Den engelske springer spaniel har ligesom mange af de andre spaniel-hunde et karakteristisk sødt og charmerende udseende med sine lange øre med krøllet pels, vågne, mørke øjne og milde og glade blik. De er sort/hvide eller brun/hvide og har glat, mellemlang pels, der bølger visse steder. Men når man snakker om en engelsk springer spaniel, snakker man ofte om ”Brain before beauty”, altså hjerne frem for skønhed. Det kommer primært af, at den engelske springer er en stødende og apporterende jagthund, hvis avl gennem mange hundrede år har været centreret om netop disse egenskaber og ikke hundenes udseende. Racen er dog også en fortrinlig familiehund, der har det godt sammen med både andre hunde, dyr og mennesker, ja faktisk har den brug for at være omkring mennesker for at trives. Den skal motioneres grundigt, udfordres mentalt og trives ikke alene hjemme i en lille lejlighed. Det kræver på den anden side heller ikke nødvendigvis store landarealer og mange timers motion hver dag at have denne race, det vigtigste er, at den får afløb for sin energi, løbeglæde og får lov til at bruge sit kvikke hoved. Racen er renavlet og hundene generelt sunde. En engelsk springer spaniel bliver som regel 12-14 år gammel.
Læs mere
En engelsk springer spaniel er en glad og kærlig familiehund, der sætter stor pris på at være sammen med mennesker så vel som at den også trives godt i selskab med andre hunde og dyr. Den er imidlertid også en jagthund, der kræver både fysisk og mental stimulering for at opretholde den afdæmpede og tålmodige hund inden for hjemmets fire vægge. Fysisk aktivitet kan f.eks. være gå-, løbe- eller cykelture sammen med sin ejer, samt længere ture i skoven, svømmeture, agility og lydighedstræning. Racen er meget glad for både aktiviteter på land og i vand. Den har som regel god kontakt til sin ejer og fører, er samarbejdsvillig og ivrig efter at lære. For at imødekomme en springer spaniels temperament kan det anbefales at træne motiverende, i kortere intervaller og i samme høje tempo som hunden naturligt har. De har en utrolig veludviklet lugtesans, der har gjort racen populær som schweisshund, og de vil meget gerne følge spor, arbejde med næsen, apportere og bære rundt på ting. Hvis hunden ikke bruges til jagt skal denne form for træning inkorporeres som en del af den daglige motion. Lige som med mange andre hunde er det essentielt at starte socialiseringen af en engelsk springer spaniel tidligt mens den er hvalp. Den engelske springer spaniel er med andre ord en god hund for den aktive familie, der evt. går på jagt i fritiden. Det er en følsom hund, der dog gerne tager initiativ, har et højt energiniveau og kræver en del motion også mentalt i form af øvelser, der imødekommer dens intelligens. Den er afhængig af at være omkring mennesker, den kender, og er af samme årsag ikke hverken glad for eller god til at være alene hjemme. Hvis den i en sådan eller lignede situation kommer til at kede sig, vil dens adfærd blive destruktiv og hunden gøende, men får man skabt et afbalanceret liv for sin engelske springer spaniel og håndterer opdragelsen uden kæft, trit og retning, har man til gengæld en ven for livet, som nemt kan tages med overalt.
Springer spanielen er den største af spaniel-hundene og bliver 48-54 cm høj og vejer et sted mellem 22 og 25 kg. Pelsen er mellemlang, glat og nogen gange bølget, fladtliggende og kraftig, men ikke grov, og beskytter godt mod vind og vejr. De racetypiske farver er brun/hvid eller sort/hvid, og i begge tilfælde evt. med lysebrune aftegninger. Det er ikke ualmindeligt, at de hvide områder på racen er plettede. Som dens historie også vil vidne om, er det en race med mange artsfæller, der ligner den, men med tiden er der dog blevet udviklet to genrer; én primært avlet til shows med større fokus på udseende og én som specifik jagthund med meget lidt fokus på udseende. De to er hhv. den engelske springer spaniel og field trial spanielen. De to har de klassiske runde, blide og mørke spanieløjne, der kan charmere de fleste, og de krøllede ører til fælles. Forskellene gør sig imidlertid gældende ved springer spanielens lidt tungere udtryk, længere ører, tendens til hængende læber og længere pels på ører, bryst, ben og hale. Field trial spanielen stammer oprindeligt fra cocker spanielen og er undervejs blevet krydset med flere forskellige andre spaniel-hunde. Den er modsat springer spanielen endnu mere adræt og atletisk af udseende, har kortere ører og mindre behæng, et spidsere snudeparti og ansigt med ikke udtalte hængene læber. Uanset om der er tale om en field trial eller en springer er de slanke og stærke, har lange ben, der gør dem i stand til at løbe både stærkt og i svært terræn. Nogle af hundene ses med kuperet hale, hvilket som udgangspunkt er forbudt i Danmark. Kuperingen skyldes formegentlig hundenes virke som jagthund og er af praktiske årsager, så halen ikke rives til blods i den tætte bevoksning. Hvis halen ikke er kupere, er den mellemlang med et pjusket udtryk.
