De østlige lande på det europæiske kontinent har igennem århundreder været storleverandør af mange smukke og stærke katteracer. Blandt disse finder vi den kendte og elskede Perser, den elegante Abyssinier (og dennes nære slægtning Somali), Egyptian Mau, Tyrkisk Van – og så den klassiske Tyrkisk Angora. I denne artikel kan du læse mere om racen Tyrkisk Angora. Du får et indblik i racens historie, kattens karakteristika, og forhåbentlig et retvisende billede af Tyrkisk Angora som kæledyr.
Læs mereAngora katten er kendt for sin silkeagtige pels, og har altid været en sand favorit blandt katteelskere verden over. Og dette med god grund. Denne race har på grund af sit ædle udseende sågar været yndet som kæledyr i royale cirkler. Blandt andet har den franske dronning Marie Antoinette angiveligt ejet op til flere eksemplarer af Tyrkisk Angora, og racen har været brugt i forbindelse med forædlning af andre racer så som for eksempel Perser.
I sit hjemland betragtes Tyrkisk Angora som en national skat, og det er let at se hvorfor. Den raffinerede kat med den harmoniske kropsbygning og silkeagtige pels er elegant som en ballerina og samtidig stærk som en okse. Du er ikke i tvivl om at du har at gøre med en kat i særklasse når du møder en Tyrkisk Angora. Hvis du også har forelsket dig i den elegante race, og gerne vil vide mere om den, kan du læse med i det følgende. Her kan du blive klogere på den smukke kat, og lære mere om hvad der gør den til noget ganske særligt.
Tyrkisk Angora er det der kaldes en naturlig race – altså ikke menneskeskabt. Som alle huskatte nedstammer katte af denne race fra den afrikanske vildkat (Felis lybica). Deres forfædre var blandt de katte, der først blev domesticeret i det, der kaldes ”Den Frugtbare Halvmåne”, et område som inkluderer det moderne Irak, Syrien, Libanon, Israel, Palæstina og Jordan sammen med den nordlige region Kuwait, den sydøstlige region af Tyrkiet og den vestlige del af Iran (tidligere kaldet Persien).
I slutningen af 1500 tallet blev langhårede katte importeret til Storbritannien og Frankrig fra såvel den anatolske region som fra Iran og Rusland. Allerede i det 17. århundrede blev Tyrkisk Angora anerkendt som særskilt race. På det tidspunkt var der en stærk forbindelse mellem Tyrkisk Angora og Perser, og racebetegnelserne blev brugt i flæng.
Op igennem det 20. århundrede blev Tyrkisk Angora brugt i forbindelse med Perser avl, primært med det formål at forbedre pelsen. Det er først i løbet af de seneste årtier at Perseren gennem avl fik sit karakteristiske fladsnudede look. I begyndelsen af det 20. århundrede påbegyndte Atatürk Forest Farm and Zoo et avlsprogram for at beskytte og bevare rene hvide Tyrkisk Angora katte. I 1963 blev et eksemplar importeret til Canada, og i 1973 blev Tyrkisk Angora anerkendt som selvstændig race af Cat Fanciers' Association.
Indtil 1978 blev kun hvide angoraer anerkendt, men den dag i dag er mange farver og mønstre accepteret af alle nordamerikanske katteregistre. Selv om racen stadig er relativt sjælden i forekomst, er genpuljen i konstant vækst. Tyrkisk baserede opdrættere er dog ikke glade for den slanke og lette version af Tyrkisk Angora, og mener ikke at den er repræsentativ for de ægte, naturlige katte, der fremstår mere robuste. De amerikansk fremavlede varianter af Tyrkisk Angora har meget lidt tilfælles med de eksemplarer, som stammer fra den originale Atatürk Forest Farm and Zoo.
Det ideelle eksemplar af en Tyrkisk Angora er afbalanceret i samtlige fysiske aspekter. En yndefuld kat med en smuk og silkeagtig pels som glimter med en fin glans, og afslører en fast, muskuløs krop. Tyrkisk Angora fremstår velproportioneret og æstetisk, med smukke, rene linjer, kurver og vinkler, uden overdrevne træk, og med et elegant flow i sine bevægelser. Kroppen er af medium størrelse med en fin knoglestruktur og en fast, smidig muskulatur. Udtrykket er overordnet virkelig harmonisk, med en flot bue og en let opadskåning fra forpart til bagpart. Det sidste skyldes at benene er lidt længere bagtil end fortil. Poterne er små, runde og fine, og halen lang og tilspidset, med en fuld pelspragt.
Hovedet er relativt lille til medium i størrelsen, i proportion med kroppen. Det beskriver en mellemlang kile med afrundede former. Ørerne er store og brede ved basen, med gode tufser i spidserne. De er tæt ansat højt på hovedet. Øjnene er store og mandelformede, let opad skrånende og med et åbent udtryk. Der er ingen sammenhæng mellem øjnenes og pelsens farve. Hver øjenfarve beskrivelse kan indeholde stor variation inden for det definerede spektrum, især når katten vokser til.
