Tilbage til alle racer

Leksikon: Collie

Den kloge, venlige og sociale collie er en skøn selskabshund. Den har det ikke så godt med at være alene i for lang tid af gangen, og kan godt blive lidt ængstelig hvis den føler sig ensom. Den vil altså have det bedst i et hjem, hvor den ikke behøver at være alene hjemme i mange timer af gangen. Når den får lov til at bruge tid sammen med sine mennesker er den dog meget hengiven og kærlig, og så er den meget samarbejdsvillig og vil gerne både trænes og aktiveres. Det er en meget legesyg hund, der bidrager med store mængder begejstring og godt humør, og den stimuleres og motioneres godt af legende aktiviteter, fx agility o.l. Den findes både i en langhåret og en korthåret version, men den både mest kendte og mest udbredte version er den langhårede collie. De er fysisk helt ens på langt de fleste andre punkter end pelsen, og minder meget om hinanden i sind. Den korthårede vil typisk være mere hyrdehund og den langhårede mere selskabshund. Det betyder dog ikke at den langhårede ikke har brug for at bevæge sig og leve et aktivt liv, og det betyder heller ikke, at den korthårede ikke har et socialt gen og en lyst til at være sammen med sin familie. Collien bliver i som regel mellem 12 og 14 år.

Læs mere
Collie

Karaktertræk for en Collie

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

Collien er en meget klog, lærevillig og venlig hund, der har det rigtigt godt som arbejds-/brugshund men også er en fortrinlig familiehund. Den er på trods af sin baggrund som hyrdehund i nyere tid blevet avlet hovedsageligt som selskabshund, hvilket betyder, at den er meget social og har brug for at være omkring sine mennesker så meget af tiden som muligt. Den gør eller ikke meget, men kan godt give lyd fra sig når den lades alene for længe og begynder at føle sig ensom. Den danner ofte et meget specielt, kærligt og beskyttende bånd med familiens børn og vil meget gerne lege. Den kan være vagtsom eller beskyttende overfor familien, men samtidigt har den også en tendens til at blive forskrækket eller nervøs, og derfor er den ikke en god vagthund. Collien er bygget til at bevæge sig, og trives bedst i et aktivt liv, hvor den får godt med motion men også god mental stimulering der udfordrer intelligensen. Den er legesyg store dele af livet, og motiveres af træningen hvis den er sjov og legende. Den er desuden meget intelligent og har virkelig brug for at få stimuleret det kloge hoved med gode lege, aktiviteter eller hundesport for ikke at komme til at kede sig og blive destruktiv. Det er en meget social hund, der knytter sig tæt til sin familie. Nogle collier er mere følsomme end andre og kan i højere grad blive forskrækkede, flove eller kede af det. Dens venlige sind betyder, at den har det udmærket i selskab med både andre hunde og andre kæledyr.

 

Udseende

Collien bliver mellem 51 og 61 cm og vejer mellem 20 og 34 kg. Hannerne bliver generelt større end hunnerne. Selvom de fleste nok bedst kender collien som Lassie-hunden med den lange, overdådige og luftige pels, så findes den faktisk også i en korthåret version, der på alle andre punkter end pelsen ligner den langhårede collie fuldstændig. Begge versioner kommer i tre farvevarianter: Trefarvet, blue merle med hvide aftegninger eller zobel. Under pelsen findes en agil og elegant udseende krop, og med denne race ligges der stor vægt på harmoni. Hovedet er kileformet og de mandelformede øjne er hos zobel og trefarvet dybt mørkebrune, og ved blue merle kan øjnene være blå eller blåplettede. Colliens ører skal ifølge standarden have et knæk på midten og vippe forover, men collier kan sagtens få stritører i stedet. Hvis man gerne vil have, at den ligner en ”rigtig” collie, så kan man på forskellig vis, der ikke generer hunden, rette det mens den er hvalp.

