Er du til store hunde, men er du ikke helt tryg ved de helt tunge molosser og mastiffer? Så kan du roligt gå efter en af de smukke og majestætiske Pyrenéerhunde. Denne race tilhører godt nok FCIs kategori to for schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde, men kunne temperamentsmæssigt faktisk lige så godt høre hjemme i kategorien for hyrdehunde. Vi har nemlig her at gøre med en traditionel kvæghund, som gennem århundreder er opdrættet til at beskytte og drive kvæg, får og andre typer besætning i de svært fremkommelige bjergområder, som kendetegner Pyrenæerne mellem Frankrig og Spanien.
Racens officielle navn er Chien de Montagne des Pyrénées, og i den engelsktalende del af verden går racen under navnet Great Pyrenees. I Danmark holder vi os dog til det mere simple navn Pyrenéerhund, hvilket ifølge Dansk Kennel Klub er den officielle danske racebetegnelse. Udseendemæssigt har denne hund mere til fælles med eksempelvis Golden Retriever end med de helt store og tunge arbejdshunde, og sindelaget er da også mere hen i retning af en sød, dansk familiehund. Det, der får en Pyrenéerhund til at skille sig ud, er dens ganske imposante størrelse.
Med en Pyrenéerhund får du en stærk og robust hund med en vilje af stål og et hjerte af guld. Hunden er hengiven og jovial af sind, betragter sig selv som familiens bedste ven og beskytter, og har bevaret alle sine drivende instinkter 100% intakt. Læs med i denne artikel, som er dedikeret til den smukke og ædle Pyrenéerhund, og find ud af om denne race er noget for dig.
Læs mere
Som nævnt er Pyrenéerhunden traditionelt opdrættet med kvægdrift og hyrdehvervet for øje. Det betyder, at hunde af denne race altid vil søge at beskytte flokken, samtidig med at de holder strengt styr på de enkelte individer.
Pyrenéerhunden er kendetegnet ved sit sociale og vennesæle temperament – og på denne hund passer udtrykket ”den blide kæmpe” som fod i hose. En Pyrenéerhund vil egne sig perfekt som kæledyr for den aktive familie, som sætter pris på at leg og fysisk aktivitet. Hvis dine større børn ønsker sig en trofast kammerat, som ledsager dem i ét og alt, kan en Pyrenéerhund meget vel være den rette hund for din familie.
Inden du indlemmer en Pyrenéerhund i din husstand, bør du dog være opmærksom på at der her er tale om en stor hund med alt hvad dette indebærer. Du bør ikke lade dig narre af den lille, uskyldigt udseende hvalp, som helst sidder på dit skød eller sover i din seng. Det er nemlig knap så sjovt, når hunden pludselig er fuldvoksen og vejer godt fyrre kilo.
Du bør påbegynde træning og socialisering af din Pyrenéerhund fra det øjeblik du hjemtager den fra opdrætteren. På den måde er du sikker på at få en hund, som kender sin plads, og som trives i familien såvel som blandt andre mennesker og hunde.
Den officielle racestandard for Pyrenéerhund beskriver en stor og kraftigt bygget hund med smukke proportioner og en vis elegance. Hunden bevæger sig meden særlig ynde og et kraftfuldt udtryk, og fremstår ikke tung eller slæbende. Gangarten er langskridtet med smidighed og spændstighed i trinnet.
Kroppen er lidt længdere fra skulderspids til sædeben end højden målt over skulderen. Brystbenets højde over jorden måler næsten det samme som den halve skulderhøjde.
Overlinjen er fast og stram, med en god bredde over manken og en relativt lang ryg. Lænden er af middel længde, og krydset let skråtstillet, med ret fremtrædende hofteben. Flankerne er ikke markerede, og brystkassen bred og lang uden væsentlig dybde. Ribbenene er let hvælvede.
Halen på en Pyrenéerhund er karakteristisk for racen. Den skal mindst nå ned til haseledet på bagbenet, og demonstrere en flot fylde – nærmest som en fjerbusk. Når hunden er i ro, bæres halen lavt. Under aktivitet bæres halen i en kraftig bue hen over ryggen, således at det kune er halens spids, der berører rygsøjlen, og dermed danner hjul (eller ”arroundera”, som bjergboerne i Pyrenæerne siger).
Hundens hoved er smukt og harmonisk, og står størrelsesmæssigt i proportion til kroppen. Hovedets sider er forholdsvis flade.
Skallens er på sit bredeste sted så bred som den er lang. Den er let hvælvet, med en issekam som kan føles, og en synlig nakkeknude. Øjenbrynsbuerne er ikke markerede, og pandefuren kan knapt føles mellem øjnene.
Næsepartiet er bredt, med et blødt skrånende stop, og en gradvis tilspidsning udadtil. Set fra oven har hundens næseparti form som et V med afskåret spids. Kæberne er kraftige uden at være stærkt markerede, og tandsættet komplet med perfekt saksebid.
