Tilbage til alle racer

Leksikon: Chinese Crested Powder Puff

Navnet chinese crested/powder puff indbefatter to versioner af den samme race. Chrinese crested betegner den hårløse eller delvist hårløse version af racen, mens powder puff betegner den version der har langt, blødt og luftigt hår over hele kroppen. Hunden er den samme, men der er selvsagt en tydelig forskel i udseendet. Chinese crested/powder kaldes også somme tider ”den levende varmedunk”, da den for det første har en varmere kropstemperatur end de fleste andre racer, og for det andet fordi dens favoritplads er så tæt på sine mennesker som overhovedet muligt. Det er en udpræget selskabshund og den bryder sig ikke om at være alene. Den fungerer til gengæld rigtigt godt sammen hunde af samme race, også flere hanhunde kan sagtens finde ud af at bo i flok. Hvis man ikke kan være hjemme ved hunden lige så meget som den kan have brug for, så kan man altså med fordel anskaffe sig flere chinese crested/powder puff, så de kan underholde og aktivere hinanden. Den kan godt være en smule reserverede og afvisende overfor fremmede, men i familiens skød er den en glad, legesyg og optimistisk hund, der beholder sin barnlige iver langt op i voksenlivet. Man bør være opmærksom på, at både den langhårede og den hårløse kræver en del pels-/hudpleje for at trives, og man bør være forberedt på, at det kommer til at kræve en del tid og tålmodighed at sikre sig, at hunden trives i hverdagen. Gennemsnitslevealderen er 15 år.

Læs mere
Chinese Crested Powder Puff

Karaktertræk for en Chinese Crested Powder Puff

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

Chinese crested/powder puff er en udpræget selskabshund, der knytter sig meget tæt til sine mennesker, og helst ikke vil være alene. Den elsker at sidde tæt, helst helt oppe på skødet, og den kræver ikke meget motion og er ganske tilfreds med en tur om dagen, hvor den får lov til at gå lidt på opdagelse og undersøge verden. Den kan være reserveret overfor fremmede og vil helst have tid til at se dem an, inden den modtager en klapning på hovedet fra mennesker, som den ikke kender. Chinese crested er meget legesyg, og hvis den bor sammen med nogen af samme race, og har plads til at blive lukket ud, så vil de faktisk langt hen ad vejen kunne motionere sig selv gennem leg og social aktivitet. De bør dog stadig komme uden for matriklen for at opleve nye dele af verden og stimulere deres sanser. Det legesyge gen betyder også, at den er en ret god kammerat til familiens børn. Samtidigt er det også en meget følsom hund, og hvis den føler, at du er streng eller behandler den uretfærdigt, så vil den trække sig og holde afstand. Derfor er det vigtigt altid at holde en venlig, positiv og motiverende tone overfor en chinese crested. Selvom det ikke er meget populært herhjemme, så er chinese crested en udemærket hund til aktiviteter som agility. Det er en ret stille hund, der ikke giver meget lyd fra sig, og når den gør, så er det generelt i et ret lavt toneleje.

 

Udseende

Chinese chrested/powder puff er en lille hund der bliver mellem 23 og 33 cm, og ikke vejer mere end 5,5 kg. Der findes to forskellige versioner af racen: Den hårløse, chinese crested, og den variation der kaldes powder puff hvor blød, lang og luftig pels dækker hele kroppen. Den hårløse version har altid mere eller mindre pels omkring poterne, på halen og på hovedet. I kropsbygning arbejder man også med to forskellige versioner af racen: Deer type, som er en slank og elegant myndelignende hund, og cobby type, som er kraftigere og mere robust i udtrykket. Alle versioner er godkendt i alle farver og mønstre. På det slanke og lange hoved sidder et par store, opretstående ører, somme tider med frynser, et par middelstore sortbrune øjne og en imponerende hårpragt, der vokser ud af toppen af hovedet. Det er en hund med et udseende der deler vandende. Enten er man totalt forelsket i det unikke udtryk, eller også bryder man sig slet ikke om det.

 

Historie

Chinese crested har så lang en historie, at det er helt umuligt at sige noget med sikkerhed om dens oprindelse. Man mener, at den oprindelige hårløse hund kommer fra Afrika, og at hårløsheden er en naturlig mutation og derfor ikke et resultat af menneskelig indblanding. Den er nok kommet til Kina og er her blevet udviklet over mange år, måske allerede under Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.). Man tænker, at det er kineserne der har givet racen en mindre størrelse, da de historisk har set en meget stor værdi i de små hunde. Shi Tzu og pekingeseren er eksempler på det samme. Chinese crested blev skibshunde på de kinesiske skibe, hvor de blev brugt til at fange rotter og mus og måske også som en slags levende varmedunk, fordi den har en høj kropsvarme og en stor lyst til at være meget tæt på mennesker. Rollen som skibshund har betydet, at racen har bredt sig over det meste af verden, både dele af Afrika, Sydamerika og Asien fordi en dygtig rottehund på den tid altid var noget man kunne handle med. Derfor er det meget sandsynligt at hunden har fået nyt hjem i fjerne egne af verden, fordi de blev inkluderet i de handler, som sømændene lavede med handelsmændene i verdens havne. Teorien bakkes op af, at man stadig den dag i dag kan finde racen i en del af verdens gamle havnebyer, og fra 1500-tallet og op igennem 1800-tallet har europæiske søfarere og missionærer registreret mødet med den specielle hårløse hund i rigtig mange lande.

