Tilbage til alle racer

Leksikon: Curly Coated Retriever

Hvis du er på udkig efter en stabil, glad og næsten vedligeholdelsesfri hund, der elsker at være med dig i skoven eller ved stranden, så er en curly coated retriever måske en hund for dig. Den tætkrøllede pels giver hunden sit karakteristiske udseende, der i øvrigt ligner de andre retrieverhunde meget. Curly coated retriever er dog en noget større hund end de andre retrievere og sandsynligvis også den ældste af slagsen. Dens rolige temperament og blide sind gør den god som hund i børnefamilien, hvis den samtidig motioneres og aktiveres rigeligt både fysisk og mentalt. Man må ikke glemme, at den oprindeligt er en særdeles attraktiv jagthund, som elsker at svømme og hente ting, du kaster eller løse opgaver for dig. Til gengæld kræver den flotte pels stort set ingen pleje. Hvis man vil komme noget af fældningen til livs, kan man rede den ganske let engang imellem, men ellers passer den sig selv, og man bør kun vaske den med sæbe, hvis det er absolut nødvendigt. Racen er disponeret for en del forskellige arvelige lidelser, men lever som regel et langt og godt liv og bliver mellem 10-14 år gammel.

Læs mere
Curly Coated Retriever

Karaktertræk for en Curly Coated Retriever

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

 

Egenskaber

Det rolige og godmodige temperament er kendt hos alle retrieverhundene og curly coated retriever er ikke nogen undtagelse. Med sit lyse og legesyge sind, høje intelligens og kærlige væsen er den en oplagt familiehund, der trives godt med både børn og voksne. Den kan være en lille smule reserveret og på vagt over for fremmede og andre hunde og dyr, ligesom den er en jagthund, der stadig har sit vagtinstinkt i god behold og derfor ikke er tilbageholdende med at beskytte både sit territorium og sin familie over for hvem, den er hengiven og generelt nem at have med at gøre. Curly coated retrievere elsker at arbejde, men udvikles langsomt og bliver sent modne, hvilket kan gøre dem udfordrende at arbejde med i de første år. Fast men tålmodig træning er det bedste. Som hvalpe er de ekstremt aktive og bider og nipper i alting. Det er næsten umuligt at forhindre dem i det, men de vil vokse fra det med alderen. Det betyder dog, at man som ejer skal være opmærksom på, at hunden ikke pludselig får noget i munden, som kan være farligt for den. Som voksen hund er racen modig, vedholdende og selvstændig, men knytter sig tæt til sin fører og er aldrig ret langt væk. Den er altid klar på eventyr, meget aktiv, rigtig glad for at svømme, komme med på lange gå-, vandre- og løbeture med sin ejer, og den skal også have rigeligt motion for at trives. Hvis den ikke får det, vil den begynde at kede sig og selv finde på aktiviteter, som ofte ikke altid er værdsat af ejeren. Træningen bør være varieret uden for mange ensformige gentagelser, og selvom racen har et højt lydighedsniveau er det nødvendigt at være bestemt og konsekvent, men aldrig hård – den tilpasser sig nemt sine omgivelser og er nem at påvirke. Med jævne mellemrum bør den have afløb for sin store svømmetrang, glæde ved at apportere i vand og hvis den kan komme afsted med det, dykker den også gerne. Svømmeturen er også med til naturligt at holde pelsen i god stand. En curly coated retriever kan godt være alene hjemme, men den er også følsom og trives markant bedst med sin familie omkring sig hele tiden.

 

 

 

Udseende

Det er ikke underligt, hvorfor racen bliver kaldt curly coated retriever. Dens tykke pels besat med stramme krøller giver den et karakteristisk udseende. Med sine 58-69 centimeter og 30-36 kg er det også den største hund i retrieverfamilien. Den store hund har en stærk, muskuløs og robust krop med et stort brystparti og kraftige lemmer, men er samtidig atletisk og elegant. I modsætning til andre retrievere er dens snude og ansigt forholdsvist spidst uden udtalt overgang fra snude til pande. Til gengæld deler den racens store, mandelformede og mørke øjne, de bukkede ører, der ligger ind til hovedet og den lige, stærke ryg. Dens ben er lange og gode i svært terræn og gør dens løb kraftfuldt og ubesværet. Curly coated retriever kan pga. sin størrelse ofte se langsommere og tungere ud end sine jagthundeartsfæller, men man må ikke tage fejl af dens hurtighed og smidige fysik, størrelsen til trods. Den tykke og naturligt olierede pels, der kun er glat i ansigtet og på forsiden af benene, er racens vigtigste redskab som jagthund, fordi den både agerer som beskyttelse mod vind, vejr og bevoksning, samt gør den i stand til at færdes i vand uden at blive kold. Eneste racegodkendte farver er ensfarvet sort og ensfarvet brun (liver).

