Leksikon: Amerikansk Cocker Spaniel

Egenskaber

Oprindeligt er cocker spanielen en jagthund, der er utrolig glad for at arbejde og løse opgaver. Racen er klog og opmærksom, og den er generelt samarbejdsvillig og nem at træne, men det er nødvendigt fra en tidlig alder at lægge fokus på lydighed særligt ift. at kalde hunden til sig, fordi dens naturlige instinkt som apporterende jagthund ligger dybt i den. Der er stadig jagtlyst og -instinkt tilbage i den amerikanske cocker spaniel, men denne gren af racen er i dag avlet til overvejende at være selskabshund. Den er i sin tid avlet med showhund som formål i modsætning til sin engelske racefælde, der er en udpræget jagthund. De mest centrale egenskaber og behov som jagthund er efterhånden sekundært for amerikanske cocker spaniels, men de er alligevel stadigvæk velegnet til både agility og sporarbejde både til lands og til vands pga. den adrætte fysik og det kvikke hoved. Som hovedsageligt selskabshund er den amerikanske cocker spaniel vellidt og tolerant over for både børn og voksne. En cocker spaniel vil gø ad fremmede, men den er for venlig til at være en god vagthund – den byder logrende folk velkomne trods sit spektakel Den er livlig, kærlig og hengiven og har et stort kontaktbehov, hvilket også er medvirkende til, at den ikke trives alene, men er afhængig af social aktivitet. Dens milde temperament gør den vel at bemærke til en udbredt selskabshund med sit overbærende og tålmodige væsen, men man må ikke glemme, at den alligevel skal aktiveres og tilfredsstilles på niveau med en jagthund for at stimulere den korrekt og bibeholde netop kvaliteten som familiehund.

Udseende

Den amerikanske cocker spaniel bliver 34-39 cm høj og vejer et sted mellem 11 og 13 kg. Den ligner utvivlsomt den engelske cocker spaniel, men der er alligevel væsentlige forskelle. Mest af alt er det den mindre størrelse, en mere kuglerund hovedform, kortere ryg og frodigere pels særligt på maven, brystet, benene og ørene, der skiller den amerikanske fra den engelske cocker spaniel. Pelsen er glat og silkeblød, krøller på ørene og har ofte en let bølget tendens på resten af kroppen, foruden på hovedet, hvor den er glat og kort. Pelsen kan have mange farver lige fra sort til brun over rød og lysebrun til hvid, med visse undtagelser set ift. de racegodkendte farver for en engelsk cocker spaniel. Man omtaler ofte den amerikanske cocker spaniels kropsbygning som meget velafbalanceret, harmonisk og med en ideel størrelse. Ligesom sin navnebror er den bygget til at være hurtig og udholdende med et stærkt og markeret bryst, brede poter og kraftige ben, der alt sammen er med til at give den sin ubesværede og effektive fremdrift, når den løber. Den har helt klassisk et vågent, frisk og charmerende udtryk.

Den helt store forskel på hhv. den engelske og den amerikanske cocker spaniel er altså størrelsen og kropsbygningen. Den amerikanske avl kom tidligt til at have et mere show-orienteret præg, mens den engelske bevarede sin rolle som jagthund og det kommer til udtryk ved, at den amerikanske avl fokuserede på at skabe en mindre, mere elegant, lavere, længere og mere rektangulær hund, ensfarvet og ofte også med større pelsfrakke. Typisk vil de amerikanske cocker spaniels, der bruges til udstilling, være tungere og kraftigere end de engelske, som bruges til jagt, og ofte har et lidt lettere udtryk. Den engelske type blev avlet som en plettet og større hund med længere ben og et mere kvadratisk udseende. Begge hunde er kompakte om end stadig slanke og har nemt ved at begå sig i det terræn, blandt buske og anden tung vegetation, hvor deres typiske jagtbytte befinder sig. Forskellene gjorde sig imidlertid også gældende, mens de to typer stadig blev set som samme race, selvom de tydeligvis ikke var eller er samme salgs hund. Den amerikanske cocker spaniels snude er noget kortere end den engelskes, og øjnene er en anelse mere mandelformede end de klassiske store, runde øjne hos den engelske cocker spaniel.

