Tilbage til alle racer

Leksikon: Siameser

Siameserkatten er en socialt anlagt, meget intelligent og ret selvstændig kat. De smukke blå øjne og den slanke, stærke krop giver den et majestætisk og nobelt udseende og selvom de fleste nok kender siameseren bedst for den lyse pels med de mørke aftegninger på poter, hale og hoved, så findes den faktisk i flere racegodkendte farver. Den er så intelligent, at den kan trænes til mange forskellige ting, fx at gå i snor, lære små tricks på kommando og løbe mindre agilitybaner. Det kræver selvfølgelig, at man starter træningen tidligt, men også at man er vedholdende og tålmodig, da siameseren også har en selvstændig side, der betyder, at den helst selv vil bestemme hvad den skal bruge sin tid på. Det er en kat, som du både kan finde på toppen af reolen med det store overblik og ved din side på sofaen, klar til at kæle. Den kan godt være indekat, men den har brug for god plads til at brænde energi af og godt lejetøj der stimulerer og udfordrer den store intelligens. Den kan blive mellem 12 og 18 år gammel.

Læs mere
Siameser

Karaktertræk for en Siameser

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

Siameseren er en intelligent, kærlig og selvstændig kat, der helst gør tingene på sin egen måde. Den er dog samtidigt også meget social og vil gerne have opmærksomhed. Den er meget kommunikerende, både med lyd og handlinger og du er ikke i tvivl, hvis du gør noget galt eller noget godt. De keder sig hurtigt, hvis de er alene og derfor er det en god idé at anskaffe sig to katte, hvis man er hjemmefra mange timer om dagen. Den kan trænes til at gå i snor, specielt hvis man begynder træningen fra killing og kan også på grund af sin intelligens trænes til forskelligt andet. Man skal dog være indstillet på, at siameseren har sine egne planer, og hvis din træning ikke passer ind i disse, så kommer det ikke til at ske. Den kan godt lide at befinde sig i højden og holde øje med sine mennesker fra en god udkigspost, eventuelt på toppen af et reolsystem. Den skal dog nok komme ned igen, for den elsker at være tæt på sin familie, vil gerne putte og kæle og har helt sikkert elementer af skødekat i sig.

 

Udseende

Siameseren er en mellemstor kat, der vejer mellem 3 og 5 kg. Det er en slank og elegant kat med lange ben og et trekantet hoved, der understreger det fine, elegante udseende. Ørerne er spidse og øjnene er altid blå. Desuden har katten en grad af albinisme der gør, at den får den klassiske såkaldte seal-point farve, der betegner den karakteristiske mørke farve på poter, hoved og hale der falmer og bliver til en helt lys cremefarve på resten af kroppen. Den findes dog også i blå, lilla og chokolade. Pelsen er kort, tæt og glat og har kun meget lidt underuld. Siameseren bliver nogle gange avlet i to linjer: en traditionel og en til show og der er nogle udseendemæssige forskelle på de to: Den traditionelle siameser er ofte rundere og bredere i udtrykket end showkatten, der har et mere lige, slank og kantet udseende.

 

Historie

Siameserne kommer, som navnet antyder, fra Siam (i dag Thailand) og det siges, at gamle manuskripter fra midten af 1300-tallet beskriver en kat som lyder fuldstændig som den kat, vi i dag kender som siameseren. Så racen har altså nok en utroligt lang historie og man mener, at siameseren i flere hundrede år har været en eksklusiv race, der havde hjemme i Siams buddhistiske templer og hos den siamesiske kongefamilie. Den første siameser, man kender til i USA kom dertil i 1878, da den blev givet som en gave til præsident Rutherford B. Hayes og hans familie. Katten hed Siam og skabte stor glæde i præsidentfamilien, men døde desværre kort tid efter dens ankomst. Racen kom til Europa i slutningen af 1800-tallet, da den britiske generalkonsul i Bangkok Owen Gould tog to siamesere ved navn Pho og Mia med hjem til Storbritannien i 1884. Owen Goulds søster udstillede killingerne af Pho og Mia på en katteudstilling i London i 1885. Siden steg interessen for racen gradvist, men den blev ikke rigtigt populær, før efter anden verdenskrig og i 1946 blev siameserne godkendt som race af International Cat Association. I Danmark findes raceklubben Dansk Siameser og Orientaler Ring, der er en specialklub tilknyttet Felis Danica.

 

Pleje og pasning

Siameserens korte pels kræver ikke meget pleje. Man kan eventuelt børste den en gang i mellem for at tage de værste løse hår, men ellers er der faktisk ikke meget mere arbejde i det. Den har kun meget lidt underuld, og har det derfor ikke godt i koldt eller vådt vejr, så det er værd at overveje, om den måske udelukkende skal være indekat. Kradsetræet er et must når man har kat, uanset race, da katten bruger det til at hvæsse sine klør. Man bør sikre sig, at der er plads nok i siameserens hjem til at den kan brænde energi af når behovet opstår, og intelligensen sætter også krav til ordenlige muligheder for mental træning og udfoldelse. Slutteligt kan siameseren have tendens til at få tandsten og derudaf udvikle mundhulebetændelse, så et jævnligt tjek af munden er en rigtig god idé.

 

Helbred og sundhed

Siamesere er desværre oftere udsat for sygdomme end andre racer, og derfor kan det være en rigtig god idé at besøge dyrlægen regelmæssigt, så man opdager eventuelle sygdomme i god tid. Der kan findes hjertefejl, bronkiesygdom og astma i denne race og så bør være opmærksom på tegn på hofteledsdysplasi og øjensygdomme. Siameseren skiller sig ud fra andre katteracer ved somme tider at udvikle en underlig tilstand, man kalder pica, der indebærer, at katten begynder at spise ikke-spiselige ting som stof, plastik, o.l. Årsagen er lidt et mysterium, men man mener, at lidelsen nok er genetisk betinget. Det er altid klogt at få en god snak med opdrætteren om, hvad katten og dens forældre er blevet tjekket og testet for hos dyrlægen.

 

Vidste du, at…

·      Siameseren har huseret hos nogle af de største kendisser? James Dean, Marilyn Monroe, Elizabeth Taylor, Andy Warhol og John Lennon har alle efter sigende ejet og elsket en siameser.

 

·      Siameseren engang, inden det efterhånden blev avlet væk, var skeløjet og havde en bøjning på halen? Myten om hvordan disse træk opstod går på, at siameserne var kongen af Siams vogtere og tjenere og da de blev sat til at vogte kongens royale pokal, viklede de halen så stramt om den og stirrede så intenst på den, at halen blev bøjet og de blev skeløjede og således blev alle fremtidige siameserkatte det også. Der er mange versioner af denne myte, men de har alle til fælles, at de beskriver siameserens loyalitet og hengivenhed til mennesket.

 

·      De to siameserkatte i Disneys Lady og Vagabonden har været grund til megen kontrovers? De er af mange blevet kritiseret for at være en racistisk stereotyp af asiatere og Disney har beklaget den måde, de er blevet afbilledet på. Lady og Vagabonden er desuden en af de film, som Disney har sat en disclaimer foran på deres streamingtjeneste, hvor de gør opmærksom på stødende indhold.