 

 

Historie

Man regner curly coated retriever som en af de allerældste og mest sjældne retrievere, men mere præcist end at racen stammer fra England kommer man ikke den curly coated retrievers oprindelige. Man har dog en stærk formodning om, at den særegne hund i hvert fald har 300 år på bagen, idet hunde, der ligner den, er afbildet i engelsk kunst fra engang i 1700-tallet. Dens forfædre er meget sandsynligt en blanding af den gamle vandspaniel, der var én af de to første linjer af spanielhunde tilbage i 1600-tallet, andre vandhunde, kongepudlen og newfoundlænderen, der alle sammen har været med til at give curly coated retriever sit karakteristiske og særegne udseende. Vandhundene har deres navn fra den lange tradition for at bruge dem til aktiviteter i vand herunder særligt jagt, som de med deres ofte lange pels er velegnede til, fordi den holder dem varme selv i koldt vand. Disse samt også curly coated retriever, blev i stor udstrækning brugt til jagt af særligt fugle både til lands og til vands. Hundens store størrelse gør den i stand til at hente og bære selv store dyr.

 

Racen blev første gang stambogsført i 1854 i England, men oplevede stor tilbagegang under Første Verdenskrig. Sparsomme rester af racens bestand blev avlet frem igen efterfølgende, men desværre udspillede sig samme scenarie igen under Anden Verdenskrig. Tidligere eksport af racen til andre dele af verden heriblandt New Zealand og USA i starten af 1900-tallet gjorde heldigvis, at man op gennem 1950’erne og 60’erne kunne genetablere den, selvom den stadig i dag hører til de sjældne hunderacer. Den første curly coated retriever kom til Danmark i 1968 og allerede før det, i 1959, var specialklubben Dansk Retriever Klub blevet etableret under Dansk Kennel Klub som raceklub for alle de fem retrieverracer. Der findes klubber for curly coated retriever mange steder i både Europa og resten af verden, og i 2018 blev der startet et internationalt samarbejde om et avlsregister for og informationsdatabase over curly coated retrievere, der ligesom specialklubben har til formål at udbrede og fremme kendskabet til curly coated retriever samt avlen af sunde og racetypiske retrieverhunde.

 

 

Pleje og pasning

Curly coated retriever er en særdeles nem hund at passe, hvis man ser bort fra det relativt høje aktivitetsbehov. Den kræver ikke børstning, trimning (som på hundesprog er en slags hårfjerning og et spørgsmål om at fjerne døde og løse hår fra hudens hårsække) eller klipning, og man bør kun vaske den, hvis det er absolut nødvendigt. Deres fedtede og tætte, krøllede pels passer næsten sig selv, om end den dog fælder en del. Dette kan man holde trit med ved at børste den med jævne mellemrum, ligesom den skal have klippet negle og tjekket ører regelmæssigt. Hvis du begynder at kunne høre neglene klikke på gulvet, når hunden går, er de blevet for lange. Ørene bør du holde øje med, fordi øreflapperne hænger ned foran øreåbningen og derved skaber et optimalt miljø for bakterier, som kan udvikle sig til infektioner. Se efter at de ikke er røde eller lugter. Det er en god idé at børste de fleste hundes tænder nogle gange om ugen, for at fjerne urenheder, forebygge tandsten og hjælpe mod dårlig ånde.

 

 

Helbred og sundhed

Der løber desværre en del arvelige sygdomme i denne race med de mest alvorlige værende kræft, øreinfektioner, hofteleds- og albueledsdysplasi, anormal ophobning af sukker i muskler og lever, samt mavedrejning. Ophobning af sukker i muskler og lever (Glycogen Storage Disease type III) skyldes problemer med et sukkerspaltningsenzym, der skaber luftophobning og væske i leveren og forårsager leverfibrose og leversvigt, og det vil ofte blive opdaget som enten lavt blodsukker eller kunne ses som en enormt hævet bug. Hunde, der bliver ramt at denne sygdom risikerer også at komme til at lide af lammelse, fordi rygmarven nedbrydes. Curly coated retrievere kan gentestet for sygdommen, så man for så vidt muligt undgår at avle på syge hunde. Ved mavedrejning drejes mavesækken, så der lukkes for, at luften i mavesækken kan komme ud, og maven vil derfor blive enormt udspilet til stort ubehag for hunden. Sygdommen er yderst alvorlig og livsfarlig, hvis man ikke handler hurtigt. Hold øje med, om din hund er rastløs, om den forsøger at kaste op uden at der kommer andet end skum og savl op, om maven er helt udspilet og om den trækker vejret hurtigt og overfladisk. Ofte er hundens humør meget trykket og dens lemmer kolde. Hvis hunden udviser et eller flere af disse tegn på mavedrejning, skal man meget akut søge dyrlæge.

 

Mindre alvorlige lidelser omfatter blindhed (PRA), epilepsi, indadvendt øjenlåg (entropion) og fejlstilling af øjenhår/øjenvipper, hvor hår enten vokser frem enkeltvis eller som bundter af hår fra enten tårekanalen eller på undersiden af øjenlåget og medfører kraftige smerter for hunden. Den store tilbøjelighed til sygdom skyldes formentlig gentagende stor avl på racen i perioder, hvor den var tæt på at uddø. Mange af sygdommene kan hundene testes for, og avlere er i dag også særligt opmærksomme på at bevare racens sundhed og gode helbred.