 

Historie

Man anser collien for at være fra Skotland, men hvordan den er endt der, er man lidt i tvivl om. En teori er, at en tidlig forfader til collien er kommet til landet da romerne invaderede De Britiske Øer og altså er en blanding af disse hunde og lokale hunde. Dens hoveopgave var at hyrde fåreflokke. I 1800-tallet blev den dog nok i højere og højere grad avlet for sit flotte ydre. Da dyreelskeren dronning Victoria opdagede collien, forelskede hun sig i den og anskaffede sig flere af dem. Det gjorde pludselig collien meget populær og antallet af og kendskabet til collier steg. Collien fik en vigtig rolle i både første og anden verdenskrig som sanitetshunde, altså hunde der finder sårede soldater på slagmarken, og ordonnanshunde, dvs. meldehunde, der bragte meddelelser frem og tilbage over vanskeligt og farligt terræn. Imidlertid var collien også i højere og højere grad avlet som selskabshund, og den luftigt lange pels er blevet raffineret for syns skyld. Colliens popularitet eksploderede endnu en gang med filmene om Lassie, den første af hvilke blev lavet i 1943. Collien blev mere og mere efterspurgt samtidigt med at filmene, radioshowet og tv-serien om Lassie nød massiv succes, hvilket betød er der i en periode blev avlet alt for meget og uansvarligt på racen. Det har i en periode haft forskellige uheldige konsekvenser b.la. for hundens mentale helbred, men opdrætterne har i nyere tid arbejdet hårdt på at genoprette en sund og glad race, heldigvis. Collier er stadig i dag meget villige til at arbejde, men i hovedsagen så er de mere selskabshunde end egentlige hyrdehunde, så hvis man leder efter hund at dyrke sidstnævnte med, så vil en hund som border collien nok være et bedre valg.

 

Pleje og pasning

Der findes både en langhåret og en korthåret udgave af collien, selvom den langhårede nok er mest kendt – meget sandsynligt takket være filmene om Lassie. De to versioner stiller selvfølgelig forskellige krav til pelspleje. Den lange pels kræver en grundig gennembørstning, minimum en gang om ugen for at forhindre ubehagelige filtrer og knuder. Vær gerne ekstra opmærksom bag ørerne, albuerne, og i ”armhulerne”, da der her kan samle sig rigtig mange knuder. Til gengæld fælder den langhårede collie ikke lige så meget som man ellers kunne tro men sådan en langhåret race. Den korthårede collie har også godt at en jævnlig gennembørstning, der selvsagt går noget hurtigere end med den langhårede. Den korthårede collie har desuden ofte noget mere af sit hyrdeinstinkt intakt, og kan derfor have brug for mere aktivitet der kommer dette i møde end den langhårede collie.

 

Sundhed og helbred

Collien er generelt en ret sund race, der dog, som alle racehunde kan være disponeret for nogle sygdomme eller lidelser. Hofteledsdysplasi en af dem. Denne lidelse kan udvikle sig til at blive meget smertefuld for hunden, men det er muligt at fotografere leddene og tjekke om hunden er i risiko for at få det. Spørg din opdrætter hvilke resultater hvalpens forældre fik i en sådan test. En lidelse der i symptomer kan minde meget om hofteledsdysplasi er det, der hedder degenerativ myelopathi. Der findes ingen effektiv behandling for denne lidelse udover, at man kan forsøge at bibeholde hundens livskvalitet i den sidste periode, men til slut vil en aflivning være nødvendig. Der findes desuden en arvelig øjensygdom, som kan ramme alle collieracer, der kaldes Collie Eye Anomali, der i bedste fald ikke har nogen synderlig indvirkning på hundens helbred, og som i værste fald kan føre til blødninger i øjet, løsning af nethinden eller blindhed. Man kan undersøge hunden mens den er hvalp for om den har denne sygdom. Det betyder, at det er noget opdrætteren bør have gjort, inden du henter hvalpen med hjem.

 

Vidste du, at…

·      Lassie er én ud af meget få dyr, der har en stjerne på Hollywood Walk of Fame?

 

·      Den første hund der spillede Lassie, en Collie ved navn Pal har lagt grundlaget til en hel linje af Lassie-hunde? Elizabeth Taylor fik en sjette eller syvende generation Lassie-hund til hendes 60-års fødselsdag. En direkte efterkommer af Pal.

 

·      Elvis og Priscilla Presley havde en collie der hed Baba, og spillede med i filmen Paradise, Hawaiian Style?