Er du fan af de langpelsede og særdeles elegante katteracer, som er så populære i især den vestlige verden? Så kommer du ikke uden om Somali. Somali er måske ikke så kendt under vore hjemlige himmelstrøg som den elskede Perser, den imponerende Maine Coon, den charmerende Norsk Skovkat eller blot Tyrkisk Angora. I det følgende kan du blive klogere på Somali racen, og lære mere om hvad der gør denne kat til noget helt særligt.
Læs mereSomali er den langhårede version af Abyssinier – en race, som er omgærdet af mystik og rummer masser af smukke fortællinger. Racen mener at have sin oprindelse nær kysten af Det Indiske Ocean og dele af Sydøstasien. Denne artikel er dedikeret til denne relativt unge race. Du kan læse om Somali kattens historie, dens ydre kendetegn og sindelag, og hvad en Somali kat vil kræve af dig som katteejer hvis jeres forhold skal blive en succes.
Somali katten ligner en lille afrikansk vildkat, men er tam og domesticeret hele vejen igennem, og er sandsynligvis opstået på baggrund af racer så som Siameser, Burmeser og Russian Blue. Det langhårede gen blev introduceret efter Anden Verdenskrig, da opdrættere forsøgte at bringe racen tilbage efter krigen, hvor den – i lighed med mange andre katteracer – var tæt på udryddelse. I 1940’erne eksporterede en britisk opdrætter ved navn Janet Robertson nogle killinger af Abyssinier racen til Australien, New Zealand og Nordamerika. Disse killingers efterkommere producerede fra tid til anden killinger med lang eller mellemlang pels.
Den første kendte langhårede Abyssinier, so lød det borgerlige navn ’Raby Chuffa of Selene’, så dagens lys i Amerika i 1953. Det antages, at det er hans aner, som står bag det langhårede gen. Det var dog først i 60’erne, at der opstod interesse for denne langhårede variant, idet der i begyndelsen blev set ned på de langhårede varianter, hvorfor opdrættere forsøgte at holde genet ude af puljen. Da Mary Mailing, en opdrætter fra Canada, i 1963 deltog med en langhåret kat ved en lokal kæledyrsudstilling, blev hun af udstillingens dommer, Ken McGill, bedt om en killing til avlsformål.
En anden amerikansk opdrætter ved navn Evelyn Mague fik også langhårede killinger i sine kuld – og hun navngav varianten Somali. Don Richings, en anden canadisk opdrætter, brugte killinger fra oven for nævnte McGill, og påbegyndte et samarbejde med Mague. Den første somalier, der blev anerkendt som sådan af en mere avanceret organisation, var Mayling Tutsuta, en af McGills katte. I 1979 blev racen anerkendt af CFA – Cat Fanciers Association. Den nye race blev accepteret i Europa i 1982 – og i 1991 var racen bredt accepteret internationalt.
Navnet ”Somali” er en henvisning til den afrikanske nation, Somalia. Somalia grænser op til Abessinien, som er moderne Etiopien. Racens navn er en unik fortolkning af den etiopisk-somaliske konflikt; Mague antog, at da landegrænserne er menneskeskabte, så er de genetiske grænser mellem den Abyssinier og Somali – den langhårede Abyssinier – det også. Mague grundlagde også Somali Cat Club of America, som også omfattede medlemmer fra Canada. SCCA arbejdede for at give racen champion status hos CFA, hvilket fandt sted i 1979. I 1975 grundlagde CFA International Somali Cat Club.
Katte af Somali racen er overordnet set velproportionerede og afbalancerede i deres udtryk. Vi har her at gøre med en mellemstor til stor kat, som er atletisk og harmonisk både af bygning og af sind. Kroppen er smidig og yndefuld, og af medium længde, med en veludviklet muskulatur. Ryggen er let buet og skrånende som følge af at bagbenene er lidt længere end forbenene. Dette giver tilsammen et indtryk af en kat, der lægger an til spring.
