Tilbage til alle racer

Leksikon: Siberian Husky

Siberian husky er en polarhunderace sammen med både alaskan malamute, samojedehunden og den ikke så udbredte grønlandshund, der også alle sammen tilhører gruppen af spidshunde. Huskyen er en mellemstor arbejdshund, oprindeligt brugt som slædehund i Sibirien og Alaska af nomadefolk på Tjukterhalvøen. Blandt polarhundene er huskyen kendt for at være den hurtigste, men også samtidig for sin udholdenhed over lange afstande – selv i høj fart. Faktisk omtales den som verdens hurtigste, racerene slædehund. Trods sit polare ophav fungerer den fint både som familiehund og arbejdshund i det danske klima. Som familiehund kræver den stor opmærksomhed på opdragelse og socialisering, samt en del pelspleje og under alle omstændigheder forudsætter den et højt aktivitetsniveau både fysisk og mentalt. Den har et venligt og blidt sind, men et egenrådigt og energisk temperament, der stiller krav til ejerens evner og erfaring, og en siberian husky er derfor ikke en oplagt førstegangshund, ligesom du nok også skal kigge ad andre veje, hvis du bor i lejlighed eller ikke har meget fritid til overs. Den arktiske pelsdragt er tyk inderst og blød og glat yderst, relativt kort og kan have stort set alle farver og farvekombinationer, men vil typisk være enten grå, sort eller rødbrun med hvide aftegninger. Det er huskyens ofte blå øjne eller tofarvede øjne, der skiller den ud fra mængden. Racen er grundlæggende sund og rask, og mange af forudsætningerne for et langt og godt liv for en siberian husky er et spørgsmål om motion og kost, men alligevel rammes flere af enkelte arvelige sygdomme i løbet af livet. De bliver almindeligvis 12-15 år gamle.

Læs mere
Siberian Husky

Karaktertræk for en Siberian Husky

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

Siberian husky er som race født til at trække tunge slæder over meget lange afstande i det voldsomme og ubarmhjertige arktiske miljø. Det har gjort den til en stærk, viljefast og opmærksom hund, der også er særligt kendetegnet ved frem for alt at være hurtig. Det ligger dybt i en siberian husky at løbe, og den kan derfor også kun meget svært gå uden snor. Om end den er lærenem og er en god hunderace at træne, så opnår man sjældent at gøre den særligt lydig, fordi dens selvstændighed er en så iboende del af dens personlighed. Til gengæld får man en hund, der præsterer til topkarakter og yder upåklageligt, når den først går i gang.

 

Det er vigtigt at starte træningen af en siberian husky tidligt, herunder også at socialisere og vænne den til andre mennesker og hunde. Venlighed og konsekvens i træningen og arbejdet med racen er det bedste middel, og sørg også for at arbejde med de egenskaber, som racen har fra naturens side, f.eks. at trække og løbe. Huskyen er en intelligent hund, der hurtigere end andre hunde kan komme til at kede sig, hvis den ikke møder nok udfordring i sine opgaver. Hvis det lykkes at vænne huskyen til både kendte og ukendte omgivelser fra en tidlig alder, samt at vedligeholde træningen, behøver en siberian husky ikke at blive reserveret eller aggressiv overfor fremmede, hvilket den ellers kan have tendens til. Racen har en udpræget flokorienteret mentalitet, der som regel gør den god til at være sammen med andre hunde, den kender, og den vil også som udgangspunkt være en venlig, udadvendt og social familiehund, der deltager i familiens aktiviteter. Men på den anden side vil den også have en tilbøjelighed til at beskytte sin flok, familien, mod udefrakommende farer, f.eks. andre hunde, fremmede mennesker og lyde. I modsætning til mange andre hunde, så hyler polarhunde og også siberian husky i stedet for at gø.

