Tilbage til alle racer

Leksikon: Snowshoe

Måske kender du børnesangen ”Se den lille kattekilling, nej hvor er den sød / den har finde hvide poter og en pels så blød”. Denne sang kunne faktisk være skrevet om katte af racen Snowshoe – for et af de særlige kendetegn ved netop denne race er, at de har fine hvide poter og en særdeles blød pels. Hvis du er fan af disse træk, og sætter pris på en rolig, venlig og særdeles kælen kat med masser af personlighed, kan en kat af den relativt unge race Snowshoe meget vel være det rette valg for dig. Læs med her, og find ud af hvorfor.

Læs mere
Snowshoe

Karaktertræk for en Snowshoe

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Hvad er Snowshoe for en størrelse?

Den fine kat med de hvide poter er en blanding imellem en Siameser og em American Shorthair – to i udgangspunktet temmelig forskellige racer, som hver især har stærke personligheder og relativt varierende temperamenter. Dette gør Snowshoe til en helt særlig race, som er ganske unik på mange områder. Du kender sandsynligvis internet fænomenet Grumpy Cat – en knottent udseende kat, som igennem de seneste årti opnåede kultstatus på sociale medier og har lagt ansigt til talrige memes. Grumpy Cat, med det borgerlige navn Tardar Sauce, havde fået sit vredladne udseende som følge af en genetisk defekt, som blandt andet forårsager dværgvækst. Denne artikel er dedikeret til Snowshoe og dens særlige karakteristik. Du kan blive klogere på katteracens historie og ophav, du kan læse en beskrivelse af den officielle racestandard, og du kan forhåbentlig komme tættere på en beslutning om hvorvidt Snowshoe er den rette kat for dig.

 

Snowshoe – historik og ophav

Historien om Snowshoe tager sin begyndelse i de tidlige 1960’ere hvor den amerikanske Siameser opdrætter Dorothy Hinds-Daugherty, i et af sine kuld opdagede tre killinger som hver havde fire hvide poter. Den smukke kombination af de hvide poter og det karakteristiske colorpoint-mønster hos Siameser katten glædede opdrætteren, som påbegyndte et avlsprojekt i hvilket hun krydsede Siameser med ”tuxedo” markeringer for at udvikle en ny race. Afkommet af disse katte manglede det for Siameser racen særlige colorpoint-mønster, men ved at avle videre med Siameser katte opnåede Hinds-Daugherty til sidst det ønskede mønster. Hun kaldte racen ”Snowshoe” – altså snesko – på grund af de hvide poter.

 

Igennem de følgende år promoverede hun sine katte ved diverse udstillinger, selv om racen på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet officielt anerkendt. Senere hen opgav Hinds-Daugherty avlsprogrammet, hvorpå det blev taget op af opdrætter Vikki Olander. Olander var den første til at nedfælde en skriftlig racestandard for Snowshoe. På baggrund af denne lykkedes det hende at opnå ”eksperimentel race” status for Snowshoe hos Cat Fanciers Federation (CFF) og American Cat Associations (ACA) i 1974. Men i 1977 var Olander den sidste opdrætter af Snowshoe i USA, og kæmpede længe for at holde den forholdsvis nye – og temmelig ukendte – race i live.

 

Olander blev siden kontaktet af Jim Hoffman og Georgia Kuhnell, som begge udviste stor interesse for racen. Senere hen sluttede andre opdrættere sig til Olander, Hoffman og Kuhnell, og Snowshoe opnåede championstatus fra CFF i 1983. Racen opnåede championstatus hos American Cat Fanciers Association i 1990 og blev anerkendt af The International Cat Association i 1993. Den dag i dag kæmper opdrættere for at opnå accept hos Cat Fanciers Association, men døjer med manglen på katte og opdrættere, der er nødvendige for at leve op til foreningens krav.

 

Racekarakteristik og udseende

Katte af racen Snowshoe kombinerer American Shorthair kattens robusthed og tyngde med de lange, slanke linjer, som er kendetegnende for dens siamesiske forfædre. Vi har her at gøre med en velproportioneret og harmonisk kat, som fremstår atletisk og smidig uden at virke hverken tynd eller overdrevet muskuløs. Kroppen er lang og fast, med flotte kurver og en god muskulatur. Snowshoe katten er agil og adræt, og udstråler samtidig en vis styrke. Benene har en god længde og står i fint forhold til kroppen. De lidt længere bagben giver kroppen en let skrånende profil. Poterne er korte og ovale. Halen er medium lang til lang og slank.

 

Hovedet beskriver en bred modificeret kile, med let afrundede konturer. Toppen af hovedet er afrundet, og flader ud mod panden. Næsen er lige og af medium længde, og hagen hverken spids eller firkantet. Ørerne er brede ved basen, og fortsætter i deres afsæt den beskrevne kileform. Øjnene er ovale, ikke for bredt ansat, og med en let skråtstilling op imod ørets kant. Farven er altid intens blå som hos Siameser katten. Pelsen er altid kort og tilliggende uden underuld. Farven på pelsen kan variere, og forskellige aftegninger kan forekomme – men karakteristisk for katte af Snowshoe racen er som nævnt colorpoint-mønsteret og så de hvide poter.