Hovedet beskriver en modificeret og let afrundet kilefacon uden flade planer. Panden er af god størrelse, med en let stigning fra næseryggen. Næsepartiet må ikke være skarpt eller spidst. Ørerne er ansat med god afstand og en bred base, på linje med kraniets bagside. Øjnene er store og mandelformede, og fremhævet af en mørk ”eyeliner” som er omgivet af lys pels. Over hvert øje ses en mørk streg, der fortsætter fra øverste øjenlåg mod øret. Øjenfarven følger pelsens farve og mønster. Pelsen er tæt og lang, med en blød og silkeagtig tekstur. Den består af beskyttende overhår og en fin underuld. Somali katte findes i farverne Ruddy, Kanel, Blå og Fawn.
Lige som sin nære slægtning, den adrætte Abyssinier, er Somali katten nysgerrig, meget aktiv, og særdeles legesyg. Du skal forberede dig på at bruge mange timer på aktivering af din Somali, hvis du ønsker at katten skal trives optimalt. En Somali er en rigtig selskabspapegøje, som gerne følger med i alt hvad der sker, og overvåger alt hvad du laver. Denne kat er kendt for sin forkærlighed for klatring, og søger gerne højt til vejrs. Derfor bør du indrette boligen med klatremiljøer og hylder, som din Somali kan anvende som udkigsposter.
Hvis du dagligt tilbringer mange timer uden for hjemmet, er det en god idé at holde din Somali beskæftiget med legetøj og lignende aktiviteter. En Somali er en menneskeglad kat, som gerne vil have al din opmærksomhed, og derfor trives fint som ene-kat. Du bør dog ikke forsømme din Somali – katten trives ikke, hvis den ikke får opmærksomhed fra sin ejer hver dag.
Da Somali katten er i tæt familie med Abyssinier, er katten i risikozonen for at udvikle nogle af de lidelser, som er karakteristisk for denne race. Blandt disse finder vi den arvelige tilstand kendt under navnet Pyruvatkinase mangel – en lidelse der forårsager intermitterende anæmi. Andre sundhedsproblemer, man skal være opmærksom på, omfatter nyreamyloidose. Tegnene på amyloidose varierer afhængigt af det organsystem, der er påvirket – hos katte er nyrepåvirkning er mest almindelig.
Den ramte kat kan miste sin appetit, blive sløv, og udvikle såvel øget væskeindtag som hyppig vandladning. Katten vil sandsynligvis opleve vægttab, opkastning og diarré. I nogle tilfælde vil der ophobes væske under huden, i maven eller i brysthulen. Der ud over er Somali katte udsatte når det gælder øjensygdommen kaldet progressiv retinal atrofi, som i sidste ende kan føre til blindhed.
Katte af Somali racen er ustyret med en blød, fin, tæt, mellemlang dobbeltpels. Du kan med stor fordel børste eller rede håret ugentligt for at forhindre eller fjerne sammenfiltringer eller knotter i pelsen, da disse kan give anledning til ubehag hos katten. Samtidig undgår du på den måde opkastede hårdboller samt hår i møblerne.
Somali katte kan være tilbøjelige til paradentose, så børst kattens tænder ofte derhjemme med en dyrlæge-godkendt tandpasta, lige som du bør planlægge regelmæssige veterinære tandrensninger. Klip neglene efter behov, normalt en gang om måneden. Tjek ørerne hver uge for tegn på rødme eller en dårlig lugt, der kan indikere infektion, men rengør kun ørerne, hvis de ser snavsede ud. Tør dem af med en vatrondel fugtet med en skånsom ørerens anbefalet af din dyrlæge.
Hvis du mener, at du vil være et perfekt match for den smukke og elegante Somali, kan du begynde at kigge dig om efter et opdræt. Der findes faktisk flere af slagsen rundt omkring i Danmark, gerne i kombination med Abyssinier opdræt. Husk at du, uanset hvilken kat, du vælger at anskaffe dig, påtager dig et betydeligt ansvar. God fornøjelse med din nye, firbenede ven!