FB
Tilbage til alle racer

Leksikon: Rhodesian Ridgeback

Søger du en aktiv hund af jagthundetypen, af en vis fysiske størrelse og med et jovialt temperament? Så kan du med fordel kigge i retning af Rhodesian Ridgeback. Rhodesian Ridgeback er en forholdsvis stor hund, som udseendemæssigt har en del til fælles med Labrador Retriever og lignende racer. Vi har her at gøre med en harmonisk hund, som af bygning udstråler styrke, og hvis robuste statur såvel som bevægelser giver udtryk af et selvsikkert, opvakt og sundt dyr.

 

Den smukke race er kendetegnet ved en bræmme af modsat rettede hår som følger hundens rygrad. Denne bræmme, som kan ligne en hanekam, har givet racen dens navn – ridge betyder højderyg, og betegner netop dette kendetegn. Racen er især populær i sin hjemegn, nemlig den sydlige del af Afrika. Rhodesia er det gamle navn for Zimbabwe, som er ophavsland for racens oprindelse. Denne avles dog primært i nabolandet Sydafrika, og er den som den eneste hunderace hjemmehørende i dette land.

 

Har du kig på en hund af Rhodesian Ridgeback racen, kan u med fordel læse med i denne artikel. Her kan du få indblik i hundens egenskaber og racekarakteristik, lige som du kan blive klogere på racens historie. Og så kan du forhåbentlig komme tættere på en beslutning om hvorvidt en Rhodesian Ridgeback er noget for dig.

Læs mere
Rhodesian Ridgeback

Karaktertræk for en Rhodesian Ridgeback

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

Rhodesian Ridgeback er primært blevet anvendt som vagthund og jagthund i sin hjemegn gennem hundredevis af år. Dette har sat sig aftryk i racens generelle temperament og sindelag. Du får med en Rhodesian Ridgeback en hund, som både ønsker at bevogte og passe på sin familie, og samtidig har et stort behov for fysiske aktivitet og kognitive udfordringer.

 

En Rhodesian Ridgeback er, med andre ord, en arbejdshund. Det betyder at hunden trives med opgaver, som for eksempel at bevogte et hjem eller hjælpe sin herre i forbindelse med jagt eller lignende. Det er derfor vigtigt at du er indstillet på en tilværelse som aktiv hundeejer, hvis du anskaffer en Rhodesian Ridgeback.

 

Samtidig er Rhodesian Ridgeback en egenrådig og selvstændig hund, som helst selv sætter dagsordenen, hvis den kan slippe af sted med det. Derfor er det vigtigt at du allerede påbegynder træning og socialisering af din Rhodesian Ridgeback fra den er hvalp. Kun på den måde vil du sikre, at hunden kender sin plads, og at den er i stand til at begå sig i mødet med andre hunde og deres mennesker.

 

Du kan sagtens anskaffe en Rhodesian Ridgeback hvis du har større børn i husstanden. Hunde af denne race er venlige og tålmodige med børn. Men du bør være varsom med at introducere en hund af denne størrelse – og med tilsvarende styrke – i en husstand med små børn. Selv om hunden blot vil lege, kan det hurtigt blive for voldsomt for de mindste.

 

Udseende

Den internationale racestandard for Rhodesian Ridgeback, som er udarbejdet af The Kennel Union of Southern Africa i samarbejde medThe Zimbabwe Kennel Club, foreskriver en hund i balance. Rhodesian Ridgeback er en smuk og velproportioneret hund med harmoniske træk, hverken tung eller mager, og i besiddelse af såvel agilitet og elegance som udholdenhed og robusthed.

 

Kroppen er stærk og fast, med en kraftfuld ryg og en stærk, muskuløs lænd. Benene er lige, med godt markerede benstammer, en robust knoglebygning og en markeret muskulatur. Halen er middelhøjt ansat, moderat af længde og kraftig ved roden med indsmalning mod spidsen. En Rhodesian Ridgeback bærer sin hale i en let opadrettet bue – aldrig oprullet eller ind over ryggen.

 

Brystet fremstår moderat bredt og samtidig dybt og rummeligt, med ikke alt for hvælvede ribben. Halsen er proportionalt lang og ligeledes stærk og muskuløs.

 

Hovedet er harmonisk opbygget, med en nærmest kvadratisk skalle set fra oven. Næsestoppet er veldefineret, og næsepartiet langt, dybt og kraftigt. Kæberne er kraftige, og kinderne tørre.

 

Øjnene på en Rhodesian Ridgeback er ansat med moderat afstand, og er runde med et årvågent og intelligent udtryk. Øjenfarven er afstemt efter pelsfarven. Ørerne er middelstore og forholdsvis højt ansat, brede ved basen og gradvist smallere mod spidsen, som er afrundet. En Rhodesian Ridgeback bærer ørerne tæt til hovedet, i lighed med retriever racerne.