 

I 1800-tallet begynder racen at dukke op i en hel del malerier fra Europas malere, og man kan heraf udlede, at den har fået en form for status eller symbolværdi. I første halvdel af 1800-tallet begynder hundeinteresserede også at få øjnene op for racen, og den bliver vist og udstillet i bl.a. England og USA, dog uden at de store avlsprogrammer blev sat i gang. Herfra blev de dog mere og mere populære, og især amerikanerne kastede deres kærlighed på racen. Også latinamerikanerne fandt stor værdi i racen, og mange af de chinese crested vi har i Europa i dag menes at kunne have latinamerikanske aner. I 1910 blev der observeret en chinese crested i København, men det var først i 1970’erne der påbegyndtes en egentlig avl af racen på dansk jord. Racen har dog aldrig været meget populær, og den var mest ombejlet i starten af 00’erne hvor den fik rollen som modehund, især hos unge kvinder der gerne ville have en hund som kunne bæres rundt i taske. Modefænomener har ofte ærgerlige konsekvenser for hunderacer, og også for denne race betød det, at der var mange chinese crested der skiftede hjem og blev afleveret til diverse internater. I dag har vi heldigvis fået et sundere forhold til den unikke selskabshund.

 

Pleje og pasning

Når det kommer til pelsplejen, så er der naturligt nok nogle forskelle mellem powder puffen og den hårløse variant af chinese crested. Powder puffens pels kræver en del pasning, og man bør forberede sig på at bruge en del tid, ikke kun på selve plejen, men også på at træne hunden som hvalp til at blive puslet om og håndteret, så det på den måde bliver en naturlig og uproblematisk del af dens tilværelse. Den skal nemlig børstes dagligt for at sikre, at der ikke samler sig filtrer, der er ubehagelige for hunden, og for at fjerne skidt og andet der kan sætte sig i pelsen, når hunden er ude at gå tur. Desuden bør den bades ca. en gang om ugen og lidt hyppigere når den er hvalp. En god shampoo, balsam, føntørrer, kam og børste er udstyr, der skal og bør bruges ofte med denne race.

 

Den hårløse og den delvist hårløse version skal også have børstet det hår den har. Hertil er det nødvendigt med jævnlige bade og at passe og pleje den bare hud med den lotion og solcreme hvis den skal ud i sommervarmen. Ingen af hundene, men især ikke den hårløse, tåler det hårde danske vintervejr særligt godt og det kan være nødvendigt med noget godt overtøj til den lille hund, når man skal ud på tur i det danske blæsevejr. Dog skal man ikke, som nogen tror, give den tøj på i tide og utide, da hunden har en ret høj kropstemperatur, og den kan blive helt våd af sved, hvis man giver den tøj på i vejr, hvor den ellers sagtens selv kan holde varmen. Den kan nemlig i modsætning til de fleste andre hunde godt svede. Man bør være opmærksom på ikke at give den hårløse hund foder med højt protein- og fedtindhold, da det kan give bumser og uren hud. Chinese crested slider ikke kløerne naturligt, så de skal tjekkes og klippes ca. en gang om ugen. Hertil er det hensigtsmæssigt og så ofte at tjekke og rense ørerne, så man sikrer, at der ikke kommer infektioner e.l.

 

Sundhed og helbred

Tandproblemer er en af de hyppigste sundhedsudfordringer der findes i chinese crested og man bør være særligt opmærksom på god mundhygiejne i hunden og inkludere et tandtjek i det årlige dyrlægebesøg. De hårløse hunde har en medfødt defekt der gør, at de ofte kan mangle tænder og/eller klør. Hertil er det i denne race en fordel at være opmærksom på, at de kan være disponeret for sygdomme og lidelser som epilepsi, knoglebrud, patella luxation (løse knæskaller, en lidelse der er almindelig i små hunde) og forskellige øjensygdomme som progressive retinal atrophy, primary lens luxation og dry eye syndrome. En ansvarlig opdrætter vil have testet sine dyr inden avl for at sikre, at det kun er så sunde hunde som muligt der indgår i avl, og de vil desuden kunne fortælle mere om hundens disposition for de forskellige lidelser.

 

Vidste du, at…

·      Chinese cresteds unikke udseende kan være en force i forskellige kredse? Fx er det den race der har vundet konkurrencen World’s Ugliest Dog Contest flest gange af alle racer, der har deltaget. Den mest vindende chinese crested var en i sandhed specielt udseende hund, der hed Sam og vandt hele tre år i træk.

 

·      Både den langhårede og den hårløse version af racen kan fødes i samme kuld? En hårløs kan dog ikke have to powder puff som forældre, men i alle andre parringskonstellationer kan begge versioner forekomme. Man parrer gerne de langhårede og de korthårede en gang i mellem, blandt andet fordi de korthårede mangler tænder, hvilket er noget der hænger sammen med hårløshedsgenet. Derfor er det en god idé at blande de langhårede og korthårede gener en gang i mellem.

Chinese Crested Powder Puff til salg

8783 Hornsyld
Chinese crested
Køn
Race
Chinese Crested Powder Puff
Alder
Alder
56 dage
Salgsklar
Salgsklar d.
20.08.2024
Pris: 123.456 kr.