Leksikon: Dobermann

Egenskaber

Dobermann er en venlig og loyal hund der er sprængfyldt af energi. Den kræver både tid, tålmodighed og overskud at have boende derhjemme, men hvis man kan tilbyde den en hverdag med masser af motion, nærhed samt klare linjer og utvetydige husregler, så vil dobermannen være en fantastisk hund, både til den enlige og til familien. Den vil elske at komme på tur med sine mennesker, men også at have en rolig aften på sofaen, gerne med hovedet i skødet på sit favoritmenneske. I teenageårene kan man godt risikere, at dobermannen gerne tester grænser af, og det kan være en udfordrende periode at komme igennem som ejer. Selvom racen kræver mere end mange andre hunderacer, så er den også intelligent og meget samarbejdsvillig. Den kan altså trænes med stor lethed, og hvis man er interesseret i at træne en form for brugshund, så kan dobermannen være en rigtig god mulighed. Den har et stærkt beskytterinstinkt, der betyder, at den har brug for en ejer, der ikke er nervøs eller utryg i styringen af hunden, da hunden så også vil blive nervøs og måske vise tegn på aggressivitet. Dobermannen skal styres med selvtillid. Socialisering med både fremmede mennesker og andre hunde er afgørende i en helt tidlig alder for at sikre, at hunden får noget tryghed og selvtillid. Den er alt for stor og stærk til at man kan kontrollere den fysisk, hvis der skulle opstå konflikter. En tryg hund der reagerer flot og prompte på kommandoer er vejen frem med de store hunderacer, og dobermann er ingen undtagelse.

Udseende

Dobermann er en meget stor hund, der bliver mellem 63 og 72 cm, og vejer mellem 32 og 45 kg. Tæverne er generelt mindre og lettere end hannerne. Den korte pels uden underuld kan være enten helt sort eller brun, somme tider med rustrøde aftegninger. Nogen har måske set dobermannhunde med spidse, opretstående ører og en stump hale. Dette look er i nogle lande tæt forbundet med denne race, men i Danmark er både hale- og ørekupering ulovligt, med mindre der foreligger en medicinsk eller sundhedmæssig grund. Naturligt har dobermannen bløde, let trekantede, men afrundede ører, der ligger ned langs hovedet og en lang hale, der bæres kækt og højt. Den har store, ofte meget mørke, brune øjne, og er generelt både elegant og imponerende at betragte med et venligt og åbent udtryk i ansigtet.

Historie

Dobermannens oprindelseshistorie begynder i 1870’erne i den tyske by Apolda, hvor Karl Friedrich Louis Dobermann påtog sig mange af de jobs, som andre ikke havde lyst til. Han indkrævede skatterestancer og ved siden af tog han jobs som nattevagt og hundefanger. Han besluttede, at han havde brug for en hund, der var en god beskytter og som kunne gå med ham på arbejde rundt i byen. Han havde jo adgang til en del avlsmateriale igennem sit arbejde som hundefanger, og han påbegyndte arbejdet med at udvikle den helt rigtige type hund. Det vides ikke hvilke hunde der indgik i avlsarbejdet, men man mener, at Dobermann har avlet for at få det rette væsen, mere end et bestemt udseende. Hunden skulle være modig, intelligent og årvågen. Det skulle være en god vagthund, hård og muskuløs, med et stærkt beskytterinstinkt, så den kunne passe på ham mens han passede sine somme tider risikofyldte opgaver. Hunden viste sig desuden at have et stærkt bid og være dygtig til at jage især smådyr som rotter. Da Dobermann havde udviklet på sine hunde i nogen tid, præsenterede han sine ”Dobermann pinchere” på et hundemarked i Apolda, hvor racen blev taget rigtigt godt imod. Faktisk var den dag så vigtig for racen og for området, at den blev skrevet ind i Apoldas historie.

Nogen mener, at den tyske pincher har lagt en stor del af genmaterialet til Dobermanns hunde. Andre mener, at det nok nærmere er beauceron-hunden der er forfader til racen. Dobermann døde desværre ret tidligt, som 60-årig, og han skrev ikke meget ned om den hund han fremavlede. Det skyldes nok mest, at der på denne tid i slutningen af 1800-tallet ikke var racerene hunde som vi kender det i dag. Avlen var ikke systematiseret i foreninger og grupper, og de fleste hunde var produktet af enkeltpersoners interesser. Derfor var der ikke nødvendigvis så meget relevant at skrive ned.

