Schæferhunden er oprindeligt avlet som hyrdehund, men er i dag en ekstremt alsidig hund der kan løse næsten alle opgaver man kan forestille sig. Den er venlig af sind, meget lærenem og meget loyal overfor sine mennesker. Den agtsom og vogter over sin familie og kan derfor også være en rigtig god familiehund, hvis blot man søger for at træne og socialisere den tidligt, så den ikke bliver overbeskyttende eller mistroisk. Den kræver masser af motion og god og vedholdende aktivering, da den er meget klog, og der skal en del arbejde til at stimulere den høje intelligens. Schæferhunden er en smuk og velproportioneret hund, der kan være ulvegrå, sort eller forskellige nuancer af sort-brun. Der findes en stockhåret og en langstockhåret version af schæferhunden som begge er godkendte for racen, og så findes der også det, der i daglig tale sommetider bliver omtalt som hvid schæfer. Sidstnævnte er dog en race for sig selv, der officielt hedder hvid schweizisk hyrdehund, og den kan du læse mere om på dens egen side her i leksikonet. Schæferhunden bliver i gennemsnit 10-12 år.
Læs mere
Schæferhunden er en af de mest intelligente hunderacer i verden, og dette kombineret med dens store samarbejdsvillighed, dens aktivitetsniveau og dens store loyalitet til sit menneske gør den til en fuldstændig forrygende hund til næsten enhver opgave. Den bliver af den grund almindeligt brugt blandt andet i politiet, i militæret, som redningshund, som terapihund og som sporhund. Schæferen er en hund der kræver rigtigt meget aktivering og motion da den i grundstammen jo er en hyrdehund, og kan derfor kun anbefales til den meget aktive ejer.
Schæferhunden er en stor hund, der typisk bliver mellem 55 og 65 cm og vejer mellem 22 og 40 kilo. Hunnerne er ofte mindre og lettere end hannerne. Den har opretstående ører, en busket hale, og de typiske farver er ulvegrå, sort eller forskellige nuancer af sort-brun. Nogle schæferhunde har en markant hældning over ryggen der gør at bagenden sidder lavt i forhold til resten af kroppen. Dette er en feature der er avlet frem i henhold til hundens ophav som hyrdehund. En racegodkendt schæfer kommer i to versioner: En stockhåret (kortere, kraftig pels med underuld) og langstockhåret med underuld (længere, kraftig pels med underuld). Schæferen vil ofte være avlet som enten højavlshund eller sportshund/brugshund, og de forskellige typer har nogle udseendemæssige forskelle. Højavlshunden er avlet til at være smuk og harmonisk både i stilstand og bevægelse. De er ofte større, men også roligere end sportshunden, der er avlet til at præstere og derfor ofte er mindre og mere adræt, men også ofte har mere drive.
Den tyske hyrdehund har været til i lang tid, men den systematiske avl af den hund, vi kender som schæferhund i dag, begyndte i den sidste del af 1800-tallet. Vi kan takke de to mænd ritmester Max Emil Friedrich von Stephanitz og Arthur Meyer for grundlæggelsen af racen og eksistensen af foreningen ”Verein für Deutsche Schäferhunde”, eller SV, som den blot kaldes i daglig tale. Disse to mænd og deres forening har skabt grundlaget for de racestandarder, som vi kender i dag. Deres grundlæggende holdning var, at der skulle være lige dele fokus på at avle på udeende, psyke og brugsegenskaber og det var også det, der udgjorde grundlaget for den første racestandard der blev skrevet i 1899. De første shæfere blev avlet på tyske hyrdehunde og en collie-race. Den første hund der blev registreret i stambogen i SV var hanhunden Horand von Grafrath, blev en af racens stamfædre. Schæferhunden gennemgik en tumultarisk tid under nazi-styret, hvor den organiserede og målrettede avl på SV’s principper blev forplumret, og nazisternes begejstring for hunderacen havde for en periode en negativ indflydelse på racens renommé og popularitet. Dette vendte dog efter krigen, hvor dens fantastiske kvaliteter alligevel vandt over ry og rygte, og den blev hurtigt en af de mest populære brugshunde i verden, og senere en poplulær familiehund. I Danmark blev Dansk Schæferhundeklub stiftet i 1918.
Schæferhundens pels kræver ikke meget pleje, og man kommer langt med en børstning et par gange om ugen. Dog fælder den ret meget i perioder, og man kan med fordel være opmærksom på at børste oftere i denne periode for at modarbejde den voldsomme fældning en smule. Den skal kun i bad, hvis den virkelig har rullet sig i noget rigtig gris og så længe man sørger for at give den nok motion og aktivering (hvilket er en hel del, vel at mærke), så vil den være rigtig godt tilpas.
Schæferhunde er desværre disponeret for både hoftedysplasi og albuedysplasi, og det er altid en god idé at få et kig i hundens stambog og tjekke hvilke sygdomme forældre og bedsteforældre er blevet tjekket og testet for. Hertil har schæferhunden tendens til at kunne udvikle problemer med ryggen og problemer med mave-tarmsystemet, og det er altså vigtigt at være opmærksom på din schæferhunds signaler hele livet, så du hurtigt kan opdage, hvis den lider af en af disse sygdomme.
· Adolf Hitler elskede schæfere? Hans sidste og nok mest berømte schæfer hed Blondie.
· To stockhårede schæfere godt kan få langhårede hvalpe? Det kan altså være rigtigt svært at forudse hvad resultatet bliver når man avler på schæferhunde.
· Målt på hvor hurtigt den lærer, så er schæferhunden den 3. klogeste hund i verden, kun overgået af puddelhunden som nr. 2 og border collien som nr. 1.
© 2024. dyreportal.dk 
