Tilbage til alle racer

Leksikon: Whippet

En whippet er en ret alsidig hund der passer fint ind i de fleste aktive til semi-aktive familier. Det er en venlig og kærlig hund, der er hengiven og loyal over for sin familie og fint omgås fremmede og andre hunde. Den kan være en smule følsom og har brug for en venlig og positiv tone for at respondere godt på sit menneskes kommandoer og vil ofte hellere lege end at træne lydighed og husregler. Det er en hund der er rigtig god sammen med børn, fordi den har en legesyg og nysgerrig natur, meget lig børns, og dens størrelse og vægt gør den ret håndterlig. En whippet er en hund der er bygget til fart. Den kan løbe op til 60 km/t. Den er slank, adræt og nærmest aerodynamisk bygget, og den bliver ofte brugt i forskellige former for væddeløb og lignende konkurrencer. Derfor er det også en fordel hvis whippet-ejeren en gang eller to om ugen har mulighed for at tage hunden med hen til et sted, hvor den kan få lov til at få en god spurtetur uden snor eller andre begrænsninger. Resten af ugen har den det fint med et par gåture om dagen, ligesom de fleste andre hunde. De er forholdsvist nemme hunde at have med at gøre, da pelsen ikke kræver nogen særlig pleje, de tilpasser sig fint de fleste miljøer, og når de er hjemme bruger de gerne en del tid på at ligge et blødt og varmt sted og hygge sig. En whippet bliver typisk mellem 13 og 14 år.

Læs mere
Whippet

Karaktertræk for en Whippet

Daglig motion
Daglig motion
Pelspleje
Pelspleje
Førstegangsejer
Førstegangsejer
Fælder
Fælder
Gøer hunden
Gøer hunden
Børnevenlig
Børnevenlig
Lydighed
Lydighed
Vagthund
Vagthund

Køb eller sælg denne race

Køb denne race Sæt denne race til salg

Egenskaber

En whippet er en hund der virkelig kan lidt af hvert. Det er en kærlig hund, der er meget nem at omgås og udvikler en stor loyalitet overfor sine mennesker. Den er intelligent og nysgerrig og har et meget behageligt og elskværdigt sind. Den er jo lavet til at løbe stærkt og derfor har den det også bedst hvis den, i hvert fald et par gange om ugen, kan komme ud i fx en hundeskov hvor den ikke behøver at have snor på og så den bare kan spurte derudaf. Herudover har den blot brug for et par daglige gåture ligesom alle andre hunde.

 

Det er nødvendigt at gøre træningen spændende og motiverende, hvis wippetten skal kunne lære ordenligt, for hvis man ikke formår at fastholde opmærksomheden effektivt kan, den blive en smule ugidelig og modvillig mod at fortsætte træningen. Den har i det hele taget et ret følsomt sind, og den har brug for at have tillid til sine mennesker og responderer bedst på en positiv og motiverende tone. Med den rette træning kan man dog sagtens få en dygtig og lydig hund. Den kan nemlig også godt lide at blive udfordret og kan med fordel deltage i aktiviteter som agility, baneløb, lure coursing og udstillinger. Den elsker en god leg og holder meget af børn. Den giver ikke meget lyd fra sig, men den er årvågen og vil nok gøre dig opmærksom på, hvis der kommer gæster, eller hvis der er andet den mener, at du bør være opmærksom på. Den har det ret fint sammen med andre dyr, men der er stor risiko for at den vil jage mindre, løbende dyr, så hvis man fx har kat eller kanin samtidigt med, så bør man holde et vågent øje.

 

Udseende

Whippet er en mellemstor hund der bliver mellem 44 og 51 cm høj og vejer mellem 12,5 og 13,5 kg. Der er ingen tvivl om, når man ser på hunden, at den er bygget til fart. Den er stærk og slank og er aerodynamisk i kropsformen. Pelsen er kort, glat og er godkendt i alle farver. Den ligger stramt over kroppen og fremhæver derved alle musklerne. Halsen er ret lang og ender i et slankt og en smule spidst hoved med store ovale øjne og såkaldte rosenører, der sidder højt på hovedet. Den har en dyb brystkasse og er meget optrukket bug, der giver underkroppen en meget karakteristisk s-form.