Historie

Indtil engang i slutningen af 1800-tallet var alle spanielhunde én og samme race og avl, kun adskilt fra hinanden på baggrund af farve og størrelse, men siden 1892 har cocker spaniels været anerkendt som selvstændig race. De første raceopdelinger blev foretaget i enten landspaniels eller vandspaniels, og det er landspanielen, der sidenhen er blevet til hhv. springerspaniel, field spaniel og cocker spaniel nævnt fra størst til mindst. Opdelingen i de forskellige typer blev foretaget mestendels på baggrund af hundenes størrelse – ét kuld kunne sagtens indeholde alle typer spaniels. Cocker spanielen har sit navn fra sit oprindelige virke som jagthund ved jagt af hovedsageligt skovsnepper, der på engelsk hedder ’woodcock’. Ordet ’spaniel’ betyder spansk hund og man mener, at spanielen rent faktisk stammer fra Spanien i en tid længe inden opfindelsen af jagtgeværet, måske så tidligt som 1200-1300-tallet. Både den amerikanske og engelske cocker spaniel har dog sit hjemland i Storbritannien, mere specifikt i Sydengland og Wales.

Fra engang i 1870’erne skete der en ganske betydelig import af engelske cocker spaniels til USA, og dette blev startskuddet til en tosporet avl af racen, der først i 1946 blev anerkendt som to forskellige racer. Allerede i 1881 kun omkring 10 år efter, at den første engelske cocker spaniel blev importeret til landet, oprettede to amerikanere den amerikanske spaniel klub, der til at starte med var en klub for en lang række forskellige spaniels, men som med tiden blev forfinet og specificeret på de forskellige hundes artsforskelle og delt op i hver sine foreninger. I 1902 blev der på engelsk jord også etableret en raceklub kaldet The Cocker Spaniel Club og siden også en klub efter engelske racestandarder i USA. Efter alt at dømme blev de engelske cocker spaniels – i hvert fald dem i USA – i lang tid stadig opdrættet efter amerikansk standard, men i 1938 brød den engelske klub med det amerikanske monopol på racestandarden og de engelske hunde opdrættedes ikke længere som amerikanske cocker spaniels. Den største forskel i avlsarbejdet var og er af udseendemæssig karakter. De to hunde ligner hinanden, men kort sagt er den amerikanske race mindre og ”finere”, og den engelske større og mindre poleret.

Forvirringen bliver kun mere komplet, når man tillægger, at de to racers navne også bliver brugt forskelligt alt efter, om du spørger en amerikaner eller en brite. En amerikaner vil oftest omtale den amerikanske cocker spaniel som cocker spaniel, mens en brite vil kalde den for en amerikansk cocker spaniel. Den engelske cockerspaniel er på samme måde kendt som cocker spaniel uden for USA, men som engelsk cocker spaniel i hele resten af verden. I Danmark findes specialklubben Spaniel Klubben under Dansk Kennel Klub. Den blev oprettet i 1933 og har til formål at fremme avlen og kendskabet til alle 9 spanielracer, herunder både den engelske og den amerikanske cocker spaniel.

Pleje og pasning

En amerikansk cocker spaniel kræver en del udstyr og pleje, hvis man vil opretholde den flotte pels, som racen er kendt for. Pelspleje indebærer, at den skal børstes omhyggeligt flere gange om ugen, vaskes jævnligt og både klippes og trimmes (som på hundesprog er en slags hårfjerning og et spørgsmål om at fjerne døde og løse hår fra hudens hårsække) med de rigtige værktøjer. Pelsen har nemlig tendens til at filtre sig sammen der, hvor pelsen er længst, og hvor lemmer bevæger sig mod hinanden, og den fælder også en del. Begge dele kan holdes på et acceptabelt niveau gennem regelmæssig pleje. Pelsplejen bliver dog ikke nødvendigvis nemmere af, at cocker spanielen ofte er glad for vand og mudder. Her kommer nødvendigheden af også at vaske racen engang imellem ind i billedet. For at hjælpe med at holde ørene, der har tendens til infektioner, i god stand, kan det anbefales at klippe håret i ørene også, samt at rense dem regelmæssigt. Ligesom så mange andre hunde, bør den engelske cocker spaniel også få sine kløer klippet 1-2 gange om måneden, og det er en god idé at børste dens tænder nogle gange om ugen, for at hjælpe mod urenheder, forebygge tandsten og fjerne dårlig ånde.