 

Pelsen er kort, tilliggende og glansfuldt, uden antydningen af uld eller silke. Farven varierer af nuancer af brun, fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet, uden alt for mange hvide markeringer.

 

Racens særlige kendetegn er dens ”ridge”, altså rækken af modsat rettede hår på ryggen. Denne ridge begynder bag skuldrene og løber hele vejen ned langs rygraden mod haleroden. Bredden er omtrent fem centimeter.

 

Historie

Rhodesian Ridgeback menes at nedstamme fra en halvvild jagthund, der blev holdt som jagthund af Khoikhoi-folket, bosat på Kaphalvøen. Hunden blev opdaget af hollændere, som begyndte at handle med dette område i midten af det 17. århundrede, og blev af disse beskrevet som en frygtløs vagthund med et glubsk temperament.

 

Denne hund bar det for Rhodesian Ridgeback karakteristiske træk, nemlig de modsat voksende hår på ryggen. Der ud over havde den opret stående ører, og målte omtrent 45 centimeter over manken, med en slank og muskuløs krop.

 

Efter et halvt århundrede begyndte europæerne i området selv at bruge disse lokale hunde. I begyndelsen af 1800-tallet påbegyndte europæerne et avlsprojekt som baserede sig på de stærke og frygtløse hunde, der blev krydset med importerede racer så som Greyhounds, Grand Danois, Irske Ulvehunde og Blodhunde.

 

Dogo Cubano, en nu uddød race, der dengang blev brugt til hundekamp og bevogtning, menes at have spillet en stor rolle i forbindelse med frembringelse af den race, vi nu kender som Rhodesian Ridgeback. En genetisk analyse af Rhodesian Ridgeback indikerer tæt sammenhæng mellem Rhodesian Ridgeback og Grand Danois, som falder inden for samme gruppe.

 

De ovenfor nævnte racer blev krydset med de indfødte afrikanske hunde, her under Khoikhoi folkets hund. Dette resulterede i en linje af stærke jagthunde kaldet boerhond, der betragtes som de vigtigste forløbere for Rhodesian Ridgeback. Sekvenseringen af gammelt hundegenom indikerer, at den sydafrikanske Rhodesian Ridgeback bevarer 4% af sin præ-koloniale herkomst.

 

I løbet af det sene 1800 tal begyndte racen så småt at tage form. Især de nederlandske pionerer i Sydafrika forestod dette projekt, med det formål at opdrætte en stærk og robust hund med evnen til at få bugt en løve, skulle det komme så vidt. Ikke ved at nedlægge den, vel at mærke, men ved at distrahere den indtil jægeren kunne komme til at skyde den. De hunde, som kom ud af avlsprojektet, blev tillige anvendt i forbindelse med jagt på løver, bjørne og vildsvin samt andet storvildt, og hjalp samtidig med at holde farme fri for bavianer og andre skadedyr.

 

I 1922 blev den endelige racestandard for Rhodesian Ridgeback udarbejdet af F. R. Barnes i forbindelse med stiftelsen af den første Rhodesian Ridgeback Club på en Bulawayo Kennel Club-udstilling i det land vi nu kender som Zimbabwe. Standarden er baseret på racestandarden for Dalmatineren, og blev i 1927 godkendt af South African Kennel Union.

 

De første Rhodesian Ridgebacks i Storbritannien blev fremvist vist af Mrs. Edward Foljambe i 1928. I 1950 bragte Mr. og Mrs. William H. O'Brien fra Arizona seks nøje udvalgte Rhodesian Ridgebacks til USA fra Sydafrika. I samarbejde med Margaret Lowthian fra Californien påbegyndte parret processen med at få racen accepteret af American Kennel Club.

 

The Rhodesian Ridgeback Club of Great Britain blev i 1952 grundlagt med det formål at promovere racen rundt omkring i Storbritannien, så en standard for racen kunne blive anerkendt. I 1954 blev de første Challenge-certifikater tildelt hunde vist under racebetegnelsen Rhodesian Ridgebacks ved konkurrencer i Storbritannien, og racen blev samme år anerkendt som selvstændig race af The Kennel Club of Great Britain.

 

I 1955 anerkendte American Kennel Club Rhodesian Ridgeback racen, og i dag rangerer Rhodesian Ridgeback som nummer 46 blandt racer registreret af AKC.

 

Pleje og pasning

En Rhodesian Ridgeback kræver ikke den store pleje, idet hunden er udrustet med en kort, enkeltlaget pels, som fælder jævnt hele året rundt. Giv hunden en omgang med en plejehandske eller en tur med støvsugeren i ny og næ. Ved dårlig lugt kan hunden sagtens tåle et bad.

