Bichon havanais (i daglig tale kaldt havaneser) er fremavlet til at være selskabshund og har derfor et meget venligt, socialt og familieorienteret væsen. Den møder verden med et venligt og åbent sind, og er nem at have med på ture. Det er en lille hund der klarer sig fint på mindre plads og kan være et rigtigt godt valg til dem der bor i lejlighed. Den kræver heller ikke så meget motion og aktivering som de større hunde, og du kommer meget langt med en mindre daglig gåtur. Den er fuld af liv og legesyg, og fungerer rigtig godt som familiehund, da den vil nyde at tumle med familiens yngste. Den elsker at få opmærksomhed, og knytter et meget tæt bånd til sin familie, og derfor er den ikke ret god til at være alene hjemme i lange perioder i løbet af dagen. Den vil elske at bo hos en familie som kan tage den med når de skal noget. Havaneseren findes i et utal af forskellige farver og nuancer; hvid, brun, grå, beige og med forskellige aftegninger og pletter. Den er også ret klog, hvilket betyder, at den er meget modtagelig overfor træning, hvilket både kommer ejeren til gode i den generelle opdragelse, men også når hunden skal tilvænnes de forskellige plejeritualer, der hører til en race med så lang pels som denne. Den bliver gennemsnitligt 12 år gammel.
Læs mereBichon havanais er en lille, klog, glad og meget social selskabshund, som knytter meget tætte bånd til sin familie, og helst ikke vil være alene hjemme for mange timer af dagen. Denne glade lille pelsbold er elsker for at møde nye mennesker og dyr, og vil uden problemer kunne tages med på tur. Den er agtsom og kan godt finde på at gø, for at gøre dig opmærksom på noget den finder usædvanligt, eller for at hilse gæster velkommen, men den har sjældent tendens til at gø overdrevet. Den er desuden allergivenlig, idet den har meget lidt underuld og kun fælder meget lidt. Når hunde er kategoriseret som allergivenlige er der aldrig garanti for at den ikke fremkalder en allergisk reaktion, men pelsens kvaliteter kombineret med en regelmæssig pelsplejesession fra ejer, og en ekstra gang med støvsugeren når nødvendigt, giver en hund der meget sandsynligt ikke vil genere allergikeren.
Bichon havanais er en lille hund, der bliver mellem 21 og 29 cm høj, og som voksen vejer mellem 4,5 kilo og 7,5 kilo. Den er især kendetegnet ved den lange, glatte eller bølgede, silkebløde pels som kan have rigtig mange farver: Hvid, fawn, havannabrun, tobaksbrun, rødbrun, grå og sort. Den kan desuden have aftegninger og pletter i alle de nævnte farver. Halen har lange silkebløde hår, og havaneseren bærer halen kækt op over ryggen. Den får, hvis ikke den bliver klippet, ret langt hår, hvilket kan være et problem især omkring øjnene, hvor håret kan blive så langt, at den ikke kan se ordenligt. Derfor ser man også mange havanesere med en kæk lille ”hestehale” på toppen af hovedet.
Havaneserens historie går langt tilbage og er en smule usikker. Navnet ”havanais” henviser til Havana på Cuba, og det er da også her, racen har sit moderne ophav. Den tilhører bichon-familien (bichon betyder skødehund på fransk), der består af bichon frisé, bichon bolognese og malteser. Det er usikkert hvilke racer, der i sin tid er blevet krydset for at lave havaneseren, men man kan se, at bichon-hundene har en meget, meget lang historie. En teori er, at de er efterkommere af gamle racer af selskabshunde fra middelhavsområdet. I den del af historien som vi kender til, har de ofte været et yndet kæledyr hos den velhavende overkasse, og det er meget sandsynligt, at det også er sådan de er blevet populære på Cuba. Man mener, at den moderne havaneser starter sin historie i Italien og Spanien, hvorfra den kom til Havana via spanske og italienske handelsskibe efter Spaniens kolonisering af Cuba i 1500-tallet. De blev nok givet som gave til de velhavende cubanere, for at fremme forretningsforhold og få adgang til handelsmuligheder. Tenerife havde i denne periode direkte søforbindelse til Cuba, og det er derfor nærliggende at gå ud fra, at bichon havanais er efterkommer af den nu uddøde hunderace bichon tenerife. Havaneseren blev meget populær blandt Cubas overklasse. Da Cuba efter mange hundrede år med spansk styre fik sin uafhængighed i 1902, blev det for alvor startskuddet til en tumultarisk tid for øen, og mange år fremover var der trange kår for den lille selskabshund, da den ofte blev forbundet med et statussymbol for den velhavende klasse, og man formoder, at det kun er takket være nogle få ildsjæle at racen overlevede den kaotiske tid. Racen kom til USA med cubanske flygtninge, og i 1979 blev Havanese Club of America grundlagt. Havaneseren blev anderkendt som selvstændig race i United Kennel Club i 1991 og i American Kennel Club i 1996. Den første bichon havanais kom til Danmark i 1985, og i dag er den en af de absolut mest poplære hunderacer blandt danskerne.
Den lange pels vil kræve en del pasning og pleje, både for at forblive smuk og blød, men også for at forhindre potentielle udfordringer som filtrer og hudproblemer. Hvis du vælger ikke at klippe din havaneser, så vil det være nødvendigt med daglig pelspleje i form af børstning og opsætning af håret omkring øjnene, så hunden kan se. Hvis du vælger at klippe den til en mere håndterbar længde, så vil børstning og pelspleje på en jævnlig basis også være nødvendig, men der vil selvfølgelig være mindre risiko for filtrer. Det er svært at klippe sin hund selv, så vi anbefaler at kontakte en professionel, med forstand på havanesere til at klippe den. Pelsen skal også holdes ren og pæn, og det kan havaneseren ikke klare selv. Derfor vil det være nødvendigt med jævnlige bade. Det er en god idé at træne din havaneser lige fra den er hvalp til at bade og blive børstet og plejet, så det bliver en hyggelig stund mellem hund og ejer og ikke en daglig kamp.
Bichon havanais har en overgang været præget af indavl hvilket gav nogle arvelige sundhedsproblemer som kunne have haft meget problematiske konsekvenser for racen. Man har dog formået at rette op på dette ved at lave en målrettet indsats for at genteste og kun avle på sunde linjer, hvilket betyder, at racen i dag faktisk generelt er meget sund. Det er altid smart at se hundens stambog og tjekke hvilke sygdomme hunde-forældrene og hunde-bedsteforældrene er blevet testet for, og om der er noget i linjen, som kunne give problemer. Noget af det du især skal være opmærksom på med havaneseren er grå stær og patella luxation, der er en betegnelse for løse knæskaller. Denne race har desuden en tendens til at få tandsten, og det kan derfor anbefales at give tilskudsfoder, der modvirker dette.
· Ernest Hemingway, Charles Dickens og dronning Victoria alle var ejere af bichon havanais?
· Det er normalt at havaneseren har ”fregner” eller små modermærker?
· Havaneseren nogle gange bliver brugt som arbejdshund? Den hjælper med at opspore skimmelsvamp og termitter.
· Har du brug for mere information om hunderacen: Bichon Havanais - Kan du klikke ind på navnet og få mere nyttig viden.