 

 

Udseende

En Siberian husky bliver mellem 50 og 60 cm i skulderhøjde og vejer alt fra 15-28 kg afhængigt af køn. Det er altså en noget lettere og også mindre hund end f.eks. en alaskan malamute, med et afbalanceret og atletisk udtryk. Kroppen er som udgangspunkt en lille smule længere end hunden er høj, og halen er karakteristisk sammenrullet henover kroppen, men samtidig holdt stolt oppe. Ligesom de andre polarhunde har huskyen også den karakteristiske og vejrbestandige dobbeltpels bestående af en kompakt og tyk underuld og en glat og blød dækpels. Pelsen kan i princippet have alle farver lige fra hvid over rød og brun til både grå og sort, ligesom den også kan være præget af forskellige aftegninger i ansigtet og på kroppen. En husky er imidlertid den eneste af de fire polarhunde, som ifølge racestandarden, må have blå øjne. Hvis øjnene ikke er blå, vil de være enten brune, grønne eller ravfarvede, ligesom det også er meget almindeligt for racen, at hvert øje har hver sin farve og måske også flere farver i samme øje. Racestandarden for en husky er relativt rummelige, når det kommer til det udseendemæssige, og det er også hundens fysiske og mentale egenskaber, man typisk fokuserer mest på både som ejer og avler.

 

 

Historie

Racens oprindelse i det kolde og barske Sibirien i Nordøstasien har formet huskyen til den hund, vi kender den som i dag. Racen har gennem mange, mange år taget del i en livsstil, som kun de færreste kan overleve, og nogen mener også, at det netop er huskyen, der har været årsag til, at det oprindelige sibiriske folk har overlevet, hvor andre lignende befolkningsgrupper gik til.

Det hele begyndte for over 4500 år siden, hvor der af to omgange frem til omkring år 1200 spredte sig en immigration af mennesker fra Asien over et tilfrosset Beringstræde mellem Sibirien og Alaska og senere videre til Grønland. Folket, der bl.a. indtog Sibirien, var de nomadiske tjuktere, der boede på Tjukterhalvøen med Beringshavet mod øst. De kaldes også for sibiriske yupiker, der er i familie med inuitterne og eskimoerne. For folket i det øde Sibirien var deres hunde uundværlige, og disse var lavet til at skulle kunne klare rejserne som trækhunde under de utrolig barske omstændigheder uden at dø af hverken kulde eller sult.

 

Fælles for polarhunderacerne er, at de udover deres rolle som slædehunde også blev brugt til jagt af bl.a. rensdyr og ikke mindst til at holde nomadefamilierne varme i teltene om natten, hvor temperaturen kunne komme så lavt som til mellem -50 og -70 grader celsius. Man snakker om siberian husky som en af de ældste hunderacer, vis oprindelige udtryk ikke har forandret sig mærkbart, og deres oprindelige egenskaber og kvaliteter er også særdeles godt bevaret, hvorfor de er en krævende familiehund.

 

Der findes beretninger fra opdagelsesrejsende tilbage i første halvdel af 1700-tallet, der fortæller om en hund meget lig huskyen. Man importerede i den vestlige verden racen første gang i starten af 1900-tallet, hvor den fra 1909 blev hyppigt brugt ved et årligt slædehundeløb i Alaska kaldet ’All Alaskan Sweepstakes’. Det er særligt en nordmand ved navn Leonhard Seppala, der udmærker sig inden for importen af siberian husky fra 1926 og frem. Allerede i 1930 var siberian husky blevet godkendt som race i USA’s kennelklub AKC, og den første husky kom angiveligt til Danmark fra Canada i 1968. Det er Dansk Polarhunde Klub samt Dansk Kennel Klub, der er de anerkendte danske raceforeninger.

 

 

Pleje og pasning

Husky-racen har et meget stort behov for at bevæge sig, og ligesom for andre polarhunde skal de aktiveres og motioneres mere end de fleste andre hunderacer. Som udgangspunkt anbefales det, at den bliver motioneret både morgen, eftermiddag og aften i sammenlagt 2-3 timer. Derudover skal den, hvis man vil bruge den som trækhund, trænes gennem enten cykelture eller kørsel for vogn eller slæde nogle gange om ugen. Hvis en siberian husky skal være alene hjemme, er det bedst, hvis den har andre hunde at være sammen med og kan opholde sig udendørs i en stor hundegård med fast underlag, høj indhegning og et hundehus at søge tilflugt i.          

 

Som produkt af sin fortid, hvor mad var en mangelvare, og hvor man benyttede enhver mulighed for at fange et bytte, er en siberian husky vant til at kunne klare sig på meget lidt føde. Samtidig er den derfor også tilbøjelig til at kæmpe for sin mad, hvorfor der skal være ro omkring dens måltider. Hvis hunden bruges til slædekørsel eller andre trækdiscipliner er det vigtigt at være opmærksom på, at den får nok foder og også mere end under normale omstændigheder, samt at næringsindholdet er højt.