 

Du bør sørge for at hundens negle bliver klippet efter behov. Ellers kan de give anledning til gener for hunden. Der kan også udvikle sig infektion i for lange negle, lige som de kan blive deforme. Lad dyrlægen vise dig hvordan du klipper hundens negle uden at beskadige nerver eller blodkar.

 

Da Rhodesian Ridgeback har hængende ører, bør du sørge for at disse bliver efterset og renset med jævne mellemrum. Ellers kan der hurtigt ophobe sig skidt og snavs, som kan medføre svampe- eller bakterieinfektioner. Tør øret på indersiden med en fugtig klud, og tag hunden med til dyrlæge, hvis der er tegn på rødme og irritation.

 

Hundens tænder skal børstes mindst én gang om ugen. 80% af alle hunde døjer med tandlidelser, men giver ikke udtryk herfor. Hvis du børster og tjekker tænderne jævnligt, kan hunden undgå smertefulde lidelser – og du slipper for dyre tanddyrlæge regninger.

 

Hvis du inkorporerer disse vaner mens hunden stadig er hvalp, vil den vænne sig til rutinen, og finde sig i de enkelte øvelser som voksen. Dette er en fordel, når du har med stå stor, stærk og tung en hund at gøre.

 

En Rhodesian Ridgeback er en aktiv hund, som kræver masser af motion og aktivering ud over de tre daglige lufteture. Hører du selv til den aktive type, får du med en Rhodesian Ridgeback en trofast følgesvend på dine løbe- eller cykelture, lige som du med stor fordel kan træne din Rhodesian Ridgeback op til agility og andre former for hundesport.

 

Helbred og sundhed

En Rhodesian Ridgeback er en stor og kraftig hund, og dermed i risikozonen for at udvikle en række af de lidelser, som følger med en stor og hurtigt voksende krop. I dette afsnit kan du læse mere om de dårligdomme, du skal være opmærksom på hos din Rhodesian Ridgeback.

 

Rhodesian Ridgeback kan, i lighed med andre lignende hunderacer, udvikle hypothyroidisme – en tilstand, hvor skjoldbruskkirtlen ikke producerer nok skjoldbruskkirtelhormon. Der ud over er Rhodesian Ridgebacks tilbøjelige til dermoid sinus, en tunnellignende åbning mellem huden og rygsøjlen. Denne medfødte defekt forårsager neurologiske tegn, som kan forekomme i alle aldre, og kan behandles kirurgisk.

 

Rhodesian Ridgeback er også en af de hunderacer, der lider af degenerativ myelopati, som er en degenerativ rygmarvssygdom. Selvom den er sjælden, er den uhelbredelig og lammende. Der er i øjeblikket ingen genetisk test for DM i Rhodesian Ridgeback, selvom forskning er i gang.

 

Desværre er Rhodesian Ridgeback mere tilbøjelige end mange andre racer til at udvikle en lidelse, der kaldes gastrisk torsion, hvor maven bliver oppustet og udvider sig. I værste fald kan maven vride sig selv, hvilket afbryder blodgennemstrømningen. Denne sygdom rammer meget pludseligt, og en hund, der havde det fint et minut, kan være død et par timer senere.

 

Hold øje med symptomer som rastløshed, savlen, blegt tandkød, slikning af læberne, forsøg på at kaste op uden held og tegn på smerte. Gastrisk torsion kræver øjeblikkelig indgriben fra en dyrlæge, hvis ikke den skal have fatale følger.

 

De fleste dyrlæger tilbyder en procedure kendt som gastropexy, som forankrer maven til bugvæggen for at forhindre, at den vrider sig i fremtiden. Denne procedure kan også udføres som en forebyggende foranstaltning hos hunde, som udviser tendenser til lidelsen.

 

Hunde af Rhodesian Ridgeback racen kan lide af flere former for kræft, især mastcelletumorer. Hoftedysplasi og albuedysplasi kan også påvirke hunde af denne race, såvel som øjenproblemer, herunder grå stær, progressiv retinal atrofi og entropion.

 

Vidste du, at …

- Rhodesian Ridgeback er maskot for Ontario Tech University i Oshawa, Ontario, Canada – og at Ontario Tech Ridgebacks er universitetets interkollegiale atletiske hold?

 

- Det er yderst sjældent, at en Rhodesian Ridgeback gør? Hvis din Rhodesian Ridgeback begyder at gø, er det derfor klogt at undersøge hvad der er på færde.

 

- Rhodesian Ridgeback også kaldes ”renæssance-hunden” på grund af dens mangeartede evner og egenskaber som jagthund, vagthund, drivende hund og sportshund?

 

- Har du brug for yderlig information om hunderacen kan du klikke her: Rhodesian Ridgeback her kan du læse meget mere om hunden.