I mange sammenhænge bliver dogue de Bordeaux-hunden også kaldt fransk mastiff, men skønt racen har mange navne er det én og samme hund, der tales om. Racen er oprindeligt en vagt- og kamphund og dens noget bryske udseende snyder også ved første øjekast. Dens karakteristiske hængende mundvige og udtalte pelsfolder særligt i ansigtet får den unægteligt til at se en lille smule barsk og sur ud, hvilket har haft god effekt før i tiden, når den særligt blev brugt til at holde ubudne gæster væk, men den er i dag en udbredt og velegnet, yderst kærlig familiehund, der hellere end gerne holder dig med selskab i stuen. Det er en stor hund, der også netop pga. sin vægt og udviklingshastighed skal tages hensyn til ift. fysisk aktivitet. Motion er vigtigt for racen, men det er hverken en hund, der egner sig til lange vandreture, efter et familiemedlem på cykel eller som løbemakker i en familie med et højt aktivitetsniveau. Dens følsomme sind gør det dog stadig vigtigt, at den aktiveres både socialt og fysisk, så man undgår, at den senere bliver reserveret eller konfrontationssøgende som den vagthund, man ikke må glemme, at den er. Pelsen, der altid har en gylden farve, er nem at passe, men pga. racens hudfolder skal den modsat andre hunde vaskes ofte. Dogue de Bordeauxen er en god hund for den mere erfarne hundeejer og racen bliver typisk 5-8 år gammel.
Læs mere
Mange misforstår dogue de Bordeaux som værende en aggressiv race, men trods det respektindgydende udseende og sin størrelse, er dogue de Bordeaux en kærlig og blid hund, der sjældent gør en flue fortræd. Ofte bruges den som terapi- og besøgshund. Den er rigtigt nok oprindeligt bl.a. en vagt- og forsvarshund brugt på franske vingårde til at holde uvedkommende gæster væk og kan derfor være på vagt overfor særligt andre hunde og fremmede mennesker, men generelt holder den utroligt meget af sine mennesker og tilpasser sig de omgivelser, dens ejer befinder sig i. Racen er lidt modstridende dens udseende en ret følsom og blød hund, der har brug for social kontakt og nærhed til sin familie. Dens alsidige væsen og gode tilpasningsevner skyldes, at den har besiddet mange forskellige opgaver lige fra at drive kvæg, trække oppakning og vogne, kæmpe mod andre hunde og dyr i sportskampe, til at holde vagt og være med på jagt. Det er kvaliteter som frygtløshed, udpræget loyalitet, en meget veludviklet lugtesans og rigtig god hørelse, der bl.a. har gjort dogue de bordeaux velegnet til disse formål foruden selvfølgelig den store, stærke krop. Mange af egenskaberne er stadig godt bevaret i dag, og den er særligt en rigtig god vagthund med stort mod og trofast arbejdslyst. Det er vigtigt både at stimulere den fysisk og mentalt for at opretholde det tilbagelænede og afslappede temperament. Særligt kombinationen af dens størrelse og vagtanlægget, samt en tendens til at agere og beskytte gør, at det er en race, der kræver, at man har en hvis erfaring med det at have hund for at få den bedste oplevelse med en dogue de Bordeaux.
Med en kampvægt på 45-50 kg og 58-68 cm i højden er det ikke så underligt, at avlere gennem tiden har brugt dogue de Bordeaux til at tilføre større kropsvolumen samt større hoved og mere markante kæber til andre racer. Det er præcis det, der er blandt det mest karakteristiske for en dogue de Bordeaux; en stor og meget muskuløs krop og det største hoved af alle hunderacer med det karakteristiske flade ansigt, brede snude og trekantede ører, der lægger sig ind til kraniet. Meget løs hud særligt på halsen og dybe rynker i ansigtet giver racen et barsk og alvorligt udtryk. Det store, trapezformede hoved, tykke hals og nakke, den rynkede pande, de hængende kinder, der får mundvigende til pege kraftigt nedad og de ofte lyse øjne, hvis blik er skarpt og svært at se bort fra, er alle sammen karakteristiske for dogue de Bordeaux-racen, der i virkeligheden langt fra er hverken barsk eller sur. Der eksisterer forskellige variationer af racen, som alle sammen er opstået over tid pga. forskellige præferencer og avlstraditioner. De har dog alle sammen rod i den oprindelige dogue de Bordeaux, som den første gang blev standardiseret i 1896, og forskellene er i dag oftest et spørgsmål om højde og hovedform. Pelsen er kort og er altid en nuance af den gyldne farve fawn fra bleget rød over rødlig beige til beige og mahogni og i visse tilfælde med en lille smule hvidt på bryst og poter. Poterne er store og kraftige, benene stærke og robuste og brystet bredt og dybt. En stor hund på alle måder.
