Der findes fire hunderacer, som kaldes schweiziske sennenhunde: Berner sennenhund, grosser schweizer sennehund, entlebucher sennenhund og appenzeller sennenhund. Disse fire er hunde, der har en del til fælles både i udseende, historie og sind, men de er ikke samme race. Appenzelleren er ligesom de andre sennenhunde en kvæghund af natur og er derfor også i høj grad en arbejdshund, der skal stimuleres på en måde, der tilgodeser dens væsen og instinkter for at trives. Appenzelleren har et nært, kærligt og beskyttende forhold til sin familie. Den vil helst have det store overblik og kunne holde styr på hele familien, og den kan være meget vogtende og også gø når den registrerer noget, den synes er mistænksomt. Den kan derfor også være skeptisk over for fremmede og andre hunde.
Appenzelleren er en energisk hund med stor lærevillighed, og naturlig begejstring for at løse opgaver. Det betyder, at den kan bruges i rigtig mange sammenhænge, både som brugshund, men også i hundesport som agility eller lydighedskonkurrencer. Den ejer dog også en vis portion selvstændighed, og kombineret med hvad den kræver for at trives i hverdagen, så er det ikke sikkert at det er et godt valg til folk, der ikke har haft hund før.
Appenzelleren har en del af det karakteristiske udseende for hundene fra hjemegnen i Schweiz; Pelsen er mørk med hvide og kastanjebrune aftegninger i det karakteristiske mønster, som mange nok bedst kender fra berner sennenhunden. Hunden har dog et mere spidslignende udseende end de andre sennenhunde med oprullet hale og smallere hoved, hvilket giver dem et genkendeligt, men samtidigt unikt udseende. Appenzeller sennenhunden bliver typisk mellem 13 og 16 år gammel.
Læs mere
Appenzelleren er, på grund af sine rødder som kvæg- og gårdhund, nogle forholdsvist vagtsomme og vogtende hunde, der kan gø en del – og ret højt. Den trives bedst med at have det store overblik over hele flokken, også dens mennesker. Den har ikke tendens til at strejfe, da det er langt vigtigere for den at være tæt på sin familie, og sikre at hele flokken er trygge og har det godt. Det er samtidigt også en hund der i høj grad holder af og beskytter familiens børn, og derved er der potentiale for et meget tæt og kærligt forhold mellem familiens yngste og appenzelleren.
Når en hund skal drive store flokke af kvæg o.l., så er det vigtigt at hunden er så selvstændig, at den selv kan træffe beslutninger og at den har en ret stor handleradius. Derfor skal man også forvente en selvstændighed og en lyst til selvbestemmelse i appenzelleren, og det anbefales at man har erfaring med hunde, og at man sætter tid og energi af til både at træne og socialisere hunden vedholdende og tålmodigt helt fra den er hvalp. Hvis det lykkes, så får man i appenzelleren en selvsikker, energisk og velopdragen hund.
Dens stærke egenskaber som brugshund/arbejdshund gør den velegnet til mange forskellige opgaver, og også forskellige sjove sportsgrene som agility, lydighed og brugshundesport. Især vil den elske hvis den kan få lov til at drive og hyrde, og hvis man har muligheden for at gøre dette med sin appenzeller, så vil man også opleve hvordan den bruger en fin kombination af sin karakteristiske gøen, snappen i dyrenes haser og en imponerende adræthed til at styre kvægflokkene.
Appenzelleren er en mellemstor hund der bliver mellem 50 og 56 cm høj over skulderen og vejer mellem 23 og 25 kg. Tæverne er som regel mindre end hanhundene. Appenzelleren er den eneste af sennenhundene der har en oprullet hale, nærmest som en spidshunds. Pelsen er kort (ruhåret) med en tyk, mørk underuld, og farverne og aftegningerne er meget lig de andre sennenhunde; Farverne er sort, hvid og kastanjebrun, og fordeler sig sådan, at hunden er hvid på brystet, på halespidsen, omkring snuden, som en linje i panden og på poterne, mens de kastanjebrune aftegninger findes omkring munden, som pletter over øjnene og på benene. Resten af hunden er i hovedsagen sort eller mørk brun. Kroppen er kantet, robust og tydeligt stærk. Hovedet er ikke ligeså bredt i udtrykket som eksempelvis berner sennenhunden, snuden er aftagende udad, dog uden at være spids. Ørerne er bløde og bøjer ved roden så de ligger fremad ned langs kinderne og den har forholdsvist små, brune øjne med et levende og undersøgende udtryk.