 

Historie

Man ser blandt andet i kunsten, at små greyhoundlignende hunde har været menneskets følgesvend i mange, mange år. Fra antikken og op igennem middelalderen og renæssancen ser man de slanke myndehunde afbilledet, hvilket tyder på, at de har haft en betydningsfuld rolle for mennesket. På trods af dette taler man ofte om whippet-hunden som en ung race, både fordi man først i 1800-tallet begyndte at tale om hunderacer som idé og have en forståelse for begrebet ”raceren”, men også fordi at man i 18- og 1900-tallet så den lille hund brede sig og udvikle sig mellem den fattigere del af befolkningen i England som fx minearbejderne. De rige havde de store greyhounds, og de fattige havde små whippets på denne tid, og de små mynder havde en vigtig funktion som jægere af hurtige dyr som kaniner og harer. Hundens hurtighed og adræthed gjorde den i stand til at løbe byttet op og nedlægge det, og det var vigtigt for de fattige arbejdere, fordi disse dyr udgjorde en betydningsfuldt tilskud til kosten.

 

Senere begyndte man at lave væddeløb og coursingkonkurrencer, ligesom det bedre borgerskab gjorde med deres greyhounds. Sporten blev blandt arbejderne kaldt rag racing, fordi man brugte et stykke kaninskind som lokkemad for at få whippethundene til at ”jage”. Sporten blev så populær, at flere og flere fik øjnene op for whippeten. Den første gang det bliver nævnt at whippets har deltaget i en hundeudstilling var i 1876, og det er også i denne periode, at man ser de første seriøse whippetopdrættere dukke op. Racen blev godkendt af den engelske kennelklub i 1890, og i 1899 blev specialklubben Whippet Club godkendt som den officielle raceklub. Herefter blev racen støt mere og mere populær. Som de fleste andre hunderacer faldt antallet under verdenskrigene, men dens popularitet steg igen i 50’erne og 60’erne, og stigningen var støt indtil whippeten faktisk var den mest populære hund i England i begyndelsen af 2000-tallet. Racen kom til Danmark omkring 1920 og bliver også stødt mere og mere populær.

 

Pasning og pleje

Den korte pels fælder ikke særligt meget, hvilket er en fordel, men til gengæld harmonerer den ofte ikke så godt med det danske vejr, så at blive indenfor i regn eller strid vind er en god idé, og ellers kan det betale sig at købe noget overtøj til hunden. Ørerne bør tjekkes og renses efter behov for at undgå infektioner, og kløerne skal klippes jævnligt alt efter hvor meget den selv slider dem.

 

Sundhed og helbred

Whippet er en meget sund race, dog skal de gerne tjekkes for om testiklerne er faldet ordenligt ned i pungen, da det somme tider kan være en fejl hos racen. Der er nogle gange nogen der tror, at deres whippet har en hjertefejl uden at den fejler noget overhovedet. Det er ikke svært at forestille sig hvor bekymringen kommer fra, for hjertet er nemlig ret stort, og det slår ret langsomt også selvom hunden er i bevægelse. Desuden kan en normalvægt og sund whippet ofte få skudt i skoene at den er alt for tynd eller ligefrem underernæret, hvilket man som ejer ikke skal lade sig påvirke af. Whippeten skal være ret slank og det kan have alvorlige helbredsmæssige følger hvis den bliver selv bare lidt overvægtig. Det er meget vigtigt at man har et øje på vægten. Racen er desuden ligesom mange af de andre mynder ret følsom overfor narkose, og hvis det kommer til et tilfælde hvor det er nødvendigt at fuld-bedøve hunden, så bør man gøre det hos en dyrlæge der har erfaring med mynder. Herudover er racen heldig ikke at have noget særligt vrøvl med arvelige sygdomme og lidelser, og man får altså en ret sund hund, når man får en whippet.

 

Vidste du, at…

·      691 mennesker samlede sig i 2019 til Pontefract væddeløbsbanes Flat Cap and Whippet Family Fun Day, for at sætte rekorden for det største menneske-billede af en hund. De næsten 700 mennesker stimlede sammen i den rette form, og der blev taget et billede fra luften. Hunden de portrætterede var selvfølgelig en whippet.

 

·      Der findes en sjælden genetisk mutation i whippets der får dem til at gro dobbelt så mange muskler som en almindelig whippet? I 2007 blev en whippet ved navn Wendy kendt for hendes bizarre udseende som følge af denne mutation.

 

·      Det er en whippet der holder rekorden for det længste hunde-hop? Fire år gamle Sounders, en whippet der til dagligt bor med sit menneske i USA, sprang i 2019 hele 11,2 meter i en konkurrence der blev afholdt i Californien.

Whippet til salg

6580 Vamdrup
Søde små Whippet hvalpe klar til nyt hjem
Køn
Race
Whippet
Alder
Alder
-
Salgsklar
Salgsklar d.
Snart
Pris: 13.500 kr.