Med en fortid som jagthund – det må man ikke glemme – er det helt nødvendigt, at den hver dag får godt med motion og får lov til at bevæge sig. Den er glad for både fysiske og mentale udfordringer og at få lov til at løbe og gå på opdagelse med snuden i jorden, ligesom det også er værdsat at den aktiveres gennem leg, evt. sammen med en anden hund. Man bør have in mente, at det er vigtigt ikke kun at tilfredsstille hundens sociale behov – selvom disse er mest udpræget ved denne race – men også at stille dens intelligente og lærevillige temperament. Den kan, hvis det er nødvendigt, godt være alene hjemme indenfor i kortere tid, men den har jævnligt brug for kontakt til sin familie. Det at være alene hjemme er noget, der skal trænes specifikt, og selv med træning bliver det aldrig en cocker spaniels favorit. Den befinder sig bedst sammen med sine kendte mennesker.

Helbred og sundhed

De mest typiske helbredsproblemer ved amerikanske cocker spaniels er hofteledsdysplasi og dislokation af knæskallerne, samt problemer med øjnene, og ligesom alle andre hunde med hængeører er racen i større risiko for at få infektioner eller eksem i ørene. Dette er imidlertid ikke en fremavlet dårligdom, men en almindelig kendt ting, fordi øreflapperne dækker for øreåbningen og dermed skaber et optimalt miljø for bakterier og fugt, som kan udvikle sig til infektioner og hudproblemer. Hold derfor jævnligt øje med, at hundens øre ikke er røde eller lugter dårligt. Det er kendt, at cocker spaniels også er arveligt disponeret for et syndrom i øret, der kan føre til balanceforstyrrelse og døvhed. Langt størstedelen af racens population er dog sunde og robuste hunde.

Cocker spanielen er glad for mad og kan derfor have tendens til overvægt, hvis der ikke sættes rammer om fodringen. Oftest er det dog et spørgsmål om, at mange tit misforstår racens behov for bevægelse og derfor ikke sørger for, at den får tilstrækkelig motion. Hvis cocker spanielen bliver aktiveret og motioneret grundigt dagligt, så bør der ikke være nogen problemer med vægten. En tommelfingerregel er, at du skal kunne mærke men ikke se hundens ribben. Hvis du kan se dem med det blotte øje, er din hun ofte for tynd, hvorimod den er for tyk, hvis du ikke kan mærke dem. Udover vægten, går det faktisk også ud over sindet og hundens temperament, hvis den ikke får nok motion. Den risikerer at blive enormt stresset og udvikle en destruktiv adfærd.

Vidste du, at…

·      Den amerikanske cocker spaniel er blandt de allermest populære race-rene racer i USA? Allerede i 1950, ovenpå Disneys ”Lady og vagabonden” var racen årtiets mest populære race.

·      Vicepræsident Richard Nixon havde en cocker spaniel, der hed Checkers? Hunden blev hovedpersonen i en afgørende tale, som den daværende senator holdte i Los Angeles forud for det kommende præsidentvalg i 1952. Talen kom efterfølgende til at blive kaldt ”Checkers tale”. Familien havde fået Checkers af en rejsende sælger fra Texas, der havde hørt, at Nixons børn længedes efter en hund, og eftersom hans egen cocker spaniel tæve lige havde født et kuld hvalpe, sendte han den sort- og hvid-spættede hvalp til Californien. Øjensynligt som en kampagnegave, hvilket gjorde omtalen kontroversiel. Den blev 12 år gammel, og man taler om den som den mest populære hund, der ikke har boet i Det Hvide Hus.

·      Det siges, at der var en cocker spaniel (og en mastiff) ombord på det berømte skib, Mayflower, der som det første skib sejlede fra Plymouth i England til det, der senere kom til hedde Plymouth-kolonien i Massachusetts i USA i 1620? Det er usikkert, om der her er tale om en engelsk eller en amerikansk cocker spaniel, men uanset har den angiveligt været med til at skabe grundlaget for den amerikanske cocker spaniel i dag