Tilbage til alle racer

Leksikon: Eurasier

Eurasieren er en venlig hund med en stor ro, der hviler i sig selv. Den er skabt som selskabshund/familiehund og knytter meget tætte bånd til alle medlemmer af familien. Den har et stærkt socialt gen, og den er ikke god til at være alene hjemme. Den vil helst være i nærheden af sine mennesker så meget af tiden som muligt, dog uden at være klæbende eller overdrevet opmærksomhedssøgende. Det balancerede og rolige temperament gør det til en rigtig behagelig hund at være i stue med. Den kan være en smule vagtsom overfor fremmede mennesker, og kan fint bruges som vogter af hjemmet. Egentlig vagthund bliver den nok ikke, da et karakteristisk træk ved eurasieren er at den sjældent gør. Det er en meget stille hund, hvilket også gør den velegnet til familier der bor med naboer tæt på. Den flotte luftige pels kræver slet ikke så meget pleje som man måske kunne tro og eurasieren er kun moderat motionskrævende hvilket betyder, at den i forhold til mange andre hunde på sin størrelse er ret nem at holde og passe i hverdagen. Den bliver typisk 11 til 13 år gammel.

Læs mere
Eurasier

Karaktertræk for en Eurasier

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

Eurasieren er en rolig, venlig og velafbalanceret hund der virkelig kan være en god familiehund. Den skaber et meget tæt bånd og en stor loyalitet overfor sine mennesker og er en smule skeptisk overfor fremmede. Derfor vil den også gerne være sammen med sin familie så meget af tiden som overhovedet muligt, og den er ikke god til at være alene hjemme. Racen er intelligent og selvsikker og deres rolige og afslappede væsen gør dem behagelige at være i selskab med. Eurasieren er moderat motionskrævende og skal have en god daglig gåtur og meget gerne en gang sjov og god leg med en hundeven. Hvis ikke dens skepsis overfor fremmede skal udvikle sig for meget i en negativ retning som voksen, så er det vigtigt at eurasieren bliver socialiseret jævnligt både med mennesker og andre hunde helt fra den er hvalp. Deres forbeholdenhed overfor mennesker de ikke kender gør eurasieren til en udmærket vogter af hjemmet, men en egentlig vagthund bliver den nok sjældent, da det ikke ligger til den at gø. Træningen går som regel gnidningsfrit, hvis blot den foregår i en glad og positiv tone og masser af god motivation. Eurasieren kan godt være noget sensitiv, og vil derfor ikke respondere særligt konstruktivt på at blive talt hårdt til e.l.

 

Udseende

Eurasieren er en ret stor hund der bliver mellem 48 og 60 cm og vejer mellem 18 og 32 kilo. Hannerne er typisk større og tungere end tæverne. Den tykke og luftige overpels dækker over et godt lag underuld, og kan faktisk være alle farver bortset fra hvid, hvidbroget eller leverfarvet. Der er altså en farvevariation til nærmest enhver smag. Den luftige pels gør hunden stor og rund at se på, og den opbøjede hale med lange hår understrejer de runde former. Det eneste kantede på eurasieren er faktisk ørerne, der er trekantede og opretstående. Eurasieren har også den lidt unikke feature at den kan have enten en lyserød tunge, en lilla/blå tunge eller en plettet tunge.

 

Historie

Eurasieren er unik i forhold til mange andre racer, fordi den er ret ny, og fordi vi rent faktisk ved præcist hvor racen kommer fra og hvordan den er blevet til det, den er i dag. Det ser man ikke så tit med hunde, fordi de ofte har en historie der går så langt tilbage, at det er helt umuligt at finde tilbage til det originale ophav, eller også er racerne skabt i en tid og et miljø hvor det ikke har været vigtigt for opdrætterne at dokumentere processen på skrift. Eurasierens historie begynder omkring 1960 med Julius Wipfel, som havde hjemme i Weinheim an der Bergstrasse i den sydlige del af Vesttyskland. Han og hans familie havde mistet deres elskede spidshund og der gik ikke længe efter dennes død, at de blev enige om, at de ønskede sig en ny. Wipfel besluttede sig for at udvikle en ny spidshund, der skulle være den perfekte familiehund, der var venlig, rolig og tålmodig, og som ikke larmede.

 

Vi ved, at han krydsede en chow chow med en keeshond, også kaldet wolfspitz og kaldte den nye race for wolf-chow. Senere krydsede han wolf-chowen med samojedehunden for at få en venligere og roligere familiehund. Derved skabte han det vi kender i dag som eurasieren. Navnet fik den fordi den er en blanding af meget en af de ældste europæiske hunderacer, wolfspitzen og en af de ældste asisatiske hunderacer, chow chowen. Den fik altså et navn der refererede til begge sider af dens fine ophav. Wipfel holdt racen lidt for sig selv, indtil han følte sig sikker på at den var lige som han ønskede, og derfor blev den faktisk først godkendt som race i FCI i 1974. Racen kom til Danmark for omkring 40 år siden, og eurasieren bliver mere og mere populær som familiehund herhjemme, men den er stadig mest udbredt i sit hjemland.

 

Pasning og pleje

Eurasieren har ikke brug for lige så meget pelspleje, som man måse skule tro når man lige ser den halvlange, fluffy pels. Det er rigeligt at børste den igennem en gang eller to om ugen for at fjerne eventuel skidt der har sat sig i pelsen. Den har meget sjældent brug for et bad. Dog kan det være nyttigt med hyppigere gennembørstninger i fældeperioderne i efteråret og foråret. Det er en god idé at tjekke hundens negle, øjne, hud og ører med jævne mellemrum for at sikre, at alt er i orden.  

 

Sundhed og helbred

I eurasieren er det værd at være opmærksom på mavedrejning der, selvom den er forholdsvist sjælden, er en lidelse der især rammer større hunde og indbefatter at maven drejer sig delvist eller helt om egen akse og derved lukker af til maven. Symptomerne er udspilet bug, smerter, rastløshed men samtidigt modvilje mod at bevæge sig for meget, den prøver at kaste op, men kan ikke, og måske kaster den med det samme den mad op som den lige har spist. Det er en farlig lidelse, som i løbet af kort tid kan føre til en tragisk død, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på disse symptomer, og altid tage sin hund til dyrlægen hvis man er i tvivl.

 

Hertil er der nogle lidelser, som ansvarlige og dygtige opdrættere som regel vil avle sig ud af, som hofteleds- og albueledsdysplasi, løse knæskaller – patella luxation og nogle øjensygdomme. Hertil er det værd at være opmærksom på nedsat funktion af bugspytkirtlen, kaldet eksokrin pancreasinsufficiens, hvis symptomer typisk er diarre og uforklarligt vægttab. I det store hele er eurasieren er ret sund race, og hvis man køber sin hvalp fra en dygtig og ansvarlig opdrætter, så vil hvalpens forældre være tjekket for diverse arvelige sygdomme inden avl, og på den måde kan man højne chancerne for at komme uden om sundhedsproblemer markant.