Pudlen er nok mest kendt for sit glade, nysgerrige og energiske væsen og sin krøllede, bløde pels ofte klippet i forskellige friske frisurer. Den er ekstremt klog og så er den meget lærevillig og samarbejdende, og på grund af dens eminente evne til at lære tricks og stunts, har den ofte været brugt som showhund og cirkushund. Derfor kan man med fordel tage sin puddel med til sjove aktiviteter som agility, heelwork to music, o.l. Den store intelligens stiller nogle krav til ejeren. Pudlen skal have en stimulerende og udfordrende hverdag for at trives, hvor der er rigelig tid til aktiviteter, der tilgodeser både krop og sind. Pudlerne var oprindeligt opdrættet som vandapporterende jagthunde, og elsker en frisk svømmetur til at supplere gåturen. Der findes fire størrelser af pudlen, så der er en version af den kloge krøltop til enhver smag. Det er vigtigt at være opmærksom på den ekstensive pelspleje, som kommer med at have en puddel, og beslutte med sig selv, om man er klar på at påtage sig det ansvar i mange år. Pudlen bliver nemlig typisk mellem 12 og 15 år gammel.
Læs merePudlen er en meget alsidig hund, der nemt og hurtigt tilpasser sig den familie, den er kommet ind i. Den er livlig, glad og elsker at lege, og en børnefamilie vil finde meget fornøjelse i en puddel. Pudler er i mange år blevet brugt som cirkushunde, og det er ikke uden grund. Det er en aktiv og intelligent hund, der også er samarbejdsvillig og hengiven, hvilket gør den meget lærenem og velegnet til en række forskellige hundeaktiviteter. De holder generelt god kontakt med deres mennesker og elsker at bruge noget god kvalitetstid med familien. De store pudler for brug for en del motion og aktivitet i løbet af dagen, og de vil typisk også have et mere udviklet jagtinstinkt. De var oprindeligt brugt og opdrættet som apporterende jagthunde og de vil derfor elske en god svømmetur. Det kommer også meget naturligt for dem at lave apporteringsøvelser, som at hente bolde og pinde. Den veludviklede intelligens betyder, at hunden har brug for en hel del stimulerende aktiviteter der udfordrer pudlens kvikke hoved. I pudlen får man en meget opmærksom, energisk, kvik og lærevillig hund.
Pudlen findes i fire forskellige størrelser. Den største bliver mellem 45 og 62 cm høj og vejer op mod 32 kg. Den mellemstore bliver mellem 35 og 45 cm. Dværgpudlen bliver mellem 28 og 35 cm og den helt lille toypuddel er under 28 cm og vejer ned til 2 kg. Uanset størrelse så skal alle versioner af pudlen have samme proportioner, og bør ikke vise tegn på dværgvækst. Dens tykke krøllede pels er er blød, kruset og fluffy og føles nærmest ligesom uld. Den kan være sort, hvid, grå, brun eller fawn. Der findes også det, der kaldes en snorepuddel, hvor pelsen samler sig i omkring 20 cm lange snorelignende totter. Kroppen er slank, adræt og smidig og den bevæger sig let og fjedrende.
Nogen mener at pudlen stammer fra nogle meget gamle racer af vandspaniels i Rusland, og derfra er kommet til Frankrig gennem Tyskland. Andre mener, at racen har sin oprindelse i middelhavsområdet. Det ses i tegninger og malerier, at den har været i Tyskland i hvert fald fra 1400-tallet. Den blev beskrevet første gang i midten af 1500-tallet af zoologen Conrad Gesner, der beskrev nogle løveklippede vandhunde. Man ved også, at den har været en meget populær hund i Spanien i den sidste halvdel af 1700-tallet. Den første raceklub for pudlen blev stiftet i England i 1876, og den anden i Tyskland i 1893. Dog anser man i dag Frankrig som værende racens oprindelsessted, og pudlen blev da også udnævnt til landets nationalhund under Napoleonskrigene, hvor de spillede en aktiv rolle som Frankrigs maskotter og soldaternes støtter. Man er i tvivl om hvilken størrelse puddel der kom først. Nogen mener at det var den store, mens andre mener at det må have været den mellemstore. Pudlen har haft mange opgaver gennem dens historie. Den har været hyrdehund, trøffelhund, sanitetshund og ordonnanshund under verdenskrigene, men mest af alt har den været brugt som ren selskabshund allerede siden 1600-tallet. I Danmark har pudlen blandt andet været brugt som gårdhunde, men også som selskabshund hos det bedre borgerskab. Vi har kendt til racen herhjemme i hvert fald siden 1800-tallet, men den danske puddelklub blev først dannet i 1948.