Tyrkisk Angora kan præsentere med øjenfarver så som himmelblå eller safir blå, stikkelsbærgrøn, smaragd grøn eller gylden grøn, ravfarvet, guld eller kobber, og så selvfølgelig heterokrome (to forskelligt farvede) øjne – et særkende for racen. Pelsen er enkeltlags og i varierende længde, med en fin struktur og en silkeagtig glans. Hvor kun hvide Tyrkisk Angora katte førhen var tilladt, findes katte af denne race den dag i dag i alle tænkelige farver og mønstre.
Katte af Tyrkisk Angora racen virker som om de udmærket godt er klar over at de er af ædel byrd, og bliver betragtet som en af de mest noble katteracer i verden. En Tyrkisk Angora vil kræve din opmærksomhed fra morgen til aften – og sikkert også det meste af natten med. Du vil til gengæld blive belønnet med hengivenhed og masser af hjælpsomhed. Din kat følger gerne med i alt hvad du laver, og foretrækker at have styr på tropperne. Er der andre dyr i husstanden, vil en Tyrkisk Angora sørge for at holde benhårdt styr på dem. Kattens energiske natur, legesyge temperament og sans for humor gør ham til et godt valg for familien med ældre og ansvarlige børn.
Du bør sørge for at din kat ikke tilbringer alt for mange timer alene i hjemmet – for så trives den ikke. Det anbefales at du som minimum anskaffer mindst to katte, hvis du ikke selv er hjemme det meste af dagen. Og hvis din Tyrkisk Angora holdes inden døre, hvilket også anbefales, bør du sørge for at boligen er indrettet med klatremiljøer og huler, så katten har mulighed for at komme op i højden.
Lige som det er tilfældet med alle andre katteracer, er Tyrkisk Angora katte sårbare over for vira og bakterier. Du bør altid lade din kat vaccinere efter dyrlægens anvisninger, og mindst én gang om året besøge dyreklinikken for et sundhedstjek. Der ud over knytter der sig kun få særlige helbredsmæssige risici til denne race – og disse hænger i reglen sammen med farven. W-genet, der koder for den hvide pels og det blå øje hos heterokrome dyr, kan forårsage problemer med døvhed. Derfor er det altid en god idé at få testet kattens hørelse så tidligt som muligt i dens liv.
Arvelig ataksi er også rapporteret hos katte af Tyrkisk Angora racen. Ataksi er en tilstand som påvirker balance og koordination hos den ramte kat. Lidelsen er forårsaget af nedsat sensorisk funktion af nervesystemet, som igen kan være forårsaget af en lang række sygdomme – eller altså en arvelig defekt. En kat, som er ramt af ataksi, kan præsentere med en vaklende gang, svajende og øget døsighed – nærmest som om den er fuld. Katten kan også udvise mere subtile symptomer, såsom en mild hovedhældning, en krølning under tæerne, mens de går, eller unormale øjenbevægelser kaldet nystagmus, som er forårsaget af et underliggende problem med centralnervesystemet.
Der er også findet eksempler på hypertrofisk kardiomyopati (HCM) hos Tyrkisk Angora katte. Hypertrofisk kardiomyopati er en af de hyppigst diagnosticerede hjertesygdomme hos katte, og er karakteriseret ved en unormal fortykkelse (hypertrofi) af et eller flere områder af hjertets vægge, sædvanligvis i venstre ventrikel. Virkningen af fortykkelsen af ventrikulærvæggen på hjertefunktionen er ret variabel. I milde tilfælde kan katten forblive symptomfri hele sit liv. Men hvis hypertrofien er alvorlig, vil hjertemusklen have svært ved at slappe af, hvilken kan føre til hjertesvigt og der af følgende væskeophobning i eller omkring lungerne.
En Tyrkisk Angora er kun forsynet med et enkelt pelslag, og fælder derfor ikke voldsomt. Derfor er det ikke nødvendigt med den store forkromede plejerutine. Børst katten med en blød børste en gang eller to om ugen – så klarer den resten selv. Neglene skal helst klippes mindst en gang om måneden, hvis de ikke skal vokse ind i kattens trædepuder. Det er vigtigt at du anvender en særlig negleklipper til formålet, så du undgår at beskadige nerver eller blodkar.
Ligeledes bør du børste kattens tænder en gang om ugen. På den måde kan du holde karies og parodontose fra livet. Katten slipper for smerter og ubehag – og du slipper for dyre tanddyrlæge regninger.
Hvis du stadig er helt og aldeles forblændet af den aristokratiske race, kan du godt påbegynde jagten på en Tyrkisk Angora. Den vil sagtens kunne fungere som familiekat i din husstand, uanset om du bor i hus eller i lejlighed. Faktisk er det ikke det store problem at finde danske opdrættere af Tyrkisk Angora. Den lækre kat er nemlig også farligt populær herhjemme – og derfor vil du hurtigt kunne finde et katteri med Tyrkisk Angora killinger til salg.