Den første raceklub for Dobermanns hunde blev stiftet efter hans død på pubben Zum Bergschlösschen i forbindelse med Apoldas hundemarked i 1899. Her blev man også enige om nogle regler i forhold til strømligning af avlen. Racen blev mere og mere populær, og begyndte også at brede sig til andre lande. Under begge verdenskrige blev den brugt til forskellige opgaver, og dens hårde, loyale og intelligente sind gjorde den til en god hund at have med i krig. Dette gjorde også, at den opnåede en vis popularitet blandt soldater, og især amerikanske soldater der forelskede sig i den frygtløse race. Under anden verdenskrig havde USA’s marinekorps et specielt K-9 korps af hunde, der var trænet til at assistere i krig. En stor del af hundene i korpset var dobermannhunde. Disse hunde var højt respekteret for deres militære indsats og der blev efter krigen opført et mindested til de hunde, der døde i krigen. Det hedder The National War Dog Cemetery, og befinder sig i Guam, hvor der udspillede sig en voldsom kamp mellem amerikanerne og japanerne. I dag har dobermannen også ofte en vigtig rolle ved menneskets side som militærhund, politihund, vagthund eller sporhund. Og så udmærker den sig selvfølgelig som kærlig og loyal familiehund. Herhjemme blev Dansk Dobermann Klub stiftet i 1946, og racen nåede sit popularitetsmæssige højdepunkt herhjemme i starten af 1980’erne.

Pleje og pasning

Dobermannen er meget nem at have med at gøre, når det kommer til hvor plejekrævende den er. Pelsen behøver ikke nogen særlig opmærksomhed, men man kan børste den en gang om ugen for at sikre, at den holder sig skinnende fin. Den skal have klippet negle efter behov, og bør få børstet tænder jævnligt. Man kan også med fordel tjekke og rense ørerne med jævne mellemrum. Noget af det vigtigste med en dobermann er at have et stramt fokus på tidlig socialisering og tidlig træning. Det er nemlig i høj grad dette, der former hvordan hunden bliver i sit voksenliv, og med en hund af den størrelse og styrke, så er det afgørende både for ejeren, for fremmede der skal møde hunden, men ikke mindst for hundens egen trivsel, at den er velafbalanceret og tryg.

Sundhed og helbred

Der findes nogle sygdomme, som man oftere ser i de store hunderacer end i de små, som er værd at være opmærksom på, når man anskaffer sig en stor hund som dobermannen. En af disse er hofteledsdysplasi, der kan give hunden smerter. En anden er mavedrejning, der vitterligt betyder, at mavesækken drejer sig om egen akse og lukker af for både indgangen og udgangen. Lidelsen vil give utilpashed og smerter, og vil ofte kræve operation. De store hunde rammes desuden oftere af forstørret hjerte og den arvelige blødersygdom Von Willebrand’s sygdom. Dobermannen er desuden i forøget risiko for at lide af hypothyroidisme, som er en lidelse der betyder, at hunden mangler et hormon, der produceres i skjoldbruskirtlen og af symptomer oplever hud- og pelsforandringer, nerve- og muskelforstyrrelser og reproduktionsforstyrrelser. Sygdommen håndteres medicinsk.

Vidste du, at…

·      Dobermannen er den femte mest intelligente hund i verden? Baseret på instinkter, evne til at tilpasse sig og niveau af lydighed, så er dobermannen en af de klogeste hunde, du kan få fingrene i.

·      Øre- og halekuperingerne, som traditionelt har været en del af dobermannens udtryk har haft en praktisk funktion? Da dobermannen skulle bruges i kamp, så har det været mest praktisk, at der ikke har været sårbare punkter, som modstanderen kunne bide sig fast i eller rive i. Det har dog kun været praktisk, hvis både hale og ører blev klippet så korte som muligt, og derfor har de meget høje, spidse, strittende ører, som man stadig i dag ser på nogle dobermanner fra udlandet ingen rigtig funktion ud over at være ”moderne”.

·      En dobermann, kaldet Cappy, reddede omkring 250 soldaters liv under anden verdenskrig, da han advarede dem om japanske tropper, der nærmede sig den amerikanske lejer om natten. Han døde af sine skader efter kampen, men de amerikanske tropper kunne takke ham for deres liv.