Efter sigende stammer den engelske springer spaniel ligesom resten af spanielfamilien fra Spanien, hvorfra romerne angiveligt har bragt dem til Europa. I dag regnes England som racens hjemland, hvor racen ifølge notater i walisiske lovbøger har haft sit udgangspunkt så langt tilbage som siden starten af den første årtusind e.Kr. Den engelske springer spaniel er efter meget at dømme den ældste jagthund. Hunde utrolig lig springer spanielen, som vi kender den i dag, ses på afbildninger og bemalinger fra 1500-tallet. Oprindeligt – før jagtgeværet blev opfundet i 1600-tallet – brugte man spaniel-hundene til at drive fugle ind i store net, til at gå foran jægeren og få fuglene til at flyve op (støde/rejse sig), hvorefter man kunne sende en jagtfalk efter dem. I dag bruger man stadig den stødende jagtmetode for at lade jægeren være på tættere hold af byttet og dermed have bedre skudmulighed, og springer spanielen apporterer efterfølgende også efter byttet. Den stødende jagthund og jagtmetode skal ses som modsætning til en stående jagthund og jagtmetode, hvor hunden afsøger byttet på flere hundrede meters afstand, tager stand ved byttet, der vil trykke sig mod jorden, og på den måde markerer det for jægeren, der kan nedlægge det, når vedkommende kommer på nærmere hold.
Indtil slutningen af 1800-tallet var alle spaniel-hunde én og samme avl og race, kun adskilt fra hinanden på farve og størrelse. Det samme kuld kunne altså sagtens indeholde både cocker spaniels og springer spaniels, fordi man først sondrede mellem racerne på baggrund af deres fysik, når hundene blev store. De tidligste opdelinger af spaniel-hundene skete som enten landspaniels eller vandspaniels, og det er landspanielen, hvorfra man sidenhen gennem mange års omhyggeligt avlsarbejde har udviklet det vi i dag kender som cocker spanielen og springer spanielen. De to grene blev anerkendt som hver deres race i 1892 og har med tiden affødt flere underracer, f.eks. amerikansk cocker spaniel og welsh springer spaniel. I 1902 blev engelsk springer spaniel optaget i den britiske kennelklub, og i dag findes der rigtig mange forskellige spaniel-hunde, som alle sammen har rod i den gamle landspanielrace. Flere steder snakkes der fejlagtigt om en amerikansk springer spaniel, men det er en misforståelse. Der findes ikke en særskilt amerikansk racetype af springer spanielen, også i USA avler man den engelske springer spaniel og kalder den ved samme navn som i resten af Europa.
I Danmark skelner vi mellem to typer af springer spaniels; engelsk springer spaniel og field trial spaniel (F.T. spaniel), der er en krydsning mellem en springer spaniel – mere præcist en Sussex springer spaniel – og en engelsk cocker spaniel. Både den engelske springer spaniel og field trial spanielen har engelsk baggrund, men de er avlet med forskelligt formål. Hvor den engelske springer spaniel kan fungere som både familiehund og jagthund, egner field trial spaniels sig ikke som udelukkende familiehund og er avlet specifikt med jagt som mål. Udseendemæssigt er der, især når de endnu er hvalpe, dog kun lille forskel på de to hunde, og det er værd at være særligt opmærksom ift. at få valgt den rigtige hund til sin livsstil. På engelsk omtales og kategoriseres field trial spaniels som ’working spaniels’ netop pga. avlens alene arbejdsmæssige hensigt. Herhjemme findes specialklubben Spaniel Klubben under Dansk Kennel Klub. Den blev oprettet i 1933 og har til formål at fremme avlen og kendskabet til de 9 anerkendte spanielracer, herunder både den engelske springer spaniel og field trial spanielen, foruden hvilke der findes ydereligere racer, der ikke er racegodkendte i Danmark.