Det er svært at fortælle om pudlen uden at komme ind på historien om pudlen Masterpieces mystiske skæbne, da det er en historie der virkelig viser hvilken status og tiltrækningskraft pudlen indeholder. Historien begynder med Alexi Pulaski, der var født i Rusland, men levede det meste af sit voksenliv i Amerika. Han holdt utroligt meget af hunde, opdrættede dobermannhunde, gik på udstillinger og passede hunde. I 1939 passede han sin vens puddel, og faldt pladask for racen. Han satte dobermannerne til side, og flyttede al sin opmærksomhed over på den krøllede race. Han startede blandt andet en slags eksklusiv klub for pudler kaldet Poodle Inc. En dag fik han særligt øje på en grå hanhvalp i hans nye kuld, som stjal hans hjerte totalt. Han kaldte hvalpen Masterpiece. Masterpiece blev hurtigt kendt af mange, da han var meget dygtig på udstillinger og fik utroligt meget opmærksomhed. Pulaski gav ham til gengæld for de fine præstationer et mere end komfortabelt liv med lækkert tøj, god mad, en bodyguard o.l. Et liv i luksus. Masterpiece gik fra at vise sine evner og smukke udseende på offentlige udstillinger, til i stedet at optræde ved eksklusive private fester for det bedre borgerskab. Han blev kun mere og mere kendt, ikke kun i USA, men verden over, og han var på mere end én tour i hans livstid. Det virkede som om, at succesen igen ende ville tage. Flere var villige til at betale i dyre domme for at få lov til at avle deres hunhund med Masterpiece, og Pulaski fik tilbud på vilde beløber for at sælge ham. Men han ville ikke af med sin krølhårede bedste ven. Alt var fryd og gammen. Men en dag forsvandt Masterpiece sporløst og han blev aldrig siden fundet. Det var, og er stadig, et stort mysterium hvor den lille verdenskendte puddel blev af. Pulaski ledte desperat efter ham i lang tid. Aviser, tv-udsendelser og andre medier delte historien og opfordrede til at lede efter pudlen, men han blev aldrig fundet. Der findes masser af teorier om hvilken skæbne der overgik Masterpiece – måske blev han bortført, måske solgt på det sorte marked, måske var han blevet bortført til et helt andet land, måske rendte han væk af sig selv. Alle sammen spørgsmål vi aldrig får svar på, men mysteriet og sagaen om pudlen Masterpiece lever videre, og understreger pudlens betydning i verdens hundehistorie.
Pudlens tykke og krøllede pels kræver en del pleje. Den skal børstes igennem flere gange om ugen og så har den bedst af at blive klippet ca. en gang om måneden. Men må heller ikke glemme ørerne, som skal renses for hår, så der ikke sætter sig skidt og bakterier i dem. Den fælder til gengæld ikke meget, og kan godt tåles af mange allergikere. Det er vigtigt at være meget opmærksom på pelsplejen hos pudlen, da den kan få store problemer og udvikle forskellige lidelser hvis pelsen ikke plejes. Hertil er det, som med alle hunde, smart at være opmærksom på god tandhygiejne og negleklipning.
Pudlen er en sund race takket være dygtige og ansvarlige opdrættere. Der findes altid nogle sygdomme som hunde kan være mere disponerede for at få end andre. I pudlen er det binyre-sygdommene addisons sygdom og cushings syndrom, hypothyreoidisme, der betyder utilstrækkelige mængder sjoldbruskkirtelhormon, samt øjensygdommen progressiv retinal atrofi. Men i det store og hele er pudlen helbredsmæssigt stærk og robust.
· Elvis Presley elskede pudler? Han havde selv flere, og gav dem gerne som gave til venner og kærester.
· Det er en puddel der holder rekorden for de hurtigste 10 meter stående på en bold, udført af en hund? Pudlen Sailor satte rekorden, da han gik 10 meter på toppen af en stor bold på blot 33,22 sekunder!
· Pudlen er den anden klogeste hunderace i verden? Målt på lydighed og indlæringsevner er pudlen en af de klogeste hunde du kan få, kun overgået af border collien.