Øjnene er relativt små, mandelformede og let skråtstillede, brune eller mørkt ravfarvede, og med et intelligent og tænksomt udtryk. Ørerne er små og trekantede med afrundet spids, og ansat i højde med øjnene. De hænger fladt ind til hovedet som på en Golden Retriever eller Labrador Retriever, og løftes når hunden er opmærksom.
Bjerghunden fra det pyrenæiske grænseland, som adskiller Frankrig og Spanien, er en traditionel race, som igennem århundreder har hjulpet hyrder og landmænd med at holde styr på større flokke af kvæg og får. Det hævdes, at hundens forfædre deles med den Pyrenæiske Mastiff (den spanske Mastín del Pirineo), og at disse blev indført til området fra Asien i romertiden. Dette bringer Pyrenéerhund i familie med såvel Maremmano-Abruzzese Sheepdog fra Italien som Kuvasz fra Ungarn. Genomisk data placerer den inden for den samme genetiske gruppe som Pharao Hound, Cirneco dell’Etna og Ibizan Hound, selv om den udseendemæssigt ikke deler mange fællestræk med disse racer.
Hunde af denne race har tradition for hyrdearbejde, og hjalp såvel mennesker som andre hunde (her under den mindre Pyrenean Shepherd) med at bevogte de større flokke og beskytte dem mod rovdyr som ulve og bjørne. Deres hvide pels gav hundene mulighed for at blande sig med de får, de beskyttede, for bedre at kunne overraske et rovdyr. De bar tunge jernkraver med pigge til beskyttelse.
I det syttende århundrede bragte Madame de Maintenon og Louis, Dauphin af Frankrig, en hund af denne type til kong Ludvig XIV's hof. Racen blev hurtigt efterspurgt i adelen, og kongen navngav endda hunden ”den kongelige hund”. Pyrenéerhund blev brugt af den franske adel i forbindelse med bevogtning af slotte, især i den sydlige del af landet.
Franske nybyggere menes at have bragt eksemplarer af racen med sig til Canada, hvor hunden angiveligt skulle være forfader til Newfoundland hunden. I I 1830’erne blev pyrenæiske bjerghunde brugt som en af de grundlæggende racer i skabelsen af den tyske race Leonberger.
Med udryddelsen af ulve fra Pyrenæerne faldt racens popularitet. I begyndelsen af det 20. århundrede var den på randen af udryddelse. Racens redning skulle blive turister fra især England, som af lokale hyrder købte de søde, hvide hvalpe, og hjemtog dem til Storbritannien. Her blev flere af disse registreret i The Kennel Club på dette tidspunkt, selvom briternes interesse for den store race aftog under Første Verdenskrig.
En anden faktor, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med redningen af den smukke race, er den franske aristokrat og hundeautoritet Bernard Senac-Lagrange. Senac-Lagrange er krediteret for at have reddet racen fra udryddelse i begyndelsen af 1900-tallet, idet han rejste rundt i bjergene for at indsamle de fineste eksemplarer med henblik på at danne en avlsbase.
Senac-Lagrange etablerede den første raceklub, Réunion des Amateurs de Chiens Pyrénées, og udarbejdede den første racestandard for racen i 1923. Samtidig registrerede han registrerede racen som Chien de Montagne des Pyrénées med Société Centrale Canine. Og i 1946 anerkendte Real Sociedad Canina de España de store hvide hyrdehunde og vogtere på den spanske side af Pyrenæerne som den pyrenæiske mastiff med en lidt anderledes racestandard.
I begyndelsen af 1930’erne blev Pyrenéerhunden importeret til Nordamerika, hvor racen er kendt undernavnet Great Pyrenees – De Store Pyrenæer. Racen blev en favorit i udstillingsringen i både Canada og USA på grund af sit naturlige og harmoniske udseende samt sine evner inden for hyrdekunst, sin udholdenhed og sin styrke. Racen blev anerkendt af American Kennel Club i 1933.
I 1935 vedtog American Kennel Club en ny racestandard, der havde en række afvigelser fra den franske original, som ikke ville være tilladt i Frankrig. Denne standard fremmede overdrivelsen af visse fysiske træk på bekostning af funktionel form og blev senere vedtaget af Storbritanniens Kennel Club.
For at bekæmpe forringelsen af racens udstillingslinjer i deres land, udgav British Pyrenean Mountain Dog Breed Club i 2011 en brochure med instruktioner til udstillingsdommere om ikke at belønne glamourøse, tungkroppede, kortmundede eksempler på racen frem for de slanke og muskuløse eksemplarer med vejrbestandig dækpels, der er i stand til at udføre deres oprindelige rolle i de bjergrige og svært fremkommelige områder.
