Dalmatineren er nok allerbedst kendt for sit unikke udseende med den hvide pels med sorte eller brune pletter, der dækker en stærk og slank krop og et kraftigt hoved med hængeører. Det er en kærlig og livlig hund, der elsker sin familie ubetinget. Dalmatineren er både intelligent og bygget til stor fysisk aktivitet, og det er en hund der har det bedst i en familie, der har mulighed for at aktivere hunden fysisk og stimulere den mentalt på en daglig basis. Den kan godt være selvstændig og beslutsom af sind, hvilket kan komme til udtryk som stædighed eller trodsighed, og det kræver tålmodighed og en venlig og positiv træningsform. Den er god med familiens børn, og kan også godt leve sammen med andre dyr. Man bør dog være opmærksom på, at dalmatineren bliver ret stor, også inden den er mentalt moden, og dens rene begejstring eller glæde kan godt være en lidt overvældende oplevelse når den er fuldvoksen, nok især for mindre børn. Dalmatineren stiller nogle særlig krav til foder, og har et lidt specielt stofskifte, som man bør være opmærksom på. De bliver 10 til 14 år gamle.
Læs mere
Dalmatineren er en kærlig hund, der elsker sin familie, og i høj søger grad kærlig opmærksomhed fra sine mennesker. Den er også meget intelligent, og bruger gerne denne intelligens til kærligt at manipulere sine ejere, til at få flere klap, mere mad eller ekstra legetid. Det kloge hoved kræver daglig aktivering og mental stimulering, for at den ikke begynder at kede sig eller at udvikle dårlige vaner. Den er lærenem, men den er også i nogen grad selvstændig og individualistisk, hvilket kan tage form af stædighed i en træningssituation, og den skal derfor bruge lidt ekstra tålmodighed og vedholdenhed fra ejerens side for at blive rigtigt dygtig. Den har det bedst med positiv motivation, og kan blive ked af det eller stædig, hvis den får skældud. Det er en stærk og aktiv hund, der gerne vil bevæge sig meget og bruge sin næse, og så løber den gerne lange distancer. Det betyder, at det er en stor fordel at træne tilbagekald tidligt i hundens opvækst, så den kan få masser af fri løbetid livet igennem. Sideløbende med den aktive side har den også en udpræget magelig side og befinder sig rigtigt godt i afslappede hyggestunder med familien. Den gør ikke meget, men fortæller gerne hvis der kommer gæster, og med mindre man træner den til at være vagthund, så vil dens generelle begejstring overfor opmærksomhed fra mennesker, nok gøre den til en ustabil vagthund.
Dalmatineren er en stor hund, der bliver mellem 54 og 62 cm og vejer 24 til 35 kg. Den er nok mest kendt for sin hvide pels med de enten sorte elle brune pletter, der fordeler sig jævnt over hele kroppen. Store plamager af pletter, der samler sig og kommer til at ligne større plamager betragtes i standarten som en fejl, men hundens farver har heldigvis ingen indvirkning på dens indre kvaliteter som hund. Dalmatinerens pels består af hårde, korte og glatliggende hår, der kan fælde ret meget. De hvide hår ses tydeligt i møblerne o.l. Under pelsen findes en kraftigt og muskuløst bygget, men dog også elegant og velproportioneret krop, der er bygget til fart og stor udholdenhed. Den har en lang snude og er bred og flad på toppen af hovedet. Ørerne ligger fladt ned mod hovedet, og den har en har venlige brune øjne. Nogle dalmatinere kan dog ved en fejl også få fx blå øjne.
