Fugle er ret fantastiske som kæledyr. De er sociale, begavede og legesyge, og så passer de rigtig godt ind i et hjem hvor der måske ikke er tid nok i hverdagen til at lufte, træne og lege med en hund eller kat. Og så lugter de ikke, hvilket for mange vil tælle som en betydelig fordel. Fugle kommer i mange forskellige størrelser, temperamenter og egenskaber. Der er altså et bredt udvalg at dykke ned i og undersøge, hvis man gerne vil have en fugl i hjemmet. Der findes de små og fine parakitter, undulater eller kanariefugle, og der findes de store, smukke araer eller kakaduer.
Gode fugle til børn og begyndere er undulater og nymfeparakitter, da de er nemme og fredelige og de kan med træning blive meget tamme. Men der findes jo også, som du kan se her på siden, et utal af andre arter og racer. Det vigtigste du kan gøre inden du køber fugl er at sætte dig grundigt ind i hver enkelt fugls behov og temperament, da disse kan være meget forskellige fra fugl til fugl. Det er vigtigt at du matcher disse behov til din hverdag, altså hvor meget tid du har i hverdagen, hvilke muligheder du har for at lukke fuglen ud af buret så den kan strække vingerne og om du har en familie, der alle gerne vil have et forhold til fuglen. Her på siden finder du en oversigt over de forskellige fuglearter, som du kan have som kæledyr derhjemme.
Vi har en ambition om at vores dyreleksikon skal være den bedste kæledyrsguide du kan finde online, og vi har derfor skabt et enkelt og lækkert system, hvor du kan klikke dig ind på den race, som du synes virker spændende og læse om dens egenskaber, karakteristika og sjove særtræk. Derfor kan du med fordel bruge denne side når du undersøger hvilken fugl der skal være dit nye familiemedlem.
Fuglen er et meget socialt dyr, og så er de faktisk meget begavede. Det betyder, at de er i risiko for at blive ensomme, stressede eller deprimerede hvis de ikke bliver socialt stimuleret nok i løbet af en dag. Vi anbefaler altid at have to fugle for at forhindre dette. Det er ikke meget ekstra arbejde at have to i stedet for én, og det kan sikre at din fugl har det godt hele dagen, også når du ikke er hjemme til at aktivere den.
Hvis du gerne vil have en fugl som du kan træne og gøre tam skal du købe en ung fugl. De ældre fugle vil have virkeligt svært ved at lære noget nyt, og du skal derfor overveje hvor vigtigt det er for dig at få et tæt og tillidsfuldt forhold til din fugl.
Du kan træne din fugl, meget ligesom hunden, med godbidder og ved at gå stille og roligt frem, skridt for skridt. Når din fugl er flyttet ind og har vænnet sig til at buret er dens nye hjem og du er dens nye menneske, så kan du begynde at træne din fugl. Den kan faktisk lære utroligt mange kommandoer og tricks. Noget af det første du bør lære din fugl er at gå op på din hånd, når du beder om det. Det er en meget praktisk kommando fordi den lader dig flytte fuglen på en måde der er rar for jer begge. Når denne kommando er lært, er det en fordel som det næste at lære fuglen at hoppe ned fra din hånd på det sted som du har flyttet den til. At lære den at komme til dig er også rigtig praktisk, samt at lære den at ordet ”nej” betyder at den gør noget den ikke må, og at den skal stoppe. Mange fugle kan lære at tale, synge eller fløjte melodier hvis man sætter tid af til at træne det. Det kræver vedholdenhed, med det er også bare rigtigt sjovt når det lykkes.
Fugle er legesyge dyr, og skal gerne aktiveres dagligt. Dette kan gøres på forskellige måder. Du kan lave forskellige aktiveringslegetøj hvor du gemmer foder og godbider i forskellige ting, som røret fra køkkenrulle eller en lille rosinpakke. Du kan give den legetøj, som den kan fornøje sig med i buret. Du kan også tage den ud og lege forskellige lege med den. Det kunne for eksempel være at ”spille bold” med en lille bold som i triller frem og tilbage.
De fleste fugle elsker også at bade, og du bør stille et lille fuglebadekar til rådighed for den. Den bader både for at blive ren og pæn, men også for fornøjelsens skyld, fordi det er så sjovt at plaske rundt i vandet. Derfor er det også en god idé ikke at have vandet permanent inde ved fuglen, da den hurtigt vil plaske det hele til. Det kan også være, at din fugl vil nyde et ”brusebad” hvor du pifter lidt vand fra en sprayflaske ned over den fra oven.
Din fugl vil uanset størrelse have brug for at strække vingerne og flyve. Derfor er det også vigtigt at du får et bur der er stort nok til at fuglen kan tage små flyveture i det, eksempelvis fra pind til pind, og den vil også have brug for at du på jævnlig basis lukker den ud af buret og lader den flyve rundt i huset. Hvis din fugl sætter sig på burets tremmer eller lignende og basker med vingerne mens den siger høje lyde, så er det et tegn på, at den skal ud og brænde energi af. Det er meget vigtigt for dens velbefindende.
Det er vigtigt at du tænker over, om du er klar til at tage ansvar for det lille dyr i mange år. Tamfugle kan blive ret gamle. Undulaten kan blive 10-15 år, nymfeparakitten kan blive over 15 år, og nogle af de større fugle kan blive mellem 40 og 60 år. Det kan altså potentielt blive et livslangt venskab, som du skal være klar på, når du anskaffer dig en fugl.
Hvis du stadig er klar på at tilbyde et par fugle et godt og kærligt hjem, så kan du her på siden undersøge de mange forskellige fuglearter der er at vælge imellem. Det er en god idé at læse grundigt op på den fugl der interesserer dig, så du er helt klar og skarp den dag den flytter ind hos dig. På den måde skaber du det bedste forhold til dine små nye venner, og i er klar til at få en dejlig tilværelse sammen.