Zebrafinker er sammen med undulaten og kanariefuglen en af de mest populære stuefugle og er gode dyr til både nybegyndere, der leder efter deres første fugl, og til øvede fugleholdere der gerne vil spæde til med nogle små, livlige og spændende fugle. De er ofte ikke dyre at købe, de er nemme at passe og eje, og så er de forholdsvist nemme at opdrætte, hvis man gerne vil lave flere af dem. De kan godt være lidt larmende og de ”snakker” og synger det meste af dagen. Deres navn er en henvisning til de striber der findes på både halsen og halefjerene på den klassiske zebrafinke. Zebrafinken bliver meget sjældent håndtam som eksempelvis undulaten kan blive det, og bør derfor heller ikke lukkes ud af buret, da man vil have store problemer med at få den tilbage igen, og det vil være en stressende oplevelse for både fugl og menneske. Zebrafinker er i høj grad flokdyr, og har det bedst med mindst én artfælle og meget gerne flere. Det er en god fugl til børnefamilier, så længe man holder sig for øje, at de ikke bliver tamme og derfor er det en fugl man kigger på, ikke en man holder og hygger med. Zebrafinker bliver typisk mellem 3 og 5 år, men sunde finker i fangeskab kan også blive meget ældre, helt op til 10 år.
Læs mere
Den lille zebrafinke er kendt for at være meget nem at passe, få til at yngle og opdrætte. Det er aktive fugle, der er spændende at betragte. De er meget sociale flokdyr og bør altid bo sammen med minimum én artsfælle. Det er ikke en fugl, der har anlæg for at blive tam, og man må ikke regne med, at man kan træne den til at sætte sig på fingeren eller komme tilbage til buret hvis man lukker den ud, ligesom man fx kan med undulaten eller andre papegøjer. De er dog nogle meget aktive små fugle, hvilket gør dem sjove at betragte. De er populære hos børnefamilier fordi de er så nemme og overskuelige at passe. De er ret snakkende små fugle, og de pipper og synger det meste af dagen. Deres pip lyder en smule som når man trykker på et lille pivedyr, dog uden at være skinger, og de bruger sang til at kommunikere flere forskellige ting til andre artfælder. Denne pippen og syngen er for nogen en del af charmen ved den lille finke, mens det for andre er forstyrrende at lytte til fuglesnak hele dagen. Det er i høj grad en individuel ting, og det kan være en god idé at besøge en opdrætter inden køb, for at få en fornemmelse af hvad man synes om ”larmen”.
Zebrafinke er en meget lille fugl, der ikke bliver meget mere end 10 cm og vejer ca. 10 g. Vingerne, ryggen, nakken og hovedet er en nuance af grå/sort, og den har sit navn efter de sort/hvide striber på halefjerene. Under øjnene har fuglen en stribe, der ser ud som om den har grædt sorte tårer, og på siden af næbbet findes også en sort stribe. I mellem de to linjer er der hvidt. Hannerne kan kendes fra hunnerne på, at hannerne har rødere næb end hunnerne og på at de har kastanjebrune kinder. Hertil er der under hannens vinger et brunt område med hvide prikker samt et sort brystbånd og tynde zebrastriber på halsen. Finkens mønster er udgjort af sorte, brune og orange/kastanjebrune fjer. Disse kan have flere forskellige nuancer, og man kan derfor få fugle hvor det sorte er mere gråt, det orange er mere rødt, osv. Fjerene kan også helt miste farven, og fuglen bliver dermed hvid.
Den zebrafinke vi i dag har i fangeskab, er en domesticeret version af den vilde der findes i det fri i Australien, hvor de lever i store flokke ved enge og skove og helst tæt på vand. Den første zebrafinke som blev indfanget blev det i 1801, hvor den franske opdagelsesrejsende Nicolas Baudin var på ekspedition i det, der dengang blev kaldt New Holland, i dag, Australien. De små fugle blev beskrevet i 1817 af Louis Jean Pierre Vieillot i Nouveau Dictionnaire d'Histoire Naturelle. Der findes to underarter af zebrafinker, og den underart, som er grundlaget for den fugl vi har i fangeskab i dag, blev første gang officielt beskrevet i slutningen af 1930’erne af John Gould og fra da af bredte den sig stødt. Mod slutningen af 1800-tallet blev den lille fugl avlet i fangeskab i mange lande og var godt på vej til at blive en domesticeret fugl. Australien er hjem for mange af de eksotiske fugle, som vi har som stuefugle i dag, og i mange år fik vi tamfugle ved at indfange dem i det fri og videresælge dem, hvilket betød, at der blev indfanget rigtigt mange fugle fra Australiens vilde natur. Det bevirkede, at Australien omkring 1960 forbød at eksportere originalt australske fugle ud af landet. Derfor er de fugle vi har i dag udelukkende et produkt af menneskers opdræt af de små fugle.
