskiller den sig især fra sin navnebror king charles spaniel ved at have en længere snude. Den er fint egnet til nybegyndere, da den er ret nem at træne på grund af dens samarbejdsvillighed og sociale gen. Den er desuden meget accepterende og tillidsfuld overfor børn, fremmede og andre dyr. Den bliver i gennemsnit 11 år.
Læs mereCavalier king charles spaniel er en livlig, kærlig og venlig selskabshund, der fungerer rigtig godt både som hengiven familiehund og som kærlig selskabshund til dem, der bor alene. Det er en nysgerrig hund, der elsker at gå ture og som sætter pris på opmærksomhed fra mennesker. Den er glad og munter af natur, og den er positiv og nysgerrig overfor både fremmede og andre dyr og den viser meget sjældent tegn på aggressivitet eller dårligt temperament. Den er desuden ganske frygtløs, og der vil ikke være meget nervøsitet at finde i racen. Selvom den har brugt mange, mange år som skødehund, så er den stadig en spaniel af oprindelse, og jagtinstinkterne kan komme til udtryk i musejagt eller jagt på andre smådyr. Den er samarbejdsvillig og vil gerne træne og lege med sine mennesker. I det hele taget er det en hund med et moderat aktivitetsniveau og den trives bedst i en familie hvor der gås ture af forskellig længde dagligt og gerne med nogen, der gerne vil lege. Dens intelligens, samarbejdsvillighed og store vilje til at glæde sin ejer gør, at den er ret nem at træne og at den er en fin begynderhund.
En cavalier king charles spaniel er en lille hunderace med en skulderhøjde på omkring 30-35 cm og en vægt på mellem 5 og 8 kg. Den mellemlange og silkebløde pels findes i flere godkendte farvevarianter: Sort med tanfarvede aftegninger, kaldet black and tan, ensfarvet rød, kaldet ruby, hvid med kastanjebrune partier, kaldet blenheim, samt trefarvet med sort, hvid og tanfarvede aftegninger, kaldet tricolour. Den har en længere snude, er fladere på toppen af hovedet og er større end sin navnebor king charles spaniel. Den har meget lange og pelsede ører og store mørke øjne der giver den et venligt og fremkommeligt udtryk.
Spanielen har været en fast følgesvend for det britiske kongehus og adel i mange hundrede år, så det er ikke underligt at cavalieren stammer herfra. Cavalier king charles spaniel som race menes at have sin oprindelse i kong Charles I af Englands hof og hundeopdræt. Hans søn kong Charles II tog over i arbejdet med at udvikle racen efter din fars død og var meget optaget af udviklingen af den fine lille selskabshund. Det er ham som racen har fået sit navn efter. Efter Charles II’s død begyndte racen dog at ændre udseende i den videre avl. De korte snuder på hunde var blevet moderne, og racen blev krydset med hunde, der kunne forkorte kraniet på dyrene. Man blev så vild med den nye version af spanielen, at den originale nærmest forsvandt helt. Dog var der stadig hvalpe her og der, som ved tilfælde blev født med længere snuder. Den amerikanske forretningsmand Roswell Eldridge mente at det var synd, at racen havde bevæget sig væk fra det originale udseende, og i 1926 besluttede han sig for at se, om han kunne gøre noget ved det. Han satte en annonce i programmet for Crufts, et engelsk hundeshow, hvor han ledte efter “Blenheim Spaniels of the Old Type, as shown in pictures of Charles II’s time, long face, no stop, flat skull, not inclined to be domed with spot in centre of skull”, altså en hund der lignende dem, der fandtes på kong Charles II’s tid. Han udlovede 25 pund til dem, der kunne præsentere den han- og hunhund der bedst lignede beskrivelsen i annoncen. Han endte de følgende år med at bruge rigtigt meget tid, engegement og ikke mindst hans egne penge på at genskabe racen og andre begyndte efterhånden langsomt at tilslutte sig sagen – nogen med stort held, andre med nærmest intet. I 1926 blev opdrætterne af den nye (eller gamle) race enige om, at samles om en raceklub hvor de beskrev de standarter, som de mente at racen skulle avles efter. Man blev enige om at lade racen beholde navnet king charles spaniel ligesom sin fladnæsede fætter og så tilføjede man ”cavalier type” til navnet for at markere forskellen mellem de to. Cavalier king charles spaniel blev anerkendt som selvstændig race af den engelske kennelklub i 1945 og i 1965 blev den første af racen registreret i Danmark. Det første Dansk Kennelklub-registrerede kuld kom til verden i 1972. I 2001 fik cavalier king charles sin egen raceklub i Danmark under navnet Cavalier King Charles Spaniel Klubben i Danmark.
Denne hunderace kræver lidt pasning og pleje, for at den kan have det godt. Det gælder om at vænne din hund til pelspleje fra start, og lave daglig pelspleje undgår du, at pelsen filtrer og slår knuder. Den største risiko for knuder og sammenfiltringer hos en cavalier king charles spaniel er bag ørerne og under albuen. Hvis hunden bliver for beskidt, kan det være en fordel at vaske den med en mild hundeshampoo. En cavalier king charles spaniel har bedst af kød, og derfor bør det være den vigtigste ingrediens ved foderkøb. Det gælder uanset om det er våd- eller tørfoder. Der findes foder, som er speciallavet til denne hunderace, som man med fordel kan give den.
Der findes fire sygdomme som man især bør være opmærksom på med cavalier king charles spaniel. Den første skyldes en genmutation og hedder Curly Coated Syndrome. Den giver pelsproblemer, hudproblemer og øjenproblemer og er utroligt svær at overvinde, hvis hunden først har den. Man vil ofte aflive hunde med denne sygdom, da de ellers meget sandsynligt vil få et problemfyldt og lidelsesfuldt liv fra hvalp til død. En anden sygdom der kommer af en uheldig genmutation er episodic falling syndrome, der giver fysiske og motoriske udfordringer for hunden der kan udløses i mange forskellige situationer. Den tredje sygdom hedder myxømatøs mitralklap sygdom og bevirker, at den venstre hjerteklap bliver svagere og svagere med alderen og derved ikke pumper nok blod rundt i kroppen. Som det fjerde, så kan nogle cavalier king charles spaniel være født med en forsnævring i de bagerste knogler i hovedet, hvilket fører til en smertefuld lidelse der hedder syringomyeli. Grundlæggende betyder denne lidelse, at hjernen er for lille til den plads der er inde i kraniet og derved bliver presset hvilket kan blive ekstremt smertefuldt. Det er vigtigt, at undersøge om hunden og dens forældre er blevet testet og ”frikendt” for arvelige sygdomme. De sygdomme, vi har nævnt her er arvelige og meget alvorlige for hundens velbefindende. Gode opdrættere arbejder på at avle sunde og raske hunde vil gerne tale med dig om dyrene helbred og sygdomshistorie.
· Dronning Victoria elskede hunde højt og havde som barn en cavalier king charles der hed Dash?
· En cavalier king charles spaniel har spillet en fremtrædende rolle i en af de mest populære Tv-serier nogensinde? Den ene af de fire veninder, Charlotte York, i Sex and the City er den stolte ejer af en cavalier king charles med navnet Elisabeth Taylor.
· Cavalier king charles spaniel og king charles spaniel er to forskellige racer, på trods af at de ligner hinanden på flere punkter og har nærmest den samme historie. Forvirringen omkring de to bliver større endnu når man opdager, at king charles spaniel i andre steder hedder english toy spaniel.