Dalmatinerens oprindelse er uklar, men man ved, at det er en meget gammel race. Man mener, at den måske oprindeligt er fra middelhavsområdet, nemlig fra området Dalmatien i Kroatien. Herfra er det uvist hvordan de har spredt sig, men der er en bred enighed om, at især sigøjnere og nomader har kastet deres kærlighed på de flotte hunde som følgesvend og vagthund. I Europa er dalmatineren afbilledet første gang i Firenze omkring år 1360, hvilket betyder, at racen i hvert fald er noget ældre end dette. Dalmatineren har haft mange opgaver op igennem tiden og i modsætning til de fleste andre hunderacer, så finder man ikke noget, der tyder på, at dalmatineren er blevet avlet til et bestemt formål eller en bestemt opgave. Den har været cirkushund, vognhund, vagthund, grænsevagthund, redningshund, trækhund, brandhund, jagt- og sporhund, og i nyere tid ren statushund. Dalmatineren har altså haft et utal af funktioner. Den får sin nye funktion som statussymbol, da dalmatineren i 1800-tallet gør indtog i England og der bliver mere opdræt med racen, især efter grundlæggelsen af Dalmation Club i 1890. Racen steg usundt hurtigt i popularitet efter udgivelsen af bogen (1956) og filmen (1961) 101 Dalmatinere, hvilket resulterede i, at uerfarne avlere i forsøget på at efterkomme den store efterspørgsel på dalmatinerne skabte nogle usunde og temperamentsmæssigt ustabile hunde. Hvilket igen senere fik populariteten til at dale, da hunden fik et blakket ry som besværlige eller utilpassede. I 1980 stiftedes Dansk Dalmatiner Klub, og på trods af deres arbejde for at fremme interessen for den sunde, glade dalmatiner er racen i dag ret sjælden i her i landet. Der fødes mellem 50 og 100 om året.
Den korte, selvrensende pels kræver meget lidt pleje, og dalmatineren behøver hverken børstninger eller bade. Da den kan fælde en hel del og de hvide hår virkelig kan sætte sit præg på møblerne, kan det dog være en fordel jævnligt at aftørre hunden med et fugtigt vaskeskind, for at tage det værste af de løse hår. Det er en hund der er lavet til at bevæge sig, og en lille tur i snor om dagen er ikke nok til at stimulere alle de muskler i hundens krop. En tur i hundeskov eller andre steder hvor den kan løbe frit og brænde energi af uden at kunne komme for langt væk fra sin ejer er at foretrække. Dalmatinere har bedst af foder, der ikke har et for stort indhold af protein, og bør derfor ikke få foder der er fx indeholder indmad, svin, okse, tun, ørred o.l. Grunden til dette er, at dette foder med de ”tunge” proteiner, indeholder mængder af stoffet purin, som dalmatineren dårligt tåler. Ekstra fokus på dalmatinerens kost er altså en god idé.
Hudproblemer er hos dalmatineren det hyppigst forekommende sundhedsproblem. Dette viser sig ofte som knopper oven på hovedet og en brunlig eller gullig farve i pelsen i området. Det er et ret normalt problem, der som oftest godt kan behandles. Dalmatinere kan også godt få allergi samt få nyresten og epilepsi. Det er desuden en god idé at være opmærksom på hofteleds- og albueledsdysplasi hos dalmatinere. Tidligere var dalmatinerhvalpe, der blev født døve et stort problem, men det er i dag i det store og hele avlet ud af racen. Mange opdrættere vil dog stadig få tjekket deres avlshunde for døvhed for at sikre, at det ikke gives videre i avlen. Dalmatinere har desuden et anderledes stofskifte end andre hunde, der bør kontrolleres og håndteres for at forhindre ærgerlige symptomer på dette. Symptomerne er bl.a. hudforandringer, nerve- og muskelforstyrrelser, og en nedsat lyst til parring. Dalmatinerens lidt specielle sammensætning betyder, at det er en god idé, at få en god snak med en opdrætter og eventuelt en dyrlæge inden man køber dalmatiner, så man er sikker på, at man forstår det dyr man får med hjem og kan passe rigtigt godt på sin nye bedste ven.
· Dalmatineren kan hilse på dig og andre på gåturen et stort tandsmil? Selvom dette smil kun er tegn på imødekommenhed, så kan det se lidt farligt ud, og ofte blive opfattet som truende.
· Dalmatineren er født helt hvid uden pletter, og begynder først at udvikle pletter når den er omkring 10 dage gammel?
· Dalmatinere og heste har et helt specielt bånd? De to har skullet arbejde sammen mange gange igennem historien, og det har sat sig i dalmatineren, der har et ganske unikt forhold til de store dyr.
© 2024. dyreportal.dk 