 

En siberian husky vil fra naturens side fælde kraftigt to gange om året – forår og efterår. Det kan godt se meget voldsomt ud, når hunden på kort tid smider så meget pels og også så meget, at det kan se ud som om, hunden er syg. Det er den sandsynligvis ikke, det er bare pelsen, som nu ikke længere fylder nær så meget. Fældningen kan være et problem, hvis din husky hovedsageligt er inden døre, da varmen vil få den til at fælde hele året rundt. Det fører et massivt pelsarbejde med sig, hvis man vil undgå at alting bliver dækket til af hundehår. Under normale omstændigheder anbefales det, at man børster pelsen grundigt hver uge, men i sådanne tilfælde, kan det være nødvendigt at gøre det dagligt. Alt afhængig af, hvor meget hunden slider sine kløer naturligt, er det også nødvendigt at klippe dem med jævne mellemrum. Hvis du kan høre dem på gulvet, når hunden går, ved du, at de er blevet for lange. Men pas på ikke at klippe dem for korte – det kan gøre rigtig ondt på hunden. Du bør kun vaske en husky, hvis det er absolut nødvendigt. Langt hen ad vejen holder racen sig selv ren og lugter sjældent.

 

 

Helbred og sundhed

Man er blandt opdrættere af siberian husky meget opmærksomme på at tilføre racens nyt blod, så der ikke opstår indavl og så racens holdes sund og rask. Men der er alligevel visse sygdomme og lidelser, som siberian husky er disponeret for. Det gælder hoftedysplasi, grå stær (cataract) og ørelidelser, men mange andre småskavanker, som er udbredte ved andre hunderacer, er ikke kendte hos huskyer. Det er dog en god ide at lade sin hund paraplyvaccinere hvert andet år, hvis man vil hjælpe sin hund til et langt og godt liv, ligesom det er kendt, at huskyer kan komme til at lide af zink-mangel, der viser sig som sår på læber og snudeparti og i værste fald kan brede sig til andre dele af kroppen. Man kan afhjælpe problemet ved at sørge for, at der er tilført ekstra zink til foderet.

 

 

Vidste du, at…

·      Ordet ’husky’ kommer efter sigende af ’eski’, som refererer til eskimoerne, hvor racen havde sit udgangspunkt for flere tusinde år tilbage

 

·      I en engelsk undersøgelse har man fundet ud af, at siberian husky har 15 ud af 15 indre lighedstræk til fælles med ulven? Man undersøgte, hvor mange ud af 15 udvalgte adfærdsmønstre fra ulven, som stadig findes i forskellige hunderacer, og her scorede huskyen toppoint, hvilket gør den til den mest ulvelignende hunderace af sind

 

·      Da der i 1925 udbrød en epidemi af den utroligt smitsomme strubehoste i byen Nome i Alaska, siger fortællingen, at det var en siberian husky ved navn Balto, der var med til at redde byen fra at dø, ved at transportere ny medicin over den tilfrosne ødemark? I dag står der i Central Park i New York en bronzeskulptur til ære om en af de mange siberian husky-hunde, der var med i det såkaldte Serumløb, hvilket også var med til at anerkende siberian husky som race for sine enestående egenskaber

Siberian Husky til salg

7960 Karby
Lækre slædehunde blanding
Køn
Race
Siberian Husky
Alder
Alder
28 dage
Salgsklar
Salgsklar d.
05.12.2024
Pris: 8.000 kr.
8830 Tjele
De sødeste Serbierian husky hvalpe
Køn
Race
Siberian Husky
Alder
Alder
4 mdr.
Salgsklar
Salgsklar d.
05.10.2023
Pris: 10.000 kr.
2720 Vanløse
Husky fra d. 10/8-2024
Køn
Race
Siberian Husky
Alder
Alder
3 mdr.
Salgsklar
Salgsklar d.
Nu
Pris: 5.000 kr.
2300 København S
Smukke Mavis med de fine blå øjne💙
Køn
Race
Siberian Husky
Alder
Alder
4 år
Salgsklar
Salgsklar d.
Nu
Pris: 3.000 kr.