Når du ser en kat med Rex genet for eksempel en Cornish Rex, en Devon Rex eller en Selkirk Rex – vil den med sikkerhed fange din opmærksomhed. Man kan komme i tvivl om det er en kat eller et lille får, der kommer slentrende. Men har du først stiftet bekendtskab med denne hel særlige race, bliver du hurtigt bekendt med dens særlige træk. Har du forelsket dig hovedkuls i den lille krøltop, leder du sikkert med lys og lygte efter et opdræt. Du bør dog på forhånd sætte dig ind i racen og dens særlige karakteristika. I det følgende kan du blive klogere på denne finurlige race, og komme tættere på en beslutning om hvorvidt en Cornish Rex er noget for dig.
Læs mereCornish Rex kommer ikke, som man måske skulle tro, frisk fra en vandondulering hos frisøren. Den bølgede pels er resultatet af en spontan, dog ganske naturlig, mutation – en ikke ubekendt begivenhed i kattens verden. Du vil blive overrasket over hvor meget liv og energi der er i en Cornish Rex. Her er der tale om en ægte Krølle-Bølle med alt hvad det indebærer af narrestreger, fis og ballade. De runde øjne med det opmærksomme blik bærer vidnesbyrd om en særdeles opvakt kat. Og de store ører lader til hver en tid katten vide hvad der sker omkring den. I de næste kapitler kan du læse mere om historien bag denne særegne kat, og få et indblik i racens tilblivelse samt dens karakteristika. Du kan også læse mere omkattens helbred, og hvilke krav den vil stille til dig som ejer.
Cornish Rex racen stammer fra England, og har sit navn efter Cornwall regionen. I de tidlige halvtredsere fødtes en killing med en usædvanlig krøllet pels og en ligeledes unik slank og langlemmet kropsbygning. Kattens far var af ukendt race, mens moderen var British Shorthair. Ejeren af såvel moder som killing, Nina Ennismore, blev efter en konsultation med en genetiker ansporet til at avle på den krølhårede killing, som senere fik navnet Kallibunker. Dette resulterede i et kuld på tre killinger, hvoraf to var bærere af det recessive gen, der var ansvarligt for den krøllede pels. Disse tidlige forløbere for Cornish Rex blev siden hen krydsavlet med Siamesere, Burmesere og British Shorthairs for at udvide genpuljen og udvikle racen yderligere.
I 1957, mens racen stadig var under udvikling, blev et par katte af Cornish Rex racen importeret til USA. Dette viste sig at være heldigt, da Kallibunkers afkom næsten forsvandt fra England i slutningen af 1950’erne. I USA fortsatte avlsprogrammet, idet Cornish Rex kattene blev krydset med katte af racer så som American Shorthair og Havana Brown. Basis var dermed lagt for en populær og elsket race – og i 1964 modtog Cornish Rex officiel raceanerkendelse fra CFA, Cat Fanciers' Association.
Det er ikke kun hans pels, der får Cornish Rex til at skille sig ud fra mere almindelige katteracer. Med sit æggeformede hoved, toppet med store ører, sine nærmest cirkelrunde øjne, krøllede knurhår og usædvanligt lange bagben sætter Cornish Rex nye standarder for hvorledes en racekat kan tage sig ud. Kattens krop er meget karakteristisk, og lille til medium i størrelse, med en lang, slank torso og en dyb brystkasse. Denne kats generelle omrids består af yndefulde buer og kurver uden tegn på fladhed. Ryggen er naturligt buet og tydelig, med en underlinje som buer forsigtigt opad fra brystkassen for at danne en lille taljelinje. Hofterne og lårene er muskuløse og virker noget tunge i forhold til resten af kroppen.
Benene er lange og slanke, og halen ligeså. Ved første øjekast kan en Cornish Rex ligne en af de moderne orientalske racer – men der er her tale om en kat, som er helt sin egen. Pelsen er kort, bølget, ekstremt blød, silkeagtig og ganske uden overpels – og kommer i alle tænkelige farver og mønstre. På undersiden af hagen og på bryst og mave er pelsen kort og mærkbart bølget.