Appenzelleren har fået navn efter sit oprindelsessted, da den kommer fra kantonen (schweizisk delstat) Appenzeller i det østlige Schweiz. Her bliver racen stadig i dag brugt som kvæg- og gårdhunde, på samme måde som man historisk har brugt hunden. De schweiziske bønder i alperne havde brug for en meget alsidig hund, der både kunne drive kvæg, være gård- og vagthund samt kunne hjælpe med at slæbe/bære ting, så den kunne hjælpe med det daglige arbejde. Første gang vi ved, at racen nævnes er i 1853 i Friedrich von Tschudis bog Tierleben der Alpenwelt (Dyrelivet i alpernes verden) hvor den beskrives som: ”en klart gøende korthåret, middelstor, flerfarvet Sennenhund af en ret ensartet, Spids-lignende type, der findes i visse egne, hvor den bruges dels som vagthund på gårdene, dels som drivhund for kvæget”. Vi kan altså læse ud af dette, at appenzelleren har haft nogenlunde samme udseende og kendetegn i måske flere 100 år. Man er i tvivl om hvornår i historien de schweiziske hunderacer opstår, men mange er enige om, at de er meget gamle.
Skovrideren Max Sieber nærede en stor kærlighed til racen, og det lå ham meget på sinde at passe på og bevare racen. Det var på hans opfordring, at det schweiziske kynologiske selskab (kynologi er læren om hunden i menneskets tjeneste) igangsatte en fokuseret og organiseret indsats for at forbedre avlsarbejdet. Dette arbejde begyndte i 1898 hvor man fik nedsat en kommission, og man fastlagde og nedskrev det, der med tiden skulle blive til en fuld racestandard. Man begyndte at se appenzelleren på udstillinger og i 1906 stiftede man specialklubben Appenzeller Sennenhunde Club. Man gjorde det desuden obligatorisk at indskrive appenzellerhvalpe i en samlet hundestambog, og derved kunne avlsarbejdet ensrettes og forbedres. Den første gyldige racestandard blev udformet i 1914 af professor Albert Heim der også havde en stor del af æren for oprettelsen af raceklubben, og hvis hjerte brændte for appenzelleren og sennenhundene generelt.
De første appenzeller sennenhundehvalpe i Danmark blev så vidt vides født i slutningen af 1980’erne. Det er i dag en ret lille race, som man ikke ser mange steder, og den er da heller ikke stor/populær nok til at have sin egen raceklub. I Danmark tilhører den Klubben for Hyrde-, Kvæg- Og Gårdhunde uden specialklub.
Det er godt givet ud at børste appenzelleren en gang eller to om ugen for at komme løse hår til livs inden de sætter sig i møblerne. Ørerne skal tjekkes og renses jævnligt, og kløerne skal klippes efter behov. At appenzelleren bliver stimuleret godt og meningsfuldt både mentalt, fysisk og socialt er det mest afgørende for dens daglige trivsel, og man bør derfor inden køb være helt sikker på, at man er klar til at få sig en toptrænet arbejdshund med at alt hvad der følger med sådan en, .
Appenzelleren er næsten altid blevet avlet med fokus på brugsegenskaber, og nærmest ingen fokus på eksteriør, hvilket gør, at racen er ret robust helbredsmæssigt. Der findes ikke rigtigt nogen kendte arvelige sygdomme i racen, som man ser det med de fleste andre rene hunderacer. Der kan findes hofteleds- og albueledsdysplasi i racen, men det er lidelser, som man i høj grad kan komme udenom ved at sikre sig, at den hvalp man køber er avlet på sunde og raske forældre hos en dygtig og ansvarlig opdrætter.
© 2024. dyreportal.dk 