En Pyrenéerhund har meget pels – faktisk helt utroligt meget pels. Den tykke pels er dobbeltlaget, med en kraftig vandafvisende dækpels og en tyk, isolerende underuld, hvilket kan holde hunden varm og tør i selv de hårdeste vejrlig. Denne pels er nødvendig for at beskytte hundens krop imod elementernes rasen i de barske bjergområder i Pyrenæerne. Herhjemme er den knap så påkrævet, men kræver til gengæld en del af dig som hundeejer.
Selv om pelsen ikke har samme tendens til at danne filterknuder og måtter af filt som man ofte ser hos lignende racer, er det stadig nødvendigt at pleje de stride lokker. Du bør afse mindst en time til gennemredning af hundens pels, fordelt over et par gange om ugen – i hvert fald hvis du ønsker at fjerne de døde, løse hår, som ellers ville sætte sig i dine møbler. På den måde får du en hund med en smuk pelspragt, samtidig med at du slipper for hvide hår over hele huset.
De kraftige negle skal klippes cirka hver fjortende dag eller efter behov. Ved at holde hundens negle veltrimmede forebygger du tilstande hvor neglen gror ned i potens trædepude og giver anledning til smerter, ubehag og infektioner. Du kan få dyrlægen til at vise dig hvordan du klipper neglen uden at ramme nerven.
Lige som det er tilfældet med alle andre hunderacer, har Pyrenéerhund tendens til at opbygge tandsten. Disse kan forårsage parodontose, som kan medføre smerter såvel for hunden som for din pengepung i form af dyre regninger fra tanddyrlægen. Børst derfor hundens tænder grundigt mindst én gang om ugen ved hjælp af en blød børnetandbørste eller en særlig tandbørste til hunde. Hvis du indarbejder disse plejerutiner fra den tidlige hvalpealder, vil hunden bedre finde sig i dem når den vokser til. Og dette er en stor fordel når du har med en så stor og tung hund at gøre.
En Pyrenéerhund spiser godt, da der her er tale om en stor, tung og aktiv hund. Du bør dog holde øje med hundens vægt og foderstand. Overvægt er den største trussel mod hundens helbred. Bliver hunden for fed, kan den risikere at udvikle såvel gigt og besvær med leddene som alvorlige livsstils relaterede lidelser, for eksempel diabetes og hjerte/kar sygdomme. Tag dyrlægen med på råd hvis der skal lægges kostplan for din hund, i tilfælde af at den har lagt sig ud imellem de årlige dyrlæge besøg.
Pyrenéerhunden fremstår robust og sejlivet, i lighed med de fleste andre naturlige racer. Dette fritager dog ikke hunden for en række helbredsmæssige problemer, som det er værd at være opmærksom på. Racens sundhedsproblemer er dog af mindre alvorlig karakter, og omfatter hudproblemer, allergi og overfølsomhed, der kan undgås ved pleje af pels og korrekt fodring, samt grå stær og entropion. Sidst nævnte er en tilstand, hvor hundens øjenlåg ruller indad, hvorved hornhinden irriteres. Dette kan fikses ved hjælp af en ambulant operation.
Der ud over kan hunden slås med det der kaldes Osteochondritis Dissecans (OCD eller OD), som er en betændelsestilstand, der opstår, når den syge brusk adskilles fra den underliggende knogle. Det påvirker oftest skulderleddet, men albuen, hoften eller knæet kan også være involveret.
Osteochondritis Dissecans er en udviklingssygdom, der forekommer hos hurtigt voksende hunde af store racer. Lidelsen kommer typisk til udtryk når hunden er mellem 6 og 9 måneder gammel, og har en tendens til at forekomme oftere hos hanhunde. Årsagen til OCD er ukendt.
Alvorlige sundhedsproblemer omfatter osteosarkom, som er en form for aggressiv knoglekræft, hofteledsdysplasi og spinal muskelatrofi. Gastrisk Torsion, er en anden kendt lidelse hos større hunderacer. Denne sygdom kendes også under betegnelsen oppustethed eller gastrisk dilation volvulus (GDV) syndrom, og er en livstruende lidelse, der opstår, når en hunds mave fyldes med gas og bliver snoet. En hund, der udviser symptomer på oppustethed, skal omgående bringes til nærmeste dyrehospital.
- Pyrenéerhunden er en fremragende trækhund? Hunden elsker at trække små vogne, og deltager gerne i kørekonkurrencer.
- En Pyrenéerhund altid vil søge at beskytte og passe på dig? Pyrenéerhunden er ikke blot en vagthund – den er også en beskytter. Hunden har instinkt for at have særlig tålmodighed med de svage og sårbare – og derfor kan en Pyrenéerhund sagtens være en hund for børnefamilien.
- Pyrenéerhunden er et natdyr? Da hunden oprindeligt blev opdrættet til at vogte flokke af kvæg eller får om natten, mens hyrderne sov, er denne hund naturligt nataktiv. Du kan derfor roligt regne med, at hunden også beskytter dit hjem om natten når familien sover.
- Vil du vide meget mere om racen kan du klikke her: Pyrenéerhund her kan du få yderlig information om racen.
© 2024. dyreportal.dk 