Dogue de Bordeaux, Bordeaux mastiff, fransk mastiff, Bordeaux bulldog, Bordeauxdoggen, kært barn har mange navne. Den franske race er – uanset hvad vi måtte finde på at kalde den – en gammel race, der stammer fra molosser-hunde, en race kendt helt tilbage til 700 f.v.t., som romerne brugte som kamphunde i krig. I middelalderen fungerede afkommet af denne race som vagthunde og jagthunde, og fra engang i 1300-tallet blev de brugt som kvægvogtere på franske vingårde i området omkring Bordeaux – deraf også racens navn – og til storvildtjagt på særligt vildsvin. Frem til midten af 1800-tallet eksisterede der tre varianter af racen, som blev karakteriseret efter deres geografi hhv. Toulouse mastiff, Paris mastiff og Bordeaux mastiff, selvom de tre forskellige racevariationer også udseendemæssigt adskilte sig fra hinanden i mindre grad på bl.a. tandstilling og pelsfarve. Generelt var alle tre variationer meget lig den udgave af racen, vi kender i dag. De blev første gang samlet under én race i 1863, som det vi i dag kalder dogue de Bordeaux efter at en tæve fra Bordeaux vandt den første raceudstilling i Paris, selvom der først er tale om en decideret og specifik racestandard fra omkring 1900.
Ifm. både den franske revolution, Første og Anden Verdenskrig oplevede bestanden ligesom mange andre racer en betydelig nedgang, men en Hollywood-film med en dogue de Bordeaux i hovedrollen fik racens popularitet til at stige, særligt i USA, i starten af 1990’erne. I dag er racen en populær familiehund og bestanden har igen nået et sundt niveau.
En dogue de Bordeaux er først færdigudvokset, når den er 1,5 år gammel. Indtil da er dens knogler faktisk ikke stærke nok til at bære dens vægt. Det betyder, at man først bør begynde at træne denne race, når den er fyldt 18 måneder og også stadig her være opmærksom på, at den ikke bør gå på trapper eller lignende, der vil belaste knogler og led uhensigtsmæssigt. Selvom den ikke bliver din ven på et halvmaraton, skal den stadig motioneres dagligt, om end det ikke er en race, der kræver den store motion. Daglige gåture er naturligvis et must, ligesom den også er intelligent og gerne vil løse opgaver. Det er ikke optimalt at lade en dogue de Bordeaux være alene hjemme længe ad gangen. Dens følsomme sind bliver påvirket, når den bliver forladt, og den kan blive både utryg og højlydt. Det handler om at få skabt gode oplevelser med at være alene hjemme fra hunden er helt lille og kun meget kort tid ad gangen til at starte med, ligesom det også er vigtigt at socialisere den og vænne den til at være omkring andre mennesker og hunde, så den ikke senere bliver genert eller udadreagerende.
En dogue de Bordeaux skal vaskes med jævne mellemrum og særligt ansigtet og de mange hudfolder skal holdes rene, så det snavs, overskydende olie fra huden og det fugt, der dannes, ikke bliver som årsag til irritation og infektioner. Husk efter badet derfor også at tørre særligt ansigtet ekstra grundigt. Du kan nøjes med at børste den korte og hårdføre pels en gang om ugen og racen fælder ikke betydeligt. Alt afhængig af, hvor meget hunden slider sine kløer naturligt, er det også nødvendigt at klippe dem med jævne mellemrum, ca. 1-2 gange om måneden. Hvis du kan høre dem på gulvet, når hunden går, ved du, at de er blevet for lange. Det kan være nødvendigt at investere i en hundenegleklipper, der er særligt beregnet til tykke og grove kløer for at komme racens kraftige kløer til livs. Ligesom for alle andre hunde, er det en god idé at børste dens tænder nogle gange om ugen, for at hjælpe mod urenheder, forebygge tandsten og fjerne dårlig ånde. Som følge af sit korte ansigt og mindre plads i mundhulen savler racen typisk en del, ligesom den kan have tendens til at snorke.
Denne race er overvejende sund, men ligesom mange andre af de store og tunge hunde, får den med alderen ofte helbredsproblemer. Det drejer sig bl.a. om hjerteproblemer (forsnævring af aorta), hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, epilepsi, mavedrejning og hårsækmider (demodicose). For at tage bedst hånd om en dogue de Bordeaux, særligt ift. udfordringerne med dens led, er det vigtigt, at den får den rigtige og tilstrækkelige kost mens den stadig vokser, samt at man tager hensyn til vægtens belastning af kroppen under forskellige aktiviteter. Specialklubben arbejder sammen med avlere for at forbedre racens sundhed og løbende tage stilling til sundhedens udvikling, så der bliver skabt de bedste hunde.
· Dogue de Bordeaux er den hund af alle racer, der har det største hoved? For de fleste hanhunde svarer omkredsen af hovedet til deres skulderhøjde, det vil i mange tilfælde sige mere end 60 cm
· I 1989 spillede en hund af racen dogue de Bordeaux ved siden af Tom Hanks i filmen ”Turner and Hoosh” (dansk: ”Turner og hund”)? Selvom hunden, der i virkeligheden hed Beasley, spillede en knapt så intelligent, snusket og savlende hund, gjorde filmdebuten alligevel racen særdeles populær og velkendt
· Pga. deres, selv som hvalpe, enormt store hoved bliver omkring 1/3 af alle dogue de Bordeaux-hvalpe født ved kejsersnit?
© 2024. dyreportal.dk 
