Der er det særlige ved nymfeparakitten, at den faktisk slet ikke er en parakit. Den i virkeligheden i familie med kakaduerne, og somme tider kan man også se dem omtalt som nymfekakaduer. Den deler da også sin smarte frisure med kakaduerne, og den flotte fjerkam på toppen af hovedet har flere funktioner end blot at være smuk at se på. Man kan aflæse nymfeparakittens humør på hvordan fjerene sidder. Den fungerer derfor også som et praktisk kommunikationsmiddel, der giver artfællerne og dens mennesker mulighed for hurtigt at forstå, hvilken sindsstemning fuglen er i. Nymfeparakitten er rigtig god til nybegyndere på grund af dens venlige temperament og at den er ret nem at træne. Den lærer sjældent at tale, men den kan til gengæld godt lære at fløje små melodier. De er meget charmerende små fugle med et godt temperament. De er også større end andre populære tamfugle, som undulater og kanariefugle, dog uden at være rigtigt store, hvilket betyder, at de er et godt valg for dem, som gerne vil have nogle lidt større fugle, som dog stadig kan leve fint i et bur i stuen. Den kan i fangeskab blive omkring 17-18 år gammel, nogle gange ældre endnu.
Læs mere
Nymfeparakitten udmærker sig ved sin tillid til mennesker, der gør, at man ret hurtigt kan skabe et godt forhold mellem menneske og fugl. De er flokdyr af natur og bør derfor have minimum én, men gerne flere, artsfæller at bo sammen med for at stimulere deres sociale behov. Den er ret intelligent og kan trænes til fx at flyve tilbage i buret efter at have været ude, eller til at sætte sig på en finger. Man skal forberede sig på at være tålmodig og respektere fuglens grænser – at træne en fugl er ikke noget man gør på en dag. Men det meste er tillidsbaseret og godbidder og andre lækkerier er det bedste værktøj i dette arbejde. Nymfeparakitten er nysgerrig og undersøgende af natur og tager gerne en bid af lidt af hvert, for at finde ud af hvad det er. Det er værd at være opmærksom på, for det kan munde ud i at blive en decideret destruktiv vane, hvis ikke fuglen bliver tilstrækkeligt stimuleret mentalt og fysisk. Den kan være mere larmende end andre fugle og vil især give lyd om morgenen og aftenen, hvilket er værd at have med i tankerne, hvis man gerne vil have en rolig fugl, eller hvis man bor i en lydt lejlighed.
Nymfeparakitten er en mellemstor tamfugl, der bliver mellem 30 og 35 cm. Kroppen er en nuance af grå, hovedet og fjertoppen på hovedet er gul og bag ved øjet har den en orange plet. Man ser forskel på hannerne og hunnerne ved at tjekke undersiden af halefjerene der er sorte hos hannen, men er bleg gul med brune striber hos hunden. Der kan dog være variationer i farverne, da man gennem avl i fangeskab har kunnet udvikle andre nuancer og mønstre end de, som findes i naturen. Fjerkammen på hovedet fungerer som en indikator på nymfeparakittens humør. En udfoldet og opretstående fjerkam indikerer at fuglen er forskrækket, utryg eller ophidset. En afslappet og veltilpas fugl vil have en fjerkam, der peger skråt bagud. Hvis fuglen er bange, peger kammen fladt bagud og fjerene er helt samlet.
I naturen lever nymfeparakitten som nomadiske flokdyr i store dele af Australien. De blev først beskrevet i slutningen af 1700-tallet, men der har siden være flere ændringer i deres videnskabelige navn og diskussion om, hvilken fuglefamilie de hører til. Deraf forvirringen omkring parakit/kakadue. De har været af stor interesse for mange forskellige ornitologer o.l. og er blevet beskrevet flere gange i 1700- og 1800-tallet. De blev bragt til Europa for første gang i 1830’erne. I 1840’erne kom det første kuld i fangeskab og herfra udviklede avl og opdræt sig stødt, og nymfeparakitterne blev langsomt kendt som fine kæledyr. Dengang fik man fugle i fangeskab ved at indfange vilde fugle og simpelthen putte dem i bur. I dag er de nymfeparakitter, man kan få fingrene i som stuefugl, udelukkende resultatet af menneskers opdræt af arten. I 1951 opstod den første farvemutation, der blev begyndelsen på udviklingen af artens fine udseende.
Ligesom med de fleste andre stuefugle, så er det nødvendigt at tænke over, hvordan de skal bo. Som hovedregel bør man altid tilbyde sine fugle det største bur man har plads til, og som minimum må der være plads til at de kan flyve fra pind til pind. Pindene må meget gerne være fra frugt eller nøddetræer, samlet udenfor (husk de skal være usprøjtede), og gerne i forskellig tykkelse og med kviste, skud og bark stadig på. Pindende kan på den måde både træne fødderne, slide kløerne og aktivere fuglen, når den piller i barken og bider i skuddene. I stedet for buret, kan også med fordel vælge en voliere enten inde eller ude, nymfeparakitterne kan leve fint begge steder. Hvis man vælger at gå med et bur i stuen, så skal nymfeparakitten ud og flyve frit i huset en gang om dagen. Derfor er det også nødvendigt at man bruger noget tid på at træne fuglen til at flyve tilbage i sit bur igen, og reagere på dine signaler så tidligt som muligt. Nymfeparakitten vil udover en frøblanding også sætte meget pris på friskt grønt af forskellig slags og spirende frø. Vær gerne opmærksom på om fuglene får de nødvendige vitaminer og mineraler de skal bruge, og hvis de ikke får det gennem foderet, anbefales det at give det som tilskud.
Det er en god idé at have en varmelampe i reserve derhjemme, i det tilfælde at nymfeparakitten bliver syg. Varme og ro er de to bedste remedier til at hjælpe fuglen med at blive rask igen. Det kan være afgørende, at man bruger god tid på at studere fuglen grundigt når man får den, så man kender dens vaner, udseende og adfærd godt. Derved kan man spotte hvis der sker ændringer, hvilket kan være de første ydre tegn på sygdom. Pjuskede og uordnede fjer, rødme omkring næsebor og øjne, anderledes afføring eller opkast og dårlig appetit er nogle af de ting, som kan være tegn på sygdom og helbredsproblemer. Hertil er det aldrig et godt tegn, at fuglen sidder i bunden af buret i stedet for oppe på en pind. De kan både blive forkølede og få hedeslag, og bør derfor ikke stå i træk eller direkte sol. Hvis de begynder at plukke deres fjer, kan det være tegn på flere forskellige ting. Det kan være ensomhed, stress eller noget helt andet og det er et klart tegn på, at fuglen ikke har det godt under de forhold, som de lever under.
· Nymfeparakitter kan være bange for mørke? Nogle kan blive meget bange om natten og reagere med noget, der ligner et angstanfald. Hvis din nymfeparakit er mørkeræd, så kan man hjælpe den til roligere nætter ved at sætte et lille lys op ved siden af buret.
· Nymfeparakitten kan fortælle hvordan den har det? Høje pip eller deciderede skrig er udtryk for, at den føler, at der er fare på færde eller at de er forskrækkede. De kan hvæse når de føler sig truede eller fortæller dig at du skal lade dem være i fred. Og de kan lave en skærende lyd med næbbet, der ligesom kattens spinden fortæller, at den er afslappet og har det godt.
© 2024. dyreportal.dk 