En kat med et sådant udseende må ganske enkelt have en humoristisk sans – og det har Cornish Rex til overflod. Der er her tale om en utroligt intelligent race, og med en Cornish Rex får du en kat, som gerne både hjælper til i hjemmet og løber om hjørner med dig når den kan slippe af sted med det. Du må ikke forvente en sofaløve eller en skødekat, når du vælger at indlemme en Cornish Rex i din husstand. Katten vil gøre alt for at få din opmærksomhed: Stjæle din mad, gemme sig oven på skabet, rulle toiletpapiret ud på badeværelsesgulvet, eller vække dig klokken tre om natten blot for at blive nusset.
Til gengæld får du en klog og lærenem kompagnon, som faktisk kan trænes lidt på samme måde som en hund. Det er kendt, at katte af Cornish Rex typen faktisk elsker at apportere, og at blive belønnet for sine kunster. Samtidig gør kattens sociale og udadvendte natur den til en herlig familiekat.
Alle katte har, uanset race og ophav, potentiale til at udvikle genetiske sundhedsproblemer, ligesom alle mennesker har potentiale til at arve sygdomme. Derfor bør du udvise en vis skepsis, hvis en opdrætter hævder, at hans eller hendes killinger er 100% sygdomsfri – for det er der ganske enkelt ikke noget, der hedder. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre at udføre genetiske screeninger som med en vis sandsynlighed kan udelukke et udvalg af de genetiske dispositioner fra en linje. Men der er ingen garantier.
Cornish Rex er generelt en sund race uden de store anlæg for arvelige sygdomme. Dog kan katte af denne race have tendens til hypertrofisk kardiomyopati (HCM), som er den mest almindelige form for hjertesygdom hos katte. Det forårsager fortykkelse (hypertrofi) af hjertemusklen. Et ekkokardiogram kan bekræfte, om en kat har HCM. Der ud over vil katten af denne race være i risikozonen for at udvikle løse knæskaller, også kendt som patellaluksation – en tilstand, hvor en eller begge knæskaller kan glide ud af plads og forårsage gangbesvær og smerter.
Katte af racen Cornish Rex er forsynet med en pels, som kun yder ringe beskyttelse mod solens skarpe UV stråler. Det betyder at katten er særligt udsat for solforbrændinger, hvorfor du bør holde katten inden døre – især om sommeren. Et eventuelt voliere bør desuden være forsynet med overdækning. Som det er tilfældet med mange andre katteracer, vil Cornish Rex være i farezonen for at udvikle overvægt. Du bør derfor holde øje med kattens sværhed og vægt.
Selv om der ikke er tale om en kraftig kat fra naturens hånd, er en Cornish Rex typisk meget tæt bygget. Derfor kan overvægt være nem at overse. Du bør rådføre dig med din dyrlæge i forbindelse med kattens årlige sundhedstjek, og sørge for at din kat får en kost med det rette næringsindhold. Overvægt hos katte kan føre til alvorlige lidelser så som hjerte/kar sygdomme og diabetes, med alt hvad dette indebærer af afledte syndromer. Og hvis katten er fed, kan den udvikle slidgigt, hvilket igen medfører et sænket aktivitets niveau.
Den korte, bløde pels, som er helt uden beskyttende overhår, er så godt som vedligeholdelsesfri. Du bør faktisk ikke børste pelsen på en Cornish Rex, da du risikerer at den tager skade, eller at huden inden under bliver irriteret. De store, flotte ører kan godt tåle en aftørring med en fugtig, opvredet klud fra tid til anden. Tænderne på en Cornish Rex skal helst børstes en gang om ugen. Og du bør sørge for at klippe neglene hver sjette uge – bed din dyrlæge vise dig hvordan man gør.
Som det fremgår, er en Cornish Rex en social, intelligent og vældig lærenem kat. Du vil uden problemer kunne introducere en Cornish Rex for din familie, også selv om denne inkluderer både børn og andre dyr. Du bør dog være opmærksom på at du har at gøre med en kontaktsøgende kat, som sætter stor pris på selskab. Katten kan risikere at blive meget ulykkelig, hvis du lader den være alene for længe ad gangen – for eksempel hvis du arbejder væk fra hjemmet i dagtimerne. Derfor bør du overveje at anskaffe endnu en kat, hvis du ikke har mulighed for at være sammen med din kat dagen lang.