Coton de tulear, i daglig tale kaldt bomuldshunden, er en venlig, tillidsfuld og familieorienteret selskabshund. Den knytter meget nære bånd til sine mennesker og tilgår generelt verden med stor tillid og begejstring, hvilket også betyder, at den kommer godt ud af det med børn, fremmede og andre hunde. Det er altså en lille hund med en stor portion glæde og imødekommenhed. Den vil nok have en tendens til at gøre dig opmærksom på når der fx kommer gæster, men det er nok mere af begejstring og nysgerrighed end af et egentligt vogterinstinkt. Den tilhører bichon-familien og er derfor en udpræget selskabshund, og den nyder at lege og få masser af opmærksomhed fra sit menneske. Den legesyge natur gør også, at den er meget villig til at træne og lære tricks, og derfor kan du forholdsvist nemt få en velafbalanceret og veltrænet hund ud af bomuldshunden. Bomuldshunden er en lille pelsbold, der altid er hvid, eventuelt med gule eller grå aftegninger. Pelsen er let bølgende og helt blød, og hunden er altid længere end den er høj. På grund af dens lille størrelse og dens lave behov for motion kan den være et ret godt valg til dem som bor i lejlighed. Dens stærke menneskekærlighed vil gøre det svært for den at være alene hjemme i længere tid i løbet af dagen. Coton de tulear bliver i gennemsnit 13-15 år.
Læs mereCoton de tulear er en utroligt venlig og tillidsfuld hund der knytter nære og dybe bånd til sine mennesker. Den er meget social og elsker at lege og få opmærksomhed fra sin familie. Den er ret intelligent og forholdsvist nem at træne, hvilket gør den til en nem og behagelig hund at have i huset. Man bør dog være opmærksom på, at den giver lyd fra sig, både når der kommer gæster og når den er begejstret eller ophidset. Det er altså ikke en stille hund, og selvom man godt kan træne lidt af det væk, er det ikke til at komme udenom lidt gøen fra bomuldshunden. Den tilpasser sig ret hurtigt sine omgivelser, og kan sagtens finde sig tilpas i både en mindre lejlighed og et stort hus med have, så på den facon er det en meget alsidig hund.
Bomuldshunden er en lille hund, der bliver mellem 22 og 32 cm og vejer mellem 5 og 7 kg. Dens bløde, luftige og lange pels har givet dens sit navn (coton = bomuld), og er meget karakteristisk for racen. Pelsen er altid hvid, men kan have aftegninger i forskellige farver. Den har liggende ører, mørke øjne og har et meget venligt ansigt. Dette kombineret med den lille pelsede krop giver den et meget tøjdyrsagtigt udtryk, der er svær at stå for. Den har ikke underuld og den fælder minimalt, hvilket gør den til et godt valg for mennesker med allergi. Det kan aldrig garanteres, at de såkaldt allergivenlige hunde ikke kan fremkalde en reaktion, men risikoen er markant reduceret. Hvis man er i tvivl om hvordan man reagerer på hundene, så er det en god idé at se, om det er muligt, at låne fx en bomuldshund inden du køber.
Navnet coton de tulear henviser ikke kun til den bløde bomulspels. Den anden del af navnet henviser nemlig byen Toliara, der ligger i den sydvestlige del af Madagaskar og det er da også her racen har sin moderne oprindelse. Der er forskellige historie der teoretiserer over hvordan den lille hund i sin tid havnede på Madagaskar, men de fleste er enige om at den, ligesom de andre hunde i bichon familien, har europæisk ophav. Man mener, at den nok kan være efterkommer fra den nu uddøde bichon Tenerife, der som navnet antyder kom fra – du har nok gættet det – Tenerife. Om det er franske administratorer under kolonitiden eller hærgende pirater, eller begge dele, der havde de små fine hunde med til Madagaskar er lidt usikkert, men Toliara er altså det sted de endte. Som så mange andre små selskabshunde blev bomuldshunden hurtigt overklassens fortrukne hund, og var i en periode et decideret statussymbol. Efter kolonitiden var racen stadig meget populær, især blandt velhavende franskmænd, men vi skal faktisk helt op til begyndelsen af 1970’erne før FCI godkendte coton de tulear som selvstændig race. De første bomuldshunde kom først til Danmark i 1990 og det er altså en forholdsvis ny race her i landet. På trods af dette har den formået at stjæle danskernes hjerter på rekordtid og er i dag en af de mest poplære hunderacer.
Den lange, bølgede bomuldspels kræver en del pleje, og man skal med denne race være klar på daglige børstninger, så den ikke filtrer eller er beskidt. Bomuldshunden vil også have brug for at komme i bad på en jævnlig basis. Hvis du vænner hunden til disse plejeritualer helt fra den er hvalp, så kan det blive et ret hyggeligt ritual både for dig og for hunden. Den kan blive meget langhåret og nogen vælger at få den klippet, så pelsplejen bliver nemmere.
Bomuldshunden kan godt have tendens til tandsten. Det anbefales at lave en forebyggende indsats mod dette med tandbørstning eller specielt foder. Det er ellers generelt en ret sund race der er rimeligt robust overfor sundhedsproblemer. Der er dog stadig et par sygdomme som bomuldshunden kan være særligt disponeret for. En af disse er løse knæskaller eller Patella Luksation, som det hedder. Dette er en sygdom som ofte findes i de små hunderacer, og det er afgørende at være opmærksom på denne. Andre sygdomme, som bomuldshunden kan rammes af er Von Willebrand’s sygdom (blødersygdom) og forskellige øjensygdomme. Mange af disse er arvelige, og det er altid en god idé at tjekke hundens stamtavle, for at se hvilke sygdomme der tidligere er blevet testet for, og hvad resultaterne var på disse.
· Coton de tulear stadig er Madagaskars nationalhund?
· At kendte som Barbara Steisand, Jane Fonda og Cathrine Zeta-Jones alle har kastet deres kærlighed på den lille pelsbold?
· Den ældste coton de tulear der har levet eftersigende blev næsten 19 år gammel?