Pelsen på en engelsk springer spaniel er mindre krævende end hos andre spaniel-hunde, fordi den lange pels på ører, ben og hale er kortere. Den kræver derfor også kun sjældent trimning (som på hundesprog er en slags hårfjerning og et spørgsmål om at fjerne døde og løse hår fra hudens hårsække), men skal børstes nogle gange om ugen. I samme ombæring vil man også finde evt. små skrammer, sår eller ømheder, som slet ikke er ualmindelige for racen dens virke taget i betragtning, men som det er vigtigt at opdage, hvis de skal tages hånd om. Pelsen er langt hen ad vejen selvrensende, dvs. at den afviser snavs og jord, der selv falder af, når pelsen bliver tør. Det er en god idé at klippe håret mellem trædepuderne, så man undgår, at den slæber alt for meget skidt med ind. Det anbefales også, at man klipper hårene i hundens ører og renser dem regelmæssigt, fordi hunde med hængeører har større tendens til øreinfektioner. Ligesom med så mange andre hunde, bør den engelske springer spaniel også få sine kløer klippet 1-2 gange om måneden, og det er en god idé at børste dens tænder nogle gange om ugen, for at hjælpe mod urenheder, forebygge tandsten og fjerne dårlig ånde.
Generelt er engelsk springer spaniel en sund og stærk hunderace, der lever et liv uden store helbredsmæssige udfordringer, men ligesom med rigtig mange andre hunde, vil nogle individer alligevel rammes af arvelige sygdomme. De mest typiske helbredsproblemer for engelske springer spaniels er hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, samt problemer med øjnene i form af en arvelig sygdom (retinal dysplasi), der skaber misdannelse af nethindens væv og blindhed (PRA). Ligesom andre racer med hængeører er engelsk springer spaniel i større risiko for at få infektioner eller eksem i ørene, fordi øreflapperne dækker for øreåbningen og dermed skaber et optimalt miljø for bakterier og fugt. Hold derfor jævnligt øje med, at hundens øre ikke er røde eller lugter dårligt.
Nogle spaniel-hunde har eller udvikler foder- og loppeallergi og kan have tendens til diarre, ligesom der også findes eksempler på hunde med forskydning af knæskal og inkontinens. Engelske springer spaniel tæver udvikler også oftere end andre racers tæver tumorer i mælkekirtlerne. Tumorerne kan være ondartede, og det er uanset en god idé jævnligt at tjekke tævens mælkekirtler for knuder og søge dyrlæge, hvis der opdages nogen. Knuder behøver imidlertid bestemt ikke at være ens betydende med en tumor, og risikoen for at udvikle ovenstående lidelser er som sagt kun en risiko, der langt fra rammer alle hunde af racen.
· Springer spanielens navn skyldes det spring, som hunden laver, når den skal rejse fulgene fra jorden (få dem til at lette), så jægeren kan skyde dem?
· Da den skotske kommandør, William Wallace, i 1297 deltog i slaget mod engelske styrker ved Stirling Bridge, fortæller historien, at han havde en engelsk springer spaniel med sig? I det sene 1200-tal har hunden, der hed Merlin, helt sikkert ikke været den springer spaniel, vi kender i dag, men en forfader til denne, der med tiden er blevet til den moderne springer race
· Den berømte amerikanske skuespiller og talk show-værtinde, Oprah Winfrey, har haft mange hunde og heriblandt to springer spaniels kaldet Sunny og Lauren adopteret fra et internat i Chicago? Også tidligere præsidenter George W. Bush og hans far George H. W. Bush har haft springer spanielerne Spot og Millie. Spot ”Spotty” Fletcher er opkaldt efter den amerikanske baseballspiller, Scott Fletcher
© 2024. dyreportal.dk 