 

Temperament og personlighed hos Snowshoe katten

Som tidligere nævnt tager Snowshoe katten efter begge sine forfædre når det kommer til temperament. En Snowshoe kat vil typisk være både rolig og vennesæl som American Shorthair katten, men kan sagtens finde på at gøre højlydt opmærksom på sin tilstedeværelse, i lighed med Siameseren. Du kan med en Snowshoe kat forvente en følgesvend, som fra begyndelsen knytter et tæt bånd til dig. Snowshoe katten er kendt for at være jovial og kælen, og vil helst følge sin ejer hvor end han eller hun går. Der er her tale om en selskabelig kat, som ikke sætter pris på for megen alenetid. Derfor bør du sikre, at katten altid har selskab, enten i form af andre katte eller lignende kæledyr, hvis hjemmet står tomt det meste af dagen.

 

Helbred og sundhed

Snowshoe racen er forholdsvis sund, uden tegn på genetiske helbredsproblemer. Du bør dog være opmærksom på at en Snowshoe kan være disponeret for mange af de lidelser, som ses hos katte af racerne American Shorthair og Siameser. Her er et par af de mere almindelige sundhedsproblemer hos Snowshoe, du skal være opmærksom på. Den første er nyresvigt. Nyresvigt betyder, at nyrerne er holdt op med at fungere normalt. Da nyrerne er ansvarlige for at filtrere affald fra blodet, vil nyresvigt forårsage en ophobning af toksiner og affald i blodbanen. Lidelsen er også ansvarligt for en ubalance af elektrolytter, dehydrering og en forstyrrelse af syre/base balancen i blodet.

 

Symptomer på nyresvigt hos katte omfatter opkastning, sløvhed, vægttab, mat pels, diarré, spisevægring og en ammoniaklignende lugt til åndedrættet. Nogle katte ser også et fald i vandladningen, mens andre ser en stigning. Du bør kontakte dyrlægen så hurtigt som muligt, hvis du lægger mærke til disse symptomer. Katte er meget følsomme over for nyresvigt, og skal derfor i behandling med det samme, hvis nyrerne begynder at svigte.

 

Progressiv retinal atrofi er en anden lidelse, du bør være på vagt over for. Denne tilstand påvirker fotoreceptorerne, som er placeret i nethinden, og som er ansvarlige for at sende elektriske signaler til hjernen. Denne sygdom betyder, at fotoreceptorcellerne atrofierer eller forringes over tid. Til sidst vil dette forårsage blindhed hos katten. Da denne tilstand ikke forårsager smerte, kan det være svært at bemærke, om det udvikler sig hos din Snowshoe kat. Det første, der normalt sker, er, at din kat mister evnen til at se om natten. Katten vil være tilbageholdende med at gå ind i mørke rum og kan støde ind i genstande i svagt oplyste områder. I nogle tilfælde bemærkes tilstanden ikke, før katten er helt blind.

 

Pasning og pleje af Snowshoe

En Snowshoe kat kræver på grund af sin korte pels ikke den store pleje. Med en særlig plejehandske eller en blød børste kan du fjerne overskydende hår, så de ikke sætter sig i dine møbler. Det bør være nok med en ugentlig omgang børstning, selv om din Snowshoe sikkert vil nyde det så meget, at den ønsker mere af samme slags. Selv om Snowshoe er en aktiv kat, som selv hvæsser sine kløer på kradsebrætter eller træer udenfor, bør du klippe dens negle med jævne mellemrum. På den måde kan du forhindre, at neglen gror ind i potens trædepude. Vær forsigtig når du klipper negle, at du ikke rammer nerven.

 

Du bør ligeledes børste tænder på katten mindst én gang om ugen. Hvis du allerede fra en tidlig alder vænner katten til disse plejerutiner, vil den have lettere ved at finde sig i det senere hen. Som det er tilfældet med alle andre katte, vil en Snowshoe trives bedst med en kødbaseret kost i høj kvalitet. Vælg gerne et foder, som er særligt tilrettet neutraliserede katte – og vær opmærksom på at kattens behov ændrer sig med alderen. Foderet skal indeholde en tilstrækkelig mængde af aminosyren taurin, som findes i animalske proteiner. Hvis din kat får mangel på taurin, kan den udvikle potentielt livstruende hjerteproblemer.

 

Snowshoe – er det en race for mig?

Du kan sagtens vælge en Snowshoe kat, hvis du ønsker dig en selskabelig kompagnon med et smukt udseende og et venlige sind. Du bør dog være forberedt på at det godt kan være vanskeligt at finde en Snowshoe opdrætter i Danmark. Det er ikke helt umuligt – men du kan godt komme til at vente lidt. Vælger du at anskaffe en Snowshoe, eventuel ved import, bør du som nævnt ikke lade katten gå alene. Sørg for at den har selskab dagen lang – så trives den bedst.