Det vigtigt at sørge for, at zebrafinker får slidt sine klør. De gror hele livet, ligesom vores negle, og hvis de ikke slides naturligt, så kan de blive så lange at det er til gene for det lille dyr. Pinde fra frugttræer eller nøddetræer er gode for fuglen at sidde på, og hvis man lader bark, kviste og skud sidde på, vil fuglen nyde at pille i det. Med alle stuefugle er det vigtigt at buret, som de bor i til dagligt, er stort nok til at fuglen kan strække vingerne og flyve fx fra pind til pind. Zebrafinkerne spiser frøblandinger, men vil også gerne have grønt som mælkebøtter, fuglegræs og salat. Også friske græsfrø er god mad til finken, da det udgør en stor del af deres kost i naturen. De bør desuden have kalk og mineraler, der fx kan findes i form af sepiaskaller eller knuste strandskaller (købes hos dyrehandler). Hvis fuglene holdes indendørs, så optager de ikke naturligt D3 vitamin, og må også have dette som tilskud. Finken skal selvfølgelig have vand at drikke, men bør også have rent vand at bade i. Zebrafinken bliver sjældent håndtam, og man bør derfor ikke, som med andre stuefugle, lukke den ud af buret, da det kan blive en stressende situation for fuglen at skulle indfanges og håndteres når den skal tilbage. Fordi det ikke er en god idé at lukke den ud, bør man med zebrafinken tænke ekstra over størrelsen på buret og vælge det største, som man kan få plads til. En fugl skal have plads til at flyve og strække vingerne. Der findes fine, store stuevolierer, som kan være en rigtig god løsning.
Småfugle er som regel meget gode til at skjule sygdom og helbredproblemer og zebrafinken er ingen undtagelse. Derfor er det rigtigt godt givet ud, at lære sine små fugle indgående at kende, så man er opmærksom på hvis der sker et skift i energiniveau, vaner eller adfærd, og måske opdager eventuel sygdom tidligt. Zebrafinker er i risiko for at blive ramt af næbmider, der oftest sætter sig ved roden af næbbet, enten udenpå, hvor det er nemt at opdage, men desværre også under næbbet, hvor det er meget sværere at se. Miden kan også angribe fuglens ben, som bør smøres i vaseline ved angreb. Miderne skal slås ihjel med et receptpligtigt lægemiddel fra dyrlægen. Finker kan også få coccidiose, der er parasitter der lever i fuglens tarmvæg og giver en kraftig diarre. Det er meget smitsomt, og hvis man opdager diarre i sin fugl bør den omgående isoleres fra de andre fugle, og komme til dyrlægen. Det bliver sandsynligt nødvendigt med en grundig desinfektion af bur og fuglens omgivelser, mens fuglen bliver medicinsk behandlet. Hvis zebrafinken plukker sine fjer er det desuden et klart signal om at fuglen ikke trives. Det kan være grundet kedsomhed, pladsmangel, instinkt til at bygge rede, men være forhindret heri osv. Hvis den lille fugl viser denne adfærd, er det altså med at få undersøgt hvad der stresser den.
· Zebrafinken er et dyr der har fascineret videnskaben flere gange? Eksempelvis har man opdaget, at unge hanner lærer deres fars unikke sang, og øver sig på den ved hjælp af deres mor, der roser, hvis de gør det rigtigt. En social læringsproces som den er ret speciel i dyreverdenen. Man har også opdaget at zebrafinken kan kommunikere med det u-udklækkede foster inde i ægget, og på en måde forberede dem på den verden, de skal ud til.
· Zebrafinken har en kæmpestor familie? Der findes hundredevis af finker, hver med deres særpræg. Fx er kanariefuglen også en finkeart.
· Man har fundet fossiler, der tyder på, at der har levet finker i 10-20 millioner år tilbage i tiden?
© 2024. dyreportal.dk 
